Da spejderdrengen David Hahn fyldte 10 år, fik han en bog om kemieksperimenter i fødselsdagsgave. Det var den bedste gave, han nogensinde havde fået.
Da han var 12 år, havde han terpet den og alle andre bøger om kemi, han kunne få fat i. Og da han var 14, lavede han sig en portion nitroglycerin.
Eksplosionen rystede hele huset i Detroit-forstaden Golf Manor, og David blev slynget omkuld på kældergulvet, hvor hans far og stedmor fandt ham halvt bevidstløs.
Tilbage fra hospitalet, hvor David fik sine øjne skyllet, talte hans stedmor med meget store bogstaver.
Det var helt og aldeles slut med kemieksperimenter i kælderen!
Hans far opmuntrede i stedet David til at tage nogle flere duelighedstegn som spejder.
Medlemmer af det amerikanske spejderkorps kan vælge imellem hundredvis af forskellige tegn, som giver indsigt i førstehjælp, skovbrug, trafiksikkerhed og mange andre nyttige emner.
David Hahn valgte »Atomenergi.«
Men for at sætte sig grundigt ind i tingene måtte han jo have fat i nogle radioaktive materialer.
David skrev derfor et brev til Kontoret for Nuklear Sikkerhed (NRC) og udgav sig for at være fysiklærer på det lokale gymnasium. Kontorets chef for produktion og distribution af radioaktive isotoper svarede venligt tilbage og gav den videbegærlige fysiklærer adskillige tips til, hvor man finder radioaktive stoffer og hvilke af dem, der bedst nærer en kædereaktion, når de bestråles med neutroner.
Røgalarmer indeholder en smule af den radioaktive isotop americium-241, som skulle være godt til det formål. David kontaktede derfor en række producenter af røgalarmer og fortalte, at han havde brug for en hel del af slagsen til et skoleprojekt. Et firma solgte ham 100 defekte alarmer for en dollar stykket.
Efter eksplosionen i sin fars kælder havde David været nødt til at henlægge aktiviteterne til et skur i sin mors baghave. Her isolerede han stoffet fra røgalarmerne og anbragte det i et hult stykke bly med et lille hul i den ene side. Foran hullet satte han et stykke aluminiumfolie, som har den egenskab, at det absorberer alfastråling fra eksempelvis americium og sprøjter neutroner ud i stedet for.
Køn var den ikke, men David havde nu bygget sig en effektiv lille neutronstrålepistol.
David fandt ud af, at glødenettet i gaslamper indeholder en smule af den radioaktive isotop thorium-232. Hvis han rettede sin strålepistol mod en portion, burde det i teorien blive omdannet til uran-233. Spændende ...
David skyndte sig at købe tusindvis af glødenet fra overskudslagre og brænde dem til en bunke aske. Dernæst købte han for 1.000 dollars lithium-batterier, skar dem over og blandede lithium med thorium-aske.
Med en bunsenbrænder raffinerede han sit thorium til en renhed på mindst 9.000 gange, hvad man finder i naturen. Desværre var Davids strålepistol ikke kraftig nok til at forvandle det til uran.
Davids ven på Kontoret for Nuklear Sikkerhed havde fortalt ham, at intet grundstof er bedre til at producere neutroner end beryllium, når det bliver ramt af alfa-stråling. David fik en af sine skolekammerater til at stjæle en stump beryllium fra kemilokalet, og med det gav han sin strålepistol en gevaldig opgradering.
Under sin jagt på radioaktive stoffer havde han også anskaffet sig en portion af mineralet begblende, der indeholder uran. Han pulveriserede det med en hammer og rettede sin neutronpistol imod det. Effekten var ikke dramatisk, men noget skete der. Tilsyneladende blev pulveret mere og mere radioaktivt, som dagene gik.
David Hahn var efterhånden blevet 17 år, og nu hvor han nærmede sig voksenalderen, var det på tide at kaste sig over et mere udfordrende projekt. Han kunne jo for eksempel bygge en atomreaktor.
Princippet kendte han fra fysikbøgerne, og materialerne havde han i rigelige mængder. I et antikt ur havde han fundet en lille flaske med radiummaling, som han havde destilleret og tørret. Af radium, americium og beryllium samlede han en reaktorkerne, som han omgav med små folieindpakkede klumper af thorium og uran - det hele holdt nødtørftigt sammen med gaffatape.
David Hahn glædede sig. Nu kunne han producere sine egne radioaktive stoffer, så han ikke længere behøvede at rundsende falske breve og skille husholdningsapparater ad.
Men da hans geigertæller begyndte at knitre flere hundrede meter fra hans mors hus, spekulerede David på, om han alligevel havde for meget radioaktivt materiale samlet på et sted. Måske skulle han se at få noget af det skaffet af vejen?
Om natten den 31. august 1994 blev politiet i Golf Manor kaldt ud til et biltyveri. Den unge mand, de mødte, fortalte, at det var hans egen bil, og at han skulle mødes med en ven.
Betjentene var dog ikke overbeviste. I bilens bagagerum fandt de en værktøjskasse, der var forseglet med hængelås og omviklet med flere lag gaffatape.
Da den mistænkte fortalte, at værktøjskassen var radioaktiv som ind i helvede, slog betjentene alarm.
Kort tid efter blev det fredelige villakvarter invaderet af en halv snes FBI-agenter og sikkerhedsfolk iført hvad der for de forskræmte naboer og genboer lignede månedragter. Med motorsave pillede de et skur fra hinanden og anbragte forsigtigt hver eneste stump i store ståltønder med det velkendte sort-gule tegn for radioaktivitet på siderne. Strålingen omkring Davids mor hus var omkring 1.000 gange det normale, og ifølge myndighederne var op til 40.000 indbyggere i området i fare for at indånde radioaktivt materiale. Efter at have fjernet skuret fra jordens overflade fordelte sikkerhedsfolkene resten af David Hahns eksperimenter i 39 tønder, som blev forseglet og fragtet til ørkenen vest for Great Salt Lake i Utah.
David Hahn, der nægtede at lade sig undersøge for radioaktiv bestråling, var ikke længere en velset skikkelse i lokalmiljøet. Han blev dog ikke straffet for sine livsfarlige atomforsøg, og efter gymnasiet forlod han Golf Manor og blev sømand ombord på hangarskibet USS Enterprise.
Formentlig er det et rent tilfælde, at USS Enterprise bliver drevet af otte atomreaktorer.
En forklaring (måske)
David Hahn finansierede sine eksperimenter med løn fra de efter-skole-jobs han havde hos fastfood-restauranter, købmænd og varehuse. Hans historie blev først kendt i offentligheden efter at Ken Silverstein fra Harper's Magazine gik i kødet på den i 1998. Selvom David Hahn indvilgede i at fortælle journalisten om sine radioaktive bestræbelser, er det ikke utænkeligt, at han holdt visse detaljer for sig selv. Under alle omstændigheder er 1.000 dollars næppe en uoverstigelig hindring for en ung mand, der brændende ønsker sig at blive verdens yngste indehaver af en atomreaktor.
Hvor kom pengene fra?
Hvordan pokker havde en teenager råd til at bruge 1000 dollars på batterier?
Æblet ikke langt---
---- fra stammen når man tænker over efternavnet HAHN!
Det var da godt...
...at den salpetersyre jeg brugte til at fremstille nitroglycerin som 14-årig har været for gammel og vandfyldt...