En lille spørgsmål til nogen der har kendskab til teorierne/teorien eller Kristin S. Grønli.
1) Så disse sortehuller er i virkeligheden døde kæmpestjerner?
2) Hvis ja, kan det så tænkes at, hvis stjernen dør og at den ikke længere udsender lys og varme, bliver den til en ren gravitation? Der sluger alt hvad der er.
3) Hvis en sorthul har tilstrækkeligt slugt materie. Altså hvis stofferne er tilstrækkeligt presset nok, kan de så eksplodere og en stjerne genfødes?
Jeg kan forstå hvis man ikke kan svare på disse spørgsmål, da man ikke har næsten kendskab til fænominet. Men jeg kan ikke lad være med at spørge, hvad nu hvis man kender svarene, uden at jeg ved det?
Håber på at, i det mindste at blive et svar klogere:)
Mvh. Angunnguaq og glædelig jul til alle.

Haluu kalaaleqatera! :)
Selvfølgelig kan man svare på dem. ;) De er jo ret enkle. Jeg er ikke professor i det, men jeg vil prøve at give dig et hurtigt og kort svar:
1) Man kan godt sige at de er døde kæmpestjerner, ja.
2) Den udsender ikke lys til os. Vi ved ikke om den udsender varme. Den er en gravitation. Måske er den også meget andet. Du har fat i noget af det rigtige. :)
3) Den eksploderer ikke. Den bliver ved med at suge stoffer til sige. Og den giver ikke sig selv en grænse for, hvor tilstrækkeligt stofferne presses sammen. Men det er muligt at den kan eksplodere, men så har den ihvertfald nok slugt en hel galakse først. :) Big-bang teorien går rent faktisk ud på at et sort hul eksplodere. Så ja, et sort hul kan måske godt eksplodere. Men vi ved ikke hvorfor.
I andre må korrigere mig, for måske er der "huller" i. hehehe :D
Tak ilm glædelig Jul.
Mvh Laurids

En lille spørgsmål til nogen der har kendskab til teorierne/teorien eller Kristin S. Grønli.
1) Så disse sortehuller er i virkeligheden døde kæmpestjerner?
2) Hvis ja, kan det så tænkes at, hvis stjernen dør og at den ikke længere udsender lys og varme, bliver den til en ren gravitation? Der sluger alt hvad der er.
3) Hvis en sorthul har tilstrækkeligt slugt materie. Altså hvis stofferne er tilstrækkeligt presset nok, kan de så eksplodere og en stjerne genfødes?
Jeg kan forstå hvis man ikke kan svare på disse spørgsmål, da man ikke har næsten kendskab til fænominet. Men jeg kan ikke lad være med at spørge, hvad nu hvis man kender svarene, uden at jeg ved det?
Håber på at, i det mindste at blive et svar klogere:)
Mvh. Angunnguaq og glædelig jul til alle.

Blot en sidste bemærkning.
Jeg har påpeget evidensen af frekvensafhængig afbøjning af 'lys', men hvorfor er det vigtigt?
Jo, kigger vi på spektrummet:
http://en.wikipedia.org/wiki/Electromagnetic_radiation
Ser vi, at vi har flere måder at observere objekter i universet.
Gamma, synligt, IR - området.
Det er derfor særdeles interessant at kortlægge afbøjningen, da vi umiddelbart vil se samme objekt som to forskellige objekter, afhængig af hvilket spektrum vi observerer i.
Samme objekt vil tilsyneladende befinde sig eet sted i gamme området, og et andet sted i IR området.
Tager man ikke hensyn til de forskellige afbøjninger, vil man nok fortolke det som to forskellige objekter, uagtet det er eet og samme objekt.
God weekend, og lad os ikke skændes, men finde en fælles løsning...

Dette paradox er brugt(i fortiden) til at falsificere tanken om det uendelige univers:
http://en.wikipedia.org/wiki/Olbers%27_paradox
Man har blot glemt at tage rødforskydningen i ed, og troet, at alt synligt lys skulle nå upåvirket frem.
Tager man derimod rødforskydningen i ed, er det jo nærmest logik, at der i enhver retning modtages 'lys' aka baggrundsstråling.
Baggrundsstrålingen startede sandsynligvis som 'synligt' lys, og efterhånden som det degenererer (rødforskydes) vil vi opfatte det som 'stråling', og ikke som initielt synligt lys.
Jeg skriver det her fordi rødforskydning og 'baggrundsstråling' er de vigtigste (eneste?) ophav til BB teorien, men kan forklares på en anden( og mere logisk) måde.

Min 'S-teori' er faktisk udviklet gennem flere år, og ikke nævnt før jeg selv var sikker på den holdt stik i alle ender og kanter.

Glemte S-teorien:  http://ing.dk/debat/129035
Bemærk forudsætningerne, som var tænkt til at holde 'tågehornene' væk.

Stig Johansen skrev:
Interessant, at der bliver skrevet om tiltrækning, og undslippelseshastigheder. Een ting undrer mig dog, og det er påstanden om c=konstant. Står man (tankeeksperiment) i et sort hul, og udsender lys, vil hastigheden jo åbenbart være c. Da et 'sort hul' ikke er uendeligt, må dette lys jo nødvendigvis forlade dette 'sorte hul' system, men man ævler om at selv lyset ikke kan undslippe. Mit spørgsmål er: hvordan konformer c=konstant med at det 'nedbremses' og ikke forlader dette 'system'? 'Lys' er jo ikke bare det synligt observerbare, men alt hvad der bevæger sig med c, så et andet spørgsmål: X-ray/gamma kan tilsyneladende undslippe disse 'fænomener' - hvordan det? (NB: jeg ser bort fra Einsteins højst psykedeliske forestillinger).
Hej Stig
Jeg finder din logik ubestikkelig og er helt enig i, at lys ikke bare er det synlige lys, men alt hvad der bevæger sig med C. Sådan er det jo simpelthen defineret i einsteinsk forståelse.
Har lys masse? - Det kan det vel ikke ha', idet intet med masse kan nå lysets fart - som det hævdes. Men en foton må være ækvivalent med en elektron, og en elektron tilskrives en (omend beskeden) masse. Nogle fysikere siger, at en foton blot ikke har hvilemasse! Nej - for en foton findes ikke i hvile, så det er en ret omkostningsfri påstand. Nå - spørgsmålet for mig er mest, hvad "masse" overhovedet betyder.
Jeg inviterer til dialog!!
Venligst CB
 
Carsten,
Jeg er med på en dialog, hvis du er seriøs.
Dialog forstået på den måde, at vi ikke strater religionskrige eller p**målinger.
Grundet særlige omstændigheder (privat) har jeg kastet mig over alle de særlige problemstillinger, som videnskaben ikke kan forklare.
Herunder 'sorte huller', som jeg antager er 'sort masse', der ikke udsender lys.
Vi skal skelne mellem hvad vi ser, og hvad vi tror vi ser.
At vi observerer et 'sort legeme' siger intet om størrelsen.
Massen kan vi observere/beregne, men diameteren er uvist, og blot en antagelse.
Snakker vi lys og tyngdekraft, hænger disse ubønhørligt sammen, og har intet med elektromagnetiske felter at gøre.
Her tænker jeg på følgende:
'Lys' påvirkes ikke af elektriske eller magnetiske felter, i modsat fald skulle en laserstråle kunne afbøjes i stærke magnet/elektriske felter.
Det er evident, at lys afbøjes i tyngdefelter, hvilket bekræfter sammenhængen mellem lys og tyngdekraften.
Da man ikke kan ophæve tyngdekraften med hverken elektriske eller magnetiske felter, må det medføre, at tyngdekraft og elektromagnetisk kraft er selvstændige og uafhængige kræfter, der ikke interagerer.
Men bliver lys tiltrukket eller afbøjet af tyngdefelter?
Hvis man operer med tiltrækning, kan man ikke opretholde c som konstant, da det vil medføre at lyset 'bremses op', som igen medføre at lyset skulle have 'masse'.
Dette kunne let eftervises ved at måle 'c' ved at sende en laserstråle til ISS, og retur, og måle om den har samme hastighed begge veje.
Har den samme 'hastighed' begge veje, er lyset upåvirket af tyngdekraften.
'Lyset bevæger sig i rette linier, og følger det "krumme rum"'.
Dette er påstanden, men man glemmer at kigge på empiri.
'Lys' er alt der bevæger sig med c, og det afbøjes i tyngdefelter - dette er empirisk bevist.
Tager vi det 'lavfrekvente lys' i ed, observerer vi, at eks. langbølge'radio' nærmest følger jorden krumning, hvorimod de højere frekvente 'lysbølger' bliver mere og mere retningsbestemte.
Langbølge bliver ikke rigtig brugt mere, men burde være almen viden.
Vender vi tilbage til 'sorte huller', som er temaet, så har jeg udviklet en teori, som alene bygger på gængse (atomfysiske) principper, samt gravitationskraften:
http://ing.dk/debat/122127
Desværre er indlægget/debatten forurenet af et par svagttænkende personer, som ikke fattede, at det er en forklaring på et for videnskaben uløst problem, og henviser til ikke eksisterende kurser/bøger.
Ud over at finde en (plausibel) løsning på supernovaer og universetes struktur, ville jeg også gerne finde en dybere forståelse af lys/tyngdekraft/sammenhæng mellem svag kernekraft og tyngdekraft/energitransport, herunder den fotoelektiske effekt/kombinere 'kvantemekanikken' og 'relativitetsteorien' m.m. samt forklare de for videnskaben uløste gåder:
http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_unsolved_problems_in_physics
Alt tyder på at lys er bølger i et medie, samt at rummet(vacuum) ikke er tomt.
Her tænker jeg på Pioneer/Cassini anomalierne, samt flyby anomalierne.
Jeg har derfor udviklet min S-teori (S for Simple), for man bliver nødt til at stille spørgsmålet:
"Er naturen simpel og ligetil, eller er den kompliceret og uforståelig"?
De gængse teorier opererer med differentierede fysiske love afhængig af om det er mikro(kvantemekanik), eller makro(relativitetsteorien), men tror vi på naturen er differentieret?
Mit incitament med disse teorier er ikke at blive kendt/berømt, blot selv at få en forståelse af den verden jeg(vi) lever i, og naturligvis vil mine teorier ikke blive anerkendt, da det kræver at 'videnskaben' skal sluge nogle voldsomt store kameler.
Det kommer ikke til at ske i min levetid, da der er investeret så mange ressourcer i at (forsøge at) eftervise Einsteins teorier, hvor man har glemt at lave en løbende evaluering af diverse antagelser.
Nå men tilbage til teorierne.
Min 'S-teori' er faktisk udviklet gennem flere år, og ikke nævnt før jeg selv var sikker på den holdt stik i alle ender og kanter.
Jeg har ingen interesse i at promovere mig selv, og brugte ing.dk som en slags 'prøveklud', i håb om at få fagligt modspil.
Men det har vist sig, at debatten derovre er præget af svagtttænkende klaphatte, og her skal vi lige huske, at injurier kun er injurier, hvis man ikke forholder sig til sandheden.
Umiddelbart vil jeg nævne disse klaphatte:
Ole LauridsenAnders ThorsethSøren Fosberg
Jeg er blevet ekskluderet af debatten på ing.dk, formentlig fordi man tillader sig at stille sig tvivlende overfor de gængse (mangelfulde) modeller, og ikke opfører sig som 'rettroende'.
(Min fortolkning, da der ikke var en begrundelse, blot konstatering af 'klager', også uden begrundelse).
Som nævnt vil jeg gerne deltage i dialoger/diskussioner, men jeg gider ikke det 'børnehaveniveau', der eksisterer på ing.dk.
 
MVH
Stig
 
(I håb om vi finder en løsning på alle de uafklarede problemer, og ikke kører over i p**målinger).

Hvis al lys omkring et sort hul bliver opfanget, så må der været ufatteligt meget lyst inde i et sort hul, og derfor må der være uendeligt lyst inde i et sort hul. Det er endda grådigt nok til, ikke at dele noget af det med os, uden for det sorte hul! Jeg synes at det er underligt at der ikke er andre end mig som har tænkt på det før. Lys er vel egentlig ikke et stof. Eller hvad? Lys har en meget lille masse, så måske bliver det bar mast sammen og 'frosset', og bliver en megtet lille brøkdel af al stof inde i et sort hul.
Noget andet jeg har tænkt på er, om alt stof inde i et sort hul bliver til ét stof? Eller om et sort hul, det er en kæmpe suppegryde? For hvis der bliver dannet et grundstof, så må verdens tungeste grundstof (vi kender jo grundstofferne fra det elemtære system) være det største sorte hul vi kender (eller ikke kender).

Hej Carsten, du skriver:
 ”Nå - spørgsmålet for mig er mest, hvad "masse" overhovedet betyder.” 
I en objektiv Naturvidenskab er det meget vigtigt, at man definerer og er enige om de begreber og definitions-ligninger, som man benytter i sin stræben for at skabe viden om Naturen. 
I det følgende lidt om den matematiske formulering af Newtons 2. lov, der definerer størrelserne ’kraft’ og den såkaldte ’inertielle masse’ af en stoflig partikel. 
Definition af de fysiske størrelser ’kraft’ og ’masse’: - Den engelske fysiker og matematiker Isaac Newton (1642-1727) var den første, der gav en kvantitativ definition af den fysiske størrelse, der kaldes ’kraft’. 
Hvad forstås ved begrebet ’kraft’? - For at være i overensstemmelse med Newton, definerer vi: 
Definition af begrebet ’kraft’: En ’kraft’ er ’noget’, der kan give en materiel partikel en acceleration, dvs. en hastigheds-ændring pr. tidsenhed målt i forhold til et valgt iagttagelses-system.
Newtons 1. lov: - Hvis en partikel ikke er påvirket af kræfter, da er, ifølge ovenstående kraft-definition, partiklens acceleration lig med nul. Partiklen vil da enten være i hvile eller den vil bevæge sig med en konstant hastighed i forhold til et valgt iagttagelsessystem. Denne ’definitions-lov’, hvor kraften er lig med nul, kaldes Newtons 1. lov (Lex prima). 
Newton 2. lov: - For den talmæssige sammenhæng mellem størrelsen F af en kraft og den acceleration a kraften forårsager på en given partikel (af latin: particula, del, smådel) defineres: 
(1)   F er ligefrem proportional med a 
At to afhængige størrelser, her F og a, er ligefrem proportionale betyder, at brøkforholdet F/a for sammenhørende talværdier af F og a er lig med en konstant, som vi her vil betegne med bogstavet M.
Der gælder således ligningen: 
(2)   F/a = M 
Eller omskrevet: 
(3)   F = M*a
(Retningen af accelerationen er lig med retningen af kraften). 
Ligningen (3) er den såkaldte Newtons 2. lov (Lex secunda), der, skal det bemærkes!, ikke er en naturlov, men en definitions-ligning til beregning af størrelsen F.
Størrelsen M i Newtons 2. lov definerer den såkaldte inertielle masse (træge masse) af en given partikel.
Den inertielle masse M spiller rollen som en matematisk proportionalitets-konstant i Newtons 2. lov.
Men: Den inertielle masse ’afspejler’ også fysiske egenskaber ved selve partiklen og det universelle rum, hvori partiklen befinder sig i (Machs Princip).
Måle-enheder: - Hvis måle-enheden for masse (M) vælges at være kilogram, kg, og måle-enheden for acceleration (a) (meter pr.sekund) per sekund, m/s^2, ja, så bestemmer ligningen (3) måle-enheden for kraften (F). Der gælder nemlig de samme matematiske regneregler for måle-enheder som for tal.
Måle-enheden for F er lig med (kg*m/s^2), som forkortes med N og kaldes newton til ære for Isaac Newton. Hvis en enhed opkaldes efter en person, så skal man benytte et stort bogstav, her N.
Inertial-systemer: - Newtons 2.lov gælder i såkaldte inertial-systemer, dvs. systemer, hvor Newtons 1.lov (også kaldet inertiens lov) er gyldig. Alle iagttagelsessystemer der bevæger sig med konstante hastigheder i forhold til hinanden er inertial-systemer.
Hvis bevægelsesfænomener studeres og henføres til systemer der accelererer, så kan Newtons love kun benyttes, hvis man tager hensyn til de kræfter, der gør sig gældende i det accelererede system. Sådanne ’system-kræfter’, der optræder i accelererede systemer, er f.eks. centrifugalkræfter og coriolis-kræfter. 
Gravitationelle masser: - De masser der indgår i Newtons gravitationslov (tyngdelov) definerer de såkaldte gravitationelle masser, nemlig den såkaldte ’aktive gravitationelle masse’ og den såkaldte ’passive gravitationelle masse’
Forsøg viser, at der er lighed mellem ’inertiel masse’ M(i) (defineret i Newtons 2.lov) og ’gravitationel masse’ M(g) (defineret i Newtons gravitationslov). 
Hvis M(i) ikke var lig med M(g), så ville det ikke gælde, at alle legemer falder med samme acceleration i et givet tyngdefelt. 
Hilsen fra
Louis Nielsen    
 
 
 
 
 
 
 

Tak for gennemgangen Louis.
Det er nu ikke, fordi jeg er helt ukendt med Newtons begreber ("love" er måske lige i overkanten!). De ækvavilerer det euklidiske "rum", og de var ganske rigtigt nyskabende for nogle hundrede år siden. Respekt!!
Siden er der sket en del. Planck, Einstein, Bohr, Heisenberg, Hawking m.fl. "Masse" er vist ikke bare, hvad det var for 300 år siden. Relativitetsteoremet, kvante-tankerne, strengteorierne m.v. er kommet til og har  suppleret og tildels erstattet Newtons lige-ud ideer.
Så når jeg undrer mig over, hvad "masse" er, så er det på et lidt andet niveau end det newtonske. Æblet fra træet var til at forholde sig til med vore dagligdags begreber. Noget ganske andet er, hvad æblet dybest set består af.
Venligst CB
 
 
 

Hej Louis Nielsen!
Jeg har ellers fået besked på, at nu er det altså sengetid!
Men jeg vil gerne forinden bemærke, at jeg har nærlæst dit indlæg om grundliggende begreber som kraft (F), masse (m) og acceleration (a) i den klassiske, newtonske fysik om faste legemer i bevægelse. Derved beskrev han jo tyngdekraften, den først undersøgte af de i dag kendte fundamentalkræfter. Fysikkens udvikling, dens historie, ermeget interessant.
Jeg synes ikke, der er noget som glipper i min forståelse af dit godt bearbejdede indlæg, vel fordi jeg har haft newtonsk fysik som pensum.
Med venlig hilsen

Hej Carsten, du skriver:
 ”Nå - spørgsmålet for mig er mest, hvad "masse" overhovedet betyder.” 
I en objektiv Naturvidenskab er det meget vigtigt, at man definerer og er enige om de begreber og definitions-ligninger, som man benytter i sin stræben for at skabe viden om Naturen. 
I det følgende lidt om den matematiske formulering af Newtons 2. lov, der definerer størrelserne ’kraft’ og den såkaldte ’inertielle masse’ af en stoflig partikel. 
Definition af de fysiske størrelser ’kraft’ og ’masse’: - Den engelske fysiker og matematiker Isaac Newton (1642-1727) var den første, der gav en kvantitativ definition af den fysiske størrelse, der kaldes ’kraft’. 
Hvad forstås ved begrebet ’kraft’? - For at være i overensstemmelse med Newton, definerer vi: 
Definition af begrebet ’kraft’: En ’kraft’ er ’noget’, der kan give en materiel partikel en acceleration, dvs. en hastigheds-ændring pr. tidsenhed målt i forhold til et valgt iagttagelses-system.
Newtons 1. lov: - Hvis en partikel ikke er påvirket af kræfter, da er, ifølge ovenstående kraft-definition, partiklens acceleration lig med nul. Partiklen vil da enten være i hvile eller den vil bevæge sig med en konstant hastighed i forhold til et valgt iagttagelsessystem. Denne ’definitions-lov’, hvor kraften er lig med nul, kaldes Newtons 1. lov (Lex prima). 
Newton 2. lov: - For den talmæssige sammenhæng mellem størrelsen F af en kraft og den acceleration a kraften forårsager på en given partikel (af latin: particula, del, smådel) defineres: 
(1)   F er ligefrem proportional med a 
At to afhængige størrelser, her F og a, er ligefrem proportionale betyder, at brøkforholdet F/a for sammenhørende talværdier af F og a er lig med en konstant, som vi her vil betegne med bogstavet M.
Der gælder således ligningen: 
(2)   F/a = M 
Eller omskrevet: 
(3)   F = M*a
(Retningen af accelerationen er lig med retningen af kraften). 
Ligningen (3) er den såkaldte Newtons 2. lov (Lex secunda), der, skal det bemærkes!, ikke er en naturlov, men en definitions-ligning til beregning af størrelsen F.
Størrelsen M i Newtons 2. lov definerer den såkaldte inertielle masse (træge masse) af en given partikel.
Den inertielle masse M spiller rollen som en matematisk proportionalitets-konstant i Newtons 2. lov.
Men: Den inertielle masse ’afspejler’ også fysiske egenskaber ved selve partiklen og det universelle rum, hvori partiklen befinder sig i (Machs Princip).
Måle-enheder: - Hvis måle-enheden for masse (M) vælges at være kilogram, kg, og måle-enheden for acceleration (a) (meter pr.sekund) per sekund, m/s^2, ja, så bestemmer ligningen (3) måle-enheden for kraften (F). Der gælder nemlig de samme matematiske regneregler for måle-enheder som for tal.
Måle-enheden for F er lig med (kg*m/s^2), som forkortes med N og kaldes newton til ære for Isaac Newton. Hvis en enhed opkaldes efter en person, så skal man benytte et stort bogstav, her N.
Inertial-systemer: - Newtons 2.lov gælder i såkaldte inertial-systemer, dvs. systemer, hvor Newtons 1.lov (også kaldet inertiens lov) er gyldig. Alle iagttagelsessystemer der bevæger sig med konstante hastigheder i forhold til hinanden er inertial-systemer.
Hvis bevægelsesfænomener studeres og henføres til systemer der accelererer, så kan Newtons love kun benyttes, hvis man tager hensyn til de kræfter, der gør sig gældende i det accelererede system. Sådanne ’system-kræfter’, der optræder i accelererede systemer, er f.eks. centrifugalkræfter og coriolis-kræfter. 
Gravitationelle masser: - De masser der indgår i Newtons gravitationslov (tyngdelov) definerer de såkaldte gravitationelle masser, nemlig den såkaldte ’aktive gravitationelle masse’ og den såkaldte ’passive gravitationelle masse’
Forsøg viser, at der er lighed mellem ’inertiel masse’ M(i) (defineret i Newtons 2.lov) og ’gravitationel masse’ M(g) (defineret i Newtons gravitationslov). 
Hvis M(i) ikke var lig med M(g), så ville det ikke gælde, at alle legemer falder med samme acceleration i et givet tyngdefelt. 
Hilsen fra
Louis Nielsen    
 
 
 
 
 
 
 

Stig Johansen skrev:
Interessant, at der bliver skrevet om tiltrækning, og undslippelseshastigheder. Een ting undrer mig dog, og det er påstanden om c=konstant. Står man (tankeeksperiment) i et sort hul, og udsender lys, vil hastigheden jo åbenbart være c. Da et 'sort hul' ikke er uendeligt, må dette lys jo nødvendigvis forlade dette 'sorte hul' system, men man ævler om at selv lyset ikke kan undslippe. Mit spørgsmål er: hvordan konformer c=konstant med at det 'nedbremses' og ikke forlader dette 'system'? 'Lys' er jo ikke bare det synligt observerbare, men alt hvad der bevæger sig med c, så et andet spørgsmål: X-ray/gamma kan tilsyneladende undslippe disse 'fænomener' - hvordan det? (NB: jeg ser bort fra Einsteins højst psykedeliske forestillinger).
Hej Stig
Jeg finder din logik ubestikkelig og er helt enig i, at lys ikke bare er det synlige lys, men alt hvad der bevæger sig med C. Sådan er det jo simpelthen defineret i einsteinsk forståelse.
Har lys masse? - Det kan det vel ikke ha', idet intet med masse kan nå lysets fart - som det hævdes. Men en foton må være ækvivalent med en elektron, og en elektron tilskrives en (omend beskeden) masse. Nogle fysikere siger, at en foton blot ikke har hvilemasse! Nej - for en foton findes ikke i hvile, så det er en ret omkostningsfri påstand. Nå - spørgsmålet for mig er mest, hvad "masse" overhovedet betyder.
Jeg inviterer til dialog!!
Venligst CB

T Anker Carlsen skrev:
Det lys du udsender, udbreder sig i en ret linje fra din "lygte".- men den rette linje er kun ret i forhold til det lokale rum, som er krummet helt sammen til ét punkt. Der ER ingen vej ud. Alle retninger peger tilbage på samme punkt.
Og det gælder alle former for bevægelse bag event-horisonten - også gamma/x-ray stråling.- hvis man kan "se" et sort hul, er det resultatet af de ekstremt voldsomme "tidevandspåvirkninger" som stof, meget tæt på hullet, udsættes for. Det accelereres i varierende grad, og "rives i stykker", og kan i dén forbindelse udsende stråling, som lige akkurat undslipper..- resulterende i et billede som dét øverst i artiklen.
C er konstant fordi alt er relativt. Det er ikke noget man kan forstå i dagligdags termer.Men en sjov konsekvens: Hvis vi forestiller os at du kunne bevæge dig med, meget tæt på, lysets hastighed, ville en rejse fra et punkt (Jorden) til et andet - i en anden galaxe (!) ikke tage millioner af år, men måske kun et par minutter (!!!).- problemet opstår først når du kommer hjem igen (lige efter frokost), for på Jorden ER der gået millioner af år.

Især det sidste afsnit er interessant. Bevægelse er noget relativt . Det vidste allerede Newton. Så man kan lige så godt betragte rumfærgen i eksemplet som udgangspunktet og Jorden som bevægende sig væk fra rumfærgen. Så er det pludselig tiden på Jorden, der har stået omtrent stille og tiden på rumfærgen, der har flyttet sig millioner af år. - Det ligner en modstrid i mine øjne!
Nej nej - vil Einstein-klakørerne så sige. Det er fordi du ikke tager hensyn til accelerationen. For det er jo rumfærgen, der accelererer væk fra Jorden og ikke omvendt. - Er det nu det? Er acceleration ikke præcist så relativ som bevægelse? Og hvem har iøvrigt nogensinde hævdet, at acceleration ændrer ures gang?
Iøvrigt er det morsomt at se, at einsteinianerne altid opererer med "nær-lysets-hastighed". Det gør jo ikke nogen principiel forskel, om vi taler om 1000km/t eller 280megameter/sek. - Men jo - det gør den forskel, at alle ved, vi ikke kan få noget materielt legeme til at bevæge sig med nær-lys-fart. For tiden i hvert fald. Så svindelnummeret bliver ikke så synligt.
Venligst CB 

Hej Carsten !
Har du nogensinde tænkt på hvor absurd forstillingen om kraftbærende partikler egentlig er ? Forskellig afstand kræver forskellige kræfter, hvem beregner så den varierende kraftpartikelstørrelse og hvem fyrer den af. Hvis der er to elektroner der nærmer sig hinanden så frastødes de jfr. Coulombs Lov, men hvilken elektron afskyder nu den kraftbærende partikel ? Det kræver en intelligent besætning på elektronen, der kan beregne disse forhold...
mvh Alfred

Hej Alfred
Ja det er virkelig svært at forestille sig partikler med sådanne egenskaber. Men en kendsgerning er det vist, at mange gode fysikere leder efter "gravitoner".
Jeg selv er jo i tvivl om, hvad begrebet partikel overhovedet dækker. Eller i hvert fald "elementarpartikel". Elektronen siges jo at have masse, men det kræver mere fantasi end jeg kan mobilisere at forestille sig en "stoflig" forekomst, der ikke kan skæres over. Og så er den jo ikke elementær!
Venligst CB

Kære Carsten
Med den anderkendende og dialoginviterende tilgang du har (er det noget du har udviklet til din psyko-terapeutiske praksis?, dér må den da gøre lykke!), er jeg også slagen af forundring over, at det ikke er væltet ind med svar.
Med venlig hilsen
Wilhelm

Kære Wilhelm
Der kom dog gang i dialogen. Om det er min fortjeneste skal jeg lade være usagt.
Men du har ret i, at jeg godt kan være temmelig postulerende og måske provokerende, men jeg er også altid lyttende, hvilket er en fordel i min metier. Gode argumenter inviterer jeg altid indenfor, og i det omfang jeg forstår dem, kommenterer jeg dem sædvanligvis også.
Men som du måske ved, pikeres man oftest af noget, man genkender. Så hvis du finder mine indlæg dialogafvisende, kender du det måske fra noget i dig selv!?
Venligst CB

Det er jo et faktum at en sort huls styrke ("masse") er propotional med den omkring liggende masse. Fx, - jo større en galakse er jo større er dens  sorthe hul. Dette undrer med god grund forskerene, som ikke ved hvorfor det altid er sådan.

Flot og veldisponeret artikel med et klart sprog, hvor også jeg med kedeligt små forudsætninger kan følge med i oplysning om sorte huller, der jo både er tiltrækkendeog dragnede.
Carsten Brinch har betragtninger om artiklen og så meget andet, og man kunne måske nok i sit stille sind håbe på, at den indadrettede neurale kraft ville overvinde de udadrettede emissioner, der er vanskeligt begribelige for os andre, og som den gode og lidende Wilhelm Lorenzen Fabricius, så rigtigt gør opmærksom på, er tilgangen ikke just "dialoginviterende". Så sandt, så sandt.
Louis Nielsen har gode oplysninger om Einstens udvikling af relativitetsteorien (RT) og om dens konsekvenser for forståelse af universet.
RT var et glædeligt gensyn, for jeg har som så mange andre på egen hånd forsøgt at begribe RT. Anstregelserne var store, udbyttet deprimerende, og i dag har jeg opgivet. Der kræves vel undervisning med opgaveløsning, men skidt, RT er stadig spændende og en vis forståelse gavner absolut forståelsen af astronomien og dens forskning i sorte huller.
Arkivering er det samme som bortkommet, og ærgerligt nok, så gentog jeg fejlen og arkiverede fotokopier fra en lånt bog med genoptryk af Einstens artikler, publiseret i løbet af 1905 og oversat fra tysk til engelsk. De artikler, som danner grundlag for den specielle RT, hvor det betragtede system er enten stillestående eller i jævn og konstant hastighed. Acceleration var fraværende som fotokopierne, som jeg så gerne ville have kigget på her og nu.
Ækvivalensprincippet. Einsten bragte vist selv eksemplet med en elevator til at forklare den tætte sammenhæng mellem acceleration og tyngde. I en lukket elevator - hvor omgivelserne ikke kan observeres - og som er i jævn og konstant acceleration, vil det være umuligt for personerne at afgøre, om elevatoren er accelereret eller stillestående i et tyngdefelt. Den medbragte badevægt vil eksempelvis vise vægten 75 kilo for en person og i begge tilfælde. Eller en hvilken som helst anden vægt, der også ville være den samme i de to meget forskellige tilstande. Det må være det, Louis Nielsen kalderækvivalensprincippet.
Jeg må stige af det relativistiske tog, når det kommer til den generelle RT med brug af tensor-regning og Riemann-geometri.
Med venlig hilsen

Det lys du udsender, udbreder sig i en ret linje fra din "lygte".- men den rette linje er kun ret i forhold til det lokale rum, som er krummet helt sammen til ét punkt. Der ER ingen vej ud. Alle retninger peger tilbage på samme punkt.
Og det gælder alle former for bevægelse bag event-horisonten - også gamma/x-ray stråling.- hvis man kan "se" et sort hul, er det resultatet af de ekstremt voldsomme "tidevandspåvirkninger" som stof, meget tæt på hullet, udsættes for. Det accelereres i varierende grad, og "rives i stykker", og kan i dén forbindelse udsende stråling, som lige akkurat undslipper..- resulterende i et billede som dét øverst i artiklen.
C er konstant fordi alt er relativt. Det er ikke noget man kan forstå i dagligdags termer.Men en sjov konsekvens: Hvis vi forestiller os at du kunne bevæge dig med, meget tæt på, lysets hastighed, ville en rejse fra et punkt (Jorden) til et andet - i en anden galaxe (!) ikke tage millioner af år, men måske kun et par minutter (!!!).- problemet opstår først når du kommer hjem igen (lige efter frokost), for på Jorden ER der gået millioner af år.

Interessant, at der bliver skrevet om tiltrækning, og undslippelseshastigheder.

Een ting undrer mig dog, og det er påstanden om c=konstant.
Står man (tankeeksperiment) i et sort hul, og udsender lys, vil hastigheden jo åbenbart være c.
Da et 'sort hul' ikke er uendeligt, må dette lys jo nødvendigvis forlade dette 'sorte hul' system, men man ævler om at selv lyset ikke kan undslippe.

Mit spørgsmål er: hvordan konformer c=konstant med at det 'nedbremses' og ikke forlader dette 'system'?

'Lys' er jo ikke bare det synligt observerbare, men alt hvad der bevæger sig med c, så et andet spørgsmål:
X-ray/gamma kan tilsyneladende undslippe disse 'fænomener' - hvordan det?

(NB: jeg ser bort fra Einsteins højst psykedeliske forestillinger).

Hermed lidt om Einsteins geometriske tyngde-model.
Albert Einstein (1879-1955) var godt klar over, at den såkaldte 'Specielle Relativitetsteori', som han fik offentliggjort i 1905, kun gælder i såkaldte Inertial-systemer, dvs. iagttagelses-systemer, der bevæger sig med konstant hastighed i forhold til hinanden.
Einstein arbejdede derfor videre på en mere generel teori, der også skulle gælde i systemer, der accelererer i forhold til hinanden.
På grundlag af det såkaldte 'Ækvivalensprincip', som Einstein formulerede i 1907, udviklede han i 1915 den såkaldte ’Generelle Relativitetsteori’ (også kaldet almene relativitetsteori). 
Ækvivalensprincippet: -- Ækvivalensprincippet, der danner grundlaget for Einsteins generelle relativitetsteori, kan formuleres på følgende måde:
Kræfter fremkaldt i accelererede systemer er ækvivalente med tyngde-kræfter fremkaldt af stof-systemer.
Ifølge den generelle relativitetsteori skulle det være umuligt ved noget fysisk eksperiment at påvise en forskel mellem et 'kinematisk accelerations-felt' og et 'stofligt gravitations-felt'. 
Mere avanceret matematik: -- I modsætning til den forholdsvis simple matematik, der benyttes i den specielle relativitetsteori, så gør den 'generelle relativitetsteori' brug af mere avanceret matematik, nemlig såkaldt tensor-regning og ikke-euklidisk geometri, f.eks. Riemann-geometri. 
Den Generelle Relativitetsteori: -- Den generelle relativitetsteori kan bl.a. beskrive det vi kalder ’tyngdevirkninger’, og den kan f.eks. give en matematisk-geometrisk beskrivelse af en planets bevægelse omkring Solen. 
Og af den generelle relativitetsteori fremgår det også, at 'tiden går' langsommere i et stærkere tyngdefelt end i et svagere.
Vedrørende 'rum' og 'tid': -- Geometrien af et rumligt område er bestemt af masse- og energifordelingen i området. 'Forløbet' af den 'lokale tid' er ligeledes bestemt af områdets masse- og energifordeling.
Matematisk gælder der, at den 4-dimensionale ’rum-tids-geometri’ (3 steds-koordinater og 1 tids-koordinat) beskrives ved den såkaldte ’metriske tensor’ g(ij). Gennem flere ulineære partielle differential-ligninger er g(ij) bestemt af den såkaldte ’energi-impuls-tensor’ T(ij), der er et mål for masse- og energifordelingen i et betragtet område. 
Vedrørende bevægelse: -- Den bane en partikel bevæger sig i, er bestemt af 'rum-tids-geometrien' i det område, hvor partiklen befinder sig.
Einsteins tyngde-model kan meget kort formuleres sådan: -- 'Stoffet' og ’Energien’ bestemmer 'rum-tids-geometrien' og 'rum-tids-geometrien' bestemmer 'stoffets' bevægelse. 
Hilsen fra
Louis Nielsen
 
 

Kære Carsten
Med den anderkendende og dialoginviterende tilgang du har (er det noget du har udviklet til din psyko-terapeutiske praksis?, dér må den da gøre lykke!), er jeg også slagen af forundring over, at det ikke er væltet ind med svar.
Med venlig hilsen
Wilhelm

Hej Carsten !
Har du nogensinde tænkt på hvor absurd forstillingen om kraftbærende partikler egentlig er ? Forskellig afstand kræver forskellige kræfter, hvem beregner så den varierende kraftpartikelstørrelse og hvem fyrer den af. Hvis der er to elektroner der nærmer sig hinanden så frastødes de jfr. Coulombs Lov, men hvilken elektron afskyder nu den kraftbærende partikel ? Det kræver en intelligent besætning på elektronen, der kan beregne disse forhold...
mvh Alfred

Jeg havde heller ikke forventet et svar. Men betænk at relativitetsteoremet kræver lokalitet, idet ingen virkning kan ske med en større fart end C. Tyngdeeffekten kan således heller ikke virke med en vilkårlig fart, så tyngde kræver i den einsteinske forståelse et element - en "partikel" for at bære virkningen. Man kunne kalde det en "graviton"! Denne "graviton" skulle således være mellem dig og din pc-skærm. Mellem dig og din væg. Mellem dig og Månen og i virkeligheden overalt.
Interessant nok er denne "graviton" aldrig påvist! På trods af at den burde være overalt.
Hvad tror du på? - Einsteins upåviste fantasier eller dine egne øjne?
Venligst CB

Er der ikke en eller anden Einstein-klakør, der kan beskrive denne mands forståelse af tyngdekraften? Kristin Grønli hævder ovenfor, at sorte huller blev forudsagt af relativitetsteorien (der jo er tilbagevist gang på gang), men som jeg har forstået Einsteins tågede tanker, er tyngde kraft IKKE massetiltrækning i normal forstand - men derimod massers!! korteste vej i den krumme rumtid!!!
Jeg forventer bestemt ikke, at Kristin Grønli kan redegøre for det, men der må vel være en eller anden af de friske mennesker, der stadig tror på denne fantast (Einstein - ikke Grønli), der kan tydeliggøre, hvad tyngdekraft er i relativistisk forstand.
Venligst CB

Centrifugalkraften vil være mindre og mindre ind imod centrum, kombineret med at tyngdekraften vil forsøge at trække det hele sammen. Hvis sådan en bobble eksisterede, og var tung nok til ikke at blive slynget fra hinanden, ville den trække sig sammen til en masiv kugle.
I øvrigt, ville den ikke være en bobble, men en skive - én rotations-akse ville "vinde" og trække resten af stoffet med rundt i samme retning. Ligesom spiralgalakserne - og Solsystemet. Jo hurtigere rotation, jo fladere skive.

Ja, ok, der røg vist lige et par tastefejl oveni, men spørgsmålet kan nok forstås alligevel ;-)

Afhængigt af fra hvilken synsvinkel man begragter det, ville der så ikke undslippe lys fra det indre af sådan et objekt du beskriver, hvis det var centrigualkraften der var i spil?

Det har altid været min tanke at de såkaldte "sorte huller" IKKE som antages består af en koncentreret masse med ekstrem gravition.
Jeg vil tro den hvirvlende masse af gas og tiltrukne partikler virker nøjagtig som en centrifuge . Masserne udslynges fra midterfeltet og skaber et aldeles partikeltomt hul i den roterende masse . Masserne sammenpresses hårdt i randen af hullet , idet de kommer i klemme imellem centrifugalkraftens udadrette tryk og gravitionskræfternes indadrettede tryk. Dette tryk/modtryk er stærkest i randen af hullet og aftagende med øget afstand fra massernes samlede gravitionelle kræfter .
Ethvert element der nærmer sig et "sort hul" bliver inddraget i den gravitionelle centrifugale kraft lignende en cyklon .