Ida - Darwinius masillae - det manglende mellemled. (Foto: Jørn Hurum, Geologisk museum ved Universitetet i Oslo.)

»Dette fossil viser os, hvem vi er, og hvor vi kom fra. Dette er et fossil helt nede fra roden af vort stamtræ - så komplet og detaljeret, at vi simpelthen kan sige, at vi nu ved hvordan det hele startede,« siger Jørn Hurum fra Geologisk museum ved Universitetet i Oslo.

Tidligere har forskerne kun kunnet gætte. De har fundet en tand hér og en finger dér, og har ikke engang vidst om delene stammer fra samme individ eller art.

Men nu har Hurum og hans kolleger fundet et næsten komplet fossil af vores under en halv meter høje forfader - hvilket er utrolig nok i sig selv. Men endnu mere utroligt er fossilets beskaffenhed.

47 millioner år gammelt, den aller, allerførste abe - men alligevel, klare aftryk af de fineste detaljer. Pelsen er tydelig aftegnet, og forskerne kan se hvad 'Ida', som Hurum har opkaldt hende, spiste til middag den dag hun døde.

Dermed er det linet op til nogle sikre svar på en række gamle spørgsmål, mener forskerne bag fundet selv.

Døde øjeblikkeligt

Ida var under et år gammel, da hun blev dræbt af giftgas fra en tropisk indsø - et fænomen vi kender fra tragiske hændelser i nutidens Afrika. Men Idas indsø - og den regnskov som omgav den - var ikke placeret i Congo. Den lå i Tyskland, på en tid da Tyskland befandt sig omtrent dér, hvor Sicilien er i dag.

Uanset dette døde Ida øjeblikkeligt, og eftersom hun sad på bredden og drak vand, faldt hun i vandet og var straks udenfor rækkevidde af bakterier og nedbrydende kræfter. Indsøens specielle geologi sørgede nemlig for at bundlagene var uden ilt og totalt livløse - perfekte for at bevare fine detaljer.

Dernede i mørket blev hun liggende, urørlig, og blev langsomt begravet af mudder. Mudderet blev efterhånden til sten, mange meter af sten. Før hun endelig en dag dukker op igen, efter millioner på millioner af år. Og næsten uden en skramme.

Hvad er egentlig chancerne for at noget tilsvarende kan ske? Hvad er chancen for at et lille abefossil kan få lov at ligge uforstyrret i fosterstilling i næsten 50 millioner år? Og hvad er chancen for, at vi finder henne?

Bedre bevaret end Lucy

Fossilet er det mest komplette og bedst bevarede, som nogensinde er fundet af en af vore forfædre. 95 procent af knoglerne er til stede, det eneste, som mangler, er den nederste del af det ene ben. Til sammenligning:

Verdens til nu mest kendte fossil af en antropoid - Lucy - er kun 40 procent komplet. Af Lucy har forskerne i øvrigt kun fundet knogler. Ida er som sagt bevaret ned til mindste detalje.

Desuden er Ida langt, langt ældre end Lucy. Lucy levede for tre millioner år siden. Med en alder på hele 47 millioner år, befinder Ida sig helt nede i roden af det stamtræ, som til slut førte frem til os mennesker. Hun er fra den tid, hvor det som skulle udvikle sig til at blive aber, bevægede sig væk fra det, som skulle udvikle sig til at blive lemurer.

Og som om dette ikke er nok - ældgammel, komplet og ekstremt velbevaret: De sidste to år er fossilet i hemmelighed blevet studeret af en gruppe internationale topforskere.

De konkluderer, at Ida ikke bare sidder tæt ved roden af slægtstræet - hun sidder midt i smørhullet - hun er overgangsformen, med anatomiske træk som kendetegner både lemurer og aber - og dermed os mennesker.

Hvis hun ikke er vores direkte 'stammoder', er hun utroligt tæt beslægtet med hende, mener de.

Missing link

Dette er grunden til at forskerne tror Ida kan blive et gennembrud på linje med Lucy, et fremtidig videnskabeligt ikon - hun kan nemlig være det vi på uvidenskabelig vis kalder 'The missing link'!

Den videnskabelige sensation blev tirsdag i siste uge præsenteret på en pressekonference i New York, i en medieforestilling videnskaben sjældent har set magen til.

Tilstede var verdenspressen, New York Times, CNN, NBC. BBC havde sendt seks reportere, ABC News sendte direkte, det samme gjorde Sky News og YouTube. Og så videre.

