Doven grønlandshaj kan blive til biogas

I en trækasse i et kølerum i Lyngby ligger en 150 kg tung, gråmeleret grønlandshaj og venter på at blive skåret i mindre stykker med en slagterkniv af Marianne Willemoes Jørgensen. Hun er ph.d.-studerende ved DTU Miljø og Center for Arktisk Teknologi.

Derefter skal kødet blandes med spildevand og makroalger til en fiskefars, der kan fungere som biomasseressource til produktion af biogas og dermed bidrage til at gøre de grønlandske lokalsamfund selvforsynende med energi og mere bæredygtige.

Spildevand i havet

I Grønland er der tradition for at lede urenset spildevand både fra befolkningen og industrien direkte ud i havet ud fra den antagelse, at spildevandet opblandes med vandmasserne i en grad, der ikke har indvirkning på miljøet.

Men undersøgelser har dokumenteret negative miljøeffekter af udledningen af spildevand fra husholdninger og rejeproduktion såvel som fra de 14.000 årlige tons spildevand fra hellefiskeproduktionen, der er Grønlands hovederhverv.

Marianne Willemoes Jørgensen satte sig derfor for at finde en alternativ udnyttelse af restprodukterne fra fiskeriet i Uummannaq Kommune i Nordvestgrønland, der kan være til gavn både for havmiljøet og for lokalsamfundene i Grønland. I den forbindelse viste den store grønlandske haj, også kaldet havkalen, sig undtagelsesvis fra sin nyttige side.

Den dovne haj

Som den ligger der, ubevægelig og livløs, ligner havkalen langt fra den glubske og skånselsløse dræbermaskine, som vi normalt forbinder med hajer.

Alligevel er den passive krop et godt billede på virkelighedens havkal. For Somniosus microcephalus, den søvnige med det lille hoved, er doven og konform grænsende til det viljeløse. Når den bider på de grønlandske fiskeres langliner, kæmper den sig ikke fri med glubske tænder, men affinder sig med situationen og lader sig upåvirket hale i land.

Havkalen, der kan blive over syv meter og veje op til 700 kg, er stor og doven, men først og fremmest er den i vejen. Dens kød er uegnet til at spise, den æder de fredede isfjordshellefisk fra fangernes langliner, ødelægger linerne og bider selv på krogene i et omfang, der betød, at de grønlandske fiskere tidligere fik 200 kr. i dusør af kommunen for et indleveret hajhjerte for at holde bestanden nede.

Den søvnige haj kan, når det kommer over den, udvise mere traditionel glubsk adfærd.

Efter sigende er der fundet hele olietønder, halve sæler og et rensdyr i dens maveindhold, og den er sågar mistænkt for at spise isbjørne.

Hajfuldesyge

Slædehunde i Grønland, der fodres med frisk kød fra havkalen, får ofte maveforgiftning med diarre, kramper og vejrtrækningsbesvær, der resulterer i død. Årsagen til forgiftningen har i mange år været ukendt, fordi det ikke har været muligt at isolere et giftstof fra hajen.

I dag ved vi, at havkalen indeholder store mængder urinstof i blodet, men også over en procent trimethylaminoxid (TMAO). Mens urinstoffet destabiliserer, har TMAO den modsatte effekt – den stabiliserer enzymer.

De to forbindelser ophæver hinanden, og derfor fungerer hajens stofskifte perfekt ved de lave temperaturer på omkring 1-12° C, som den lever i.

TMAO er ikke giftigt. Men visse bakterier kan reducere TMAO til det giftige trimethylamin (TMA), som findes i fordøjelseskanalen hos både mennesker og slædehunde.

Symptomerne på TMA-forgiftning ligner præcis dem, man finder hos personer, der er blevet forgiftet af havkalen – ‘hajfulde’ kalder grønlænderne dem.

Forskning i fiskefars

Derfor har anvendelsen af kødet fra havkalen hidtil været til at overse, og havkalen udgør over 50 procent af de samlede affaldsmængder i Uummannaq Kommune. Men Marianne Willemoes Jørgensen har fundet ud af, at de store mængder fedtstof i det giftige kød er velegnet til produktion af bio-olie og til bioforgasning.

»De indledende undersøgelser af anvendelsesmuligheder for organisk affald, primært fra fiskeri og fangst i Uummannaq Kommune, har vist et lovende potentiale for produktion af biogas. Biogas vurderes at være den mest hensigtsmæssige løsning på denne type affald, først og fremmest fordi det er muligt at anvende alt det organiske affald til produktion af el og varme ved en CO2-neutral produktionsmetode. Det kan på sigt føre til mere bæredygtige lokalsamfund i Grønland, som i dag får forsyninger fløjet ind med helikopter,« fortæller Marianne om sine undersøgelser og fortsætter:

»Andre metoder end biogas ville kræve, at de forskellige typer affald holdes adskilt, og der vil være restaffald. En anden fordel ved biogasproduktion er, at muligheden for at blande sort (latrinært) spildevand i biomassen til biogasanlægget holdes åben, hvorved endnu et problem vil kunne løses på sigt.«

Rigt på fedt og protein

Indtil videre er det organiske affald blevet undersøgt i forhold til sammensætning og teoretisk biogaspotentiale. Undersøgelserne viste, at affaldsmassen har et højt indhold af fedt og protein, hvilket regnes for gode energikilder.

I forhold til det samlede årlige energiforbrug i Uummannaq Kommune kan biogasproduktion af det organiske affald supplere kommunen med 13 procent af det samlede energiforbrug.

Hvis affaldsblandingen er for proteinholdig, er den mindre velegnet til bioforgasning. Og der er meget lidt landbrug og kun få planter i Grønland, som kan bidrage med kulhydratholdigt affald til biogasblandingen.

En del af Mariannes projekt er derfor også at kigge på tang fra søsalaten som alternativ kilde til kulhydrat.

Kulhydrat fra makroalger

»Fremtidige undersøgelser indebærer test af de teoretiske biogaspotentialer i praksis. Herudover vil det blive undersøgt, om makroalger kan indgå i biomassen og dermed bidrage med kulhydrat, som forventes at være en mangelvare under de givne omstændigheder.«

»Makroalgerne analyseres i forhold til biogasproduktion, og sideløbende undersøges mulighederne for at dyrke alger ved at udnytte næringsstofferne i den afgassede biomasse fra biogasproduktionen med henblik på at skabe en helhedsløsning i de enkelte små samfund i Uummannaq Kommune,« forklarer Marianne om de bæredygtige perspektiver af hendes forskning.