Europas energisystem skal tænkes forfra
Europas nuværende energiforbrug er uholdbart i længden. Hvis EU skal nå sine målsætninger, skal der fundamentale forandringer til. Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Langt størstedelen af Europas energiforbrug, hviler på fossile brændsler. Det er uholdbart, og det skal være anderledes i fremtiden. Spørgsmålet er hvordan. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/da/pic-130778297/stock-photo-emission-from-c... target="_blank">Shutterstock</a>)

Du har garanteret hørt om begrebet ‘den grønne omstilling’. Begrebet dækker over den forandring, som verden skal gennemgå, hvis vores energiforbrug, skal være bæredygtigt på lang sigt. Langt de fleste af verdens forskere er enige om, at afbrænding af fossile brændstoffer er hovedårsagen til den globale opvarmning, så verden må udskifte de forurenende brændsler med andre former for energi. Og det skal foregå forholdsvist hurtigt, hvis vi vil bibeholde et nogenlunde stabilt klima i fremtiden.

Fremtidens energisystemer er et af de punkter på dagsordenen, som topforskere fra hele verden skal diskutere, når ESOF2014-konferencen løber af stablen i København frem til 26. juni. ESOF står for Euroscience Open Forum, og konferencen afholdes samtidig med Science in the City-festivalen, der er åben for offentligheden og gratis.

Vi skal være mere effektive

Hans Hvidtfeldt Larsen, vicedekan ved DTU, skal holde oplæg om fremtidens energisystemer i Europa til ESOF. Han har gjort sig mange tanker om, hvilke typer af energi vi bør satse på i fremtiden. Men han mener ikke, at den grønne omstilling kun går ud på, at tænke i nye former for energi. Det er mindst lige så vigtigt, at vores energiforbrug bliver mere effektivt generelt.

»Vi kan komme rigtig langt med effektivitetsforbedringer. Det er den bedste investering, vi overhovedet kan foretage, siger Hans Hvidtfeldt Larsen« , vicedekan ved nationallaboratoriet for bæredygtig energi ved Danmarks Tekniske Universitet. 

»Vi skal isolere de enkelte boliger, så man ikke skal bruge frygteligt meget energi på at varme det enkelte hus op, vi skal lave nogle højeffektive pærer, der kun bruger 5 watt i stedet for 60 watt, og vi skal producere vores apparater til at have et markant lavere energiforbrug,«  siger Hans Hvidtfeldt Larsen. 

Vores apparater skal være fleksible

Langt det meste af den strøm, som bliver forbrugt i Europa i dag, bliver produceret på kraftværker ved afbrænding af olie, kul og gas. Hans Hvidtfeldt Larsen mener, at denne type energiproduktion må erstattes af ‘vedvarende elektricitet’, der produceres af vind-og solenergi. Men da vindmøller og solpaneler kun kan producere strøm, når solen skinner eller vinden blæser, må vores apparater indstilles til at tænde og slukke i takt med produktionen, pointerer han og giver et par eksempler.

»I husholdningerne kan vaskemaskinerne indstilles til at køre, når strømmen produceres. Det samme gælder for mange af industriens maskiner som deres store køleanlæg og så videre,«  siger Hans Hvidtfeldt Larsen, og tilføjer, at den samme mekanisme også gælder for husholdningernes varmeforbrug.   

»Hvis du giver dit hus et boost af varme mellem klokken et og fire om natten, når vinden blæser, kan det holde hele dagen, hvis huset er isoleret ordentligt,«  siger Hans Hvidtfeldt Larsen.

Europa skal forbindes via net

Det kan virke uoverskueligt for det enkelte land at gå væk fra fossile brændsler og basere sin økonomi på vedvarende energi. Fossile brændsler sikrer nemlig, at husholdningerne og virksomhederne har en stabil adgang til elektricitet. Og da produktionen af elektricitet på vedvarende energi afhænger af vejret, kan der opstå situationer, hvor udbuddet af elektricitet bliver så beskedent, at prisen stiger dramatisk. En sådan situation ville være et økonomisk mareridt for både husholdningerne og virksomhederne - og dermed staterne. Hans Hvidtfeldt Larsen fortæller, at en vej ud af dette dilemma kunne være at forbinde hele Europa med transmissionsledninger for strøm. På den måde kunne landene være hinandens plan b.      

