En orangutang bygger rede en gang i døgnet, hvor den hviler og sover. (Foto: Carsten Broder Hansen)

Orangutanger lever kun på de to Sydøstasiatiske øer Sumatra og Borneo. Orangutang, der ganske enkelt betyder 'skovmenneske', har som menneskets slægtning både symbolsk og reelt haft stor betydning i de områder, hvor den lever. For 50- 100 år siden var der masser af orangutanger på hovedparten af de to øer fra lavlandsskovene til højt op af siderne på bjerge og vulkaner. Siden er bestanden gået kraftigt tilbage, og i dag lever der stort set kun vilde orangutanger i fredede vildtreservater og nationalparker.

$$SlideShow;

De seneste årtier har skovfældninger og øget menneskelig aktivitet indskrænket orangutangernes levesteder, og de intelligente menneskeaber er i dag stærkt udryddelsestruede, og arten er totalfredet overalt. Forældreløse orangutanger, der enten er blevet konfiskeret af myndighederne eller opsamlet af tømmerarbejdere, bliver nu afleveret i særlige rehabiliteringscentre, hvor uddannet personale overtager abemoderens rolle med at oplære unge orangutanger til at klare sig i regnskoven.

Flere af disse centre er blevet populære turistmål, og fra hævede udsigtsplatforme kan de besøgende se, hvordan centrets personale fodrer de dyr, der endnu ikke har lært at skaffe sig føden ved egen hjælp.

Enlig kæmpe

Orangutangen er en højt specialiseret menneskeabe, som tilbringer stort set hele sin tilværelse i regnskovens midterste til øverste etager. I modsætning til andre menneskeaber som chimpanser og gorillaer lever orangutanger alene. Orangutangen har en halvnomadisk levestil, og hver dag bevæger den sig rundt i sit territorium for at samle frugter og andre plantedele. En gang i døgnet bygger den en ny rede af plantemateriale, og her hviler og sover den, inden den igen næste morgen bevæger sig ud i regnskoven.

En orangutang flytter sig kun fra 50 til 1.000 meter dagligt, og den bruger over 60 procent af sin tid på at søge efter føde og på at spise. Aben spiser over 300 forskellige føde-typer, og en stor del af maden forekommer kun i meget små mængder. Orangutangen spiser overvejende frugter som durian, figner og rambutan, når disse er tilgængelige.

Da frugtsætning i regnskoven kun foregår i perioder, er aben ofte henvist til at supplere føden med bark, blade, knopper og lejlighedsvist insekter. Med en vægt på 70-95 kilo for hanner og 35-45 kilo for hunner er orangutangen blandt de største dyr i de sydøstasiatiske regnskove med et tilsvarende stort energibehov.

Orangutangens størrelse og imponerende styrke gør den i stand til hurtigt at skræmme andre frugtspisende dyr væk, når dyrene samles i træerne. Imidlertid bevæger orangutangen sig meget langsomt i forhold til stort set alle konkurrenterne, og mange af frugterne vil således allerede være blevet ædt af hurtige dyr som næsehornsfugle, egern og de mindre aber, når orangutangen kommer frem. Orangutangens størrelse er derfor på ingen måde garanti for eneret til territoriets fødekilder, men den har tilsyneladende alligevel haft en fordel frem for konkurrenterne.

Frugterne forsvinder

Når forskere på et kort over en orangutangs territorium indtegner de største frugttræer og følger orangutangens færden over lang tid, viser det sig, at dyrets rute mellem træerne næsten altid er den kortest mulige.

Selvom der sjældent er mere end otte-ti vigtige frugttræer i et gennemsnitligt orangutang-territorium, har det alligevel forbløffet zoologerne, at de store menneskeaber er i stand til at 'beregne' den korteste rute så nøjagtigt. At kunne finde og gennemføre den optimale rute mellem fødekilder er måske forklaringen på abens succes i den konkurrenceprægede regnskov.

Der bliver færre frugter i skovene, som orangutangen lever i. Her han en unge dog fået fat i en. (Foto: Carsten Broder Hansen)

God hukommelse hjælper

Orangutangens evne til at finde den korteste rute mellem frugterne har hidtil givet aben en stor fordel i forhold til mindre begavede dyr, der bruger en mængde energi på forgæves fødesøgning. Orangutangen kan ydermere huske og forudse, hvornår de forskellige træer bærer frugt og derved spare en energimæssig kostbar omvej uden for sæsonen. Meget tyder imidlertid på, at orangutangens tid er ved at rinde ud.

Artens overlevelse afhænger fuldstændigt af tilstedeværelse af tilstrækkeligt med frugt i regnskoven, og ny forskning har nu koblet globale klimaændringer med frugtsætningscyklussen hos regnskovens træer, og billedet er dystert.

Træerne i skovene sætter ganske enkelt færre frugter end tidligere. Den ringere frugtproduktion kan vise sig at have sammenhæng med de stadigt hyppigere perioder med markant tørke afløst af voldsomme oversvømmelser, der har præget mange tropiske områder de seneste år. Orangutangen har i forvejen ryggen mod muren og de globale klimaforandringer kan meget vel give arten det endelige dødsstød.