Galleri: Disse planter har man fået til at vokse i rummet
NASA har for nylig offentliggjort, at de har fået den første plante nogensinde til at vokse i rummet. Men det var langtfra sandt, for det er faktisk hele 34 år siden, at planter for første gang blomstrede i rummet. Se her, hvad man har fået til at vokse i rummet gennem tiden.

NASA-astronauten Scott Kelly skrev 16. januar 2016 følgende på sin Twitter-profil: 'First ever flower grown in space makes its debut!'

Der var tale om en flot orange sommerblomst af slægten zinnia, mere populært kaldet frøkenhat. Men blomsten var langtfra den første til at blomstre i 400 kilometers højde over Jorden.

Rusland kom først

Det forhenværende Sovjetunionen brugte i 1982 som de første et lille drivhus til at drive planter på rumstationen Salyut 6. Her fik de planten arabidopsis fra korsblomstfamilien til at vokse. Det gjaldt dog kun de planter, der allerede spirede, da de blev leveret til rumstationen.

Men 1982 var trods alt året, hvor planter for første gang voksede og producerede nye frø i rummet, så NASA-astronauten Scott Kelly var altså helt galt på den i sit tweet.

Frisk ilt og mad på samme tid

Siden da har man blandt andet fået salat, ris, tulipaner, løg, ærter og agurker til at vokse i det ydre rum.

I galleriet ovenfor ses alle de planter, det er lykkedes gennem tiden at få til at vokse i det ydre rum. Her vokser de i et vægtløst, men trykkontrolleret miljø i bestemte 'rumhaver'. I forbindelse med bemandede rumflyvninger kan planter både bruges som kilde til frisk ilt og som mad.

Forskning i, hvordan planter og fotosyntese responderer på tyngdekræft, kan nede på Jorden eksempelvis hjælpe med at genopbygge skove ved at udvikle træer, der vokser hurtigere.