Den indiske gås letter fra Bharatpur i Indien og flyver over Himalaya i ni kiometers højde. (Foto: J. M. Garg )

Apa Sherpa, Mogens Jensen og de andre deltagere i Eco Everest ekspeditionen bestiger ikke Mount Everest alene. Bjergets naturlige indbyggere, fuglene, er også med.

For den ravnlignende gorakfugl, er Mount Everests højde ikke noget problem. Hvis den kan finde føde, følger den med til bjergets top.

I øjeblikket ser Mogens og Apa mest til gorak, men de oplever også små spurve og andre sangfugle på deres vej op af verdens højeste bjerg.

»Der findes angiveligt mere end 70 fuglearter i Khumbudalen, det er dog de færreste vi ser på bjerget, mest gorak,« fortæller Mogens Jensen i en e-mail sendt via satellittelefon fra Mount Everest.

På tidligere ekspeditioner er der blevet set fugle helt på bjergets top, eller flyvende over toppen. Men gorakfuglens evne til at bestige Mount Everest er intet mod den indiske gås, som hvert år flyver over bjerget i ni kilometers højde.

Mod himlen med supereffektive lunger

Hvis mennesker ubesværet skulle bevæge sig til toppen af verdens højeste bjerg skulle vi være én gigantisk lunge. Eller i det mindste have superlunger som Apa Sherpa.

Gorak og alle andre fugles lunger er ikke specielt store, til gengæld er de ekstremt effektive til at optage ilt.

»Fugles måde at trække vejret på, er helt anderledes end vores. Efter at de har trukket luften ned i lungerne, trækkes luften ned i nogle luftsække, og derefter ud i lungerne igen,« siger Ole Næsby Larsen, institutleder ved biologisk institut, Syddansk Universitet.

Ved hjælp af luftsækkene, kan fugle altså udnytte luften to gange, og få næsten dobbelt så meget ilt ud af hver vejrtrækning.

»Samtidig har deres muskler en rigtig god iltoptagelse; de kan få meget mere ilt fra blodet ud i musklerne end pattedyr,« forklarer Ole Næsby Larsen.

Gæs rider på jetstrømmen

Den indiske gås trækker hvert forår over Himalaya bjergkæden, fra Pakistan og det nordlige Indien til sletterne nord for Himalaya. Det er ikke ualmindeligt, at flyveturen fører dem hen over Mount Everest.

En lille gruppe af gæssene når så langt som Norge eller Sverige, og man kan være heldig at se dem tage et hvil i Danmark i maj måned.

Gæssene rider på jetstrømmen over Mount Everest. Jetstrømme er hurtigt strømmende floder af luft i 9 til 11 kilometers højde. Men nogle gange ligger jetstrømmen så lavt, at bjergets top gennemborer den. Når det sker, kan man være heldig at høre eller se gæs fra toppen af Mount Everest.

Trækker vejret dobbelt så hurtigt

For at flyve i ni kilometers højde, hvor iltniveauet kun er en femtedel af iltniveuet ved landjorden, kræves en utrolig fysik.

Den indiske gås kan trække vejret dobbelt så hurtigt som andre fugle.

Samtidig er de ilttransporterende hæmoglobin-proteiner i gåsens blod enormt effektive. Det betyder, at ilten bliver overført til blodet fyrre procent hurtigere, end hos andre gæs.

Desuden kan gåsen bevare hovedet klart i store højder og under hårdt arbejde, hvor andre ville blive svimle af iltmangel. Det gør den ved at bevare blodforsyningen til hjernen, selvom den bliver stakåndet.

Så når Apa Sherpa og Mogens Jensen forhåbentlig snart står på toppen af Verdens Tag og hiver efter vejret, kan de blive mødt af de muntre skræp fra fuglene på deres letvingede og ubesværede tur over bjerget.