»Vi skal have udbygget nettene, så vi i højere grad kan udveksle og handle strøm med hinanden i Europa. Det ville gøre det langt nemmere at erstatte fossile brændsler med vedvarende energi for alvor,«  siger Hans Hvidtfeldt Larsen og tilføjer, at Nordeuropa og Sydeuropa må basere sin elproduktion på de vejrforhold, der gør sig gældende i de to forskellige regioner. 

Fakta

The Euroscience Open Forum (ESOF) er Europas største videnskabsfestival, som bliver afholdt hvert andet år i en europæisk hovedstad.

I sommeren 2014 er København værtsby, så fra 21. til 26. juni kommer topforskere, forskerspirer og videnskabsinteresserede fra mindst 40 forskellige lande til Danmark for at debattere, formidle og udveksle viden.

Programmet, i de fire dage festivalen varer, er spækket med arrangementer, som bliver afholdt i Carlsberg Byen i København.

Sideløbende kommer videnskaben og forskerne ud til folket med festivalen Science in the City, som er arrangementer, udstillinger og alternativ forskerformidling, der foregår både i Carlsberg byen og på forskellige steder i København.

ESOF og Science in the City er arrangeret af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Læs mere på esof2014.org og www.scienceinthecity.dk.

»Vi skal bruge de energiforsyningsteknologier, som vi hver især er gode til. Sagt populært giver det bedre mening at smide solceller op i Spanien end i Danmark, hvor vi derimod har gode forhold for vindmøller,«  siger Hans Hvidtfeldt Larsen. 

Vind er billigere end fossil energi

I dag er det kun 10 procent af Europas energiforbrug, der stammer fra vedvarende energikilder. Over halvdelen af forbruget er baseret på olie og gas. I det perspektiv kan det måske virke en kende urealistisk, at Europa skal udskifte de fossile brændsler og i stedet basere sin økonomi på solpaneler og vindmøller. Professor i energiplanlægning, Brian Vad Mathiesen, mener bestemt ikke, det er umuligt.

»Der er jo masser af muligheder for at stille solpaneler og vindmøller op i hele Europa, som slet ikke er udnyttet. Man skal huske på, at den billigste el-producerende enhed er en landbaseret vindmølle i øjeblikket,«  siger Brian Vad Mathiesen, Professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

»Det er de fleste overrasket over, men det er et faktum. Vind er billigere end kul, olie og gas rent samfundsøkonomisk allerede i dag, så spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være,«  siger Brian Vad Mathiesen. 

Transportsektoren bliver tung at flytte

Kigger man på tallene over Europas energiforbrug, finder man hurtigt ud af, at det ikke er nok, at energiforbruget i husholdningerne og industrien bliver baseret på vedvarende energi. Transportsektoren er den mest energiforbrugende sektor i Europa, så måden, vi flytter mennesker og varer på i fremtiden, bliver afgørende for, hvorvidt den grønne omstilling lykkedes eller ej. Michael Hvidtfeldt Larsen ser transportsektoren som den tungeste sten på vejen for Europas grønne omstilling.

»Vi kan sagtens slippe for fossile brændsler for at producere strøm til husholdninger og industri, men at vi får alle biler til at blive elbiler, skal jeg se, før jeg tror det,«  siger Michael Hvidtfeldt Larsen.

Europa skal følge Norges eksempel

Brian Vad Mathiesen anerkender at udfordringen er enorm. Men han mener, det er muligt, at de europæiske bilister skifter benzinen ud med elektricitet fra vedvarende energikilder. 

»Allerede i dag kan en elbil dække behovet for de fleste mennesker. Langt de fleste bilister kører jo noget mindre, end hvad en elbil kan levere i dag,«  siger Brian Vad Mathiesen, og henviser til Norge som et land, der har formået at omstille transportsektoren.

»I Norge har man formået at gøre det så attraktivt for forbrugerne at køre elbil, at elbiler er blevet en af de mest sælgende personbiler overhovedet. Norge har vist resten af Europa, at det kan lade sig gøre,«  slutter Brian Vad Mathiesen.

Hvis du vil læse mere om grøn økonomi, så kan du tage en vandring ud i vores skov af artikler om emnet.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud