Spionerer du på en medstuderende eller kollegaen for at få fif til at løse en opgave? Eller holder du øje med, hvor veninden gjorde et udsalgsscoop?

Så minder du meget om dyrene omkring os. De er rene mesterspioner, der ved at holde øje med andre, kan gøre det nemmere for sig selv. På fagsprog kaldes det 'at aflure'.

»Der findes mange dyr, der aflurer hinanden,« fortæller adfærdsbiolog Torben Dabelsteen fra Biologisk Institut på København Universitet.

»At aflure hinanden vil sige, at man opfanger information, som ikke er beregnet på én selv, og det kan give 'lureren' nogle fordele.«

At aflure, kan være mange ting. Det kan være at holde øje med et par rivaler, der slås for at finde ud af hvem, der taber eller vinder, eller at se hvem der er den mest oplagte mage. Det kan også være, at holde øje med, hvad andre dyr spiser, så man ikke kommer til at spise noget giftigt.

Lad mig lige lugte din ånde

Et dyr kan lære ved at observere andre dyr. Det kaldes social indlæring. Eller det kan lære ved 'trial-and-error'-metoden. Men hvis dyret selv skal finde ud af alting og lære af sine fejl, kan det blive en kostbar affære. Derfor kan det være mere energibesparende og måske endda livsvigtigt at være en god spion og lære af andre dyr.

Det har rottefængere benyttet sig af i årevis. De ved, at de små gnavere lurer på hinandens ånde for at lære, hvad der kan spises, og hvad der ikke kan. Når mus eller rotter tripper rundt i menneskers spisekammer, risikerer de, at det, der nippes til, ikke er mad, men derimod musegift. Derfor lærer gnaverne, hvilken mad der er spiselig ved at snuse til ånden for at finde ud af, hvad deres kollega har spist.

Hvis ånden dufter godt, og kollegaen fortsat lever, guffer de gladeligt maden i sig, når de møder noget med samme duft. Tricket for rottefængeren er derfor at lægge en gift ud, der ikke dræber med det samme, men derimod tillader, at rotten når at sprede sin ånde ud til andre intetanende mus, der også vil spise giften.

Hannen er ikke lækker, men populær alligevel

Spionage kan også få hunner til at skifte mening om, hvilken han de parrer sig med. Hunnerne vil som regel foretrække de flotte og farvestrålende hanner. Det skyldes, at det kræver en masse energi at producere sådanne træk. Hannerne kan altså signalere et vist overskud ved at vise deres fortrin frem.

Nogle gange kan hunnerne alligevel skifte mening. Det ser man hos guppyer. Hvis en hun har set andre hunner parre sig med en han med kedelige farver frem for en farvestrålende han, vil hun selv foretrække den kedelige han, når hun skal parre sig.

»Det, at de skifter mening, kaldes partnervalgskopiering,« forklarer Torben Dabelsteen.

»Fiskene ændrer simpelthen præference for mage, fordi de ser andre fisk parre sig. Det er dog kun nogle guppyhunner, der kan bringes til at skifte mening, og det er ikke alle hunner, der kan få dem til det. Partnervalgskopiering er sikkert genetisk bestemt, men i selve ændringen af præference indgår der indlæring af, hvad andre gør.«

Sender hemmelige meddelelser

Små gnavere lurer på hinandens ånde for at lære, hvad der kan spises og hvad der ikke kan´(Foto: Colourbox).

»Spionage er som regel hensigtsmæssigt for den, der aflurer,men det er ikke nødvendigvis godt for den, der bliver luret på,« forklarer Torben Dabelsteen.

Solsorte-hanner prøver at undgå at blive luret på, når de kurtiserer en hun. Kurtiseringen foregår ved hjælp af små duetter mellem hannen og hunnen.

Hannerne sørger dog for at bejle til hunnerne med ganske sagte lyde og på tidspunkter, hvor der er meget baggrundsstøj, så de ikke bliver opdaget. For at undgå afluring er der mange dyr, der anonymiserer eller privatiserer deres adfærd, så andre dyr ikke ved, at den foregår.

»Mange fugle-hanner er interesserede i at holde det hemmeligt, når der foregår interne kampe. Efterhånden som en sangduel eskalerer, vil fuglene ofte ændre sangen til nogle mere dæmpede lyde, så eventuelle rivaler skal tættere på for at opsnappe, hvem der er den stærkeste af de to. «

Forsøg med fugle og fisk har vist, at aflureren reagerer helt anderledes på et dyr, de tidligere har set tabe, end et dyr de har set vinde. De bliver mere ophidsede og mere forberedte på kamp, når de står over for vinderen end over for taberen.

Spionerer for føden

Visse typer af afluren foregår også i en kamp om mad, for eksempel hos bier. Bier er sociale væsener, som deles om at indsamle føde. Derfor har de brug for at kunne fortælle hinanden, hvor maden er. Det kan de gøre ved at efterlade duftspor, som afmærker maden eller vejen hen til den. De kan også danse eller lave svirp med vingerne, der udpeger hvilken retning, de andre bier skal flyve.

Den første metode er væsentlig mere usikker end den anden, fordi disse duftspor kan opsnappes af bier fra andre bikuber eller af helt andre arter. Det har forskere fra California University eftervist ved at undersøge to typer bier, kaldet Melipona rufiventris og Trigona spinipes.

I forsøget trænede forskerne bierne til at spise af to tallerkener med sukkervand, som lå 100 meter fra hinanden. Når bierne spiste ved tallerkenerne, afsatte de duftspor på små papirlapper fra duftkirtler på hovedet og benene. Derefter udsatte forskerne nye tallerkener uden sukker med papirerne med duftmærker.

River hovedet af andre

Mens Melipona rufiventris er en relativ rolig art, er Trigona spinipes meget aggressiv - faktisk så aggressiv, at den kan finde på at angribe den afrikanske honningbi - den såkaldte dræberbi. Forskernes forsøg viste, at mens de rolige bier undgik de aggressive biers duftmærker, gjaldt det modsatte for de aggressive bier. De var på udkig efter de andre biers duftspor og brugte dem til at snuse sig frem til nye fødekilder.

Når bierne mødtes ved en fødekilde, forsøgte de at true Melipona rufiventris-bierne væk, og hvis det ikke hjalp skubbede de eller blev så voldsomme, at de rev hovedet af dem. De californiske forskere mener, at det kan være spionagen og den voldsomme reaktion fra Trigona spinipes, der har gjort, at bier har udviklet de særlige danse inde i bikuben - simpelthen for at beskytte sig mod afluren fra andre arter.

»Man vil almindeligvis se, at der kommer en modreaktion fra det dyr, der bliver afluret, hvis det er en ulempe for det - både øjeblikkeligt og på en evolutionær tidsskala. Da man kun har været opmærksom på fænomenet afluring siden starten af 90'erne, er det muligt, at det at lure er langt mere udbredt, end man tidligere har troet, og at det findes hos rigtig mange forskellige dyrearter«, siger Torben Dabelsteen.