Tyrannosaurus Rex og de andre dinosaurer blev udryddet ved et stort meteornedslag ved Yucatan-halvøen i Mexico for 65 millioner år siden. Eller – var det et vulkanudbrud? Forskerne er stadig ikke sikre. (Figur: NASA/Charles R. Knight/Chris Glen, The University of Queensland)

De fleste kender det dramatiske glansbillede fra barndommens dinosauerbøger: Tyrannosaurus Rex brøler hjælpeløst mod en himmel, der flækkes af røgstriberne efter kæmpemeteorer.

Kongen er dødsdømt, uhyreøglernes tyran må abdicere. Dinosaurerne fryses ud af evolutionens gode selskab i den globale vinter efter kometkollisionen ved Yucatan-halvøen for 65 millioner år siden.

Den sidste kuldebølge

Mindre kendt er det, at nogle forskere har tegnet det samme katastrofale endeligt for lodne mammutter og andre nordamerikanske kæmpedyr for cirka 12.500 år siden.

Også dengang blev klimaet på den nordlige halvkugle koldere. Perioden kaldes Yngre Dryas. Den varede kun 1300 år, som en kort kuldekrampe i dødssammentrækningerne efter sidste istid.

Også i Norge kan vi se rester af disse frostkramper. Forhøjningerne i floraen blev dannet da indlandsisen rykkede frem over landet for sidste gang.

Selv om Yngre Dryas varede kort, var den hård for både mennesker og dyr. Spydspidser af sten og andre sprog af den ur-indianske Clovis-kultur i Nordamerika ophører brat i denne periode, og vender ikke tilbage i yngre aflejringer.

Koldt vand standser varm strøm

Den traditionelle forklaring på Yngre Dryas har været, at store søer i Nordamerika blev dæmmet op af isbræer i nord.

Spydspidser fra Clovis-kulturen, Cedar County, Iowa. Denne kultur forsvandt sikkert på grund af kuldeperioden Yngre Dryas for 12.500 år siden. (Foto: Bill Whittaker)

Da isen smeltede, brast dæmningerne. Ferskvandet strømmede ud med drivisen i havet mellem Grønland og Svalbard.

»Det kolde ferskvand blev liggende som et låg over Norskehavet, og lukkede for den varmere Golfstrøm fra syd. Dette kan forklare, hvorfor klimaet blev koldere,« fotæller professor emeritus Jan Mangerud fra Institutt for geovitenskap og Bjerknessenteret i Bergen, Norge.

Ny forklaring

I 2007 lancerede et kendt amerikansk forskerteam en helt anden hypotese: Et stort himmellegeme, måske en komet, eksploderede over Nordamerika for cirka 12.900 år siden.

Dermed bliver Yngre Dryas som et mindre, men alligevel vigtigt ekko af det store drøn fra himmelen, der frøs dinosaurerne ud af livets historie for 65 millioner år siden.

Flere kuldeperioder

Men teorien er omstridt. Jan Mangerud er blandt de, der ikke helt tror på en kometkollision.

»Der er alt for få positive observationer, som bakke op om den teori, til trods for intens udforskning,« siger han.

Jan Mangerud og hans medarbejdere har også publiceret en artikel, hvor de viser, at klimaet ændrede sig på samme måde, som i Yngre Dryas flere gange under sidste istid.

Blev mammutterne og andre store dyr udslettet på grund af et stort meteornedslag? En teori fra 2007 foreslår dette. (Figur: NASA/Charles R. Knight)

»Det er usandsynligt, at der var så mange meteornedslag,« siger han.

Fejltolkede tegn

Og nu får Jan Mangerud støtte af en ny artikel, som er publiceret i tidsskriftet Proceeding of the National Academy of Sciences (PNAS). Artiklen viser, at flere tegn på en kosmisk kollision kan være fejltolket.

Et tegn er grundstoffet iridium. Der er mere iridium og andre sjældne sporelementer i sten fra verdensrummet end i sten fra Jorden.

Et andet tegn er små kugler af magnetisk materiale. Kuglerne kan være dråber af smeltet sten fra meteornedslaget, som er størknet før de faldt ned igen.

Et tredje tegn er bittesmå diamanter i jorden. De bliver lavet, når kulstof i bjergarterne trykkes voldsomt sammen under kollisionen med himmellegemet.

Fra flere tidsperioder

Men det interessante i den nye artikel er, at disse markører findes i lag med organisk materiale fra flere forskellige tidsperioder. Disse lag er rester af tørv fra gamle moser og vådområder.

Forfatterne har undersøgt disse gamle lag af tørv, som er fra 8.000 til 40.000 år gamle, og har fundet markørerne i de fleste lag. De kan altså ikke skyldes et enkelt meteornedslag.

Sporene efter vulkaner ligner til forveksling de spor, som en kæmpemeteor efterlader. (Foto: National Parks Service)

I stedet kan ophobningen af de antagne kosmiske markører forklares med jordiske processer. De kan ganske enkelt være blevet fanget op og sunket ned i de gamle moser.

»Vi ved, at vindblæst materiale i tørre landskaber fanges op, der hvor der er fugtigt, som i de tynde moser, hvor lagene af tørv er dannet,« siger Jan Mangerud.

Kosmisk støv overalt

Når det handler om en af markørerne, de små kugler af magnetisk materiale, er han alligevel enig i, at de sandsynligvis kommer fra verdensrummet. Problemet med kollisionsteorien er bare, at sådan noget støv regnet ned fra rummet hele tiden.

»Forskere finder både en masse kosmisk støv og større meteorer i Antarktis og på Grønland. Der er der jo en lidt anden støvforurening. Når sneen og isen smelter, kommer der nyt kosmisk støv frem hele tiden,« siger Jan Magnerud.

»Dette artikel viser, at kollisionsteorien er meget mindre sandsynlig. Selv om forfatterne er forsigtige i deres udtalelser, vil jeg sige, at de nærmest har afkræftet teorien,« fortsætter han.

Vulkan giver kulde

Diskussionerne går altså forsat højt mellem forskerne om de lave temperaturer i Yngre Dryas.

Og usikkerheden forplanter sig videre bagud gennem millioner af år, helt tilbage til dinosaurernes dramatiske endeligt. Måske blev de ikke udryddet af en kæmpemeteor? Måske formørkede en kæmpevulkan uhyrernes himmel?

Ideen om det altødelæggende meteornedslag har altid fascineret folk. (Foto: Colourbox)

»Vi så kraftige temperaturfald efter at øen Krakatau eksploderede i Indonesien i 1883, og ved andre nyere vulkanudbrud,« fortæller Tom V. Segalstad, lektor på Naturhistorisk museum ved Universitetet i Oslo.

»Eksplosive vulkaner kan spy skyer af svovldioxid højt op i stratosfæren. Der binder det sig med vand til bittesmå svovlsyredråber, som lukker for sollyset. Dette forklarer, at det bliver koldere,« fortsætter han.

Samme spor

Ifølge Tom V. Segalstad er det svært at skille et vulkanudbrud fra et meteornedslag. De efterlader omtrent de samme spor.

Også vulkaner laver højt tryk, så kulstof kan trykkes sammen til små diamanter. Trykket kan også omforme kvarts, blandt andet til særlige trekantede krystallegemer, som kaldes shatter cones på engelsk.

»Dette kan ske både i de største eksplosive vulkankratre og i meteorkratre,« siger Tom V. Segalstad.

Også bjerglag fra slutningen af Kridttiden, da dinosaurerne forsvandt, indeholder mere iridium end normalt.

Sidder fortsat på gærdet

»Men forhøjede mængder iridium er ikke kun fundet rundt på Yucatan-halvøen. Også i Danmark er der lagdelte bjergarter med meget iridium. Hvordan kan et meteornedslag i Mexico sprede iridium over så store områder?« spørger Tom V. Segalstad.

Han påpeger, at iridium også kan opløses i vand og transporteres og deles ud igen, uden at meteorer eller vulkaner er medvirkende.

»Forskerne diskuterer stadig frem og tilbage. Nogle tror på kollisionsteorien, andre på vulkanteorien. Argumenterne fra begge sider er gode, og mange bliver flakkende i blikket, når man beder dem om at vælge sige. Selv sidder jeg forsat og svajer på gærdet,« afslutter han.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson