Planeter kredser ikke altid omkring en moderstjerne.
Mange planeter vandrer mutters alene rundt i verdensrummet uden mål og med. Det viser en ny undersøgelse, der er gennemført af et internationalt hold af astronomer.
»Eksistensen af den slags planeter er tidligere blevet forudsagt, men det er første gang, de direkte er blevet observeret. Opdagelsen har stor betydning for vores teorier om stjerne- og planetdannelse,« siger astrofysiker Mario Perez fra NASAs hovedkvarter i Washington, der har været med til at gennemføre studiet.
Opdagelsen er baseret på observationer, som er lavet med teleskoper i Japan og New Zealand, der skannede hen over Mælkevejens center tilbage i 2006 og 2007.
Skanningen afslørede 10 planeter med masser svarende til planeten Jupiters, der flød rundt for sig selv i en afstand mellem 10.000 og 20.000 lysår fra Jorden.
De hjemløse kloder er meget svære at spotte, da man ikke kan se dem direkte. Den eneste måde man kan se dem, er ved at observere hvordan de påvirker deres omgivelser.
Ved at holde øje med stjernernes lysstyrke i retning mod Mælkevejens centrum kunne astronomerne se, at nogle af stjernernes lys til tider blev forstærket.
Observationerne kan ikke udelukke den mulighed, at nogle af disse planeter har meget store baner omkring fjerne stjerner, men det er ikke særligt sandsynligt, da andre studier har vist, at den slags planeter er yderst sjældne.
Det sker fordi en planet passerer ind foran baggrundsstjernen og fokuserer dette lys ved hjælp af sin tyngdekraft – et fænomen, der kaldes for en gravitationslinse (se boks).
Det store spørgsmål er, hvordan de hjemløse planeter er opstået. Astronomerne har umiddelbart to mulige forklaringer:
Begge processer er i princippet mulige – men astronomerne hælder nu alligevel mest til den sidste.
»Hvis omvandrende planeter virkelig blev skabt som stjerner, så havde vi kun forventet at se én eller to af dem i vores observationer, ikke ti. Vores resultater tyder på, at solsystemer ofte bliver ustabile, så planeter bliver sparket ud af deres vugge,« siger David Bennett fra NASA, der også har bidraget til studiet.
Teknikken gjorde det kun muligt at opspore store planeter a la Jupiter, men forskerne regner med, at der er endnu flere mindre planeter, der vandrer alene omkring.
Ifølge teorierne for planetdannelse bliver små planeter nemlig oftere slynget ud af deres planetsystem end de store gør.
Astronomerne har forsøgt at regne sig frem til, hvor stort et antal løbske planeter der findes, og de når frem til den konklusion at det må vrimle med dem i Mælkevejen.
Studiet, kaldet Microlensing Observations in Astrophysics (MOA) er opkaldt efter en stor vingeløs og for længst uddød fugleart fra New Zealand, der netop kaldes moa.
Et slag på tasken viser, at antallet af udstødte planeter er dobbelt så stort som antallet af stjerner - hvilket vil sige 200 milliarder hjemløse.
Den danske astronom Christoffer Karoff fra Aarhus Universitet bekræfter, at der er tale om en vigtig opdagelse.
»Fritsvævende planeter har nok været forudsat altid og det er nu eftervist at de findes i stort tal. Resultaterne viser, at der for hver solligende stjerne i vores Galakse findes der omkring to fritsvævende Jupiterligende planeter,« siger han.
Dette er uhyrt vigtigt for vores forståelse af planetdannelse og vores forståelse af udviklingen af planetsystemer, fortæller han, og påpeger, at resultaterne underbygger de nyeste resultater fra satellitten Kepler, der allerede nu har gjort det klart, at lærebøgerne om, hvordan planetsystemer udvikler sig, skal skrives om.
Christoffer Karoff bakkes op af sin kollega Hans Kjeldsen, der er involveret i analyser af data fra Kepler-satellitten.
»Jeg kan støtte Christoffer i at det er et vigtigt resultat, som peger på det faktum at dannelsesfasen af planetsystemer indeholder mange planet-planet møder, hvor to nydannede planeter udveksler deres baneenergi under et tæt møde. Dette har den konsekvens at planeter kan sendes ud i baner, hvor de forlader den stjerne de er dannet rundt om og derfor ender i baner i Mælkevejen og bliver frit flyvende planeter,« siger han.
Et 1,8 meter teleskop ved Mount John University Observatory i New Zealand har jævnligt skannet stjernerne i Mælkevejens Centrum for gravitationslinse-effekter. Disse hændelser optræder, når stjerner eller planeter passerer ind foran en mere fjerntliggende stjerne. Gravitationsfeltet fra det passerende objekt bøjer lyset fra baggrundsstjernen, så den fremstår mere lysstærk, end den egentlig er.
