Vi ved, at delfiner kan sanse og dermed jage ved hjælp af ekkolokalisering, hvor reflekterede lydbølger afslører byttedyrets position.
Nu viser det sig, at mindst en delfinart, den sydamerikanske delfin Sotalia guianensis, også har evnen til at sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne i et dyr.
Både kloakdyr, altså næbdyret og myrepindsvinet, samt visse fisk og amfibier kan opfatte elektriske signaler. Dette er imidlertid første gang, man har konstateret, at andre pattedyr end kloakdyrene også kan 'se elektrisk'.
Det var to delfiner i fangenskab i Allwetterzoo Münster i Tyskland, som satte forskerne på sporet af den skjulte sans. De observerede nemlig nogle mørke fordybninger på delfinernes snuder.
Disse fordybninger findes også hos andre dyr, som kan opfange elektriske felter, for eksempel fisk, og forskerne havde hidtil ikke set dem anvendt til andet.
Infrarøde billeder af fordybningerne viste imidlertid, at de af og til lyste op. Der var altså en eller anden aktivitet i gang der.
»Vi vurderede, at de måtte have en eller anden funktion,« siger Wolf Hanke, biolog fra Universität Rostock, til ScienceNow.
Da den ene af de to delfiner døde af naturlige årsager, tog Hanke og kollegerne vævsprøver af delfinens snude for at se på cellestrukturen i fordybningerne. Den viste sig mere at ligne elektroreceptorer end den lignede de områder, hvor der for eksempel tidligere havde været følehår. Følehårene havde ellers været en af teorierne om, hvor fordybningerne stammer fra.
Dermed bestemte forskerne sig for at teste teorien på Paco, den anden, og stadig levende, delfin af de to forsøgsdelfiner. Ville han reagere på svage elektroniske signaler i stil med dem, et mellemstort måltid fisk ville udsende.
Paco blev trænet i at stille sig i position i bassinet, mens trænerne udsendte svage elektriske signaler ti centimeter fra hans næse.
Hvis han kunne mærke signalet, skulle han forlade sin position.
Forskerne udsendte 168 signaler i flere forskellige styrker, og Paco viste sig at reagere på selv meget svage signaler. I studiet skriver forskerne, at følsomhedsniveauet svarer til det, man finder hos næbdyret.
Når forskerne dækkede hans snude med en plastickop, mistede han imidlertid evnen til at opfange signalerne.
Delfinerne bruger ekkolokalisering til at finde fiskestimer og andet bytte, der er langt væk. Forskerne tror, at denne nye sans bruges i uklart vand, når byttet begynder at nærme sig.
Det passer fint, for Sotalia guianensis lever og jager i mudrede og turbulente områder nær bunden i flodmundinger og langs Sydamerikas kyst, hvor det kan være svært at se eller lugte fisken, før den er lige foran næsen af en.
Forskerne udelukker ikke, at andre delfinarter også kan have den samme sans. De er nu i færd med at undersøge blandt andet floddelfiner, som også fouragerer langs bunden, hvor der gerne er dårligst sigtbarhed.
Før disse eksperimenter har Paco sandsynligvis ikke haft nogen anledning til at bruge sin elektriske sans. Han har nemlig levet størstedelen af sit liv i fangenskab. Hanke sammenligner det med at lade mennesker leve et helt liv uden at kunne bruge lugtesansen.
Forskerne, som har arbejdet med Paco, siger, at han virker mere opmærksom og livlig efter at have brugt sin sans. Der ligger dog ingen videnskabelige eksperimenter bag den observation.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
Delfiner kan mærke elektriske felter
Udmærket artikel; men jeg er ikke særligt overrasket over indholdet.
For når nu hajer og iøvrigt flere andre dyr, kan opfatte elektriske impulser, hvorfor skulle højtudviklede pattedyr så ikke kunne?
Måske ikke lige nødvendigvis mennesker, - vore sanser er jo i forvejen elendige, målt mod nogle af vore pattedyrkollegaers.
Det er en kendt sag blandt hestefolk, blandt hvilke jeg har haft min gang igennem mere end 40 år, at heste skal lære elhegnet at kende, når de kommer ud på en ny mark, - altså med andre ord: De må gerne gå imod hegnet, så de ved, det er ubehageligt og derfor holder sig fra det. For hvis der er noget, heste finder ubehageligt, så er det at få et elektrisk rap på deres supersensitive mule.
Men, men - men.
Voksne heste rører stort set aldrig ved et elførende hegn med mulen. De kan komme til det af vanvare og så ofte med andre dele af kroppen.
Det er utallige gange, jeg har iagtaget heste gå med mulen 10 eller 15 centimeter fra hegnet; men aldrig nærmere.
Heste har nogle lange bløde hår fordelt på mulen, som de facto er hypersensitive og for mig ser det ud som om, at når disse hår er få centimeter fra spændingsfeltet, - altså tråden, - så er det som om hesten registrerer elektriciteten og holder afstand til tråden.
Det er ligeledes hændt rigtig mange gange, at venner og bekendte blandt hestefolket har fortalt mig, at deres heste/ponyer har været på springtur og når jeg går dem på klingen, må de som regel indrømme, at der jo altså ikke havde været tændt for strømmen, netop den dag dyrene løb ud!
Det spændende er så, hvordan de lige præcis registrerede, at der ikke var strøm på hegnet den dag.
For hvis det er et chancespil de foretager og altså ikke reelt ved, om der er strøm i hegnet, så ville de aldrig udsætte sig for risikoen ved at prøve. Heste hader simpelthen strøm.
(Undtaget er selvfølgelig paniske reaktioner på grund af skud, løse hunde eller overfald af knoter).
Som mange garvede siger: Når det gælder køer, skal der være et ordentlig smæk på hegnet; men når det gælder heste, så skal der bare være en lille strøm i hegnet.
Så ved de, - uden at røre hegnet direkte, - at strømmer er koblet til.
Er her noget at gå igang med at undersøge på lidt mere videnskabeligt plan end mine "husmandsteorier".
Jeg tror det!