Forskere: Urealistisk at holde global opvarmning under to grader
Verdens ledere er enige om at arbejde for at holde den globale opvarmning under to grader. Men med den nuværende CO2-udledning er målet helt urealistisk, siger forskere.
En ny rapport fra FN's klimapanel anviser, hvad der skal til for at holde Jordens temperaturstigninger under to grader. Men selvom det ifølge rapporten er muligt at begrænse den globale opvarmning til to grader, er det helt urealistisk, at det sker, mener en amerikansk forsker. (Foto: Shutterstuck)

To grader.

Så meget blev verdens ledere under et stort anlagt klimatopmøde i København i 2009 enige om, at Jordens gennemsnitstemperatur maksimalt måtte stige.

Men den målsætning kan blive umulig at overholde, lyder det nu fra flere forskere, som påpeger, at verdens CO2-udledning kun er fortsat med at stige siden klimatopmødet.

»Vi er nået dertil, hvor man må spørge sig selv, om målet om at holde Jordens temperatur under to grader er muligt at opnå. Vi mener, at svaret er nej – aboslut ikke,« siger den indflydelsesrige, amerikanske professor David G. Victor, som er leder af Laboratory on International Law and Regulation ved University of California, San Diego.

Urealistisk med 'heroisk' samarbejde

I en ny rapport fra FN's klimapanel (IPCC), som netop er blevet færdiggjort i København, er der ellers anvist, hvad der skal til for at holde temperaturstigningerne under to grader.

Men selvom det ifølge IPCC er muligt at holde målet, så er det urealistisk, at det vil ske, mener professor David G. Victor, som har forsket i klimaforhandlinger.

»Årsagen til, at det ikke er muligt at holde målet om de to grader, står opsummeret i FN's seneste klimarapport. Den viser, at det kun er under ideelle omstændigheder, hvor alle lande bliver enige om at samarbejde og nye teknologier bliver tilgængelige og implementeret, at det er muligt at holde målet om de to grader,« siger David G. Victor i et interview med Videnskab.dk.

Fakta

FN's klimapanel (IPCC) har netop færdiggjort den femte rapport om klimaets status under et møde i København.

Under mødet er forskere og repræsentanter for landes regeringer blevet enige om ordlyden i en såkaldt synteserapport.

Synteserapporten er et sammenkog af tre allerede offentliggjorte rapporter på flere tusinde sider om klimaforandringer.

FN's klimarapporter udkommer cirka hvert femte år og udarbejdes af hundredvis af forskere fra hele verden.

Den slags »heroiske antagelser« om samarbejde mellem landene og implementering af ny, energieffektiviserende teknologi, er imidlertid ikke realistiske, mener David G. Victor.

»Hvis man laver mere realistiske antagelser såsom forsinkelser i samarbejdet mellem landene og besværligheder ved at få teknologien implementeret, så er der reelt set ikke nogle af modellerne i FN’s klimarapport, som kan stoppe opvarmningen ved to grader. Det står ikke i resumeet, men når man kigger på den underliggende rapport, er det meget tydeligt, at det er budskabet,« siger professor David G. Victor.

Forsker: Der skal ske noget drastisk

På Aarhus Universitet er klimaforsker og professor Jørgen E. Olesen enig i, at den nuværende udvikling med stigende CO2-udledning kan gøre målet om at holde klodens opvarmning under to grader uopnåeligt.

»Det er min vurdering, at det er helt urealistisk at holde temperaturstigningen under to grader, hvis tingene fortsætter som nu. Der skal virkelig ske noget drastisk, hvis vi skal holde målet, og det har jeg ikke set nogle tegn på endnu,« siger professor Jørgen E. Olesen, som tidligere har været medlem af FN's klimapanel. 

Forskerne henviser til, at når der udledes drivhusgasser som CO2 i atmosfæren, bliver de hængende i årtier eller måske endda århundreder. Derfor vil Jorden nå frem til et punkt, hvor der er opsamlet så mange drivhusgasser i atmosfæren, at det, »nærmest uanset hvad vi gør, ikke længere er muligt at holde temperaturstigningen under to grader,« fortæller klimaforsker Jens Hesselbjerg-Christensen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

»Alt taler for, at hvis vi skal holde målet om en temperaturstigning på max to grader, så skal verdens CO2-udledning toppe i år 2020. Derefter skal det gå drastisk ned ad bakke, så udledningen kommer helt ned på nul i år 2050. Lige nu står der næsten 2015 på min kalender, og det betyder, at hvis der ikke er sket noget drastisk inden fem år, så begynder det at blive utopisk at tale om en to graders målsætning,« siger professor Jens Hesselbjerg Christensen, som er leder af Danmarks Klimacenter ved DMI.

Det 'åbne vindue' er ved at lukke sig

Jens Hesselbjerg Christensen påpeger, at i den seneste rapport fra FN's klimapanel, »kan man læse, at vi på nuværende tidspunkt har udledt omkring 70 procent af det samlede CO2-udslip, som vi kan tillade os at brænde af, hvis vi skal holde temperaturen under 2 grader.«

Fakta

I 2013 blev der globalt set udledt cirka 36,1 milliarder tons CO2 på verdensplan.

De globale CO2-udledninger blev domineret af Kina (28 procent), USA (14 procent), EU (10 procent) og Indien (7 procent).

De lande, som bidrog mest til ændringer i de globale CO2-udledninger i 2013 var:
- Kina (stigning på 58 procent)
- USA (stigning på 20 procent)
- Indien (stigning på 17 procent)
- EU (reduceret 11 procent)

I 2013 var den globale CO2-udledning steget med 61 procent i forhold til år 1990 (Kyoto-protokollens referenceår).

Kilde: Global Carbon Project

I en undersøgelse i det videnskabelige tidsskift Science argumenteres på samme vis for, at ’det åbne vindue’ for, hvor længe vi stadig kan overholde to graders-målsætningen, er ved at lukke sig.

»Hvert eneste år tæller; hvis der er forsinkelser på handlingen for at afbøde (temperaturstigninger, red.), vil der være brug for meget større reduktioner i udledningen for at kunne overholde et specifikt mål,« hedder det i artiklen i Science.

Forskningsartiklen påpeger dog, at hvis verdens CO2-udledning reduceres med 3,2 procent om året fra år 2020, vil det formentlig være muligt at holde målet – under visse betingelser.

»Men i de senere år er der ikke blevet reduceret på verdens CO2-udledning. Tværtimod er det bare blevet ved med at stige,« siger professor Jørgen E. Olesen fra Aarhus Universitet.

CO2-udledning stiger

Den stigende udledning af CO2 kan blandt andet aflæses i tal fra The Global Carbon Project, som viser, at verdens samlede CO2-udledning steg med cirka 2,3 procent i 2013, og i år ventes en yderligere stigning på 2,5 procent. Det er særligt lande som Kina, USA og Indien, som står for den stigende udledning af CO2.

Selvom CO2-udledningen er stigende, er overfladetemperaturerne på Jorden imidlertid ikke steget mærkbart siden 1998. Det har en række klimaskeptikere set som et tegn på, at global opvarmning ikke reel, mens mange klimaforskere er enige om, at det blandt andet skyldes, at den øgede mængde energi i klimasystemet er brugt på opvarmning af havene.

»Havene fylder jo to tredjedele af Jordens overflade, og i de sidste årtier er en meget større del af energien gået til at varme oceanerne op. Det har afstedkommet, at temperaturen ikke er steget med samme raketfart over havet,« siger Jens Hesselbjerg-Christensen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Fakta

Den globale gennemsnitstemperatur på overfladen af Jorden er ifølge FN’s klimapanel IPCC steget med 0,85 grader i perioden 1880-2012. Denne opvarmning er ifølge IPCC »utvetydig.«

På den nordlige halvkugle var 1983 - 2012 »sandsynligvis« den varmeste 30-års periode i de sidste 1.400 år.

Men ser man på gennemsnitstemperaturen globalt set, stoppede Jordens overfladetemperatur imidlertid sin bratte stigning i 1998 – og er kun steget lidt siden da.

Flere forskere mener blandt andet, at den globale temperaturstigning på overfladen af Jorden er stagneret, fordi havene optager størstedelen af den øgede mængde varmeenergi på Jorden.

Kilde: IPCC, DMI

Ifølge den seneste rapport fra FN’s klimapanel har havene stået for »over 90 procent af den energi, der er akkumuleret« i Jordens klimasystem i perioden 1971 og 2010, og de øverste 75 meter af havene er i denne periode blevet 0,11 grader varmere per årti.

»Vi lever jo selv over havene, og derfor er vi mest opmærksomme på temperaturen omkring os. Derfor er det lidt uhyggeligt, at vi har haft en periode, hvor Jordens gennemsnitstemperatur ikke er steget så meget over havene. Når den så begynder at stige igen, vil jeg hade at stå og sige ’hvad sagde jeg’,« siger Jens Hesselbjerg-Christensen.

IPCC: Det er stadig muligt

De danske forskere mener dog, at det stadig er muligt at holde målet om de to graders temperaturstigning, hvis verdens politikere bliver enige om at gøre »noget drastisk« ved klimaproblemerne, såsom at reducere kraftigt i CO2-udledningen, investere i energieffektivisering eller begynde at lagre CO2.

Samme budskab kommer fra FN's klimapanel IPCC efter færdiggørelsen af den nye klimarapport under et ugelangt møde i København.

Rapporten demonstrerer ifølge lederen af IPCC Rajendra Pachauri, at »vi har midlerne til at begrænse klimaforandringer.«

»Løsningerne er mange og giver mulighed for fortsat økonomisk og menneskelig udvikling. Alt, hvad vi behøver, er viljen til forandringer, og vi har tillid til, at den vil være motiveret af viden og en forståelse af videnskaben om klimaændringer,« siger Rajendra Pachauri til Sciencemag.org

Den amerikanske professor David G. Victor argumenterer derimod for, at vi bør droppe målet om to graders temperaturstigning - og finde et mere realistisk mål. Det kan du læse mere om på Videnskab.dk i morgen (tirsdag 4. november 2014).