En bog, selvfølgelig med titlen 'The Link', lanceres sammen med det videnskabelige arbejde som Hurum og hans 'dream team' har brugt de sidste to år på at perfektionere, 'Complete primate skeleton from the middle Eocene of Messel in Germany: morphology and paleobiology'.

Lige i hælene følger en tv-dokumentar, med David Attenborough på holdet. Verdenspremieren var på History Channel i går. Norsk tv, NRK og BBC følger efter i dag.

Og i centrum står altså Jørn Hurum, en forsker fra et relativt beskedent museum i Oslo - og selvfølgelig, Ida, vores under en halv meter høje kvindelige forfader, opkaldt efter Hurums femårige datter.

»People Magazine havde behov for et 'human touch', så de får billeder af en sød unge og et fantastisk fossil,« siger Hurum.

»Ellers har vi bog, film, videnskabelig publikation, hjemmeside, krammedyr, t-shirt, caps - 'I kid you not ...'«

Hurum er i storform, latteren sidder løst - som altid hos ham.

Regnskov i Tyskland

Hvor begyndte det hele så? Hvor kom hun fra, hende Ida?

I vor tid, kommer hun fra Messel, et stenbrud ikke langt fra Frankfurt. De første tegn på hvad Messel kunne frembringe, dukkede allerede op i 1700-tallet, da jagten på skiferolie også frembragte fragmenter af fossile krokodiller.

Men nogle fossiler kunne ikke forhindre, at den fossile regnskov vedblev med at fungere som et skiferbrud helt frem til 1966.

Det år startede rigtige videnskabelige udgravninger, og forskerne kunne snart fremvise fossile heste, fisk, flagermus, fugle, insekter og reptiler - til og med et par lemurer, nære slægtninge til aberne - alle bemærkelsesværdigt velbevarede, ofte med aftryk af både hår, fjer og indre organer.

Disse i sig selv fantastiske fund forhindrede ikke at lokale myndigheder i 1970erne vedtog, at forvandle Messel-bruddet til losseplads. Vedtagelsen førte til hektisk aktivitet fra allehånde fossiljægere. Private samlinger blev grundlagt.

I 1995 blev Messel bevaret for eftertiden som en del af UNESCO's verdensarv. I 1997 gav myndighederne 'amnesti' til alle fossiler indsamlet før 1995 - simpelthen for at få dem frem i lyset. Mange flotte fund dukkede op, og flere er blevet opkøbt af offentlige museer.

Men et fossil forblev i det skjulte - det vigtigste. Det blev fundet i 1982, af en stadig anonym fossiljæger. Antagelig er han anonym med god grund - hvem ønsker egentlig kritik for at have tilbageholdt vigtig information i mere end 25 år?

Det skal ikke den store biologiske indsigt til, for at forstå, at det er en primat, man ser resterne af, når man ser Ida. Hun er lille og en amatør kunne måske tænke noget i retning af egern eller træspidsmus.

Ida - Darwinius masillae - det manglende mellemled. (Foto: Jørn Hurum, Geologisk museum ved Universitetet i Oslo.)

Men tomlerne stemmer, hælen er sådan, som den skal være, og knoglerne omkring øjenhulen taler deres tydelige sprog: Dette er en af vore slægtninge! Og med Messels geologiske alder i baghovedet, bør du kunne fornemme, at det umulig kan have været en hvilket som helst grandtante.

Fotografier i baren

Da ejeren til slut bestemte sig for at sælge, var de tyske museer ikke længere interesseret. De havde allerede opkøbt amnesti-fossiler for betydelige summer. Han overlod derfor salget til en kendt fossilforhandler, og forhandleren tog det med til en fossilmesse i Hamburg - og han kendte Jørn Hurum.

»Det var en mærkelig oplevelse. Det var lige før julen i 2006. Jeg gik rundt, på jagt efter fossiler vi kunne købe til museets udstilling - da en af forhandlerne, en gammel og god forbindelse, kom hen til mig,« fortæller Hurum.

»Jeg forstod straks, at der var noget særligt i gære. Han ville snakke, men ikke med så mange mennesker omkring os.«

De to, og Hurums følgesvend Hans Arne Nakrem, aftalte derfor at mødes i en af messebarerne. Der, over en drink, fik Hurum lov at se tre fotografier - hele fossilet, hovedet og en fod.

Begynd at prutte!

»Jeg kunne øjeblikkeligt se, hvad det var. Det var en primat, og den kom fra Messel. Jeg er en stor fan af Messel-fossiler, og kan genkende dem med det samme - de er så detaljerede, så nydelige.«

Præcist hvor detaljeret og nydelig Ida skulle vise sig at være, kunne han imidlertid ikke vide. Alligevel:

»Jeg kom helt til at ryste, og kunne ikke sove i flere nætter efter. Forhandleren havde fortalt mig, at han havde fossilet til salg i seks måneder, på vegne af en anonym ejer.«

Men den pris ejeren forlangte, en million dollar, var milevidt over de summer, Hurum og Naturhistorisk Museum var vant til at betale for fossiler. Hvordan i alverden kunne han sikre at dette fantastiske fund ikke forsvandt til endnu en anonym ejer, fjernt fra videnskabelige undersøgelser, fjernt fra offentligheden?

»Jeg bad ham forholde sig i ro nogle dage, og give mig en chance til at finde en passende køber.«

Hurum tænkte i retning af de store amerikanske museer - kunne de have råd? Vel tilbage i Oslo tog sagen imidlertid en uventet drejning - i et møde med museumsdirektør Elen Roaldset:

»Hun spurgte mig, om jeg havde set noget interessant i Tyskland. Og det havde jeg jo.«

Tre dage senere skulle der være bestyrelsesmøde, og Roaldset bad Hurum forberede en præsentation. Bestyrelsen blev sat ind i sagen, Hurum blev sendt udenfor døren, og efter halvanden times - til dels højlydt - diskussion, kom Roaldset ud.

»Du får penge - begynd at prutte!«

Hurum pruttede - og Naturhistorisk Museum på Tøyen i Oslo sidder nu på det, som godt kan blive verdens mest kendte fossil. Verdens ottende vidunder, som en af Hurums medforfattere, Jens Franzen fra Senckenberg Museum i Frankfurt kalder det.

»Palæontologiens Mona Lisa,« siger Hurum - ikonet som kommer til at præge lærebøgerne de næste 100 år.

Levede i træerne

Sådan så Ida formodentlig ud. (Ill.: Jørn Hurum, Geologisk museum ved Universitetet i Oslo.)

Med købet i hus, samlede Hurum et hold af verdens førende eksperter på tidlige primater og på Eocene, den tidsepoke som Ida stammer fra: Dr. Jens Franzen fra Senckenberger museum i Frankfurt, professor Philip Gingerich fra University of Michigan, dr. Holly Smith fra samme sted, dr. Joerg Habersetzer fra Senckenberger og professor Wighart von Koeningswald fra Universitetet i Bonn.

Mere end to års intense analyser senere, kan vi nu sige mere om lille Ida, eller Darwinius masillae, som er blevet hendes videnskabelige navn:

Hun levede i træerne, det kan vi se ud fra formen på hænder og fødder. Hun klyngede sig til stammerne, og hoppede så fra træ til træ. Øjnene tyder på, at hun var aktiv om natten, og maven fortæller, at hun levede af blade og frugt.

Mælketænderne fortæller at hun var cirka ni måneder gammel - en alder som svarer til et omtrent seks år gammelt menneske - hvilket fik Hurum til at tænke på sin egen, lille datter.

Men hvilken slags dyr var hun egentlig, rent teknisk?

Leder efter fællestræk

»Nulhypotesen var, naturlig nok, at Ida var en lemur,« siger Hurum.

»Så begyndte vi at se, at der var meget, som ikke stemte. Enkelte klassiske lemur-træk manglede, andre træk dukkede op - træk vi kun associerer med vores del af livets træ. Nu begyndte det at blive spændende!«

Noget af det vigtigste indenfor videnskaben, er at stille de rigtige spørgsmål. I vort tilfælde, bliver det: Hvordan kan vi genkende vore forfædre, når vi finder dem? Hvilke anatomiske træk skal vi se efter? Hvilke er vigtige, hvilke er trivielle?

Det vi er ude efter, når vi leder efter ophav, er dyr med den rigtige alder, og som kunne have givet ophav til de grupper, vi ønsker at finde ophavet til.

Når vi, som i dette tilfælde, søger at afgøre, om Ida kan være vor allerældste forfader, skal vi se om vi kan placere hende i overgangen mellem vores gruppe - antropoiderne, og en af de andre grupper af primater som findes.

Hvad ser vi så efter? Jo, vi skal finde træk som kan genfindes hos os, i kombination med træk, som vi finder i en af de andre grupper, som eksisterer, enten levende eller uddøde. Finder vi noget sådant, kan vi med en vis grad af sikkerhed påstå, at Ida kan have givet ophav til begge grupper.

Vores del af træet

Ida levede for 47 millioner år siden, i en tid da forgængerne til flere af dagens moderne pattedyr så småt begyndte at udvikle sig.

Fossiler herfra giver os de første heste, de første hvaler, de første flagermus - og de første primater - som er den orden som rummer både os mennesker, aber og mere fjerntstående lemurer.

Ordenen har seks hovedgrene. Den ældste er den, vi kalder arkæiske primater. Derefter, i begyndelsen af Eocene-perioden, finder vi adapiformenes og omomyidenes storhedstid.

I løbet af samme periode dukker yderligere tre grene op, og disse eksisterer stadigvæk. To af dem regner vi ikke som aber: Blandt strepsirhinerne finder vi lemurer, og lorisider, den anden er tarsierne, spøgelsesaberne.

Den sidste, klart adskilte gren, er den vi sidder på - antropoiderne - med aber, menneskeaber og os selv, Homo sapiens.

(Ill.: Jørn Hurum, Geologisk museum ved Universitetet i Oslo.)

Men hvordan er vi beslægtet med de andre?

Den allerførste antropoide

Et slægtstræ over primaternes udvikling er fyldt med spørgsmålstegn og linjer, som ender i den blå luft. Hvem gav ophav til hvem? Hvem er bror og søster, hvem er fætter og kusine - hvem kom først, hvem fulgte efter?

Spørgsmålene er mange og store, de fossile bevis tilsvarende sjældne og fragmentariske. Det er en sjældenhed at finde fossiler af vore relativt nære slægtninge, som den tre millioner år gamle Lucy. Et komplet fossil helt fra roden af træet, var der ingen som turde drømme om.

Men nu er hun her, Ida, og sammen med Hurum kan hun nu give os de svar, vi har søgt efter.

»Hun er den allerførste antropoide - hun levede lige efter bruddet med lemurerne,« fortæller forskeren.

Så nær bruddet, faktisk, at hendes art godt kan have givet ophav til både lemurer og antropoider. Ida har generelle træk, men ikke for generelle, sådanne egenskaber siger lidt om slægtskab.

På den anden side må trækkene heller ikke være for specielle - havde Ida vist træk, som kendetegner enten lemurer eller antropoider, vil vi have sagt, at hun er en af de to, ikke begge gruppers ophav.

En fossil Rosetta-sten

Da forskerne undersøgte Ida fandt de, at hun manglede en speciel klo, som kendetegner lemurerne, en til at pleje pelsen med. Hun må altså have forladt lemurerne før de blev ægte lemurer.

Samtidig har hun primitive, både strepsirhinske - altså lemuriske - træk og antropoide træk.

Den tolkning Hurum og hans forskergruppe dermed er kommet frem til, er at Ida - eller Darwinius massilae - er en overgang mellem adapiformer og antropoider, fra en tid da lemurerne stadig var i samme gruppe, men snart begav sig af sted i en anden retning. Omomyidene og tarsierne havde allerede forladt selskabet.

Konklusionen er kontroversiel og vil vække diskussion.

Der findes flere rivaliserende hypoteser, og fossiler fra Asien har fået enkelte forskere til at pege på dette kontinent som primaternes ophav, mens andre altså holder på Europa eller Nordamerika. Egypten har også mange gamle fund - men ingen af dem, på noget kontinent, er i nærheden af Ida.

Så, indtil et bedre fossil skulle dukke op, er Ida det bedste, vi har, og hun ser ud til at opfylde kravene. Måske er hun vores forfader, måske er hun vores forfaders søster?

»Vi er forberedt på kritik. Vi mener vi har ret, men måske tager vi fejl. Det er på den måde videnskab fungerer,« siger Hurum.

»Lige meget hvad, nu har vi Ida, vores fossile Rosetta-sten. Mens alt tidligere har baseret sig på fragmenter og gætterier, har vi nu en slags facit - Ida. Alt herfra, bliver nødt til at skulle referere til hende. Det er hende vi vil se afbilledet i lærebøgerne de næste 100 år.«

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov