Grønland skal inddrage den lokale befolkning i klimaforskning

Den del af Grønlands oprindelige befolkning, der ernærer sig af naturen, er meget opmærksomme på og bevidste om de forandringer, som iskappen, havisen og de forskellige dyr og fisk, de jager, undergår.

Men deres viden er en ressource, som mange af de besøgende forskere, der hvert år ankommer i Grønland, endnu ikke gør brug af, fortæller socialforskeren Lene Kielsen Holm fra Pinngortitaleriffik, Grønlands Naturinstitut.

Og ikke nok med det, Grønlands oprindelige befolkning har sjældent gavn af forskningen og ser kun en sjælden gang forskningsresultaterne, når de er blevet publiceret, udtaler Lene Kielsen Holm, som fortsætter:

»Det er en meget vigtig del af den fremtidige forskning i Grønland, og vi er nødt til at forlange mere af forskningsverdenen.«

I mere end ti år har hun rejst rundt i Grønland, hvor hun har boet blandt fjerntliggende samfund for at dokumentere inuit-fiskernes og jægerenes oplevelser.

»Grønland ligger lige i midten af Arktis, og hele verdens øjne er rettet mod os i forbindelse med klimaforandringerne. Men fokus er på de forskere, der ankommer udefra, og interaktionen med lokalbefolkningen er dårlig,« udtaler Lene Kielsen Holm.

Gensidige fordele ved samarbejde med lokalbefolkningen

Et tæt samarbejde mellem forskerne og lokalbefolkningen kan gavne begge parter, fortæller Holm.

Forskerne kunne for eksempel udarbejde og fastlægge deres forskningsspørgsmål ved hjælp af lokalbefolkningen.

»Jægerne og fiskerne er derude hver eneste dag, og de har et meget holistisk syn på deres omgivelser, der kan være med til at bidrage til nogle interessante forskningsspørgsmål,« siger Holm.

Eksempelvis besidder jægerne og fiskerne en iboende viden om dyrelivet i lokalområdet samt eventuelle forandringer ift., hvilke dyr der er forsvundet og kommet til gennem tiden. Det er forhold, tilrejsende forskere ikke nødvendigvis kender til, men som de kan drage stor nytte af i deres arbejde.

Forskerne kunne også uddanne og hyre de lokale i de fjerntliggende samfund til at indsamle data i perioderne mellem deres besøg. Og det bør internationalt finansierede forskningsprojekter i Arktis budgettere med, mener Lene Kielsen Holm.

Der er også behov for målrettet at viderekommunikere forskningsresultaterne til inuit-befolkningen over hele Grønland, og det betyder, at forskningsresultaterne skal oversættes til grønlandsk.

I øjeblikket griber kun en lille del af de videnskabelige forskningsprogrammer disse anliggender an.

Grønlands fremskridt halter efter de øvrige arktiske nationer

I andre dele af Arktis er denne fremgangsmåde efterhånden blevet mere og mere almindelig.

»I Canada var de fremsynede nok til at sige, at inuit-folket både skulle være involveret i forskningen og have gavn af videnskaben. Før forskningen overhovedet starter, opfylder canadierne en række forpligtelser, og de gør data tilgængeligt, hvilket er en måde at involvere samfundene,« påpeger Lene Kielsen Holm. Hun fortsætter:

»Men det gør vi ikke her i Grønland. Enhver kan indsamle prøver fra iskappen og havet og så efterfølgende vende tilbage til sine respektive institutioner og have sin levevej der.«

Flere grønlandske forskere er ikke svaret

Problemet er tildels, at alt for få grønlændere bliver forskere, så de kan slå bro over kløften mellem den oprindelige befolkning og de besøgende forskere.

Men uddannelse alene løser ikke problemet, mener Lene Kielsen Holm.

»Vi er kun ganske få mennesker, der er spredt ud over verdens største ø. Så spørgsmålet er, hvor meget uddannelse der er brug for? Ofte er det ikke altafgørende. God kommunikation (med den globale forskningverden, red.) er faktisk bedre,« forklarer Lene Kielsen Holm.

Der er ingen tvivl om, at de besøgende forskere kan bidrage meget til Grønlands voksende forskningsmiljø.

»De fleste af vores penge kommer fra international forskning,« påpeger Henrik Forsberg. Han er projektchef ved ASIAQ Greenland Survey (Grønlands Forundersøgelser i Nuuk, red.), der fører tilsyn med alt lige fra klima til hydrologi (studier af vand), og som foretager landmåling og søopmåling af kystnære områder og søer overalt i Grønland.

»Vi ser meget gerne både investeringer og forskning i Grønland, men vi vil også meget gerne positionere os selv som en vigtig del af den forskning, der finder sted her, og som en god samarbejdspartner.«

»Ligesom i andre lande, hvor man er forpligtet til at involvere lokalbefolkningen, bør man også inddrage grønlænderne,« understreger Henrik Forsberg.

Fremskridt undervejs

Visse forskere er allerede på rette spor hen mod, hvad, Lene Kielsen Holm håber, vil blive den accepterede norm i de kommende år.

Bo Elberling, professor i i miljøgeokemi og leder af Center for Permafrost (CENPERM) på Københavns Universitet, er tilfreds med de tiltag, han og hans kollegaer har gjort for at involvere lokalbefolkningen i forskningsprojekter i Grønland.

»Vi involverer gerne lokale skolelærere, som indsamler prøver til nogle af vores projekter. De vil meget gerne vide mere om forskningen, der finder sted i deres nærområde,« fortæller Elberling som tilføjer:

»Lærerne forbinder os til den næste generation, så det har stor betydning for os.«

Bo Elberling og hans kollegaer udbreder også deres konklusioner og resultater i forbindelse med sommerudflugter i felten, hvor der er opstillet skilte, der forklarer forskningsprojekterne på engelsk, dansk og grønlandsk.

Bo Elberling drøfter også meget gerne resultaterne med de lokale, så de kan sammenligne deres oplevelser.

»Vi har faktisk lært rigtig meget af de lokale,« udtaler han.

Han har selv set, hvordan grønlænderne bekymrer sig mere om vejrets og havisens utilregnelighed end om de forventede, længerevarende forandringer i temperaturerne eller sneen.

»Vi kan levere data for de faktiske forhold og modelsimuleringer for gennemsnitsværdierne for de næste 10 til 100 år, men det er straks meget sværere at levere en vejrudsigt, der er relevant for lokalbefolkningen, og som de kan bruge til at træffe beslutninger for den nærmeste fremtid,« forklarer Bo Elberling.

Samarbejde med inuit-jægere skal lægge kimen til at involvere grønlænderne

Lene Kielsen Holm er også selv pt. involveret i et stort EU-projekt – ICE-ARC – som har til formål at vurdere den hurtige tilbagetrækning og kollaps af havisen i det Arktiske Ocean og de klimatiske, økonomiske og sociale virkninger af disse belastninger på en regional og global skala.

Hun hjælper forskerne fra Storbritanniens Antarctic Survey og fra Danmarks Meteorologiske Institut med at skabe et samarbejde med de lokale inuit-jægere i det nordvestlige Grønland.

De er i gang med at bygge og afprøve udstyr, som skal monteres på jægernes slæder for at måle isens tykkelse.

»Det er sådan, det begynder. Forhåbentligt vil flere og flere lære af disse erfaringer, og om et par år kan vi så finde de bedste fremgangsmåder, som involverer grønlænderne i grønlandsk forskning,« slutter Lene Kielsen Holm.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark