Billedet af døende dinosaurer i kuldechok efter kæmpemeteoren eller vulkanudbruddet i slutningen af Kridttiden for 65 millioner år siden krakelerer nu endnu mere.
Nu viser en gruppe forskere fra American Museum of Natural History i tidsskriftet Nature Communications, hvordan flere store planteædere allerede kan have været på vej mod dødens dal før den store katastrofe.
De har brugt en ny metode til at beregne bestanden af fortidsdyrene. I stedet for at tælle fossiler, har de kortlagt artsmangfoldigheden.
Ideen bag metoden er, at stor artsmangfoldighed fortæller om mange dyr. Hvis der kun er få dyr tilbage, vil der ikke være nok til at forskellige varianter kan udvikle sig.
Ifølge forskerne vil denne metode være mere pålidelig end at tælle antal forssiler. At fossiler mangler kan nemlig skyldes dårligt bevarede bjerglag, og ikke få dinosaurer.
Forskerne har studeret, hvordan formen på skelettet varierer hos 150 forskellige arter inden for syv grupper af dinosaurer.
Denne metode afslører, at enkelte store altædende planteædere, som de næsehornslignende Caretopsider og Hadrosaurerne, var begyndt den lange march mod udryddelse, allerede 12 millioner år før katastrofen ramte Jorden.
Resultaterne viser også, at planteæderne klarede sig bedre i Asien end i Nordamerika. Det kan være på grund af bjergkædedannelse og søer, der steg og sank på det amerikanske kontinent, mener forskerne.
Selv om nogle arter var i kraftig tilbagegang, behøver det ikke at betyde, at de nødvendigvis ville blive udryddet.
Tidsrummet, som forskerne har studeret, er kun 12 millioner år.
Bestanden gik op og ned over et langt større tidsrum. Det er vanskeligt at sige noget helt sikkert om, hvad der ville være sket, hvis meteoren havde misset Jorden, eller vulkanen havde holdt på magmaen.
Billedet er altså mere sammensat, end det som klichéen om en global katastrofe tegner.
Alligevel var der arter, som sikkert fik dødsstødet fra den store meteor. Små planteædere og kødædere forsvandt brat for 65 millioner år siden.
Så vi behøver endnu ikke helt at forkaste de farverige billeder af en hjælpeløst brølende Tyrannosaurus Rex i det blodrøde skumringslys fra tårnende meteor- eller vulkanskyer for 65 millioner år siden...
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
Dinosaurer var pressede, allerede før katastrofen ramte jorden
Katastrofer omtales ofte i forbindelse med dinosaurernes uddøen. En helt anden forklaring kan være, at et stof, der er livsnødvendigt for dinosaurer og andre dyrearter, forbruges, og når en kritisk lav mængde. Et sådant stof kan være calcium. En simpel beregning vil vise, at der i Kridttiden kan være sedimenteret mere calcium som calciumcarbonat (kalk/kridt) end den mængde calcium (calciumioner), der findes i verdenshavene i dag. Hvis calciummængden til stadighed formindskes, vil mange skalbærende havdyr (muslinger, brachiopoder med mere) blive færre, mindre eller helt forsvinde. Det er plausibelt, at planteædende og æglæggende dinosaurer må have fået deres calciumbehov dækket via skaller, der er skyllet ind på stranden, hvorfra ellers? det er jo kendt, at fugle (såsom høns) skal have skaller for at lægge æg med skal. Til stadighed færre og mindre skaller der skylles ind på kysten gav specielt de store planteædere problemer og dermed overlevelsen. Kødædende dinosaurer kunne derimod få deres calciumbehov dækket ved at æde andre dyr med calciumbaseret skelet.
Det beskrevne i artiklen passer perfekt i denne ”calciumhypotese”, at store planteædende dinosaurer uddør først, og små planteædende dinosaurer klarer sig fint, de har jo ikke et særligt stort behov for calcium.
Calciumhypotesen kan for øvrigt i princip også forklare de øvrige tilfælde af masseuddøen.
Der kan læses mere om calciumhypotesen på følgende link, hvor det faktisk forudsiges, at store planteædende dinosaurer ville få problemer med overlevelsen før de kødædende dinosaurer.
http://www.stenvennerne.dk/lapidoman.html 2011-1 2011-2 2011-3