Maleren Raphaels indtryk af de græske filosoffer som f.eks. Aristoteles, Platon, Euklid, Pythagoras m.fl. Fresken findes på Vatikanmuseet i Rom. (Raffaello Sanzio: Scuola di Atene, 1509)

Når man skal udpege de største naturvidenskabelige erkendelser, må dette selvfølgelig være under skyldig hensyn til, at enhver erkendelse står i gæld til andre erkendelser og derfor ikke kan ses isoleret.

Men der er én erkendelse, som alle andre naturvidenskabelige erkendelser kan siges at stå i gæld til. Og det er den erkendelse - eller påstand - at naturen overhovedet kan gøres til genstand for erkendelse baseret på observationer og rationel tænkning.

Erkendelsen måtte opfindes

Det er en erkendelse, der stammer fra en periode i historien, hvor der endnu ikke fandtes naturvidenskab, og den fandtes ikke i alle kulturer.

Den måtte først opfindes, hvilket blev gjort af en lille gruppe græske tænkere for omkring 2.500 år siden - berømte filosoffer som f.eks. Thales, Anaximander, Demokrit. Arkimedes, Aristoteles, Platon og flere andre.

De græske naturfilosoffer og matematikere havde de ældre mesopotamiske og ægyptiske kulturer at støtte sig til. Disse kulturer havde opnået imponerende resultater især inden for matematik, astronomi (eller astrologi) og praktisk kemi.

Religiøse myter

Men denne videnskab var næsten udelukkende orienteret mod praktiske opgaver inden for f.eks. administration, arkitektur landbrug og kalendervæsen i forbindelse med religiøse ceremonier.

Man var tilfreds med, at den viden, man havde, virkede i praksis. Derimod viste man ingen interesse for at forstå, hvorfor den virkede - til dette var de religiøse myter fuldt ud tilstrækkelige.

De græske filosoffer gav denne tidlige videnskab et afgørende nyt perspektiv ved for første gang at stille spørgsmålet, hvorfor verden er, som den er. Ikke blot stillede man nye spørgsmål, der gik langt ud over enhver praktisk interesse - man besvarede spørgsmålene på en ny måde og engagerede sig aktivt i en kritisk dialog med andre naturfilosoffer.

Hypotesen kom til

I stedet for at henvise til guderne eller de traditionelle myter søgte man en naturalistisk forklaring baseret på årsager inspireret af naturfænomener. Man indførte hypotesen i de naturfilosofiske argumenter, idet man søgte efter de grundlæggende objekter og strukturer, der formodedes at ligge bag de erfarede fænomener.

Et godt eksempel er Demokrits atomlære (fra ca. 430 før vor tidsregning). Ud fra hypotesen om atomer, der bevæger sig i det tomme rum, søgte Demokrit at forklare verdens brogede mangfoldighed.

I Demokrits program finder man ideen om at forstå naturfænomenerne som komplekse udtryk af nogle fundamentale størrelser. Denne ide er blevet et vedvarende tema i senere videnskab og lever i bedste velgående den dag i dag.

Denne artikel er en forkortet udgave af en artikel skrevet af Helge Kragh, Institut for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet.