Annonceinfo

Derfor uddøde pattedyrene under sidste istid

Et stort dansk studie afslører overraskende resultater om, hvorfor stort set samtlige store pattedyr uddøde under sidste istid.

Det har hidtil været et uopklaret mysterium, hvorfor de store pattedyr uddøde under den sidste istid. Nu viser det sig, at det er en blanding af mange faktorer.

Med det hidtil største DNA-studie på istidsdyr mener danske forskere endelig at have løst gåden, om hvorfor istidens store pattedyr pludselig forsvandt.

Teorierne har været mange - var det klimaet, menneskets ubønhørlige jagt på dyrene, en hyperfarlig sygdom, et meteornedslag – eller var det noget helt andet?

»Vi tester alle de teorier, som har været på banen, og der er ingen af dem, der er rigtige,« siger professor Eske Willerslev fra Center for Geogenetik ved Københavns Universitet, der står i spidsen for projektet.

Det viser sig, at man skal væk fra den indgroede tankegang om én overordnet forklaring, og i stedet se en kompleks kombination af mange faktorer. Dermed rejser studiet også spørgsmål om nutidens kamp for at beskytte truede dyrearter.

Historiens voldsomste masseuddøen

Tilbage i den seneste istid, kaldet Weichsels istid (for 115.000-11.500 år siden), så vores verden helt anderledes ud. Ved istidens begyndelse blev klimaet koldere, nordenvinden bed skarpere, og plantevæksten ændrede karakter.

Fyrreskovene vandrede ned ad bjergsiderne og fortrængte løvtræerne langs Europas floddale, Asiens vidstrakte sletter blev til tundra, og enorme landmasser forvandledes til en gold isørken.

Et nyt dyreliv indtog de isfrie områder, der med flokke af moskusokse, uldhårede næsehorn og imponerende mammutter bedst kan beskrives som en kold udgave af nutidens afrikanske savanne.

Men for omtrent 40.000 år siden og frem oplevede Jorden en af historiens voldsomste episoder med masseuddøen, hvor ikke mindre end 36 procent af de store pattedyrs-slægter i Europa-Asien og 72 procent af slægterne i Nordamerika bukkede under.

Pattedyrenes forsvinden har været en gåde

De sidste 100 år har det været en gåde, hvad der skete, da alle pattedyrene forsvandt.

For at komme til bunds i spørgsmålet har Willerslev og kollegaer udnyttet de nyeste DNA-teknologier til at kortlægge fossilt DNA fra seks istidsdyr og følge dem sideløbende gennem de sidste 50.000 år. De har både fokuseret på dyr, der uddøde, og dyr der overlevede.

»Hvis vi skal prøve at forstå det her, så gælder det også om at forstå, hvad der gør, at nogen overlever, mens andre uddør,« siger Eske Willerslev.

Klimaet var ikke den eneste drivkraft

I studiet har de fokuseret på de tre mest udbredte istidsdyr: mammut, vild hest og steppebison, men også på uldhåret næsehorn, moskusokse og rensdyr.

Med genetiske markører og matematiske modeller over arters distribution har de så at sige kunnet rejse tilbage i tiden og sammenholde, hvordan de seks forskellige populationer forandrer sig.

Det kunne de gøre på grund af meget veldokumenterede data om klimaforandringer og viden om menneskets udbredelse fra tidligere arkæologiske fund.

Det stod hurtigt klart for forskerne, at der var tale om en langsom uddøen over flere tusinde år. Derfor holdt idéen om en pludselig dræber som en meteor eller en hypersygdom altså ikke længere vand.

Når de derefter så på klimaets indflydelse, var det tydeligt, at klimaforandringerne spillede en stor rolle og påvirkede alle arternes levesteder. Men det viste sig også, at forskellige populationer af samme art har reageret vidt forskelligt på samme klimabegivenhed - hvilket i sig selv udelukker, at klima har været den eneste drivkraft.

