Annonceinfo

Hvalfangst kan forsvares

Hvalfangst er blevet mere ‘human’ og tidseffektiv, og en dygtig jæger er i dag i stand til at dræbe en hval på sekunder. Alligevel kan hvalfangst stadig sætte sindene i kog verden over.

Det naturskønne Færøerne – et fiskersamfund med gamle traditioner for hvaljagt – lagde smukke rammer om konferencen ‘Hunting and Protecting Marine Mammals – a Clash of Cultures?’, i juni 2012. (Foto: Colourbox)

Få dyr får så meget opmærksomhed fra medierne som hvaler.

Hvalen har været genstand for flere myter og legender, meditation og videnskabelige undersøgelser end andre dyr. De store pattedyr fra havet ser altid ud til at være i søgelyset. Og hvalen er, om vi kan lide det eller ej, havets ‘superstjerne’.

Scenen var med andre ord sat til en intens, følelsbetonet diskussion mellem fortalere og modstandere af hvalfangst, da en lang række nøglepersoner, der alle er engagerede i debatten, i juni mødtes i Thorshavn på en to-dags konference om havets store pattedyr.

Hårdknuden i debatten om hvalfangst skulle løsnes

Konferencen med titlen ‘Hunting and Protecting Marine Mammals – a Clash of Cultures?’ var organiseret af Nordic Committee on Bioethics, der er en del af Nordisk Ministerråd.

Blandt de fremmødte var antropologer, biologer, politiske beslutningstagere, hvalfangere, miljøforkæmpere samt aktivister fra internationale ikke-statslige organisationer.

Hovedformålet med denne lidt ukonventionelle konference var at præsentere og diskutere etiske emner relateret til hvalfangst fra så mange forskellige vinkler som muligt.

De hårde ‘modstandere’ i det, som tv-kanalen Animal Planet kalder ‘Whale Wars’ (i 2012 ‘Viking Shores’) sad roligt ved samme bord. Målet var at bryde debattens årelange hårdknude.

Grindehvalen i fokus

Så hvad lærte de på konferencen?

Udbyttet efter en grindehvalfangst i Hvalba på Færøerne. (Foto: Erik Christensen)

Det er svært kort at opsummere konklusionerne fra ti meget forskellige foredrag, men nogle af kernespørgsmålene og argumenterne, der banede vejen for ny forståelse, var:

  • Grindehvalen er ikke en truet dyreart ifølge videnskabelig forskning.
     
  • Den færøske hvaljagt udgør ikke en trussel mod arten.
     
  • Der er dog alligevel andre, større hvaler, der er truet af ukontrolleret jagt i andre dele af verden.
     
  • Stigende forurening af havene er på den anden side en stor fare for hvalernes levevilkår - såvel som for de mennesker, der spiser hvalkød og spæk.
     
  • De færøske sundhedsmyndigheder har i nogle år advaret befolkningen (især unge, gravide kvinder) mod at indtage store mængder af hvalkød og spæk.
At dræbe hvaler på en human måde

En pointe, der blev fremført på konferencen, var, at det ikke er nemt at dræbe store, vilde dyr på en ‘human’ måde - selv ikke hvis jægeren konsekvent forsøger at begrænse dyrets smerte under jagten.

Dyreretsgrupper fokuserer ofte på problemet med smerte og lidelse i forbindelse med jagtaktiviteter. Men er det overhovedet muligt at dræbe vilde dyr uden at forårsage smerte?

Introduktionen af nye våben og metoder har heldigvis gjort hvalfangsten meget mere ‘human’ og tidseffektiv i forhold til, hvordan det var engang. Og en dygtig og ansvarsfuld jæger er i dag i stand til at dræbe en hval på sekunder.

Hvalerne taler til vores følelser

Når mange alligevel er modstandere af hvaljagt, skyldes det, at hvalen i mange medier ikke alene bliver præsenteret som ‘havets superstjerne’, men ofte også bliver portrætteret som ‘hjernen’ inden for dyreverdenen.

Havets giganters formodede intelligens giver det indtryk, at hvaler er mere ‘menneskelige’ end andre dyr - et fænomen, der kaldes 'antropomorfisme'. Det resulterer i, at hvalen fremstår mere speciel og værdsat end mange andre arter.

Set fra denne vinkel bliver hvalfangst og -spisning en form for symbolsk kannibalisme.

Dette synspunkt bliver dog af andre præsenteret som en moderne, urban indstilling, der ligger langt fra jægernes virkelighed.

Den økonomiske side af hvalfangst
Jagt på grindehvaler er en gammel tradition på Færøerne. Her en tegning fra Vestmanna på Færøerne den 17. juni 1854. (Foto: British Maria Expedition, copyright udløbet)

Fra et økonomisk perspektiv repræsenterer hvalen en værdifuld ressource, der kan have stor indflydelse på lokalsamfund.

I Húsavík i det nordlige Island er ‘whale watching’ ('hvalkiggeri' - ikke hvaldrab) f.eks. en hovedturistattraktion, der skaber mange jobs i små, private virksomheder.

Dertil kommer, at hvalfangst på Færøerne har været et værdsat supplement til mad fra fiskeriet og fåreopdræt.

Hvalkødet og spæk blev, og bliver stadig i dag, fordelt gratis (af et ikke-kommercielt foretagende) til befolkningen i de lokale landsbysamfund.

Hvalfangst som identitetsskabende aktivitet i kulturer

Fra et kulturelt perspektiv er hvalfangst en tradition, som det færøske folk ser på som en del af deres kulturelle identitet.

Men skal en tradition absolut forsvares og bevares, spørger kritikere. Er det altid den korrekte beslutning?

Traditioner ændrer sig, og der er flere og flere blandt den færøske befolkning, der tvivler på nødvendigheden af hvaljagt i fremtiden.

Andre stiller imidlertid spørgsmålstegn ved, om Færøerne, såvel som andre hvalfangernationer som f.eks. Grønland, bør ændre deres livsstil på grund af udefrakommende pres fra andre, større samfund.

Magtbalancen mellem små og store samfund
Bestanden af grindehvaler i det nordlige Atlanterhav er ikke truet – der er over 100.000 dyr. Men grindehvalen er ligesom andre hvalarter truet af havenes forurening. Kviksølv og bly oplagres i muskulatur, lever og nyrer, og miljøgifte som PCB og DDT sætter sig i spæklaget (Kilde: Wikipedia. Foto: Colourbox)

Fra et politisk perspektiv er der også vigtige aspekter af magt i debatten om hvaler.

Lars Walløe fra Oslo Universitet mener, at introduktionen af ‘hvalproblemet’ på den internationale miljødagsorden i 1970’erne havde til hensigt at dreje fokus væk fra de virkelige, globale forureningsproblemer.

Der er også, siger Gísli Pálsson fra Islands Universitet, en politisk spænding mellem de store, urbane centre og de små, perifere landdistrikter.

De små landdistrikter – Island, Færøerne, samt folkeslag som samerne, inuitterne og så videre – er nemme mål for de magtfulde, kontinentale ‘imperier’.

Hvalfangst på Færøerne som en tradition

På samme tid, som konferences deltagere diskuterede etik omkring havets pattedyr i Torshavn i Hotel Hafnias store sal, var der grindehvaljagt i Sandoy længere sydpå på Færøerne.

Hvorfor foregår de jagter stadig her i 2012?

Ifølge Russel Fielding fra Denvers Universitet, fortsætter jagten primært på grund af dets levering af mad til det færøske folk og den kulturelle betydning, som dette madbidrag skaber.

Konferencen var en succes, fordi mennesker med forskellig baggrund og værdier angående hvaler og hvalfangst fik en meget sjælden anledning til at udveksle synspunkter og erfaringer sammen.

Der var ingen krig, fordi de fleste deltagere opdagede, at de havde meget mere tilfælles, end de havde ventet.

© sciencenordic.com Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Hvalfangst er ikke bare grindedrab.

Jeg finder denne artikel utroligt rodet og føler, som gammel anti-hvalfangstaktivist, at der er brug for en modsigelse eller to. Hele teksten roder ”grindedrab” og ”hvalfangst” sammen, som om der var tale om identiske størrelser. Og de retfærdiggørende påstande, om humanitet i aflivnig kan alene bruges på grinden. Men konferencen var betitlet ‘Hunting and Protecting Marine Mammals – a Clash of Cultures?’ og på den måde bliver artiklen et glimrende eksempel på, hvordan den inhumane jagt på storhvaler forsøger at dække sig bag den – relativt – mindre lidelsesvoldende og bestandsneutrale, kystbaserede jagt på grind.

Påstand 1: ” Introduktionen af nye våben og metoder har heldigvis gjort hvalfangsten meget mere ‘human’ og tidseffektiv i forhold til, hvordan det var engang. Og en dygtig og ansvarsfuld jæger er i dag i stand til at dræbe en hval på sekunder.”

Tja, hvis man med det mener, at en erfaren færing hurtigt kan aflive en grind på lavt vand, hvis han rammer lansen ind det rigtige sted, eller har held med et velrettet snit på et strandet dyr, så kan den påstand næppe modsiges.

Men Grønlands myndigheder oplyser i en rapport ”WHITE PAPER ON MANAGEMENT AND UTILIZATION OF LARGE WHALES IN GREENLAND”, Grønlands Ministerium for Fiskeri, Jagt og Landbrug, maj 2012, at gennemsnitstiden for hvalers dødskamp i landet er henholdsvis:

Finhval: 16 minutter i gennemsnit for 30 rapporterede fangster (med harpungranat) med et maximum på 60 minutter. Der er desuden en tabsrate på 21%, dvs at tabte, sårede finhvaler udgør 21% af samtlige finhvaljagter.

Vågehval: 5 minutter i gennemsnit for 467 fangster med granatharpun og 25 minutter i genemsnit for 206 fangster, hvor man kollektivt anskyder dyret med riffler til den dør. Længste dødskamp for de to fangstmetoder, der er rapporteret til myndighederne i perioden (2007-11) er hhv 60 minutter for vågehval fanget med granatharpun og 120 minutter hvor drabet udføres med rifler. Tabte, anskudte dyr er til gengæld ganske få for vågehval (hhv 1 og 6 %). Mens 91% af vågehvalerne er døde inden for 5 minutter efter anskydning med granatharpun, er kun 7% døde efter 5 minutter ved riffeljagten.

Pukkelhval: 17 minutters gennemsnitlig dødskamp for 17 rapporterede fangster med et maximum på 90 minutter. 66% var døde inden for de første 5 minutter. Der er ikke rapporteret tab af pukkelhval.

Hvalers dødskamp er med andre ord ikke bare et spørgsmål om ”sekunder”, men i al almindelighed minutter og i visse tilfælde er de timelange, hvis vi breder perspektivet ud fra Færøernes atypiske grindehvalfangst til jagt på storhval. Det er i det mindste godt, at ”kold harpun” er blevet forbudt, da det ofte førte til ubærligt lange dødskampe. Men det er kun sket som følge af netop det internationale pres fra Greenpeace, Friends of the Earth, WWF og talløse nationale dyreværnsorganisationer. Var det ikke sket, havde ovennævnte tider stadig set langt mere grusomme ud.

Påstand 2: ” Havets giganters formodede intelligens giver det indtryk, at hvaler er mere ‘menneskelige’ end andre dyr - et fænomen, der kaldes 'antropomorfisme'. Det resulterer i, at hvalen fremstår mere speciel og værdsat end mange andre arter.
Set fra denne vinkel bliver hvalfangst og -spisning en form for symbolsk kannibalisme.”

Det er ikke rigtigt. Hvad mange forskere og fredningsaktivister har påpeget er, at hvalernes intelligens netop er hvalernes i egen ret. Ikke at de er menneskelige. Vi har konsekvent holdt os fra disneyficeringen af dyrene. Vi modsiger imidlertid den uvidenskabelige påstand, at vi ikke skulle dele intellektuelle og følelsesmæsige træk med andre pattedyr med kompleks cortex.
Dyrenes ulykke er baseret på dogmer om menneskets gudsbilledlighed og deraf følgende radikale anderledeshed fra alle andre væsner. Denne religiøse fundamentalisme (der flittigt er blevet adapteret af industrien til at negligere dyrs lidelser) er skyld i, at man fortsat møder påstande som dem, Firouz Gaini her (re)præsenterer.

Det er således ikke fordi det opfattes som symbolsk kannibalisme, at vi mener man skal lade hvalerne være i fred, men fordi vi antager et moderne grundlag for etik: at liv, der kan erfare sig selv med en kompleks bevidsthed, bør nyde en særlig beskyttelse, idet vore handliger over for bevidste og følende væsner afspejler vor egen etiske standard. Dette er ikke et absolut dogme, men et forslag til en forhandlet etik, hvor vi analyserer vore etiske livsytringer og lader dem have almen gyldighed, uanset art.

Benægtelse af sammenfald af bevisthedsformer og følelser hos dyr og mennesker er iøvrigt, af primatologen Frans de Waal, karakteriseret som ”antropodenial” i værket ”The Ape and the Sushi Master” (Basic Books, New York, 2001). Det mener jeg man gør sig skyld i, ved at negligere hvalers bevidsthed, familiebånd, sociale struktur osv.

Påstand 3: ”Dette synspunkt bliver dog af andre præsenteret som en moderne, urban indstilling, der ligger langt fra jægernes virkelighed.”

Denne grundfigur i diskussionen er vulgær - og forkert. Der opstilles en påstand om, at fredningssynspukter skulle være særligt baseret på en naturfjern bylivsform, mens jægernes skulle være udsprunget af en ”tæt på naturen”-livsform. Faktum er, at masser af fredningsaktivister er født og opvokset på landet og reagerer med rædsel på den forarmelse af naturen, de er vidner til. Og der er masser af tilsyneladende ”oprindelige”, der lever et liv der er mindst lige så fjernt fra fordums traditioner som byboernes – ikke mindst på det mentale plan. Argumentet er et underlødigt, politisk kneb, der er velkendt også fra den standende debat om landbrugets indvirkning på miljø og biodiversitet. Eller fx skarv-debatten. Desuden er det kun en forsvindende lille del af hvalfangsten, der kunne eller kan betragtes som oprindelig. Lande, der eksporterede hele fangstudbyttet til det japanske storbymarked, påstod også, at de var ”oprindelige”, dengang dette begreb blev indarbejdet i den internationale hvalfangstkommissions arbejdsrammer.

Påstand 4: ” Lars Walløe fra Oslo Universitet mener, at introduktionen af ‘hvalproblemet’ på den internationale miljødagsorden i 1970’erne havde til hensigt at dreje fokus væk fra de virkelige, globale forureningsproblemer.”

Det er en historieløs påstand. Bekymringen over udryddelsen af hvalerne opstod for det første allerede i 1960’erne, hvor mange ud fra et ressourceforvaltningssynspunkt var foruroligede over sammenbruddet i bestandene af først rethvalerarterne (grønlandshval, nordkaper og sydlig rethval) og derefter finhvalarterne blåhval, finhval, pukkelhval, sejl/brydeshval. Derfor blev IWC dannet. For det andet var det Greenpeace, WWF og Friends of the Earth og lidt senere mere radiakale grupper som Sea Shepheard, der på samme tid satte fokus på mange andre miljøproblemer og rettede lige så mange opmærksomhedsskabende aktioner mod disse. Jeg nævner i flæng, fra Greenpeace hvor jeg var aktivist gennem en årrække i begyndelsen af 80’erne: atomprøvesprængninger og oprustning i almindelighed, dumpning af kemisk og radioaktivt affald, brutal pelsjagt, overfiskning, olieboring i følsomme områder, bevarelse af koralrev, syreregn, atomkraft, forurenende minedrift og skovplyndring. Samtidig var og er Greenpeace optaget af oprindelige folkeslags muligheder. I modsætning til, hvad propagandaen fra fx visse kredse i Grønland, konstant fylder pressen med.

Påstand 5: ”Der er også, siger Gísli Pálsson fra Islands Universitet, en politisk spænding mellem de store, urbane centre og de små, perifere landdistrikter.
De små landdistrikter – Island, Færøerne, samt folkeslag som samerne, inuitterne og så videre – er nemme mål for de magtfulde, kontinentale ‘imperier’.”

Historieløst vrøvl. For det første rettede miljøbevægelsen sine aktioner og kampagner mod de kommercielle og moderne industrielle hvalfangstnationer: Sovjetunionen, Japan, Norge, og Island - og pirathvalfangere på Taiwan og i Spanien. For det andet stod vi i spidsen for, netop at undtage de oprindelige folkeslags hvalfangst fra det moratorium, vi ellers kæmpede for. I USA var et grundigt lobbyarbejde, for at udskille inuitternes jagt på grønlandshval ved Alaska fra anden hvalfangst, grundlaget for at vinde landets stemme i IWC for en fredning. Aktivisten Valerie McOuat fra San Fransico havde bidraget afgørende til dette og i 1981-82 ansatte vi hende i København, med det formål, at sikre en tilsvarende dansk position, hvor en sikring af Grønlands oprindelige hvalfangerkultur kunne gøre det muligt for Danmark, at tilslutte sig fredningsfløjen i IWC. Det lykkedes som bekendt. Enhver, der læser fx vores ”Hvalbulletin”, som jeg i al beskedenhed redigerede de år, vil vide, at Greenpeace’s kampagner altid havde dette aspekt med.

Vi har aldrig ført kampagner mod ”nemme mål” og Gisli Pálsson vil ikke kunne finde eksempler fra nogen af de betydelige miljøorganisationer for sådanne synspunkter. Tvært imod lod vi, trods betydelig intern debat, være med at protestere over Grønlands fangst af den på det tidspunkt stærkt truede pukkelhval. Noget jeg personligt havde det svært med, da vi ingen sikkerhed havde for, at arten ville overleve selv så små indhug. Så lille var den nordatlantiske bestand af pukkelhval i begyndelsen 1980’erne.

Jeg hilser dialogen i Nordatlanten velkommen. Mit (delvist færøske) hjerte har altid banket for færingers og grønlænderes ret til selvbestemmelse og jeg har, med undtagelse af 2-3 år, levet 50 år midt i naturen. Men debatten skal føres på et historisk faktuelt grundlag. Det håber jeg, at have bidraget lidt til her.

Mvh
wlf

Hvalfangst kan forsvares

Flot artikel Firouz Gaini. Jeg synes du kommer godt rundt om tingene på en saglig og objektiv måde.
En god bekendt, jeg har, som bor på Lofoten, fortalte mig at fuglenes antal er faldet ganske dramatisk de sidste to årtier.
Han angav som årsag, at man ikke må jage vågehvaler mere.
Dette har bevirket at hvalernes antal er øget og så bliver der færre loddestimer (lodden er en lille sildefisk) og så sulter fuglene med mindre antal til følge.
Og som min ven siger: Skal vi så begynde at lave kæmpe svinefabrikker som i Danmark?
I Nordnorge kan man ikke bare køre al gyllen ud og så lade jorden optage den. Gør man det, vil det meste ende i havet på grund af klippegrunden.

Spørgsmålet er så: Hvorfor synes de fleste generelt, at det er mere synd at slå en hval ihjel end en gris.
Slår man en hval ihjel, - og vi forudsætter at det gøres både humant og hurtigt, - så får man måske et ton nyttekød fra hvalen.
Skal man have den samme mængde nyttekød fra grise, så skal man måske slå 25 grise ihjel.
Al andet lige må det vel være bedre at dræbe et individ end 25?

Med hensyn til den store hjerne så er det jo aldrig bevist, at en stor hjerne er mere intelligent end en lille.
Forholdet mellem hjernens og kroppens indbyrdes vægt er jo "bedre" ved flere dyrearter end ved hvaler, så det er derfor nærliggende at tro, at hvalens store hjerne har den størrelse, den har, fordi hvalen netop har en kolossal muskelmasse, der selvfølgelig skal styres og koordineres.
Det kan godt undre mig, at man ikke aktivt sørger for, at hvalbestandene har det godt og strutter af sundhed og så "tolder" af bestandene under en eller anden bæredygtig form.
Uanset hvilken indstilling man har til grindefangst, så er det jo dog et uomtvisteligt faktum at grindefangst - ikke kun på Færøerne; - men i mindre omfang også andre steder i Nordatlanten, aldrig har udgjort en trussel for bestanden.

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Deltag i Unge Forskere 2015

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg