Det er meget muligt, at Jamie Oliver og Gordon Ramsey er to af de mest kendte kokke, vi har i dag. Men de to herrer er blot de sidste skud på stammen i en lang række kokke, som forskere nu har dateret 1,9 million år tilbage i tiden.
Forskere fra Department of Organismic and Evolutionary Biology på Harvard University har studeret kæberne og kindtænderne hos vores forfædre og fundet frem til, at vores forfader, Homo erectus, var den første i vores slægt, der tilberedte sin mad.
Opdagelsen er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift PNAS.
Den danske palæontolog Mette Elstrup Steeman fra Museum Sønderjylland mener, at det har haft stor betydning, at vores forfædre gik fra at leve af ubearbejdet føde til at tilberede den.
»Man har før tænkt på sammenhængen mellem madlavning og dens betydning. Vi ved, at Homo erectus er den første af menneskets forfædre, der rejste ud af Afrika. Man kan fundere over, om det var, fordi de havde muligheden for at tilberede mad, og derfor var i stand til at finde føde overalt på Jorden,« reflekterer hun.
Forskerne fra Harvard University undersøgte, hvor lang tid forskellige menneskeaber bruger på at spise om dagen og sammenholdte informationen med størrelsen på deres kæber, kindtænder og kroppe samt deres DNA.
De fandt ud af, at vi mennesker skulle bruge 48 procent af dagen på at spise, hvis vi var almindelige primater. I virkeligheden bruger vi kun 5 procent, fordi vi er i stand til at tilberede maden. Derved skal vi ikke bruge så lang tid på at tygge og fordøje den.
Derefter undersøgte forskerne de samme parametre hos 14 af vores uddøde forfædre og fandt ud af, at tilberedning af mad allerede opstod for 1,9 million år siden.
Homo erectus (1,8-1,3 millioner år siden), Homo neanderthalis (130.000-30.000 år siden) og Homo sapiens (200.000 år siden til nu) har alle udviklet mindre tænder og mindre kæbemuskler på grund af tilpasningen til vores nye diæt. Derimod så forskerne ikke samme tendens hos andre af de fjernere slægtninge på vores stamtræ.
På den måde kunne forskerne datere tidspunktet for den kulinariske opståen, som altså må være sket før Homo erectus. Forskerne kunne drage denne konklusion, da Homo erectus allerede besad de mindre tænder, da deres slægt så dagens lys for 1,8 million år siden. Altså må udviklingen være sket før.
»Det er interessant læsning. Man fremfører for første gang bevis for, at kæberne og tænderne blev mindre med tiden, fordi vi var i stand til at tilberede maden. De blev altså ikke mindre, blot fordi kranierne og kæbestrukturerne ændrede sig,« siger Mette Elstrup Steeman.
Ifølge Mette Elstrup Steeman har tilberedning af mad haft stor betydning for hele vores udvikling fra de tidlige forfædre til nu. Da vores forfædre begyndte at tilberede maden, frigav det en masse tid til at finde føden og også en masse tid til andre sociale aktiviteter.
Desuden har det også haft stor indvirkning på, hvordan vi ser ud i dag.
»Ved at være i stand til at tilberede maden, ændrede vi også på vores tarmsystem. Da maden allerede var tilberedt inden den kom ned i tarmene, var den lettere at fordøje. Over tid blev vores tarme kortere og vores maver mindre. Hvis man kigger på gorillaer og chimpanser, så har de lange tarme og store maver, fordi de er nødt til at bruge lang tid på at nedbryde maden i tarmene,« forklarer hun.
Det netop offentliggjorte studie vækker da også respekt hos Mette Elstrup Steeman.
»Det er et godt og solidt studie, som ikke bare er refleksioner over en observation. Studiet slår ting fast, som vi havde en idé om, men ikke før nu har fået bekræftet. Dog fortæller forskerne ikke noget om, hvor lang tid det så har taget at tilberede maden. Det er jo en væsentlig ting, som man i hvert tilfælde også bør tage i betragtning,« afslutter hun.
Du kan læse flere af Mette Elstrup Steemans overvejelser om Jordens tidlige liv i hendes blog på Videnskab.dk.
Holdbarhed og gætterier
En af årsagerne til at man begyndte at tilberede maden var måske at man havde fundet ud af nogle madvare kunne holde sig lidt længere når man have sat ild til dem eller at en kølle ikke rådne i samme fart som den slags ellers pleje at gøre efter den havde hængt i røgen fra ildstedet.
Både sult og den menneskelige nysgerrighed har vel også spillet en rolle - man har forsøgt sig med at hælde alt muligt i gryden - knolde - rødder - bananer og en abe og har så lært sig at med lidt ild kunne langt flere ting spises - det udvider naturligvis antallet de typer madvare de kan spise og som kan findes omkring deres bopladser og som ikke kræver så meget tid og energi som en jagt gør – kartofler er trods alt nemmere at fange end en mammut ;) – At sult og hungersnød har spillet en stor rolle er ikke utænkeligt – man ser også eksempler i den nyere historie på at når folk sulter så æder de alt – mus og jord - intet der kan fylde deres maver er for småt eller for ringe alt der kan spises bliver spist og måske har fortidens mennesker også i dårlige tider ædt alt de kunne finde og måske har forsøgt sig vha. ild at gøre uspiselige ting spiselige. Det kan også tænkes at der er gået ild i deres forråd og eftersom det eneste der var at spise så prøvede de at tygge på resterne og fandt nogle af dem bedre smagende og mere fordøjelige efter uheldet end før de blev svedet af.
Jeg så for en del år siden en naturudsendelse om et stammefolk i en eller anden urskov af en slags – hvor kvinderne samlede rødder og andet godt og mændene hentede honning og skød en abe eller to og det hele røg så i en kæmpegryde og blev kogt til en slags grødsuppe som de åd med stor appetit og så en håndfuld honningdryppende bikage med bier og larver til dessert – hvad den også viste det var at en regnskov ikke er så frugtbar som man kunne gå rundt og tro og det var svært at fange abebøffer eller slangesteg og de ofte derfor spiste kogte rødder og knolde og mindre kød end man kunne forvente.
Måske gjaldt det også for vores forfædre – at der ikke var så meget vildt som man forestiller sig og det der var, var langt svære at dræbe med deres primitive redskaber – de var derfor tvungne til at leve af maddiker og kogte rødder i lange perioder.
Det er alt sammen naturligvis gætterier men en del bygger jeg på at mange retter er igennem tiden opstået/opfundet grundet fejl og den abe nysgerrighed i er udstyret med og som får os til at gøre alle mulige tossede ting bare for at se hvad der sker – hvilket jo kan være ganske underholdne lige indtil at en kommer til at trække en sabeltiger i halen og så har vi balladen.
En af vores mesterkokke havde glemt et par hele hvidløg i en oven og de blev langsomt udtørret og næsten brændt - han knuste dem og ville hælde dem ud da han opdagende en helt ny måde hvidløg kunne smage på og legede så med dem i forskellige retter - historien er ikke helt sand - måske var det første gang for ham - men der findes åbenbart nogle gamle opskrifter med ovntørret/brændt hvidløg som krydderi (men det var jo et sidespring).
Sult gør os særdeles opfindsomme og hvorfor skulle det ikke gælde for vores forhistoriske bedstemødre: ”hvis den ikke kan ædes rå så sætter vi sgu ild til den og så har vi enten en ny dessert eller en gammel tante der skal begraves”.
Og så er der lige de nulevende samfund der bor ude i en skov – hvor man kan studere hvordan de gør – eftersom kun de færreste af dem har set Hells Kitchen så er deres madlavning ikke så påvirket af udefra kommende opskrifter og gæste kokke og kan derfor ligne det forfædrene gjorde.
Men som skrevet – bare lidt gætterier over en kop espresso
Arbejdsdeling er sikkert svaret
I en jæger-samlerstamme, der ikke kender til ild, må alle i princippet selv skaffe sig maden, evt. ved fx at jage i flok, skære/flå den i stykker og møjsommeligt tygge sig gennem de mere eller mindre seje urter, kød mv.
Jeg mindes at have læst, at typisk skaffede kvinderne med gravestok o. lign. 70% af maden, mod de jagende mænds ca 30%.
Med ilden bliver der mulighed for arbejdsdeling, en eller to kan tilberede maden til hele flokken, mens de øvrige laver noget andet, maden bliver lettere at tygge og at fordøje, måltidet er hurtigere overstået, og stammens samlede tidsforbrug på tilberedning og spisning falder.
De 48 % forudsætter, at vi var som de andre primater, der overvejende lever af planter suppleret med lidt animalsk føde, og bruger tid på at fordøje. Jeg gætter på, at processen mod de 5% indeholder mange andre trin end lige ild/tilberedning, blandt andet ved at vores forfædre blev bedre jægere og dermed fik mere energiholdig mad.
Den første kok levede for 1,9 million år siden
Dyb undren over følgende:
"De fandt ud af, at vi mennesker skulle bruge 48 procent af dagen på at spise, hvis vi var almindelige primater. I virkeligheden bruger vi kun 5 procent, fordi vi er i stand til at tilberede maden. Derved skal vi ikke bruge så lang tid på at tygge og fordøje den."
Jamen maden skulle da stadigvæk indsamles, jages og håndteres og forskellen på at spise rå fødevarer og tilberedte, er vel ikke så stor rent tidsmæssigt. Men lad mig spørge:
- Skulle der ikke samles brænde til tilberedningen og med hensyn til at fordøje, hvor lang tid er det nu lige, man bruger på det? (altså er inaktiv)
Der er da vist set eksempler på, at man godt kan fordøje sammen med, at man laver noget andet eller startede/starter vores forfader eller kontoristen først på dagens gerning, når de var/er færdige med at fordøje?
"Da vores forfædre begyndte at tilberede maden, frigav det en masse tid til at finde føden og også en masse tid til andre sociale aktiviteter"
Denne påstand savner enhver form for logik. Hvorfor skulle det give mere tid, at man tilbereder føden? Måske forholder det sig endda lige modsat.
Det der gav de nye mennesker mere tid, var vores stigende anvendelse af teknik og raffinerede våben.
"Ved at være i stand til at tilberede maden, ændrede vi også på vores tarmsystem. Da maden allerede var tilberedt inden den kom ned i tarmene, var den lettere at fordøje. Over tid blev vores tarme kortere og vores maver mindre. Hvis man kigger på gorillaer og chimpanser, så har de lange tarme og store maver, fordi de er nødt til at bruge lang tid på at nedbryde maden i tarmene"
Alle, der har arbejdet bare minimalt på dette område, er vidende om, at rovdyr har korte tarme og græs- og urteædere har lange tarme. Da mennesker gradvist overgik til at blive rovdyr, - en proces flere bavianarter i øvrigt også har taget hul på, - så blev vores tarme kortere, fordi vi tilberedte maden; men så sandelig også fordi vores kost kom til at indeholde en stigende mængde animalsk føde, herunder også en stor del insekter og larver, som er meget mere rig på de ting vi har brug for og derfor ikke behøver så lang tid til fordøjelse.