Sådan ser plankton ud fra rummet. Hvert år forsvinder en procent af planktonet. (Foto: NASA Earth Observatory Collection)

De er så små, at vi ikke kan se dem med det blotte øje og alligevel er de ansvarlige for halvdelen af den ilt, vi indånder hver dag.

Med en størrelse mellem 1/10 til 1/1000 af en millimeter fylder planteplankton - eller fytoplankton som det også kaldes - ikke meget.

Men selv om vi ikke kan se de enkelte planktonceller, lægger vi alligevel mærke til deres tilstedeværelse, især om sommeren, hvor deres massive opblomstring gør vandet helt grumset.

På globalt plan er der dog sket noget drastisk med planktonmængden gennem årene.

Canadiske forskere fra Dalhousie University i Halifax har brugt tre år på at analysere data om planktonmængder fra de sidste 100 år.

Konklusionen er klar: Hvert år forsvinder 1 % af fytoplanktonet.

»Det er bekymrende,« siger professor Øjvind Moestrup fra Biologisk Institut på Københavns Universitet, som til daglig arbejder med plankton og alger.

Fytoplankton har en kritisk funktion i havene og på jorden.

»Fytoplankton er det brændstof, som marine økosystemer kører på. En nedgang i fytoplankton påvirker alt op igennem fødekæden, også mennesker,« udtaler Daniel Boyce, som har været med til at lave den canadiske undersøgelse, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Hvis mængden af plankton reduceres markant, kan det måske ende med at få betydning for det globale iltniveau, men det vil forskerne ikke gisne om på nuværende tidspunkt.

Global krise for plankton

Man kan finde mange millioner planktonceller som disse i en enkelt liter vand - også her i Danmark (Foto: Karl Bruun)

De canadiske forskere har delt verdenshavene ind i ti regioner, som hver især er blevet bedømt.

I otte ud af ti regioner er mængden af plankton faldet i løbet af det sidste århundrede.

Kun i den nordlige og især den sydlige del af det Indiske Ocean er der sket en stigning i mængden af plankton.

Ændringerne er størst på de høje breddegrader og i farvande omkring ækvator. Her er udviklingen endda eskaleret de senere år.

Forskerne har beregnet, at der på den nordlige halvkugle er forsvundet omkring 40 % fytoplankton siden 1950.

Der er dog regionale forskelle på, hvor stor nedgangen har været. For eksempel har det nordlige Atlanterhav været hårdere ramt end det nordlige Stillehav.

Varmere have er skyldige

Den overordnede nedgang for plankton skyldes, at verdenshavene bliver varmere. Faktisk er det overfladevandet, der bliver varmere. Dermed bliver der et skel mellem det kolde dybe vand og det varme overfladevand. Det skaber en lagdeling i vandet. Planktonet spærres på den måde nærmest inde i det øverste varme vand.

»Fytoplankton vokser og bruger al den næring, der er i vandet. Når næringen er væk, stopper deres vækst. Lagdelingen gør, at der ikke kommer en tilførsel af ny næring nede fra dybet,« forklarer Øjvind Moestrup.

Jo varmere, overfladevandet bliver i takt med klimaforandringerne, jo mere massiv vil lagdelingen være, og jo mindre næring vil der være til rådighed for fytoplankton, som derfor sulter og stopper deres opblomstring.

Vidtrækkende konsekvenser

Selv om 1 % mindre plankton per år måske ikke lyder af meget, vil det i længden være meget alvorligt for havmiljøet.

De kystnære danske farve er ikke ramt af problemet. Der udledes masser af næring fra land. (Foto: Harry Taylor)

Plankton udgør det første led i havets fødekæde. Når plankton forsvinder, vil det få betydning for både fisk og hvaler. Derudover producerer plankton som nævnt halvdelen af ilten på jorden.

»Det er svært at sige præcis, hvad konsekvensen bliver,« siger Øjvind Moestrup.

»Men når plankton forsvinder, vil der ske ændringer højere oppe i systemet.«

Danmark rammes ikke af nedgang

Lokalt i Danmark er der dog ikke sket samme udvikling.

»Vi har ikke oplevet et fald i planktonmængden her,« siger Øjvind Moestrup. Men det er der en god grund til, forklarer han:

»I kystnære farvande, som vi har i Danmark, er der rigeligt med næring, som udledes fra land. Det kan plankton leve af.«

Problemet er i stedet at finde ude på det dybe hav, hvor næringen skal findes nede på bunden.

Det er nemlig her, at dyr og plankton nedbrydes og frigiver næring. Denne næring skal hvirvles op fra bunden og fordeles til de øvre vandlag, for at plankton kan få nytte af det.

Når overfladevandet bliver varmere, bliver det sværere og sværere at få næringen op fra bunden.

Der er ingen tvivl om, at der skal sættes ind nu, hvis vi vil undgå, at al plankton lige så langsomt forsvinder.

»Som biolog ser jeg mange ændringer i verden. Det er svært for regeringer at regulere, men der skal gøres noget. Jeg tror bare ikke, der er nogen regering i verden, der er stærk nok til at klare opgaven, for regeringer tænker sjældent langsigtet,« afslutter Øjvind Moestrup.