Det kan være surt at gå, hvor solen skinner. Tit går hunde tur samme sted, og deres syrlige tis sætter muligvis tydelige spor langs vejene, lyder det fra forskere fra Københavns Universitet.
Målinger på Frederiksberg Allé ved København viser, at vandet i jorden på den solbeskinnede nordside af vejen indeholder tre gange så høje koncentrationer af kvælstof som sydsiden.
En del af forklaringen er, at vand fordamper hurtigere i solen og dermed efterlader større koncentrationer af kvælstof i jordvandet. Men en anden del af forklaringen kan være hundetis, som bliver spredt på fortovet ved træer og buske, når hunden bliver luftet i solskinnet af sin ejer.
Teorien om hundetissets indflydelse bliver bakket op af andre målinger, som viser, at koncentrationen af kvælstof i vandet i toppen af jorden på Pile Allé er næsten uforklarlig høj i sommermånederne, hvor den er 3-7 gange højere end i vintermånederne.
Hundetis virker tit som gødning, men det indeholder så store mængder af kvælstoffet urea og andre salte, at det i nogle tilfælde kan være giftig for planter og træer.
»Hundeurin kan faktisk blive et problem på meget udsatte steder for stauder eller sommerblomster eller mere typisk på unge træer,« fortæller Oliver Bühler, ph.d.-studerende på Skov & Landskab på Københavns Universitet.
VIDSTE DU
Afhængig af hundens størrelse skiller den sig af med 40-2.000 ml urin om dagen. I gennemsnit tisser en hund 0,7 liter urin om dagen.
Københavns 16.000 registrerede hunde skiller sig hver dag af med omkring 11.000 liter tis - eller i alt 4 millioner liter tis om året.
Det svarer samlet set til en ret lille kvælstofbelastning på 10 kilo om året i hele København; eller det samme, som bliver skabt af nedbør på en enkelt hektar jord.
»Først dør den naturlige grønne stammebevoksning af alger og lav ved kontakten med urin. Er belastningen høj, vil urinen også skade barken, og hvis det bliver kombineret med andre skader efter f.eks. påkørsler fra biler eller græsslåmaskiner, kan der gå svamp i træet, som kan gøre det ustabilt, så det dør på lang sigt,« forklarer han.
Oliver Bühler har kigget nærmere på hundetis som en ganske lille del af sit arbejde med at finde ud af, hvordan bytræer overlever bedst muligt.
Han er dels faldet over målingerne på Frederiksberg, som er lavet af seniorforsker Lars Bo Pedersen fra Skov & Landskab, dels over undersøgelser fra Berlin.
De tyske undersøgelser afslører, at:
et træ gennemsnitligt bliver badet i ti liter hundetis om året jorden ved et træ indeholder dobbelt så meget kvælstof på fortovssiden som på gadesiden den daglige urinmængde stiger i takt med solskinstimerne
Størrelsen af det enkelte træs urindosis bliver desuden påvirket af årstid, antallet af andre træer i nærheden og om det enkelte træ bliver brugt som territorieafmærkning for hanhunde, viser undersøgelserne fra Berlin.
Oliver Bühler skønner, at det nok mest er et byfænomen, »simpelthen fordi antallet af hunde pr. træ nok er større i byen«.
»Det er også lokalt forskelligt. Hvis der er en park, hvor alle kommer med deres hunde, eller hvis der er mange hunde og få gadetræer, så kan man klart se spor af det,« konstaterer forskeren.
Oliver Bühler griner selv lidt af undersøgelserne om effekten af hundetis, som han indsamlede, fordi en studerende bad om en forklaring på, hvorfor nogle træer er grå i bunden af stammen.
»Jeg skal være den første til at sige, at mængden af hundeurin ikke er det mest afgørende for træernes overlevelse, og at andre faktorer som plads, jord og saltbelastning betyder langt mere. Men det er én af de små detaljer, som er med til at gøre byerne til et dårligt vækstmiljø,« siger Oliver Bühler.
Han tilføjer med et skævt smil, at det er en »lidt grotesk historie«, som måske ikke kommer til at spille nogen rolle i hans videre forskning i bytræer - men hvis man skal drage en lære ud af studierne i Danmark og Tyskland, er det, at små træer skal skærmes af, så den unge bark ikke bliver påvirket af potentielt skadelig hundetis.