Hvis det passerende objekt er en stor stjerne, vil den forstærke den fjerne stjernes lys i uger. Er der derimod tale om en lille planet, vil lyset fra stjernen kun blive forstyrret en smule gennem nogle få dage.
Hej Kent Rent praktisk vil
Hej Kent
Rent praktisk vil det nok ikke være *Jordens* gravition der indfanger en Jupiter-størrelse planet men Solens eller rettere, hele solsystemets - men bort set fra det, så jo - ravage er vist en god beskrivelse :-)
Kommer en planet i den størrelse ind i solssystemet vil mange - samtliges? - planeters baner blive påvirket, hvor meget og hvornår afhænger af vinkelen og størrelsen af den indtrængende planet. Og længe før det vil der være sket spændende ting i Oort skyen mht kometer der skifter bane...
Eneste positive er, at vi nok ville vide det i ret god tid da påvirkningerne på planeternes baner ville være målbare årtier hvis ikke årtusinder før vi får direkte mærkbare følger her nede i det indre solsystem.
Men - hvis indtrængeren kommer helt ind i det indre solsystem, så vil en evt. følge kunne være at fx Jorden skifter bane og bliver ubeboelig - eller for den sags skyld, at Venus eller Mars skifter bane og ender med at blive beboelig :-) Bemærk at bane-påvirkningen vil kunne ske blot ved at indtrængeren kommer i nærheden af en planet uden at ramme den på nogen måde.
Faktisk er ideen med at benytte en gasgigant til at ommøblere solsystemet brugt af forfatteren Larry Niven i bogen "A World Out Of Time" hvor Neptun blev udstyret med en stor ram jet der brugte dens atmosfære som brændstof - så kunne man i ro og mag futte rundt i solsystemet og flytte på planeterne... Sjov ide - men nok lidt mere besværlig at implementere og væsenligt mere tidskrævende operation end angivet i bogen :-)
Hvad sker der...?
Hvad sker der hvis en af disse Jupiter-ligne planeter bliver indfanget af jordens gravitationsfelt?
Den kommer da relativt hurtigt til at lave enorm ravage i hele solsystemet.
Stig, som sædvanlig udtaler
Stig, som sædvanlig udtaler du dig om noget du
1. ikke aner et klap om
2. ikke gider sætte dig ind i
Læs hvad jeg har skrevet om kernekollaps i supernovaer på wiki:
http://da.wikipedia.org/wiki/Hertzsprung-Russell-diagrammet#Stjerner_som...
Til trods for, at artiklen er mærket "svært stof", synes jeg selv, at jeg omhyggeligt har skåret det ud i pap for læsere totalt blottet for forkundskaber - selvom jeg nu ikke kendte til din eksistens, da jeg skrev den.
Det sædvanlige landsbytosse-bavl om "gamle skriftruller" kan du stikke op i fordøjelseskanalens nedre udmunding.
Re: "Hvis du tror der findes
Elektroner er kuglerunde
Ja, og det er de også i min s-teori og computermodel.
Men nu skrev jeg jo "struktur":
ord beskrivelse af " struktur "
* En 'struktur' er konstellationen mellem en række dele i en helhed, dvs. måden hvorpå delene forholder sig til hinanden og til helheden. En regelmæssig struktur vil danne et mønster.
En elementarpartikel (elektron) er _ikke_ en _struktur_.
"Hvis du tror der findes
"Hvis du tror der findes kuglesymmetriske, homogene strukturer i universet, tror jeg du skal tro om igen."
Elektroner er kuglerunde
http://ing.dk/artikel/119474-overraskelse-for-forskere-elektroner-er-kug...
'Børnetegning' - Kim....
Kald du det bare en børnetegning, men baggrunden var netop at vise, at der ikke er en knivskarp overgang mellem de forskellige stoffer i en stjerne.
Enhver kan da lave en computertegning, men det ville ikke illustrere de kaotiske forhold, der eksisterer i stjerners indre.
Hvis du tror der findes kuglesymmetriske, homogene strukturer i universet, tror jeg du skal tro om igen.
Kunne du ikke gøre os alle en tjeneste at komme med en faglig afvisning af mine teorier?
Indtil videre har jeg ikke set eet eneste fagligt modbevis, blot henvisning til 'de gamle skriftruller'.
Hvis du mener de holder, må du da i det mindste kunne forsvare dem, når du er så ivrig efter at fremføre dem.
Du kan få denne udfordring, selvom jeg ved du vil snakke udenom:
Den gældende (supernova) tese handler om en 'jernkerne', der kollapser.
Her forsøger man at forklare det ved, at 'strålingstrykket udligner tyngdekraften'.
Der ligger en problemstilling, da 'strålingstrykket' ligger uden for 'jernkernen', og er dobbeltrettet.
Aktion=Reaktion, så i virkeligheden er denne 'jernkerne' udsat for BÅDE tyngdekraft OG strålingstryk, men kollapser IKKE.
Den svage kernekraft holder partikler fra hinanden, og på en eller anden mystisk måde skulle denne kraft FORSVINDE, ellers holder modellen ikke stik.
En kraft der FORSVINDER.....????
Fortsæt selv, Kim.
Du gør det nok ikke, for uanset hvor mange modsigelser du får til de gældende teorier, så 'overser du dem', og lader som ingenting.
Re: re: Lidt om supernovaer...
Ja, Kim, jeg er nok fatsvag, men når du skriver:
det er kun ganske få måneder siden at jeg måtte give dig et kursus i s- og r-processerne.
Hvad får dig til at tro at det kun er disse primitive processer, der sker i stjerner?
Man begår følgende fejl:
1) Betragter den enkelte process i stedet for et system af processer (deraf vildfarelsen om 'endpoint'=jern).
2) Man glemmer at 'plasmaet' agerer under voldsomt tryk og temperatur, og tænker ikke over sandsynligheder om 142H fusionerer på een gang, men tror at det kun er en een til een fusion.
3) Enhver ved at man kan berige stoffer, og det er også videnskabeligt bevist, så hvorfor tror du det ikke sker i stjerner?
Prøv nu, Kim, at komme med et fagligt svar i stedet for dine endeløse reciteringer af det 'gamle skriftruller'.
re: Lidt om supernovaer...
Den debat havde vi sidste år - læs i de gamle tråde gider ikke at gentage mig selv.
Det er lidt dumt at fortælle folk de skal sætte sig ind i astrofysik mv. - specielt når du siger det til folk der er langt over dit niveau. Alene i denne tråd har du flere gange vist at du ikke en gang forstår det meste elementære. Og at du nu begynder at lege fysiklærer er direkte latterligt eftersom det er kun ganske få måneder siden at jeg måtte give dig et kursus i s- og r-processerne.
Lidt om supernovaer...
Kim fornægter enhver teori, men glemmer at det er et uløst problem blandt mange:
http://en.wikipedia.org/wiki/Unsolved_problems_in_physics
Hvis du mener du har løsningen, så vil jeg anbefale dig at delagtiggøre os andre uvidende i din viden.
Ved du noget som vi andre ikke ved?
Interessant debat...men..
Ingen ved hvordan disse objekter[1] er dannet.
[1] Jeg foretrækker at kalde det objekter, da et givet objekt, afhængig af størrelse, kan blive til stjerne/'brun dværg'/gasplanet/planet/dværgplanet/asteroide/komet/støv...
@Kim:
At du linker til en børnetegning og en debat på ing.dk understøtter ikke ligefrem dine teorier omkring novaer - tværdigmod viser det blot at du efter alle disse år stadigvæk ikke forstår det mest grundlæggende indenfor astrofysiken og kosmologien.
Du kan sige hvad du vil, men dit udsagn viser blot at du ikke forsøger at sætte dig ind i grundlæggende fysik.
Hvis der er noget du ikke forstår ved denne grundlæggende model, er du velkommen til at spørge.
Naiv er jeg, for jeg synes den forklarer supernovaer nærmest nede på Adam og Eva nivauet.
Ivar Nielsen skriver: "Min
Ivar Nielsen skriver: "Min umiddelbare tanke var bare at jo mere åbenlys masse man finder, kunne det være mindre nødvendigt at operere med "dark matter" i diverse teorier."
Fornuftig tanke, men artiklen, du linkede til, fortæller, at man allerede opererede med den masse, der omtales. Det nye er, at nu har Amelia påvist, hvor den er.
re:Ingen teorier skal skrives om her, Ivar.
@ Ole Bjørn og John Ståhle,
-Min umiddelbare tanke var bare at jo mere åbenlys masse man finder, kunne det være mindre nødvendigt at operere med "dark matter" i diverse teorier.
Venligst Ivar
Ivar, læs selv artiklen før
Ivar, læs selv artiklen før du linker til den og stiller spørgsmål, som den besvarer.
''It was predicted that the majority of this missing mass should be located in large-scale cosmic structures called filaments - a bit like thick shoelaces.
Dr Pimbblet said the mass was also expected to be low-density, but very hot - roughly 1 million degrees celsius. He said Ms Fraser-McKelvie's work had proved those predictions right."
Kortfattet: Teorien gik ud på, at den ikke-påviste masse befandt sig i filamenterne. Amelia har fundet den i filamenterne. Amelias opdagelse viser, at teorien var korrekt.
Ingen teorier skal skrives om her, Ivar.
Fundet bekræfter jo blot, at jordens omgivelser ikke adskiller sig fra de observationer, man har gjort om det øvrige univers.
Men det kan som nævnt betyde, at man vil bygge fremtidens teleskoper med hensyntagen til den ændrede opfattelse af stofkoncentrationen i jordens nærhed.
Mvh
Ole Bjørn :o)
Manglende masse fundet?
Monash student helps solve cosmic mystery of massive dimensions.
Læs artiklen her:
http://www.smh.com.au/technology/sci-tech/monash-student-helps-solve-cos...
Hvilke kosmologiske teorier skal i givet fald så laves om?
Venligst Ivar
Troels Eriksen skriver: "- så
Troels Eriksen skriver: "- så taler vi om 0.2 milliarder ekstra sol-masser i vores galaxe alene. Det er egentlig en ganske masse - specielt når man husker at antallet af stjerne i mælkevejen kun er anslået."
Stjernerne er ikke alene om at udgøre massen i vor galaxe, gas- og støvskyer udgør et sted mellem 60 og 80%. Den samlede masse i vor galaxe er omkring 400 mia. solmasser, så selvom vi antager en dobbelt så stor masse af frie planeter (0,4 mia. solmasser), vil de kun udgøre 0,001 galaxemasse - som du selv skriver: En korrektion af 3. decimal.
re: re: Mørk energi/masse?
Hej Kim
Tak for svaret.
Jeg regnede faktisk heller ikke med at det her ville have en afgørende forskel da jeg i min opsummering var endt med langt under 1% i masse-ændring, men syntes alligevel det var værd at spørge :-)
Mvh
Troels
re: Mørk energi/masse?
Selv efter fund af ekstrem tunge planeter og tonsvis af astroider og løstgående stjerner - så er det stadigvæk decimalerne vi piller på - intet af det fundne kan erstatte den mørke masse i sådan et omfang at vi kan begynde at betvivle at den findes.
Mørk energi/masse?
Hej
Da "Jupiter" planet ca 1/1000 af vores sol i masse - så taler vi om 0.2 milliarder ekstra sol-masser i vores galaxe alene. Det er egentlig en ganske masse - specielt når man husker at antallet af stjerne i mælkevejen kun er anslået.
Og rent logisk - hvis der er hjemløse planeter i vores galaxe, så må der forventes at være det i alle galaxer og [i]muligvis[/i] er der også sådanne planeter i intergalaktisk (*) rum.
Er det tilstrækkelig masse til at påvirke teorierne om mørk energi / masse - eller ender man blot med en minimal korrektion på 3 decimal?
*)
Appropos diskutionen om interstellar/intergalatisk; et tog der kører mellem to byer er "intercity" og mellem nationer "internationalt". "Inter" er en latinsk rod - og betyder "mellem", Interpolation betyder fx at man beregner nogle værdier ud fra de omkringliggende værdier - altså skaber en værdi [i]mellem[/i] de omkringliggende værdier.
Og tilsvarende i fht intercity / internationalt er interstellart alt hvad der foregår mellem stjernerne - uanset om de er i samme galaxe - mens intergalatisk er en præcision af at det er mellem galaxer.
Ja til nye vinkler
Jeg ser da gerne der kommer nye vinkler Ivar - men EU ideen holder ikke vand - det kapitel har vi en gang for alle afsluttet og et par nye løsrevne planeter ændre ikke på det faktum så der er derfor ingen grund til at gentage ideen.
http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvad-er-en-singularitet#comment-19734
Re:Re: Interstellar/intergalaktisk
Kim, du skrev:
"Hvergang der kommer lidt nyt frem så er det ikke ensbetydende med at vi igen skal til at debattere den håbløse EU teori - det mest grundlæggende i den ide er jo gentagende gange blevet tilbagevis".
Først: Jeg har fuld forståelse for at det kan være svært at foretage et kosmologisk paradigmeskift når man er flasket op med et væld af dogmer der gang på gang stilles nye spørgsmål til - ligesom også her i denne artikel.
- Så hver gang der dukker nogle nye indikationer op på at de gamle dogmer ikke holder, lige så længe vil der være behov for nye indfaldsvinkler til disse, inklusive den elektromagnetiske vinkel som er en dynamisk og logisk forklaringsmodel.
Så den slipper du naturligvis aldrig for, Kim.
Venligst Ivar
Re: Interstellar/intergalaktisk
Stig du hævder at du har kendskab til astronomi mv. og alligevel kender du ikke forskel på interstellar/intergalaktisk.
At du linker til en børnetegning og en debat på ing.dk understøtter ikke ligefrem dine teorier omkring novaer - tværdigmod viser det blot at du efter alle disse år stadigvæk ikke forstår det mest grundlæggende indenfor astrofysiken og kosmologien.
Ivar
Hvergang der kommer lidt nyt frem så er det ikke ensbetydende med at vi igen skal til at debattere den håbløse EU teori - det mest grundlæggende i den ide er jo gentagende gange blevet tilbagevis.
Vi har jo i mange år vist at der findes stjerner og planeter der vandre rundt i vores galakse og højst sandsynlig også mellem galakserne - men deres tilstedeværelse ændre ikke på den grundlæggende viden vi har eller ændre på vores matematik nævneværdigt - og det eneste deres tilstedeværelse gør at at de giver os større indsigt i hvordan solsystemer opstår og dannes.
