EL = SL - 2 x TL + TS
Hvis du tror, at denne artikel handler om matematik, må du tro om igen. Ovenstående matematiske formel beskriver delfiners brug af ekkolokation for at fange deres bytte.
Det foregår på den måde, at delfiner laver høje kliklyde, som de slynger ud i vandet, for så at opfange lyden igen når den kastes tilbage fra omgivelserne. På baggrund af hvor hurtigt lyden reflekteres, og hvordan de returnerede ekko ser ud, kan delfinerne lokalisere og identificere middagsmaden.
Der har hidtil meldt sig et meget stort MEN, når forskerne analyserer delfinernes kasten rundt med lyde. Det skyldes usikkerhed om, hvorvidt lyden bliver ved med at være lige høj og intens uafhængig af, hvor nær delfinen er på sit bytte.
Det store MEN har den danske forsker Frants Havmand Jensen imidlertid sat sig for at punktere. Han er bioakustiker på Biologisk Institut på Aarhus Universitet. Han bruger den matematiske formel som et værktøj til at beskrive, hvad han observerede, da han undersøgte delfiners ekkolokation i det vestlige Australien for at finde svar på spørgsmålet, om delfiner skruer op og ned for lyden, når de går på jagt.
»I knap 40 år har forskerne forsøgt at undersøge, hvordan delfiners ekkolokation egentlig virker, men undersøgelserne er primært blevet udført på tamme delfiner. Det er imidlertid slet ikke sikkert, at vilde delfiner benytter sig af de samme fangststrategier som tamme. Det ville jeg undersøge,« siger Frants Havmand Jensen.
Frants Havmand Jensen ankrede op i Koombana Bay med fire undervandsmikrofoner - såkaldte hydrofoner - for at optage de kliklyde, delfinerne laver, når de går på jagt. Her blev det for alvor tydeligt, hvordan vilde delfiner er meget sværere at studere end tamme.
Ud af de 3.868 kliklyde han registrerede på to dage, var kun 85 brugbare fra 26 delfiner, som man med sikkerhed kunne sige var fokuseret på hydrofonerne.
»Delfiners kliklyde er meget direktionelle, nærmest som lyset fra en lommelygte er fokuseret i en retning. Derfor er det langt fra uproblematisk at optage disse lyde fra delfiner i det fri,« forklarer Frants Havmand Jensen.
At delfiner bruger både fløjtelyde og kliklyde til at kommunikere med. Fløjtelyde benyttes over store afstande til mange individer. Mens kliklydene benyttes over korte tilstande til enkelte individer. Som en sms til en enkeltmodtager og en 'alle-mail' til hele flokken.
»Mine undersøgelser tyder på, at delfiner skruer ned for lydstyrken, når de kommer indenfor en vis afstand af byttet,« siger Frants Havmand Jensen.
Derved burde der være sat punktum i en videnskabelig diskussion, som har stået på i små 40 år.
Frants Havmand Jensen trækker en parallel til flagermusenes verden.
Marsvin kan kun kommunikere med kliklyde, der højst rækker til ca. 200 m. Delfiner, som både benytter sig af fløjt og klik, kan kommunikere over afstande på flere kilometer.
»Visse flagermusarter, der jo også benytter sig af ekkolokation, spænder helt automatisk muskler i mellemøret, når de har afsendt en lyd. På den måde nedsættes opfattelsen af ekkoer, der kommer meget hurtigt tilbage. Men i modsætning til flagermusene er jeg ikke sikker på, at der er tale om en automatisk reaktion ved delfiner. Jeg tror, det er noget, delfinerne gør bevidst,« siger Frants Havmand Jensen.
Han begrunder en aktiv justering af lydstyrken med, at det hjælper centralnervesystemet med at håndtere og processere lydinformationerne. Et bytte meget tæt på delfinen giver et meget kraftigere ekko end et bytte længere væk fra delfinen.
»Så når de modtager, skruer de automatisk ned for lydmodtageknappen. Men når de sender lyde, når de er tæt på et byttedyr, så skruer de bevidst ned for lyden. Fordi ekkoet, der sendes tilbage, ellers ville være for voldsomt for deres ører,« forklarer han.
Det er særdeles avancerede informationer delfinerne kan hive ud af lyden, der kastes tilbage. Groft sagt svarer det til den måde, vi kan høre forskel, når vi kaster en bold mod en mur, et vindue eller en sofa. Blot er delfinerne ekstremt sofistikerede i deres ekkolokation, og det er der nytteværdi i. De kan for eksempel høre, om der er mad i farvandet.
»De kan høre forskel på, om det for eksempel er en blæksprutte, en klippe eller en fisk med svømmeblære, som reflekterer lyden. Nogle tandhvaler udvælger endda kun specifikke byttedyr, når de jager, måske de byttedyr der er mest energirige,« forklarer Frants Havmand Jensen.
Takket være brugen af ekkolokation kan delfinerne og de andre tandhvaler jage uafhængigt af lys. På den måde kan de lettere finde føde om natten på større dybder, hvor der er mørkt, fordi sollyset ikke kan nå herned.
Bander af handelfiner voldtager hunner
Delfinhanner indgår alliancer med andre hanner for at få adgang til at parre sig med hunnerne. Det viser undersøgelser, foretaget af andre forskerkollegaer på Aarhus Universitet. En handelfin slår sig først sammen med en anden handelfin, og dette par rotter sig yderligere sammen med andre par med det ene formål, at de skal være mange nok til at overmande en hun. Delfinerne, som har indgået den slags alliancer kan for eksempel svømme fuldstændig synkront.
Når sådan et par handelfiner uden forvarsel dukker op til vandoverfladen, så minder det nærmest Frants Havmand Jensen om to bandemedlemmer, der passer en op. Lars Bejders forskningsresultater har overbevist ham om, at delfinernes avancerede brug af både fløjt og kliklyde, gør dem i stand til at kommunikere sammen på et højt niveau. Samtidig vender resultaterne op og ned på det billede, mange har af delfiner som nuttede og kærlige dyr.
