En hveps er ikke bare en hveps. Ud over de gul- og sortstribede hvepse, der aggressivt jagter både os og vores sodavand om sommeren, findes der nogle ganske små hvepse, som faktisk tilbringer det meste af livet indeni andre insekter.
De lever som parasitter i andre insekters æg, larver og pupper og fortærer deres vært indefra - og kaldes derfor for parasitære hvepse. Hvepsenes levevis og beskedne størrelse på blot 1-2 mm gør dem faktisk meget velegnede til biologisk bekæmpelse af skadeinsekter.
147 forskere fra hele verden har arbejdet på at kortlægge de parasitære hvepses genom. Fra Danmark har en forskningsgruppe ledt af professor Cornelis Grimmelikhuijzen fra Københavns Universitet deltaget i projektet. Forskningsgruppen har undersøgt, hvilke gener der er involveret i hvepsenes nervesystem.
Resultaterne er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift 'Science'.
Forskningskonsortiet har analyseret mange af hvepsenes 16.500 gener. Specielt de gener, der er involveret i dyrenes lugte- og smagssans har vakt forundring.
Parasitære hvepse lægger deres æg i andre insekters æg, larver eller pupper. Heri vokser de op og bliver til små larver, som forpupper sig og udvikler sig til voksne hvepse, som til sidst borer sig ud gennem værten.
Indenfor et døgn parrer de voksne hvepse sig og lægger nye æg i friske værter. En ny generation af hvepse er på vej. Hele cyklussen tager kun 14 dage.
De undersøgte arter af hvepse hører til slægten Nasonia, som normalt lægger æg i fluepupper.
»Vi har fundet ud af, at hvepsen faktisk har fem-seks gange så mange proteiner involveret i smags- og lugtesansen sammenlignet med eksempelvis honningbien. Dette er overraskende, da honningbien er kendt for at have en meget veludviklet lugte- og smagssans, som den bruger, når den skal finde blomster,« fortæller Cornelis Grimmelikhuijzen.
Årsagen til hvepsenes gode lugte- og smagssans er ikke kendt, men professor Cornelis Grimmelikhuijzen har en ide:
»Når hvepsene skal finde en vært, skal de bruge en helt frisk puppe af en bestemt insektart, for at hvepselarverne kan nå at udvikle sig. De bruger derfor et stort batteri af lugte- og smagsreceptorer til at finde den helt rigtige vært.«
De tre hvepsearter, som forskerne har kigget på, tilhører slægten Nasonia og er ikke de arter, man oftest finder ude i den danske natur. Men der findes også mere end 170.000 forskellige arter af parasitære hvepse.
Nasonia-hvepsene er blevet brugt, fordi de er meget nemme at have med at gøre i laboratoriet. Og når genomet er kortlagt hos disse hvepse, er det nemmere at finde bestemte gener i andre arter.
Det kan i fremtiden bruges til at modificere hvepsene til for eksempel at lægge deres æg i en bestemt vært. Også her kommer de nye resultater om lugt og smag til sin ret:
»Når man forstår den molekylære mekanisme bag hvepsenes værtsfund, kan man begynde at skrue på det og dermed designe hvepse til at ramme bestemte skadedyr, som ellers er svære at bekæmpe,« siger Cornelis Grimmelikhuijzen.
Man kan for eksempel designe bestemte hvepsearter til at lægge æg i særligt skadelige insekter. For eksempel bestemte sommerfuglelarver, der er i stand til at fortære marker af afgrøder på kort tid eller ødelægge hele skove.
»Det er en klar fordel at have et biologisk våben og ikke et insekticid. Det har en klar praktisk værdi,« mener Cornelis Grimmelikhuijzen.
Det vil især vise sig brugbart for de økologiske landbrug, som allerede nu gør brug af parasitære hvepse. Udviklingen af mere specifikke arter vil give økologien et nyt våben til at effektivisere kampen.
Mange andre lande bruger også parasitære hvepse til at bekæmpe skadedyrsinsekter. I USA alene redder anvendelsen af parasitære hvepse afgrøder for mere end 20 milliarder dollars årligt.
