Mammutten; dyret, som er selve symbolet på istiden, en godt polstret elefant, som levede på den kolde og tørre tundra i nord - længe før noget menneskelignende væsen var i stand til at overleve under sådanne forhold. Den dukkede op allerede for 300.000 år siden og klarede sig godt gennem istider og mellemistider helt frem til for 3.600 år siden, da det formentlig sidste eksemplar døde på Wrangel, en ø nord for Sibirien.
Men hvorfor uddøde denne uldhårede elefant? Eftersom dødsøjeblikket i store træk falder sammen med menneskets indtræden på arenaen, har mange antaget, at mennesket havde en finger med i spillet. Andre har holdt på klimaforandringer - naturskabte klimaforandringer.
Mammutten tilhører det, vi kalder pleistocæn-tidens megafauna. Pleistocæn er en geologisk tidsperiode, som strækker sig fra cirka 1,8 millioner år siden og frem til 11.500 år siden. En periode, hvor den nordlige halvkugle i stor grad var dækket af is - med flere varme mellemistider som den i dag. Typisk for denne tid var eksistensen af en række forvoksede dyr, hvoraf nogle har overlevet, såsom elefanter, bisonokser og moskusokser.
Rigtig mange af dem uddøde imidlertid omtrent samtidig med, at mennesket begyndte at sprede sig rundt omkring på kloden. Blandt de mest kendte, og uddøde, finder vi amerikanske kæmpebjørne, kæmpedovendyr og ikke-flyvende kæmperovfugle. Den australske udgave af disse, Dromornis stirtoni, var tre meter høj og formentlig alle tiders største fugl. På samme måde havde New Zealand sine moaer og Madagaskar sine elefantfugle. Fra Eurasien har vi blandt andet det uldhårede næsehorn, hulebjørnen, den irske kæmpehjort, huleløven - og mammutten.
Der fandtes en hel række forskellige tykhårede elefanter på denne tid, nogle af dem, som den kinesiske Mammuthus sungari, hører til blandt de største pattedyr som har eksisteret. Med en skulderhøjde på over fem meter, var den væsentlig større end det største nulevende landpattedyr, nemlig den afrikanske elefant (3,5 meter), og på størrelse med det almindeligvis formodede største landpattedyr, Indricoterium.
Denne var en fjern slægtning til næsehornet, som uddøde for 20 millioner år siden. Med en skulderhøjde på 5,5 meter og en hovedhøjde på næsten otte meter havde den ingen grund til at skamme sig, selv i sammenligning med de største af dinosaurerne. Der fandtes mellem 10 og 15 forskellige mammutarter i slægten Mammuthus i familien Elephantidae - samme familie, som i dag indeholder elefanter.
Desuden var den nordlige halvkugle befolket med en række elefantarter af slægten Mammut i familien Mammutidae. Det er disse, vi normalt kalder mastodonter. Og dette er, igen, blot en lille del af alle de elefantlignende dyr, som har eksisteret. Så det, vi ser i Afrika og Asien i dag, er bare en lille rest af en mangfoldighed, som forsvandt for nogle tusinde år siden.
Men var det mennesket eller klimaforandringer, som gjorde det af med dem? Dette er en debat, som har raset lige siden Mikhail Adams udgravede det første mammutfossil i Rusland i 1806. Spørgsmålet har været vanskeligt at besvare, kort og godt fordi der skete flere dramatiske og potentielt farlige ting på den tid, hvor megafaunaen forsvandt. Isen trak sig tilbage, og miljøet forandrede sig.
Det kolde steppe- og tundramiljø, som mammutterne havde tilpasset sig, blev reduceret. At habitatmangel er truende for den biologiske mangfoldighed, er noget vi kender til fra vore dage - men nu er habitatmanglen som regel menneskeskabt. Den menneskelige påvirkning for flere tusinde år siden kom snarere via jagt. På denne tid udviklede mennesket teknologier - som nål og tråd, og dermed evnen til at sy varmt tøj - som gjorde dem i stand til at trænge ind i kulden og dræbe dyrene, som levede der.
Et problem med klimaforklaringer har altid været, at de faldt sammen med menneskets udbredelse sammen med det faktum, at dyrene forsvandt overalt på kloden, ikke kun der, hvor isen trak sig tilbage. Desuden havde megafaunaen jo overlevet tidligere mellemistider, hvoraf flere var langt varmere end den, vi lever i nu. På den anden side har det været svært helt at se bort fra klimaforandringer.
David Nogués-Bravo har stået i spidsen for en gruppe forskere fra Spanien, Storbritannien og USA, som har foretaget den første kvantitative estimering af samspillet mellem mammutternes vigende leveområder og effekten af varme kontra jagt.
Resultaterne er nu blevet publiceret på ublic Library of Science. De udviklede klimatiske modeller af mammuttens leveområder for flere tidsperioder bagud gennem tiden. Ved at sammenligne udbredelsen af mammutter med klimaet for 126.000 år siden (sidste mellemistid, som var varmere end i dag), 42.000, 30.000, 21.000 og 6.000 år siden dannede de sig et billede af dyrenes foretrukne habitat og leveforhold.
De fandt ud af, at mammutten oplevede en katastrofal habitatsødelæggelse, da isen trak sig tilbage for nogle tusinde år siden. 90 procent af artens leveområder forsvandt - fra 7,7 millioner kvadratkilometer for 42.000 år siden til 0,7 millioner kvadratkilometer for 6.000 år siden. Dyrene var nu begrænset til nogle få isolerede områder helt i nord. Men hvis dette skulle udrydde mammutten, hvorfor overlevede den for 126.000 år siden, hvor dens leveområde var endnu mere reduceret? Dengang havde den blot 0,3 millioner kvadratkilometer at boltre sig på.
Hvad var forskellen, spørger forskerne. Og svaret er enkelt: Mennesket og jagt. For 6.000 år siden var mammutten så sårbar, at der ikke krævedes noget stort jagtpres for at skubbe den ud over kanten. Afhængig af hvilke tal, vi sætter på totalpopulationen, vil alt fra én dræbt mammut per menneske hvert tredje år til én dræbt mammut per menneske hvert tohundrede år være nok til at besegle artens skæbne. Deres konklusion er altså, at mammutten uddøde som en følge af klimaforandringer og jagt. Hvad der gav resten af megafaunaen nådestødet - fra New Zealand til Sydamerika - er ikke en del af denne historie. Men mennesket er blandt de mistænkte.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