Vi skal ændre på nogle dele af vores opfattelse men så revolutionerende som artiklen får det til at lyde er at trække tingene lidt for skarpt op. Vi ved at galakser støder sammen - stjerner forsvinder og der hele tiden bliver rodet op i tingene - og et resultat af alt det roderi betyder at planter og sole bliver flyttet rundt.
I vores eget Solsytem er der også tegn på at de ydre gaskæmper mere end en gang har skiftet plads og lavet rod i vores system - og hvis det sker lige uden for døren så kan det vel også ske andre steder.
Den dag vores egen Sol forsvinder så ryger der et et par planeter og dem der bliver tilbage kan jo blive puffet væk og begynde at strejfe rundt på egen hånd i vores galakse og når vi en dag ramler sammen med Andromeda så kommer der nok også lidt uorden i galakserne - måske.
Vores eget Solsystem triller ikke alene rundt om Mælkevejens centrum men mens det sker så gør vi det i bølger dvs. Solsystemet bevæger sig op og ned i forhold til det galaktiskeplan og vi er ikke alene om den øvelse - om med en rundtur på ca. 225 mio. år om med mia. af sole og systemer der gør det samme så er det ikke mærkeligt at nogle bliver revet med af stemningen og begynder at tage på eventyr på egen hånd.
De gasskyer der er alle systemers udgangspunkt er heller ikke jævnt fordelt - så når der sker ændring et sted så påvirker de mange omkringliggende gasskyer og systemer i dets nærhed - en nova ryger i luften og dens trykbølge og stråling påvirker alt det kommer i nærheden af og igen bliver der skubbet og puffet og nogle ryger i en helt anden retning en oprindeligt tiltænkt - nogle stjerner danner heller ikke planetsystemer eller når det ikke før de er blæst ud af kurs - mange stjerner er en del af et dobbelt eller trippel system og deres runddans skubber også til de planter der findes i deres nærhed og de andre stjerner i systemet.
Så det korte af det lange at finde mange nye løsrevne planter og stjerner ændre ikke på det store billede eftersom vi længe har haft en mistanke til at de fandtes - de mange fund viser at blot at vi har fået bedre instrumenter og betyder at vi fremover vil kunne forfine vores modeller.
Re: Interstellar/intergalaktisk
men en misforståelse af betydningen af et par astronomiske udtryk.
Ja åbenbart.
Jeg tænker mere i matematiske baner, hvor inter(polation) er inden for området, og extra(polation) er udenfor, så en logisk følge er, at inter(galaktisk) er _inden_ for galaxen.
Men never mind, hvorfor skulle vokabularier være konsistente..?
Interstellar/intergalaktisk
I astronomien refererer interstellar til det rum og stof, som findes mellem stjernerne indenfor en galakse, medens intergalaktisk på lignende vis refererer til rum og stof mellem galakserne. Der er således ikke tale om ordkløveri, men en misforståelse af betydningen af et par astronomiske udtryk.
Dannelse af solsystemet/galaxe.
Et 'billede' siger mere end 1000 ord.
Jeg har vist mange skrevet hvordan jeg tror super/hypernovaer fungerer, men det skrevne ord er ikke altid lige let[1]
Jeg har derfor lavet en håndtegning, der er en principskitse over min supernovateori:
https://picasaweb.google.com/lh/photo/qHVZqCBIW-quZmDTfSpE5Q?feat=direct...
[1] Første gang for knap 1 ½ år siden:
http://ing.dk/debat/122127
men det blev også mødt med klaphattekommentarer....
Husk nu jeg plejer at skrive "HVIS man antager...", så det er ikke en påstand, men det interessante(synes jeg) er, at denne model kan forklares alene ud fra kendte kræfter/fænomener, og kræver ikke voodoo-ting, som kollaps af kerner, uforklarlige energier, vaporizing af den svage kernekraft osv.
Simpel, logisk og ligetil.
Alternativ "nærkontakt"
Så måske ender jorden, og evt. andre "levende" planeter i mange tilfælde ikke med at "brændes" op af deres sol, men som dybfrosne verdener derude? Da kan de vel for så vidt være meget nærmere end de nærmeste stjerner (udover solen), men vil da næppe mere have levende liv, men blot fossiler.
Selvfølgelig virker det umiddelbart usandsynligt at vi skulle finde noget sådant, men tanken kan måske fascinere.
Re: Hvordan blev Solsystemet dannet?
Jeg ved ikke om vi er ude i noget ordkløveri når du (Karten) skriver:
Det er jo netop i det interstellare rum i galaksen (Mælkevejen), at man har fundet de omtalte planeter.
Men i mit vokabularium er 'interstellart' området mellem galaxer, og 'intergalaktisk' området inden i galaxen.
I øvrigt er der intet i dit indlæg, der modsiger min tese, og intet i min tese, der modsiger observationerne.
Jeg opererer bare med en 'generation' mere end standardmodellen, hvor 'min' 1. generation er ansvarlig for udslynges gas/støv/klumper...., der (uden rotation) vil udslynges kuglesymmetrisk, og med rotation i en eller anden skiveform.
Min model passer ganske fint på mælkevejen (som hypernova), hvor materiale udslynges og danner disse nebulaer, som du selv skriver.
Forskellen er bare at i min model er det een stor 'sky', der er udslynget på samme tid, men det betyder ikke, at samtlige solsystemer er dannet på samme tid - ej heller hvorvidt vort solsystem er 2., 3. eller mere generation.
Denne oprindelige nebula vil i sagens natur fortættes til sol/planet systemer, som du selv beskriver.
Afhængig af hvad der 'fortættes' hvor, og hvor meget, afgør hvorvidt der dannes stjerner/planeter eller lignende.
Jeg er ikke helt enig, men alligevel, når du skriver:
De mange systemers forskelligartethed viser, at begyndelsesbetingelserne for dannelsen har været en anden end for Solsystemet, men også at dannelsen af planetsystemer er mere eller mindre en naturlig følge af stjernedannelsen.
Det er lidt insekterotik, men _betingelserne_ har været de samme (sammensætning af stoffer), men _distributionen_ af stoffer har ikke været identiske.
Tænker vi tidligt tidspunkt, vil 'store klumper' yde en større tiltrækning end 'mindre klumper', og solen har nok været den største 'klump' i tidernes morgen, og har været i stand til at tiltrække nok brint/helium til at starte en ny fusionsprocess.
Men tungere plasmaklumper, vil 'fortættes' til planeter/måner, og tyngdekraften vil tiltrække de nærmest liggende 'klumper', deraf jfr. dit indlæg:
På dette tidspunkt satte et kraftigt bombardement af de indre planeter ind.
Jeg vil ikke kalde det bombardement, men en 'organisering' jfr. tyngdekraften.
Prøv at tænke over hvorfor mindre objekter antager højst uregelmæssige former i stedet for kugleform.
Da stort set alle objekter roterer, burde alle objekter være 'runde', hvis det skulle tages til troende, at de er dannet af 'støv'.
Men for lige at blive ved 'alderen', så skrev jeg udtrykkeligt:
"Hvis man antager solsystemet..." og ikke alle solsystemer.., da vi ikke kender 'generationen' af vort solsystem.
Min galaxedannelsesteori er nøjagtig den samme som videnskabens 'supernovateori', blot nummeret større (og ældre).
Hvordan blev Solsystemet dannet?
Jeg kan ikke gå ind for et elektrisk Univers, der slynger planeter og stjerner ud fra en galakses centrum, og jeg kan heller ikke gå ind for, at det hele er dannet på samme tid … og så forstår jeg ikke helt, hvad der menes med at: ”Det er mere spændende, hvis man finder en moderløs planet ude i det interstellare rum”, når det samtidig påpeges at: ”Det er logisk, at der findes planeter uden lokale ’moderstjerner’ inden for galaksen”.
Det er jo netop i det interstellare rum i galaksen (Mælkevejen), at man har fundet de omtalte planeter.
Hvordan planetsystemer opstår, er fortsat ikke fuldt forstået, men der er efterhånden fundet så mange exo-planetsystemer, at det er muligt at foretage en sammenligning. Af de hidtil fundne planetsystemer i Mælkevejen er kendskabet til Solsystemet af naturlige årsager størst. Astronomerne og geologerne kender flere metoder til bestemmelse af Jordens alder og dermed også alderen på Solsystemet. Fra radioaktiv datering af sten, hvor de måler henfaldet af radioaktive grundstoffer, ved de, at Jorden og Solsystemet er omkring 4,6 milliarder år gammelt. Kendskabet kommer dog ikke fra jordiske sten, hvor de ældste er omkring 3,9 milliarder år gamle. Jordisk stof er konstant udsat for nedbrydende kræfter gennem pladetektonik og vulkanisme, hvilket gør det meget svært at finde det ældste klippemateriale på Jorden.
Kendskabet kommer i stedet fra meteoritter. Dette gør dateringen af Solsystemet langt mere nøjagtigt, idet disse brudstykker fortsat er i deres oprindelige tilstand. De ældste fundne meteoritter er 4,6 milliarder år gamle, så Solsystemet og dets medlemmer må være dannet omkring dette tidspunkt.
Medens mange forestillinger indenfor astronomien har ændret sig gennem tiderne, har tanken om Solsystemets dannelse holdt sig nogenlunde ens gennem de seneste 250 år. I 1755 fremsatte den tyske filosof Immanuel Kant for første gang nebulahypotesen, hvori en stor sky af stof, nebulaen, eksisterede før Solen og dens planeter.
Selv om han på daværende tidspunkt ikke havde tilgrundliggende observationsmateriale som støtte for sin teori, postulerede Kant, at nebulaen var en del af en meget større gas- og støvsky, som faldt sammen pga. sin egen tyngdekraft og begyndte at rotere. Den gravitationelle sammentrækning førte til Solens og planeternes dannelse. Selv om kendskabet til mange forhold siden Kants tid er blevet stærkt forbedret, er grundtanken fortsat den samme, og den bliver jævnlig støtte af nyt bevismateriale.
Astronomerne mener nu at vide, hvordan nebulaen begyndte at falde sammen. Skyen målte omkring 100 astronomiske enheder i diameter, og havde mellem 2 og 3 gange Solens nuværende masse. Sammenfaldet kan f.eks. være begyndt pga. påvirkningen fra en nærliggende supernovaeksplosions trykbølge eller ved skyens passage gennem en af tæthedsbølgerne i Mælkevejens arme.
Medens nebulaen faldt indefter, var der adskillige processer, som accelererede sammenfaldet. Temperaturen steg, en rotation begyndte, og denne rotation fik den tidligere formløse sky til at antage form som en flad skive. Den potentielle energi fra gravitationen omdannedes til varme, og tætheden steg hurtigt.
På grund af impulsmomentets bevarelse roterede den flade skive hurtigere og hurtigere, efterhånden som dens diameter blev mindre. Flere og flere områder af gas og støv stødte sammen og begyndte at danne den protoplanetariske skive, som lignede en roterende pandekage.
De største omvæltninger fandt sted i den protoplanetariske skives centrum. Her samlede den hurtigt voksende protostjerne mere og mere materiale, og efter 50 millioner år havde den samlet nok stof til at begynde sine kernereaktioner. En rigtig stjerne var født, og vi kender den i dag som Solen.
Ude i skiven fortsatte stoffet i mellemtiden med at samles til klumper af varierende størrelser af både planet- og asteroidestørrelse. En stor del gas og støv forblev i skiven, men da den nyfødte sol begyndte at udsende en kraftig solvind, blev dette lette materiale blæst ud af skiven. På dette tidspunkt kunne gasplaneterne derfor ikke samle mere materiale, og de ophørte med at vokse. En del gas blev dog tilbage. Det afkøledes og samlede støv (silikater og metal) og is fra skiven omkring sig. Heraf blev opbygget mindre planetesimaler, og nogle af dem hang sammen og dannede større kloder.
De fjernest liggende legemer opstod som iskloder, og omkring gaskæmperne opbyggedes en række måner som en analogi til kloderne omkring Solen. De store gasplaneter var effektive til at støvsuge skiven for alt materiale i et stort område omkring sig ved hjælp af den store tyngdekraft og samtidig blev mange planetesimaler slynget langt ud i Solsystemet og dannede Oortskyens kometer.
På dette tidspunkt satte et kraftigt bombardement af de indre planeter ind. Der var stadig en stor mængde tiloversblevne planetesimaler, og en af de større kolliderede med Jorden og skabte derved Månen. Andre mindre legemer blev til måner, som det f.eks. er tilfældet hos Mars.
Teorien omkring Solsystemets dannelse er efter alle observationer at dømme en model, der i store træk kan redegøre for forholdene, og det er en af de sjældne gange, hvor en tidlig teori viser sig at holde stik. Alle de senere tilføjelser og indhentede facts passer ind i Kants oprindelige ide.
At mange af de nyopdagede exo-planetsystemer ser anderledes ud – her tænkes på en overvægt af store gasplaneter – gør ikke nødvendigvis teorien om Solsystemets dannelse ugyldig. Efterhånden som metoderne og instrumenterne forbedres, opdages der flere og flere små jordlignende planeter, og nu opdages der endda også planeter, som har forladt deres ’moderstjerne’.
De mange systemers forskelligartethed viser, at begyndelsesbetingelserne for dannelsen har været en anden end for Solsystemet, men også at dannelsen af planetsystemer er mere eller mindre en naturlig følge af stjernedannelsen.
Indfangne single-planeter
...
[Er Pluto en indfanget Single-planet?]
...
[Er planet-måner indfangede single-planeter?]
Astronomerne har ikke en 100% sikker model for Solsystemets dannelse, og opdagelsen af hundredvis af exo-planetsystemer viser, at der er en mangfoldig udgang på, hvordan det enkelte system kommer til at se ud. Opdagelsen af de hjemløse Jupiter-lignende planeter og teorien om, at der skulle findes endnu flere mindre omstrejfere, gør det klart, at de indtil nu fremsatte teorier om dannelsen af planetsystemer kun i hovedtrækkene er i overensstemmelse med virkeligheden.
Det bliver dog meget vanskeligt at redegøre for hvilke mekanismer, der skulle være i stand til at indfange omstrejfende single-planeter og indlemme den som måner omkring Solsystemet ydre planeter i et så stort antal, der i givet fald er tale om. Månerne i det ydre solsystem er i de fleste tilfælde meget små og har store ligheder med asteroider, iskloder fra Kuiperbæltet (som f.eks. Pluto) og udbrændte kometkerner.
Tænk stort – og utraditionelt
Det er ikke specielt overraskende for mig at læse indholdet i denne artikel.
- Stig er med sine tanker om en supernova-dannelse af solsystemer og planeter lidt inde på de tankebaner som der efter min mening skal til for at forstå formationen af stjerner og planeter – dog tror jeg man skal tænke endnu mere utraditionelt og i meget større målestoksforhold.
- Tænk nu hvis der i vores galakse er en (elektromagnetisk) accelererende bevægelse som først samler alt tilgængeligt gas og stof i en molekylær sky; sorterer; opvarmer og sammensmelter (plasmadannelse) disse til sfærer af gasser som bliver til stjerner og stjernelignende planeter – og til sfærer af stoffer som bliver til diverse slags planeter og måner og andet materielt godt?
Som alle sammen hver for sig separat bliver slynget horisontalt ud af vores galakses hvirvlende skive når de er tunge nok til at undslippe den oprindelige centripetale kraft?
- Dermed er det ikke nødvendigt med den gængse tyngde(tynde)-teori om dannelsen af vores solsystem og dens planeter og andet. Ved en sådan proces som anført ovenfor, kan alle slags formationer af stjerner og planeter forekomme lige fra enkelte planeter til dobbeltstjerner og deres planeter og deres måner der også er dannet ud fra moderplaneterne tidligt i denne proces inde i galaksens centrum.
Venligst Ivar
Re: Single-planeter udslynget fra præ-stjerner?
Louis,
Hvis man antager at galaxer er dannet ud fra 'moderstjerner' (aka quasarer), er det logisk, at der findes planeter uden (lokale) 'moderstjerner' _inden_ for galaxen.[1]
Det er mere spændende hvis man finder en 'moderløs' planet ude i det interstellare rum.
Selvfølgelig er det også interessant hvis planeten _ikke_ følger en cirkel/spiralbane omkring mælkevejens centrum.
[1] Dvs. _hele_ solsystemet (vores) er dannet på samme tid ud af den udslyngede plasmaklumper/gasser.
Hartley-2[2] er et glimrende bevis på, at eks. kometer (osv) er dannet ud fra størknedt plasma og ikke 'støv'.
[2] http://en.wikipedia.org/wiki/103P/Hartley
Bemærk formen, og ikke mindst rotationsplanet (og hastighed), som umuliggør 'ansamlinger af støv' som en forklaring på dannelse.
Single-planeter udslynget fra præ-stjerner?
Meget spændende, at man har opdaget enlige omflakkende Single-planeter, der ikke bevæger sig omkring sin moder-stjerne!
Hermed tanker om en alternativ planetdannelse-model, der er helt modsat de gængse teorier, hvor det, som det fremgår af Sybilles artikel, antages, at bl.a. solsystemet og dets planeter er dannet ved gravitationel sammentrækning af en i begyndelsen kæmpestor langsomt roterende ’partikel-sky’.
-- Planeter og måner dannet af udslynget stjerne-stof? --
De primære mekanismer for dannelse af planeter og måner kan være eksplosionsprocesser i præ-stjerner, der ikke er kommet i en stabil fase.
Det stof, som planeter og deres måner består af, er eksplosionsudslynget af en hurtigt roterende og allerede aktiv præ-stjerne, hvor grundstofdannelse og den ledsagende energifrigørelse er godt i gang.
Forstavelsen 'præ' skal hentyde til, at det stof- udslyngende system ikke er kommet ind i en længere stabil stjerne-fase.
Det præ-planetariske stof er 'rotations'-udslynget ved eksplosivmekanismer.
-- Single-planeter udslynget af præ-stjerner --
Hvis stof fra en præ-stjerne bliver udslynget med en hastighed, der er større end præ-stjernens undvigelseshastighed, så vil det udslyngende stof ikke umiddelbart blive bundet i bane omkring præ-stjernen, og så kan det resultere i dannelsen af en ’omflakkende’ single-planet, der bevæger sig alene rundt mellem stjernerne.
Ordet planet kommer af det græske ord ’planetes’, der betyder ’omflakkende’.
-- Single-planeter kan blive indfangede adoptiv-planeter og adoptiv-måner --
Hvis en single-planet kommer tæt nok på en stjerne eller en planet, der kredser omkring en stjerne, så kan den blive indfanget i bane omkring stjernen, som en adoptiv-planet. Eller i bane omkring planeten, der så har fået indfanget en adoptiv-måne omkring sig!
-- Er Pluto en indfanget Single-planet?
At dværg-planten Pluto er relativ lille og består af faste stoffer, har undret forskere. Men måske er Pluto en af Solen indfanget tidligere single-planet?
-- Er planet-måner indfangede single-planeter?
Måske er mange af de måner, der bevæger sig omkring specielt de yderste planeter, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun, indfangede single-planeter.
Link til alternativ model af solsystemets dannelse:
http://louis.rostra.dk/kvant_17.html
Hilsen fra
Louis Nielsen