I en trækasse i et kølerum i Lyngby ligger en 150 kg tung, gråmeleret grønlandshaj og venter på at blive skåret i mindre stykker med en slagterkniv af Marianne Willemoes Jørgensen. Hun er ph.d.-studerende ved DTU Miljø og Center for Arktisk Teknologi.
Derefter skal kødet blandes med spildevand og makroalger til en fiskefars, der kan fungere som biomasseressource til produktion af biogas og dermed bidrage til at gøre de grønlandske lokalsamfund selvforsynende med energi og mere bæredygtige.
I Grønland er der tradition for at lede urenset spildevand både fra befolkningen og industrien direkte ud i havet ud fra den antagelse, at spildevandet opblandes med vandmasserne i en grad, der ikke har indvirkning på miljøet.
Men undersøgelser har dokumenteret negative miljøeffekter af udledningen af spildevand fra husholdninger og rejeproduktion såvel som fra de 14.000 årlige tons spildevand fra hellefiskeproduktionen, der er Grønlands hovederhverv.
Marianne Willemoes Jørgensen satte sig derfor for at finde en alternativ udnyttelse af restprodukterne fra fiskeriet i Uummannaq Kommune i Nordvestgrønland, der kan være til gavn både for havmiljøet og for lokalsamfundene i Grønland. I den forbindelse viste den store grønlandske haj, også kaldet havkalen, sig undtagelsesvis fra sin nyttige side.
Som den ligger der, ubevægelig og livløs, ligner havkalen langt fra den glubske og skånselsløse dræbermaskine, som vi normalt forbinder med hajer.
Alligevel er den passive krop et godt billede på virkelighedens havkal. For Somniosus microcephalus, den søvnige med det lille hoved, er doven og konform grænsende til det viljeløse. Når den bider på de grønlandske fiskeres langliner, kæmper den sig ikke fri med glubske tænder, men affinder sig med situationen og lader sig upåvirket hale i land.
Havkalen, der kan blive over syv meter og veje op til 700 kg, er stor og doven, men først og fremmest er den i vejen. Dens kød er uegnet til at spise, den æder de fredede isfjordshellefisk fra fangernes langliner, ødelægger linerne og bider selv på krogene i et omfang, der betød, at de grønlandske fiskere tidligere fik 200 kr. i dusør af kommunen for et indleveret hajhjerte for at holde bestanden nede.
SÅ ER DER SERVERET
Forgiftninger kan undgås, hvis hajkødet behandles på den rigtige måde. Det beskrev den grønlandske læge Ove Bøje helt tilbage i 1939. Kødet skal hænges til tørre i perioder med vekslende tø og frost, så saften drypper fra.
I Island nydes havkalen sammen med rigelige mængder brændevin. Forud for den årlige midvinterfest, Thorrablot, begraves havkalen i sand, hvor den ligger og gærer i flere måneder. Derefter bliver kødet presset og er klar til servering i moderate mængder, for at undgå TMA-forgiftning.
Den søvnige haj kan, når det kommer over den, udvise mere traditionel glubsk adfærd.
Efter sigende er der fundet hele olietønder, halve sæler og et rensdyr i dens maveindhold, og den er sågar mistænkt for at spise isbjørne.
Slædehunde i Grønland, der fodres med frisk kød fra havkalen, får ofte maveforgiftning med diarre, kramper og vejrtrækningsbesvær, der resulterer i død. Årsagen til forgiftningen har i mange år været ukendt, fordi det ikke har været muligt at isolere et giftstof fra hajen.
I dag ved vi, at havkalen indeholder store mængder urinstof i blodet, men også over en procent trimethylaminoxid (TMAO). Mens urinstoffet destabiliserer, har TMAO den modsatte effekt - den stabiliserer enzymer.
De to forbindelser ophæver hinanden, og derfor fungerer hajens stofskifte perfekt ved de lave temperaturer på omkring 1-12° C, som den lever i.
TMAO er ikke giftigt. Men visse bakterier kan reducere TMAO til det giftige trimethylamin (TMA), som findes i fordøjelseskanalen hos både mennesker og slædehunde.
Symptomerne på TMA-forgiftning ligner præcis dem, man finder hos personer, der er blevet forgiftet af havkalen - 'hajfulde' kalder grønlænderne dem.
Derfor har anvendelsen af kødet fra havkalen hidtil været til at overse, og havkalen udgør over 50 procent af de samlede affaldsmængder i Uummannaq Kommune. Men Marianne Willemoes Jørgensen har fundet ud af, at de store mængder fedtstof i det giftige kød er velegnet til produktion af bio-olie og til bioforgasning.
»De indledende undersøgelser af anvendelsesmuligheder for organisk affald, primært fra fiskeri og fangst i Uummannaq Kommune, har vist et lovende potentiale for produktion af biogas. Biogas vurderes at være den mest hensigtsmæssige løsning på denne type affald, først og fremmest fordi det er muligt at anvende alt det organiske affald til produktion af el og varme ved en CO2-neutral produktionsmetode. Det kan på sigt føre til mere bæredygtige lokalsamfund i Grønland, som i dag får forsyninger fløjet ind med helikopter,« fortæller Marianne om sine undersøgelser og fortsætter:
»Andre metoder end biogas ville kræve, at de forskellige typer affald holdes adskilt, og der vil være restaffald. En anden fordel ved biogasproduktion er, at muligheden for at blande sort (latrinært) spildevand i biomassen til biogasanlægget holdes åben, hvorved endnu et problem vil kunne løses på sigt.«
Indtil videre er det organiske affald blevet undersøgt i forhold til sammensætning og teoretisk biogaspotentiale. Undersøgelserne viste, at affaldsmassen har et højt indhold af fedt og protein, hvilket regnes for gode energikilder.
I forhold til det samlede årlige energiforbrug i Uummannaq Kommune kan biogasproduktion af det organiske affald supplere kommunen med 13 procent af det samlede energiforbrug.
Hvis affaldsblandingen er for proteinholdig, er den mindre velegnet til bioforgasning. Og der er meget lidt landbrug og kun få planter i Grønland, som kan bidrage med kulhydratholdigt affald til biogasblandingen.
En del af Mariannes projekt er derfor også at kigge på tang fra søsalaten som alternativ kilde til kulhydrat.
»Fremtidige undersøgelser indebærer test af de teoretiske biogaspotentialer i praksis. Herudover vil det blive undersøgt, om makroalger kan indgå i biomassen og dermed bidrage med kulhydrat, som forventes at være en mangelvare under de givne omstændigheder.«
»Makroalgerne analyseres i forhold til biogasproduktion, og sideløbende undersøges mulighederne for at dyrke alger ved at udnytte næringsstofferne i den afgassede biomasse fra biogasproduktionen med henblik på at skabe en helhedsløsning i de enkelte små samfund i Uummannaq Kommune,« forklarer Marianne om de bæredygtige perspektiver af hendes forskning.
Marianne Willemoes Jørgensen
Marianne Willemoes Jørgensen har arbejdet med biogasproduktion i masterprojektet 'Affald fra fiskeri og fangst i Arktis' og i ph.d.-afhandlingen 'Optimering af biogasproduktion under Arktiske forhold' under hovedvejleder professor Irini Angelidaki ved DTU Miljø.
Projektet er en del af det større projekt Clim-ATIC under professor Arne Villumsen ved Center for Arktisk Teknologi, som har til formål at skabe bæredygtige og økonomiske løsninger, der kan gøre de små lokalsamfund i bygderne selvforsynende. Projektet er delvis finansieret af Uummannaq Kommune.
DTU er et selvejende universitet med uddannelse, forskning, myndighedsbetjening og innovation.
Universitetets hovedopgaver udføres af p.t. 18 institutter og et nationalt laboratorium, på campus i Lyngby nord for København, men også på en række andre lokaliteter i København, samt på Sjælland og i Jylland.
DTU har ca. 7.000 studerende og 4.500 ansatte, hvoraf 2250 er forskere.
Universitetet har medvirket ved etableringen af en række alliancer blandt førende tekniske universiteter.
På europæisk plan indgår DTU sammen med TU München og TU Eindhoven i "European University Alliance in Science and Technology" og på nordisk plan indgår DTU i "Nordic 5 Tech".
Endelig er DTU partneruniversitet med Rensselaer Polytechnic Institute i dets omfattende udvekslingsprogram "REACH" og har en strategisk studieudvekslingsaftale med KAIST i Sydkorea.
Videnskabelig uredelig
Jeg har boet 3 år i Grønland, da jeg var dreng, i Godhavn på diskoøen. Her har jeg været med til at fange vildt mange grønlandshajer. Jeg har dykket med et utal af hajer, dog i meget varmere vand. Det er fantastiske dyr og ikke et restprodukt.
På vores langliner i godhavn fangede vi aldrig grønlandshajer. Jeg ved ikke hvilke langliner de anvender andre steder, men for mig lyder det som om der kan være brug for noget vidensdeling.
At brødføde 10-12 altid sultne slædehunde, året rundt, kræver enorme mængder mad. Så meget at vi engang hentede hvad vi kunne fra en rådden død hval på stranden. Der er rigtig mange andre måder grønlænderne skaffer mad, til sig selv og til deres gode hunde.
Grønlandshajer fanges om vinteren på isen. Den ene dag sætter man en line ned på bunden med 5-10 kroge i, og hiver dem op 1-2 dage efter. Det er hårdt arbejde, for hajen er dybt nede, og hullet i isen skal holdes stort nok til at hive en haj op.
Hajen tørres på stativer, og derved undgår man de giftstoffer som er beskrevet i artiklen. Den kan også koges længe, eller tilberedes på anden vis, og kan så spises af mennesker, uden ubehag.
De godt 1200 mennesker som lever på diskoøen udgør på ingen måde en trussel af grøndlandshajen. De godt 50.000 mennesker i grøndland, som er enormt, udgør ingen risiko overhovedet! til miljøet. Eneste problem er industri, eller eventuelt kommende industri. Herunder olieboring og minedrift. Men det er en anden historie.
Det kan godt gøre mig harm, at I ikke engang har tjekket hvilke øvrige måder, grønlandshajen anvendes på. Jeg forstår fokus, men skulle der ikke forskes lidt mere i den vandplante som vokser 5 meter om dagen (meget biomateriale). I DK anvender vi allerede rester fra slagterier, så hvorfor lyder det her som om det er ny forskning?
Der er flere eksempler i mange artikler, på at I slet ikke gør jer umage. Det ser ellers ud til at der er nok ansatte...
Held og lykke fremover.
Vh. Karl T.
Svar til Peter Møller
Svar til Peter Møller m.fl.
Som tidliger naturfagslærer i Uummannaq har jeg været deltager i formuleringen af flere klimarelaterede projekter. Blandt andet det om biogas.
Biogasprojektet er udsprunget ud fra et ønske om at udnytte det sorte spildevand (latrin-spandene) og affalds produkter fra fiskeindustrien til energi. Som tingene fungere nu bruger man energi på at dumpe en energirig affaldsmængde. Og en udnyttelse vil derfor tjene det dobbelte formål at der både spares fossile brændstoffer og at der produceres energi. Det er i den sammenhæng Marianne Willemoes Jørgensen har arbejdet med biogasproduktion i Arktis/Uummannaq.
Da vi startede projektet var der således ingen planer om specifikt at udnytte Grønlandshajer, men derimod en - dybest set vel ganske fornuftig - åbenhed overfor hvilke muligheder der var i lokalsamfundet for at supplere latrin-spandenes indhold med bi-og affaldsprodukter fra lokalområdet.
Blandt de undersøgte energikilder var sælspæk fra renskrabning af skind, fiskeaffald fra Hellefisk, lever fra Skolæst, samt de nu så berømte hajer fanget som bifangst. Allerede da vi havde de indledende snakke (under et møde i lokaler på Grønlands inovationscenter efteråret 2007) var der forståelse for, at Grønlandshajen kunne være et lidt kontroversielt emne, idet de netop er - eller kan blive - meget gammel. Det er mig derfor magtpålæggende at rette en misforståelse: Det har aldrig været meningen at der skal fanges hajer til biogasproduktion. Men det har været og er stadig meningen at udnytte de resourcer der ellers vil gå til spilde. Der i blandt en del hajer fanget som bifangst. Og som du selv meget rigtigt påpeger får de fangede hajer en trist skæbne og efterlades typisk (døde) ovenpå isen ved siden af langlinehulerne. Fra mit synspunkt er det i den sammenhæng bedre at udnytte de alligevel fangede hajer til f.x. energiproduktion end at dumpe dem. Jeg kan, ærlig talt, ikke overskue om der er mullighed for at udsætte en del af hajerne levende. Det vil i hvert fald tage tid at få ændret holdningen til hajerne blandt de lokale langline fiskere. Men intet er umuligt, og måske er den vigtigste lærdom fra disse artikler, at tværfagligt videnskabeligt samarbejde åbner for nye vinkler på en given problemstilling. Vores vinkel var reduceret forurening, mindre afhængighed af fossile brændstoffer og større lokal selvforsyning. Det vil vi naturligvis gerne ha udvidet med ny viden og nye argumenter om hajernes biologi og muligheder.
At jeg så - ærlig talt - finder flere af dine forslag til alternativ udnyttelse lidt spøjse er såmend ingen hemmelighed. Jeg har for eksempel meget svært ved at se at det skulle rede hajernes liv hvis de skal serveres som en eksotisk specialitet på luksus restaurenter i Nuuk...... ;-)
Og hajsafari i et bur i vand med en temperatur omkring 0 grader - tja det bliver ikke mig der skal derned! (Forøvrigt så lever de fleste Grønlandshajer på ret dybt vand - så vidt jeg ved.)
I Uummannaq's yderste bygder opleves hajerne som et reelt problem for landline fiskerne. I det lys vil en fornuftig udnyttelse ikke være uetisk. Men ny viden kan naturligvis ændre beslutningsgrundlaget og det er vel en af vores forpligtigelser som mere eller mindre videnskabelige (jeg er en af de mindre - desværre) at inddrage viden efterhånden som vi bliver bekendt med den.
Så: tak for kommetarene. De vil naturligvis indgå i debatten også i Uummannaq (hvor jeg desværre ikke bor lige for tiden).
Mvh Simme Eriksen
Kære DTU - jeg synes bestemt
Kære DTU - jeg synes bestemt i skal holde jer til søsalat og spildevand.
Her er min kommentar:
Da jeg forleden i Forsknings- og Innovationsstyrelsens blad Polarfronten læste om et projekt på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor man planlægger at anvende grønlandshajen som biobrændsel, troede jeg først, at der var tale om en aprilsnar. Det er desværre ikke tilfældet, idet projektet allerede blev omtalt på Videnskab.dk i februar og nu er senest er bragt i Sermitsiaq.
DTU er rent faktisk i gang med et forskningsprojekt, som har til formål at undersøge om de 4-5 m lange ”dovne hajer” kan ”gøre gavn” som biobrændsel i Grønlands yderområder. Nu er det jo meget oppe i tiden med alternativer til fossilt brændsel, og som bekendt er der en større debat i gang omkring det etiske i at brænde afgrøder, som majs og raps af som biobrændsel, samtidig med at store dele af befolkningen på kloden sulter. Det kan der være mange meninger om, men at begynde at afbrænde et af det arktiske økosystems top-rovdyr af må siges at være omend endnu mere kontroversielt.
Grønlandshajen er med sine op til 7 m en af verdens største hajer. Selvom man har kendt arten længe, er der mange uafklarede spørgsmål omkring dens biologi. Den ser ud til at vokse utrolig langsomt og blive ekstremt gammel (langt over hundrede år). Det er dokumenteret, at mellemstore hajer kun vokser ca. 1 cm om året, så kan man selv regne ud, hvor gammel et eksemplar på 5 m må være. Ligesom mange andre bruskfisk føder den få (ca. 10) men store unger, og den bliver givetvist først kønsmoden i en høj alder. Disse forhold gør, at bruskfisk generelt – og grønlandshajen i særdeleshed – er meget sårbare overfor fiskeri og bifangst.
Det er korrekt, at grønlandshajen til tider volder problemer for fiskeriet i Grønland. De bliver relativt ofte fanget i rejetrawlene, men hvor de tidligere maste rejerne med store tab til følge, bliver de nu bremset af riste eller særlige liner, som er indsat i trawlene, så hajerne ikke når ned i trawlposen. Dog skal fiskerne bruge tid på at fjerne hajerne. I det udenskærs hellefiskfiskeri med trawl optræder hajerne sjældent talrigt og gør derfor kun relativt ringe skade.
De største problemer med hajerne er der i forbindelse med det indenskærs hellefiskefiskeri. Dette foregår med langliner, og grønlandshajerne laver kludder i linerne, når de tager de agnede kroge. Hajerne kan altså filtre linerne, men generelt lader de sig trække op til båden eller isen uden de store problemer. Som det foregår nu, bliver hajerne så dræbt og smidt på lossepladsen eller kastet døde eller døende i havet. Ofte bliver halen skåret af, så hajen langsom forbløder og dør en langsom og uværdig død, selvom det sagtens kan lade sig gøre at genudsætte dem levende. Det virker måske umiddelbart logisk at udnytte alt dette ”dovne fedt” til energi, så man kan spare noget af den dyre transport af olie ud til de små grønlandske samfund, og samtidig holde bestanden af et skadedyr nede.
Problemet er bare, at det er dybt uetisk. På den seneste internationale IUCN rødliste over truede dyr fra 2006 er grønlandshajen placeret i kategorien ”Near Threatened” – altså næsten truet. Et af problemerne er, at man hverken kender bestandens størrelse eller udvikling. Man kender heller ikke de parametre, man normalt anvender, når man giver lov til eller forbyder fangst eller fiskeri af en art. Der gælder fx alder og størrelse ved kønsmodning, yngletid, graviditetsperiode og naturlig dødelighed. Man udnyttede tidligere grønlandshajens lever til tranlamper, og i 1910’erne estimeredes den samlede grønlandske fangst til ca. 32.000 pr. år. Den nuværende fangst og især bifangst i Grønland er ikke opgjort, og før man opfordrer til yderligere fangst, bør en sådan opgørelse som et minimum foreligge. Man må også være åben overfor at yderligere viden om bestandsudviklingen, kan medføre restriktioner for fangst og bifangst. Man kan måske ligefrem overveje at lukke for fiskeri efter hellefisk i områder med stor bifangst af grønlandshajer eller indføre krav om skånsom genudsætning. Det vil være en naturlig måde at behandle en måske truet og ældgammel fisk på. At anvende den som biobrændsel er en grov skændsel mod den grønlandske natur, som i forvejen er presset fra mange sider. Det svarer næsten til at begyndte at bruge isbjørne som brændsel, fordi de æder sæler, kaskelotter, fordi de æder hellefisk eller havørne, fordi de æder edderfugle.
Man bør i stedet satse på hajerne til andre formål. Man har for nylig kunnet få den serveret på en restaurant i Nuuk, så det kan lade sig gøre at tilberede den som en spændende lokal specialitet. Ellers er den oplagt som turistattraktion eller ekstremsport. Hajer har en særlig fascinationskraft, og mange mennesker vil betale store beløb for at komme i nærheden af en stor haj. Der er allerede lystfiskerrejser til Grønland, hvor folk betaler i dyre domme for at hive grønlandshajer op på isen for derefter at sætte dem tilbage til deres rette element. Turister i Sydafrika og Australien betaler for at komme tæt på den store hvide haj, som nu er fredet i de lande. Kan man forstille sig noget lignende i Grønland? – Hajdykning i Uummannaq, hvor folk sænkes ned i bure til 5 m lange grønlandshajer? Måske – men de fleste turister vil nok være mere end tilfredse med at se en lokal fisker hive en haj op med sin langline, for dernæst at se ham sætte den tilbage til havet. Måske kunne man endda forestille sig, at de lokale fiskere og turister blev engageret i et forskningsprogram, hvor fiskene mærkes, som det kendes fra hvidhajer og andre store, truede fisk som fx stører og marlin i udlandet. At udnytte grønlandshajerne som brændsel er at gå en helt gal vej – det er de simpelthen alt for værdifulde til for det grønlandske samfund.
Peter Rask Møller
Lektor og kurator for fiskesamlingen
Statens Naturhistorisk Museum
Zoologisk Museum
Københavns Universitet
Universitetsparken 15
DK-2100 Kbh Ø
Danmark
E-mail: pdrmoller@snm.ku.dk
Tlf. 0045 20116643
Svar til Jørgen Møller. Hvis
Svar til Jørgen Møller.
Hvis en dyreart er truet, kan brug af formuleringen ”i vejen" være uheldig, fordi den sår tvivl om dyrets eksistensberettigelse. Det synes dog ikke at være tilfældet med grønlandshajen. Der er tale om et meget stort antal, som går på fangernes liner og Naturinstituttet i Nuuk mener ikke, at der er nogen problemer mht. bestanden. Samtidig har den mængde hajer, der er fanget i Uummannaq siden 1986, stort set været konstant, hvilket peger på, at der ikke er nedgang i bestanden. Det er rigtigt, at der ikke er nogen egentlige undersøgelser på området, men omvendt er der altså heller ikke noget der peger på, at netop den grønlandske haj skulle være truet.
Det meget store antal grønlandshajer, der går på fangernes kroge, besværer Grønlands hovederhverv og udgør en belastning for havmiljøet. I den forstand er den grønlandske haj i vejen.
Set i det lys læser jeg din kommentar, som at du mener der påhviler formidleren en slags pædagogisk forpligtigelse til at omtale hajen på en særlig måde for at understøtte jeres prisværdige arbejde med at redde de truede hajarter. Derfor mener du ikke, at havkalen må kaldes doven, selvom netop denne egenskab ligger til grund for dens latinske navn Somniosus microcephalus - den søvnige med det lille hoved, og selvom det er netop sådan den opleves i de grønlandske lokalsamfund, der er tæt på hajen. Omvendt mener du heller ikke, at man må referere til den generelle opfattelse af hajer som farlige dræbermaskiner. Imidlertid kommer man nok ikke uden om, at netop den beskrivelse meget godt rammer det billede, som den brede befolkning har af hajer – uanset om det yder hajerne retfærdighed eller ej.
I begge tilfælde er der altså, som jeg ser det, tale om beskrivelser der meget godt afspejler virkeligheden. Det virker derfor som om du efterlyser en slags romantisering af den grønlandske haj, som jeg ikke tror tjener hajernes sag.
Jeg bliver nødt til at komme
Jeg bliver nødt til at komme med nogle kommentarer.
Det er egentligt ikke selve artiklen og indholdet jeg vender mig imod – der er sikkert ganske fornuftig forskning bag projektet – men jeg kan ikke forstå ordvalget og det helt igennem negative indtryk man får af (grønlands)hajer.
Citater: ” I den forbindelse viste den store grønlandske haj, også kaldet havkalen, sig undtagelsesvis fra sin nyttige side”. Og videre ”Havkalen……er stor og doven, men først og fremmest er den i vejen.”
Dette er ikke den rigtige måde at formulere sig på (set fra min side), i en tid hvor vi forsøger at gøre en indsats for de mange truede hajarter. Man ved faktisk ikke ret meget om grønlandshajen – selve formeringsbiologien er stort set ukendt – ligesom omfanget af bestanden heller ikke er kendt.
Der udover er der det generelle billede af hajer som ”glubske og skånselsløse dræbermaskiner” – et billede som i bedste fald nok må siges at være lidt antikvarisk.
Man skal selvfølgelig læse artiklen i lyset af de andre problemstillinger der bliver skitseret – biomasseressourcer, forurening, energi og bæredygtigheden, men vi ved jo ikke hvad det betyder for bæredygtigheden af bestanden af grønlandshajer i området – hvis det viser sig at være en succes med at lave fiskefars af hajerne.
I øvrigt vil jeg gerne sige tak for et godt site, hvor det er muligt at finde mange interessante og gode artikler.
Jørgen Møller - Kattegatcentret