Moskusoksen og næsehornet var ikke i kontakt med mennesker

Det moderne menneske trængte frem i Europa for cirka 40.000 år siden og nåede Nordamerika via Sibirien for omkring 15.000 år siden. Med menneske- og jagtbyttelevn fra næsten 1.600 arkæologiske udgravninger og mere end 6.000 kulstof-14-dateringer kan forskerne følge menneskets fremdrift og jagt tæt.

Ifølge Eske Willerslev ville historien ikke nødvendigvis være faldet ud til de samme arters fordel, hvis den blev udspillet igen. Det kunne måske betyde, at vi i dag kunne have mammutter gående på Jorden.

Disse undersøgelser viste, at moskusoksen og det uldhårede næsehorn stort set ikke har været i kontakt med mennesker i den tid, og at klimaet derfor er den eneste tilgængelige forklaring på deres tilbagegang.

Derimod er det tydeligt, at mennesket har en afgørende rolle for vildhesten og steppebisonen at dømme ud fra jagtlevn i henholdsvis 66 og 74 procent af stenalderbopladser i Sibirien.

Den enes død – den andens brød

Men da forskerne nærstuderede billedet viser det sig, at steppebisonen klarede skærene i Nordamerika, mens vildhesten bukker under. Omvendt var det i Euroasien, hvor vildhesten overlevede, og steppebisonen måtte give op, hvilket kan tyde på, at arterne influerer hinanden.

Den forklaring er ret usædvanlig, fordi man på baggrund af blandt andet tændernes form traditionelt har betragtet planteædere som specialiserede til hver deres fødetype.

Men fra DNA-studier af otte sjældne fossile lorte kan Willerslev afsløre, at forskellige dyr i samme område har et meget stort overlap af de planter, som ender i deres maver.

Det tyder med andre ord på, at den enes død kan blive den andens brød, når bestandene er hårdt presset.

»Bisonen har det rigtigt svært i en periode, hvor de er meget tæt på at kollapse og uddø. Men så pludselig fjerner du hesten og mammutten, og så får de plads til at komme sig,« siger Eske Willerslev om steppebisonen i Nordamerika.

Det modsatte ser ud til at være sket i Euroasien, hvor hesten har trukket det længste strå på bekostning af bisonerne og mamutterne.

Rensdyr og mamutter er stadig mysterier

Hvorfor mammutten forsvandt, giver studiet desværre ikke et klart billede af.

På den ene side har klimaet presset den uden at tage livet af den, og på den anden side ser man i Europa en femdobling af populationen trods menneskets jagt.

Så mammutten forbliver et mysterium, og det gør et helt almindeligt dyr som rensdyret på sin vis også, fordi den som den eneste ser ud til at være relativt upåvirket gennem hele perioden til trods for en meget intensiv jagt.

Muligvis har det spillet en rolle, at mennesket tæmmede rensdyret - men ifølge Willerslev har det sandsynligvis været mere afgørende, at den har en høj reproduktionsrate, så bestanden er i stand til at komme sig, selvom den næsten er udryddet.

Umuligt at forudsige, hvem der bukker under

Samlet set viser studiet, at der ikke er en enkelt årsag, som kan forklare alle seks arters skæbne, og at der ikke findes nogen genetisk signatur eller anden faktor, der skelner dem, der overlever, fra dem der uddør.

»Det er jo det lidt sørgelige budskab,« siger Willerslev, »For det viser os egentlig, at det er enormt tilfældigt, hvem der kollapser.«

Han slutter med at konstatere, at hvis man spolede tiden tilbage, og kørte det hele igen, ville det sandsynligvis falde anderledes ud.

»Så ville mammutten måske pludselig gå rundt i dag, og til gengæld havde vi ikke haft nogen heste,« siger Eske Willerslev, som peger på, at fundet har stor betydning for naturbevarelse i dag, fordi det betyder, at ’det er virkelig svært at forudsige, hvem der er sårbare.’

Mennesket er også en art

Det høre med til historien at også mennesket har været ramt af uddøden. At

"Den indfødte i harmoni med naturen findes ikke." Det er ikke helt rigtig, det kan forekomme at de indfødte af religøse grunde beskytter den skov som de lever af og i. Men det skal missionærerne nok få pillet af dem med katastrofale følger.

Model for sammenbrudet i en art

Hvis en bestand skal bestå så skal der være en nogenlunde jævn fordeling af unge og gamle. Men hvis temperturen først stiger i nogle år, for så at falde, så kan de voksne dyr udkonkurrerer ungerne. Med hensyn til mammutterne så er de enlige hanner nemmest at fange. Hvor flokken af hunner er farlige. Det vil sige at efter nogen tid så laver hunnerne ikke længere unger.

Genetik som værktøj

Hej Eline,

Jeg ser frem til at læse artiklen og er meget imponeret over hvordan de nye genetiske metoder påvirker forskningen af vores og jordens historie. Jeg ville høre ad om der efter din mening er grund til bekymring for hvordan genetiske værktøjer påvirker vores forskning af jordens historie? I jeres artikel har i forholdt jer til flere hypoteser men finder at en blanding af forskellige mekanismer har været involveret i pattedyrnes historie (tolker jeg det rigtigt?). Er genetiske værktøjer generelt så robuste at post hoc fortolkning af afviste hypoteser har få potentielle faldegrupper? Er der generelt en tendens inden for videnskaben til at bygge forskning op omkring værktøjer istedet for at bygge værktøjer op omkring forskning og teori? Jeg aner intet om genetik og har rigtig meget lyst til at lære mere om det.

mvh

Allan

uddøen

Kære Eline
tak for dit fyldige svar.
Jeg vil meget gerne læse hele jeres artikel. min mail er lindhard.morten@gmail.com

Uroksen uddør i 1660, bison uddøde næsten i 1945- det var ubestrideligt menneskets skyld selvom disse dyr overlevede længere end det uldhårede næsehorn. MIn pointe her er at Australiens megafauna måske ikke uddør så momentant som først antaget, men det udelukker vel ikke at det var mennesket- kun hvis de uddør før menneskets første ankomst, kan mennesket definitivt udelukkes. Det er meget svært at aflæse den adfærds tilpasning kontra jagtstrategiudvikling, der har afgjort hvor lang tid det har taget at udrydde en art.

Det er bestemt meget interessant og nyt for mig, at der er ikke er fundet overlap mellem menneskets udbredelse og moskusoksens i Eurasien. Da de klarer sig glimrende i Norge idag er både klima og menneske udelukket som årsag ?

Det er rigtigt at arterne udvikle sig over tid. Jeg ved ikke hvordan I ville formulere det (extinction kontra replacement er det vist ?) men for mig er der en forskel på om en elefantart over tid forandrer sig så meget at man kalder det en ny art næste gang man finder den og så på om elefanter forsvinder helt.

Jeg mener billedet gennem de sidste 1,5 millioner år tyder på en gradvis forringelse af flora og fauna, der sikkert kan tilskrives klimaskift, men at megafaunaens forsvinden er så voldsom og pludselig en begivenhed- kontinent for kontinent og ø for ø og så ukorrelleret med klimaet og så velkorrelleret med mennesket at mennesket står frem som den primære agent. Jeg mener indvandringen af mennesket over Stillehavet hvor der ikke er megafauna, men tilgengæld massr af andre arter, der heller ikke tåler mødet med mennesken og deres husdyr skal tages med i billedet, da første indvandringsbølge repræsenterer omtrent samme teknologistade som clovis- ihvertfald præ ildvåben.
Så kan det være at I kan pille uldhåret næsehorn og eurasisk moskusokse ud af listen og det er fint nok, men det store billede er der ikke rokket ved.

Men jeg savner artikler der giver et godt overblik over artsudviklingen igennem de seneste 2 mill år. problemet er måske de stadigt mere upræcise og sparsomme data vi har når vi bevæger os bagud i tid.

Jeg undrer mig iøvrigt også over hvor mange, der spekulerer på om mamutten forsvinder fordi vegetationen ændrer sig, mens få vender spørgsmålet om; kan vegetationsændringen skyldes mamuttens forsvinden ?

Eskes nye genteknologier er ihvertfald det mest spændende der er fremkommet i lang tid og jeg ser frem til alt hvad der kommer af nyt derfra.

mvh
Morten Lindhard

En kommentar til vores resultater

Kære Morten Lindhard,
Jeg ved ikke om du har haft mulighed for at læse den oprindelige artikel fra Nature, men det kunne godt lyde som om det ikke er tilfældet.
For lige at tage dine kommentarer fra toppen:
1. Naturen er dynamisk og sammensætningen af arter i et givent område ændrer sig over tid. Det er derfor man taler om at fx mammutsteppen er et ikke-analogt landskab; fordi der ikke findes nogen lignende sammensætning af plantearter i dag. På samme måde ændrer sammensætningen af de store planteædere sig også over tid. At der i dag lever to arter side om side er ikke ensbetydende med at de altid har gjort det, eller at der ikke har vært kortere eller længere perioder hvor den ene eller den anden art ikke har været til stede, for på ny at indtage området ved en senere kolonisering andetsteds fra. Altså giver det fint mening at arter fortrænger hinanden hvis der er resourceknaphed, for der er ikke et statisk samspil imellem dem. Det skal så siges at det her slet ikke er noget vi behandler i vores artikel.
2. Joh, det er faktisk noget nyt at vi ser at disse arter overlapper i fødevalg, for disse prøver er aldrig blevet undersøgt før og de er 20.000 – 50,000 år gamle. Vi har (genetisk) bestemt, hvilke plantearter der har været nede i maven på bison, heste, uldhårede næsehorn og mammutter i forhistorisk ti, for at undersøge hvad de åd, og om de åd de samme arter. Det er faktisk så nyt at det ikke er publiceret endnu, for de data er slet ikke med i vores artikel.
3. Lige netop mammutterne er ikke noget vi bruger meget tid på i artiklen, da mest fordi de data vi har sammmenfattet allerede er publicerede andetsteds. Men nu du nævner det har vi faktisk undersøgt frekvensen af knogler/fund af de seks arter i forhold til frekvensen af bopladser over de 40,000 år i Europa og Asien som er tidsrammen for vores studie. Vi undersøger statistisk om der er en kobling imellem frekvensen af arterne imellem, eller mellem arter/mennesker. Det ser vi ikke. Igen, det er ikke noget vi diskuterer i vores artikel, selvom det er med i supplementary information, netop fordi frekvensen af knogler kan være misvisende, som du selv påpeger.
4. Vi har ikke kun undersøgt frekvensen af megfauna knogler i bopladser. Vi har også undersøgt om de seks arter har overlappet med mennesker i tid og rum over 40.000 år. Altså har vi kulstof-14 dateret hundredevis af knogler, og samlet data fra hundredevis der allerede er publicerede. Så har vi cirka en spredning på hvor arterne var hvornår, og om deres udbredelse overhovedet overlapper med menneskets. Uldhåret næsehorn og moskusokse i Europa og Sibirien overlapper overhovedet ikke med mennekser. De levede simpelthen ikke de samme steder. Altså kan mennesker umuligt have haft noget at gøre med disse arters forsvinden. Vores data fra mammutten er anderledes mudret og som sagt, det er ikke noget vi behandler i artiklen. Vi siger bare det er mudret og at vi ikke har fundet den rygende pistol for netop denne art.
5. Jo - klimaforandringer påvirker arter kraftigt. Endog så meget at de kan uddø. Det viser vores studie. Det skal også siges at arter sjældent lever i millionvis af år, da de konstant udvikler sig og bliver til nye arter, netop på grund af ydre faktorer som ændringer i klimaet (eller vulkanubrud eller hvad ved jeg). For hvis arter møder en udfordring kan de flytte et andet sted hen, de kan udvikle sig, eller de kan uddø. Nogle gange er det kun enkelte populationer der forsvinder, andre gange er det hele arter.
6. Billedet er slet ikke så klart i Australien som du påpeger, og der er stor uenighed om det. Der er for det første problemer med dateringerne af fundende, da perioden hvor mange arter uddør er lige omkring der hvor kulstof-14 metoden mister kraft. Der er også mange arter der overlever i tusindvis af år efter mennesket koloniserede kontinentet. Men vores studie omhandler ikke Australien.
7. Vi fokuserer på seks arter fra Nordamerika og Euroasien. Vi ser at naturen er kompleks, og at der skal både mennesker og klima til at forklare arternes forsvinden. For nogle arter er det kun klima. Samtidigt ser vi at hver art reagerer forskelligt på kombinationen klima/mennesker. Man kan simpelthen ikke generalisere, det er meget mere komplekst en en single-cause theory.
8. Vi kan fint blive enige om at historien om den ædle jæger ikke passer.
Så jeg er uenig med dig i, at vi overfortolker vores data. I et interview bliver man ofte nødt til at trække linierne lidt klarere op, ellers fortaber man sig i detaljer som læseren er ligeglad med.
Jeg sender dig meget gerne en kopi af vores artikel hvis du har lyst til at læse mere om studiet.
Venlig hilsen
Eline Lorenzen

Uddøen igennem de sidste 50.000 år

Eske overtolker sine ellers fine resultataer. Det giver ikke mening at dyr, der har sameksisteret pludseligt skulle fortrænge hinanden. Hvorfor hesten overlever det ene sted og ikke det andet må stadig stå ubesvaret hen. At disse dyr overlapper i fødevalg er vist heller ikke noget nyt, selvom det da er sjovt at man kan vise, at de ikke har ændret sig væsentligt på de 10.000 år siden de gamle lorte blev lagt.

Det er en gammel kendt sandhed at der er rigtigt mange fund af mammut fra dens sidste tid, men er det et sandt billede af bestands størrelsen i forhold til tidligere eller er det et forvrænget billede skabt af bedre bevaringsforhold for de sidste ? Jeg mener det samme billede gælder andre af de store dyr. En teoretisk mulighed kunne være at mammutbestanden voksede i takt med at konkurrenterne blev presset. Når få mammut knogler er fundet på bopladserne kan det skyldes, at man ikke gad slæbe knoglerne med hjem - kun de bedste lunser kød og at man måske ikke engang nåede at skære ind til benet før forrådnelsen satte ind. Hvis man nedlagde en mammut festede man måske ved siden af den og åd i nogle dage indtil lugten drev folk videre til næste festmåltid.

Klimaskift kan ihvertfald udelukkes. Arterne der pludseligt uddør er mestre i klimaskift efter 1,5 millioner år med dusinvis af dem. Eske og Co tilføjer sjove detaljer, men set på en afstand af en million år er billedet urokkeligt: Mønstret følger tydeligt menneskets invasionshistorie begyndende i Australien for 40.000 år siden. I begyndelsen klarer de dyr, der har fulgt mennesket længst sig bedst- de har haft tid til at tilvænne sig- det kaldes coevolution. Derfor har flest store dyr overlevet i Afrika og Tropisk Asien.
Værst er det gået udover de senest invaderede; Amerika og alle øerne i Stillehavet i uanset hvilken kultur, der invaderer først. Europa er midt imellem. Den indfødte i harmoni med naturen findes ikke. Om det er jagten eller de medfølgende rotter, katte og sygdomme, der får det sidste ord kan sikkert variere fra art til art, men billedet af jordens hidtil mest revolutionerende invasive art stå tydeligt frem. Med klimaskiftet ude af diskussionen er spørgsmålet hvor vi skal trække grænsen for begivenheden eller om den bare stadigt udfolder sig stadigt hastigere i takt med, at vi som en muterende virus ændrer adfærd i stadigt mere destruktiv retning stadigt hurtigere.
Hvis vi skal redde resterne må vi samle stumperne i store naturparker hvor de måske kan indgå i nogenlunde selvregulerende økosystemer.

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Annonceinfo
Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg