Annonceinfo

Dykkere gør deres livs fund i undersøisk hule

Et næsten intakt menneskeskelet er fundet i en undersøisk hule, som også gemmer knogler fra sabeltigre og andre fortidsdyr. Fundet har stor betydning for forståelsen af de første mennesker i Amerika, mener forskerne.

Kraniet efter en mindst 12.000 år gammel fortidskvinde lænede sig op ad kvindens overarmsknogle, da dykkerne fandt hende på bunden af den mexicanske hule Hoyo Negro. (Foto: Daniel Riordan Araujo)

Da en gruppe dykkere besluttede sig for at svømme ind i en undersøisk hule i Mexico, havde de ingen anelse om, hvad der ventede dem i det mørke dyb.

Det komplicerede dyk gik igennem et cirka 60 meter langt og kringlet tunnelsystem og endte i en stor, oversvømmet hule – og her gjorde dykkerne deres livs fund.

I hulen lå der nemlig knogler fra mindst 26 pattedyr fra fortiden – heriblandt sabeltigre, pumaer og uddøde bjørne- og elefantlignende arter.

»Lige da vi troede, at det ikke kunne blive bedre med alle dyrene og al den skønhed, svømmede vi lidt op, og her så vi pludselig et kranium fra et menneske,« fortæller dykkeren Alberto Nava i en videooptagelse.

Det er netop dette menneskekranium, som er centrum for en ny undersøgelse i det prestigefyldte tidskrift Science – og som ifølge forskerne bag studiet har stor betydning for vores forståelse af det amerikanske folks historie.

En af de ældste amerikanere

De nye undersøgelser af kraniet viser, at det tilhørte en teenagepige, som faldt ned i den mexicanske hule for mindst 12.000 år siden. Dermed er hendes kranium og resten af hendes knogler et af de allerældste skeletter, som hidtil er fundet i Amerika.

»Vi kan med stor sikkerhed sige, at hendes knogler er mellem 12.000 og 13.000 år gamle,« forklarer Thomas Stafford, som er forskningslektor ved AMS 14C Dateringscenteret på Aarhus Universitet.

Han har været med til at sætte alder på en tand fra kraniet ved hjælp af blandt andet kulstof 14-metoden – en kendt metode til at datere rester fra mennesker, dyr og planter.

Thomas Stafford forklarer, at den nye undersøgelse er vigtig, fordi den – i tråd med flere andre studier - peger på, at de første mennesker i Amerika rejste dertil fra Asien (Sibirien) - og at disse fortidsamerikanere er forfædre til nutidens indianere.

Fortidens indianere ligner ikke nutidens

»Moderne indianere har stor lighed med folk fra Kina, Korea og Japan, men det har de ældste amerikanske skeletter ikke.«

»Det har ført til spekulationer om, at måske stammede de første amerikanere og nutidens indianere fra forskellige hjemlande – eller at de udvandrede fra Asien på forskellige stadier af deres evolution,« forklarer den ledende forfatter på det nye studie, palæontologen James Chatters, i en pressemeddelelse fra det videnskabelige selskab American Association for the Advancement of Science.

Teorien om, at nutidens indianere og de tidligste fortidsamerikanere skulle have forskellig geografisk oprindelse, er blandt andet opstået, fordi de ældste kranier, som er fundet i Amerika, har en helt anden kranie-form end nutidens indianere.

Mens nutidens indianere har bredere og kortere ansigter, så har kranier, som er ældre end 9.000 år, et længere og smallere karaktertræk, skriver forskerne i artiklen i Science.

Smalt ansigt sættes i forbindelse med nutiden

Det særlige ved det nyfundne kranium er, at pigens kranieform er af den ældste, smalle type, men de genetiske analyser i undersøgelsen peger alligevel på, at hun er i familie med nutidens indianere.

»Det vigtige ved kraniet er, at det er en indikation på, at Amerika blev befolket af én gruppe af mennesker. Selvom de tidligste amerikanere havde en anden hovedform end de moderne indianere, så er de alligevel i familie med hinanden,« fortæller Thomas Stafford fra Aarhus Universitet.

Med andre ord foreslår forskerne bag den nye artikel altså, at det skyldes evolutionær udvikling, at amerikanernes kranier har ændret form, frem for at den ændrede hovedform er resultatet af nye indvandringsbølger i Amerika.

»Debatten er ikke slut«

Fakta

På baggrund af genetiske analyser mener forskere, at moderne indianere er efterkommere af folk fra Sibirien.

De sibiriske folk menes at være kommet til Amerika via Bering-landbroen (en landmasse, som forbandt Asien og Nordamerika) for mellem 26.000 og 18.000 år siden. Herefter spredte disse tidlige amerikanere sig sydover.

Til trods for udbredt støtte til denne teori er afstamningen på de tidligste amerikanere stadig til debat – blandt andet fordi ansigtstrækkene på de ældste amerikanske skeletter ikke ligner nutidens amerikanere.

I en ny undersøgelse foreslår forskerne på baggrund af genetiske undersøgelser, at forskellen på nutids- og fortidsindianernes udseende skyldes evolutionær udvikling - frem for (som andre har foreslået) at de stammer fra forskellige indvandringsbølger og/eller hjemlande.

Kilde: Pressemeddelelse fra det videnskabelige selskab American Association for the Advancement of Science (AAAS), som udgiver tidsskriftet Science

På Københavns Universitet er Pia Bennike ekspert i fortidens knogler og deres udvikling, og hun har igennem mange år fulgt debatten om de amerikanske kranier og landets forhistorie.

»Debatten er ikke slut efter denne her undersøgelse. Den er en vigtig brik i spørgsmålet om, hvem der var de første i Amerika, men jeg synes ikke, at det er det endeliggyldige bevis for, at Amerika blev befolket af én gruppe mennesker.«

»Jeg kan også læse i artiklen, at der er en del usikkerheder omkring både dateringen og DNA-analyserne, men derfor er det stadig en vigtig og meget interessant undersøgelse,« siger Pia Bennike, som er ekstern lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

Selvom den nye undersøgelse altså ikke knuser teorien om flere forskellige indvandringer i fortidens Amerika, så mener Pia Bennike, at det er yderst sandsynligt, at de forskelligartede hovedformer er resultatet af evolutionær udvikling.

»Det er ikke så mærkeligt, at fortidens amerikanere har andre træk end nutidens, for man kan ikke forvente, at folk ser ens ud igennem årtusinder.«

»Vi kender det samme fra Danmark – sammenligner vi nutidsdanskerne med folk fra Jægerstenalderen, ser vi også vidt forskellige ud. I Jægerstenalderen havde de mere robuste og brede kranier, men det ændrer sig simpelthen, efterhånden som vi ændrer levevis,« forklarer Pia Bennike fra Københavns Universitet.

Støtter Eske Willerslevs forskning

Når det gælder historieskrivningen for fortidens amerikanere, har Danmark faktisk spillet en særlig rolle i kraft af professor Eske Willerslev og hans forskningsgruppe på Københavns Universitet.

Tidligere i år fremlagde Willerslevs gruppe eksempelvis en undersøgelse af et 12.600 år gammelt barneskelet, fundet i delstaten Montana.

Det var første gang, at det fulde genom af en forhistorisk amerikaner blev kortlagt, og de genetiske undersøgelser af drengen pegede netop på, at Amerika blev befolket af mennesker fra Sibirien - og at en stor del af de nulevende indianere var efterkommere af drengens nærmeste familie.

Den nye undersøgelse falder altså fint i tråd med Eske Willerslevs teorier om indvandringen i USA.

»Undersøgelsen er næsten identisk med hans forskning og hjælper med at udfylde hullerne i hinandens studier,« siger Thomas Stafford, som udover at være ansat på Aarhus Universitet også er tilknyttet Center for Geogenetik på KU, som er ledet af netop Willerslev.

Analyseret DNA, som nedarves fra moderen

I de genetiske analyser af det nyfundne fortidskranium, har forskerne udvundet såkaldt mitokondrielt DNA fra knoglerne.

Mitokondrier er små ’korn’, som findes inde i kroppens celler, og de har deres helt eget arvemateriale - DNA. Det særlige ved mitokondrielt DNA er, at det kun nedarves fra moderen, og det giver en vis usikkerhed i de genetiske analyser i den nye undersøgelse, medgiver Thomas Stafford.

Strengt taget er det vel muligt, at pigens mor kunne have tilhørt befolkningsgruppen, som indvandrede fra Sibirien, mens faderen kom fra en helt anden befolkningsgruppe, som gav hende den særlige form på kraniet?

»Ja, det er rigtigt. Personen kan godt have haft forældre med fuldstændig forskellig afstamning.«

»De lavede undersøgelserne på mitokondrielt DNA, fordi det fossile DNA (fra cellekernen, red.) var dårligt bevaret, og det er ekstremt arbejdskrævende, og vi ville behøve endnu et års arbejde. Lige nu ville vi publicere resultaterne for at få vores data sendt af sted og så arbejde videre på næste fase senere,« siger Thomas Stafford, som understreger, at hans eget bidrag til undersøgelsen udelukkende har været i forhold til at aldersbestemme skelettet.

Svært at datere i vand

Fakta

I hulen Hoyo Negro i Mexico har dykkerhold blandt andet fundet knogler fra:

- Et menneskeskelet fra en pige på cirka 15-16 år, som faldt ned i hulen for mindst 12.000 år siden.
- En sabeltiger
- Et uddød mammut-lignende art, kaldet gomphothere
- En forhistorisk bjørnelignende art, kaldet Nothrotheriops shastensis
- En uddød puma-art
- En uddød los-art
- En uddød tapir-art
- Et halsbåndnavnesvin
- En næsebjørne-art
- En bjørn af arten Tremarctos
- Og knogler fra en række andre dyr - i alt mindst 26 pattedyr

Netop aldersbestemmelsen har også været vanskelig, fordi skelettet blev fundet i en hule fyldt med vand. Almindelig kulstof-14-datering kan nemlig ikke rigtig foretages på fortidsknogler, som har ligget hengemt i vand, forklarer Thomas Stafford.

»Selvom pigens knogler fysisk set er velbevarede, så har det varme vand i hulen angrebet proteinerne i knoglemassen. Og problemet er, at når man laver kulstof-14-datering, skal man helst gøre det på proteiner fra knoglerne,« forklarer Thomas Stafford.

Dermed havde forskerne altså ikke haft succes med almindelig kulstof-14-datering på fortidspigens knogle-proteiner, men i stedet kunne de bruge kulstof-14-metoden på hendes tandemalje – som de bestemte til at være 12.900 år.

»Desværre er det bare ikke muligt at udelukke, at vores data fra tandemaljen er blevet forurenet med andre stoffer fra hulesystemet,« forklarer Thomas Stafford.

Faldt ned i en tørlagt hule

For at blive mere sikre på deres datering tog forskerne derfor også helt andre metoder i brug og kiggede på det oversvømmede hulesystem – kaldet Hoyo Negro – som pigen og fortidsdyrene blev fundet i.

Selve stedet, hvor pigen blev fundet, befinder sig i dag knap 40 meter under havoverfladen, men da pigen og fortidsdyrene i sin tid blev fanget i hulen var den ifølge den nye undersøgelse tørlagt.

Ved hjælp af data over de globale havstigninger gennem tiden har forskerne kunnet bestemme, at hulen blev oversvømmet for mellem 9.700 og 10.200 år siden. Dermed kan dyr og mennesker altså senest have gået igennem tunnelsystemerne og være faldet ned i selve hulen for 9.700 år siden. 

Oven på pigens knogler lagde forskerne samtidig mærke til, at der havde samlet sig små aflejringer af kalk, som var blevet skabt af vand, der dryppede fra loftet af kalkstenshulen.

Disse aflejringer kan ifølge forskerne kun være dryppet ned på pigens knogler, mens hulen stadig var tør - og ved hjælp af en dateringsmetode, som kaldes Uranium-Thorium, har forskerne fundet ud af, at kalk-aflejringerne er mindst 12.000 år gamle.

Samlet set betyder kombinationen af de forskellige metoder altså, at forskerne »med meget stor sikkerhed« kan konkludere, at pigen er mindst 12.000 år gammel, fortæller Thomas Stafford.

Hvad sker der med skeletterne

Med hvad med pigens jordiske rester og de mange knogler fra fortidsdyrene – hvad skal der nu ske med dem?

Thomas Stafford forklarer, at alle knogler fortsat befinder sig i hulen - på nær selvfølgelig de knogleprøver, som dykkere har hentet op fra dybet.

»Menneskeskelettet og alle de uddøde dyr er stadig i hulen, så de kan være bedre beskyttet mod atmosfæriske forhold.«

»Det er det samme som at hente gammelt træ eller metal op fra skibsvrag. Træ, metal og ben skal tilpasses til forholdene på landjorden, og det er en lang proces. Nogle gange er det bedre at efterlade fossilerne, hvor de er,« fortæller Thomas Stafford.

Dermed ser det altså foreløbigt ud til, at teenagepigen og de mange fortidsdyr får lov at blive liggende i den dybe hule, hvor deres liv sluttede for tusinder af år siden.

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Grønlandske stemmer

Aviaja

»Det er vigtigt, at lokalbefolkningen uddanner sig, for bedre at være en del af udviklingen og bedre kunne tjene penge på viden i stedet for at tjene penge på tønder af olie«

Aviaja Lyberth Hauptmann, ph.d.-studerende på DTU.

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg