Dræbergoplen har sovet rævesøvn hele sommeren, men er nu vågnet op til dåd og baner sig nu vej ind i de danske farvande. (Foto:Hans Ulrik Riisgaard)

Dræbergoplen Mnemiopsis leidyi invaderer lige nu de danske farvande i hobetal. Det viser helt nye optællinger fra et hold biologer under ledelse af professor Hans Ulrik Riisgaard fra Biologisk Institut, Syddansk Universitet, som igennem de seneste år har holdt skarpt øje med dyrets gøren og laden.

»Vi fangede store mængder dræbergopler med vores særlige goplenet i den centrale del af fjorden. Men optællingerne er endnu ikke færdige, så vi kan ikke sige, om der er flere eller færre i år end i de sidste tre år,« siger Hans Ulrik Riisgaard.

Dræbergoplen er en uønsket gæst i Danmark, fordi den spiser det zooplankton, der udgør andet led i havets fødekæde, og der er utallige eksempler på, at de har truet fiskebestanden og på den måde ødelagt fiskeriet rundt omkring i verden.

Under goplertogter i april og juni fandt forskerne usædvanligt få dræbergopler i Danmark, og man tog det umiddelbart som et udtryk for, at dræbergoplen holdt sig væk i år.

Men nu har teamet gennemført årets tredje gopletogt i Limfjorden med forskningsskibet 'Limgrim', hvor man fandt rigtigt mange dræbergopler.

Skive er hårdest ramt

Især i Skive er der en sand invasion af dræbergopler, men også i Kerteminde har forskerne for første gang i år set dræbergopler både i havneindløbet og i Kerteminde Bugt.

»Det ser ud til, at dræbergoplerne nu breder sig hastigt ind i de indre danske farvande. Men vi aner ikke, hvor dræbergoplen kommer fra. Reinvasion efter den kolde vinter fra den sydøstlige Nordsø har været foreslået, men det er kun en teori,« siger han.

Forskerne arbejder nu for at finde en forklaring på dræbergoplernes pludselige invasion, og her er de afhængige af hjælp fra befolkningen i form af konkrete indberetninger per mail.

Dræbergople svær at skelne fra almindelig gople Fotografier af: (A) Bolinopsis infundibulum, og (B) Mnemiopsis leidyi. Bemærk afslutningen af oral-loben (pil 1) og placeringen af statocysten (pil 2). Hos M. leidyi når oral-loberne helt frem til statocysten, mens de afsluttes nær ved munden hos B.infundibulum.

Han opfordrer derfor endnu engang strandgæster, fiskere og sejlere til at tage et billede af kræet, hvis man støder på det på sin færd og sende det til ham via en mail med præcise oplysninger om, hvor dyret er blevet set.

Send oplysningerne på email vedhæftet et vellignende fotografi til forskerne:

Ole S. Tendal, lektor, dr. phil., Zoologisk Museum, Københavns Universitet - Email: ostendal@snm.ku.dk.

Hans Ulrik Riisgård, professor, dr. scient., Marinbiologisk Forskningscenter, Syddansk Universitet - Email: hur@biology.sdu.dk

Efterlyser flere indberetninger

På vores seneste gopletogt for et par dage siden fangede vi store mængder dræbergopler med vores særlige goplenet. Men vi aner ikke, hvor goplerne kommer fra.

- Hans Ulrik Riisgaard

Den opfordring sendte han og hans kolleger også ud i begyndelsen af sommeren, men i år er der kun få mails, der er tikket ind.

»Vi har foreløbig kun modtaget få folkelige indberetninger, som dog viser, at der er dræbergopler ved Rømø og i Fænøsund i Lillebælt,« påpeger han.

Han fortæller, at hans kolleger på Kristinebergs Marine Station på Sveriges vestkyst i år endnu ikke har observeret én eneste dræbergople, selv om de har et intensivt overvågningsprogram.

»Men jeg har orienteret dem om situationen hos os, og det er antagelig kun et spørgsmål om tid, inden de også ser dræbergopler,« siger han.

Dræbergoplen har en søsterart i Danmark, den såkaldte Bolinopsis infundibulum, der er almindeligt forekommende i de danske farvande, fra Nordsøen til den vestlige Østersø. Denne minder meget om dræbergoplen Mnemiopsis leidyi. Faktisk kræver det nogen ekspertise at skelne de to arter af tentakelløse ribbegopler fra hinanden.

Dræbergoplen Mnemiopsis leidyi er en bioluminescerende ribbegople som tilhører slægten arten Mnemiopsis. Den ernærer sig ved plankton og fiskeæg og kan blive ca. 10 cm lang. Ribbegoplen lever naturligt ud for den amerikanske østkyst, men har med ballastvand fra skibe flere gange fundet sig vej til Europa og Asien