Som der rigtigt gættes på, så bliver de ædt. De fleste æg når ikke engang at blive til unger.. Og det er blevet så slemt nu, at æggene ikke engang biver lagt. For fuglene, som skulle lægge dem, er også væk.

Dér er stadig store fugleområder i Danmark. Men mange, rigtig mange er væk. Hvorfor? På grund af fredning. På grund af misforstået hensyn.

Jeg vil nævne et eksempel, som gælder for mange lignende områder i landet.
Det gælder området i sydsjælland omkring øen Dybsø og Dybsø fjord.
Jeg blev født der, og kender området og dets historie som min egen bukselomme. Det eneste hus på øen er bygget af min oldefar, som blev ansat af Gavnø gods, som ejede øen dengang. Han skulle være opsynsmand og forhindre krybskytteri. For området var et eldorado for fugle og jagt. (Se iøvrigt Acton Friis i de Danskes øer fra 1923).
Som barn samlede vi mågeæg på øen. Der var alle måder lige fra hættemåger over stormåger til sølvmåger og svaftbag.
Man kunne samle æg to gange i samme rede. Tredie gang lod vi dem beholde de sidste tre æg de lagde. Tog man dem, stoppede de. På den anden side, tog man ingen lagde de kun et kuld. En vind vind situation.

Stedet blev afgræsset af det vi kaldte "løs græsgang", hvor områdets bønder om sommeren havde deres kvæg og heste gående.
Vi knægte havde en gammel motorcykel uden udstødning, som vi kørte rundt på øen med. Vi måtte lave faste ruter, for vi kørte lige op ad andereder og alle typer af strandfugle. Lige fra klyder til ryler, præstekraver, viber, ja selv den helt utroligtsjældne sortterne var der.

Om søndagen roede min morfar den tids turister over til øen, hvor de tog en rundtur på den tre kilometer lange og ca 1,5 kilometer brede ø. Og kunne betragte det fantastiske fugleliv. Øen var også fuld af harer, som Gavnø havde jagt på en gang om året. Dér blev nedlagt omkring 100-150 harer hvert år. Desuden blev der jagtet intensivt på ænder både på øen og på fjorden. Især om vinteren kom de nordiske ænder til stedet. Og de, som blev nedlagt var en dråbe i havet.

Fiskede man, hvad mange gjorde kunne de leve af fangsten af ål, torsk, rejer og fladfisk. Om sommeren var der et væld af havørreder.
Som lystfisker behøvede man ikke dyrt grej. En flaske med en snøre om og en pilk i enden, og man havde til flere dages måltider på to timer.

Så kom de nye tider. Først med en anden type turister, som alle ville have deres egen båd liggende. Lodsejeren på landsiden Svinø, tjente gode penge ved at lade opføre en lang række broer på lavt vand. De eneste som ikke ville være med, var min fætter og mig selv. Vi vidste, hvor følsomme strømforholdene var og forudså, at broerne ville ændre vandstrømmen og få sandet til at tørlægge stedet. "Vi var bagstræberiske"! Men ingen turde bryde vores ret til at have vores både liggende for pæle.
For at gøre historien kortere, springer jeg nogle få år frem. Der var lavet en campingplads i området. Spildevandet blev ledt direkte ud i fjorden.
Det fjernede de mest følsomme fisk som torsk og rejer.

Senere kom Dansk Naturfredning til. Hele området blev Ramsar område med hensyn til fuglelivet. Færdsel på øen blev forbudt. Den var efter et mislykket forsøg på opdyrkning solgt til staten for 1 million!!
Svanen var blevet nationalfugl. Og da den kunne nå bunden næsten overalt på fjorden, hvor den ikke blev forstyrret, åd den alt ålegræs og fjernede dermed grundlaget for fiskeri eller en fiskebestand fuldstændigt. Trodser man myndighederne og dykker i området, hvis man da kan komme under vandet, for selvfølgelig sandede løbet til som forudsagt, så kan man være heldig at se en forvildet skrubbe.
Øen er nu landfast med Enø mod nordvest. Og ved lavvande kan man nu fra Svinøsiden vade over.
Fiskene var væk, men hvad med fuglene.

Med forbudet med færdsel på øen blev græsset ved at vokse. Det visnede og faldt ned, hvor der var et paradis for rotter. Og andet mindre rovtøj.
Æggene blev ædt, ikke to gange, men hver gang. Ænder, gæs, måder og vadefugle yngler ikke længere på øen. Og ses heller ikke.
Før kunne man en stille aften høre dobbeltbekkasinen bræge når den dykkede i luften. I dag er der total tavshed. Ikke engang broerne sættes op mere. For man kan gå tørskoet hvor de var.

Så ornitologer og Dansk Fredningsforening har her som mange andre steder smadret et naturligt eventyr med samleven mellem mennesker og dyr.
Nu kan man stå i tårnet på den gamle flyvestation Aunø og på mange kilometers afstand se en sæl på rønnen og måske en havørn i luften.

Hensyn der ødelægger. Dumhed fordi man tror at dyr tænker som mennesker.

Se på de perler I har kendt, om forbudt færdsel har givet mere fugleliv. Eller liv i det hele taget.
Vi laver stier og betragter ting på afstand, som engang var mangfoldigt at gå iblandt.
Og har man aldrig oplevet naturen, så er denne kulnatur måske god nok.
Men hører I Dansk Naturfredning rode i jeres område, så er ødelæggelsen ved at ske.