Illustration af en Maiacetus inuus-han, med skelettet markeret ovenpå. (Tegning: John Klausmeyer and Bonnie Miljour, University of Michigan Museums of Natural History )

De første hvaler fødte deres unger på land. Det viser nye omfattende studier af 47,5 millioner år gamle hvalskeletter, der blev fundet i Pakistan i 2000 og 2004.

Opdagelsen, som er gjort af et internationalt hold palæontologer under ledelse af professor Philip Gingerrich fra Michigan University USA, præsenteres i dag i det videnskabelige tidsskrift PloS One.

Skeletterne blev fundet inden for samme område i Pakistan og stammer fra en han- og en hunhval fra en hidtil ukendt art, der tilhører den primitive hvalgruppe Archaeoceti.

Mellem hunhvalens velbevarede knogler fandt forskerteamet resterne af et foster, der stort set var færdigtudviklet, men som altså aldrig nåede at blive født. (Se fundet nederst på siden).

'Et enestående fund'

Ungens orientering i moderens underliv afslører, at den ville være kommet til verden med hovedet først.

Det er samme vej, som pattedyrene på landjorden altid har født deres unger, men er stik modsat den retning, nutidens hvalunger vender i livmoderen, når de er klar til at indtage verden. Derfor kommer opdagelsen som en kæmpe overraskelse.

Fossilet af det hun-eksemplaret af den hidtil ukendte hvalart Maiacetus inuus, som har et næsten fødedygtigt foster i underlivet. Det hvide kranium ses yderst til højre (tænderne er brune). Alle andre dele af skelettet er markeret med rødt. Fostret, der er i fødestilling, er blåt (fostrets tænder er orange). (Foto: University of Michigan Museum of Paleontology) -

En dansk palæontolog, der er ekspert i fortidens hvaler, er dybt imponeret over fundet.

»Opdagelsen er helt fantastisk! Indtil i dag har det kun ud fra benenes udformning været muligt at vurdere, om en given art af tidlige hvaler har været afhængige af at komme op på land for at føde deres unger. Men her giver fødselsstillingen en klar indikation af, at i hvert fald denne art har været afhængig af at kunne føde på land. Det indsnævrer tidspunktet for, hvornår hvalerne helt slap landjorden,« siger palæontolog Mette Elstrup Steeman, der er post doc ved Ancient DNA and Evolution Group, Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Derudover slår hun fast, at det hører til de absolutte sjældenheder at finde mere end ét skelet af samme hvalart.

»En hunhval med så velbevaret et foster er ikke set indenfor urhvalerne før. Og her har man så oven i købet fundet en hanhval af samme art, så man ved, hvordan hele 'familien' ser ud. Enestående! Dette fund vil give os en guldgrube af viden om de tidlige hvaler,« udbryder hun.

Forvirrede forskere

Fundets storhed kom også helt bag på forskerne selv, og der gik lang tid før de helt fattede, hvad det egentlig var, de havde fundet.

Da professor Philip D. Gingerich så skeletterne første gang, blev han forvirret over at finde miniatureben mellem knoglerne fra en fuldvoksen hval. Der var noget, der overhovedet ikke stemte. »Ved synet af de små hvaltænder troede jeg umiddelbart, at vi havde at gøre med en meget lille voksenhval - men herefter fandt vi nogle store ribben, der på ingen måde kunne passe sammen med de bittesmå tænder. Først sent på aftenen gik det op for mig, at vi havde fundet resterne af en hunhval, der bar et foster,« fortæller Philip Gingerrich. For at hylde og markere opdagelsen, har forskerne nu døbt den nyopdagede hvalart for Maiacetus inuus - Maiacetus betyder moder-hval, mens Inuus er navnet på den romerske frugtbarhedsgud.

Midt på evolutionsstigen

Opdagelsen er fantastisk. Den indsnævrer tidspunktet for, hvornår hvalerne helt slap landjorden

- Mette Elstrup Steeman

De nye studier sladrer også om hvor på hvalernes stamtræ, arten befinder sig.

Skeletternes tandsæt viser nemlig, at denne hvalart har levet af fange og fortære fisk. Dertil kommer, at Maiacetus inuus, ligesom så mange andre arter fra den primitive gruppe archaeocetes, var udstyret med luffer, der har gjort hvalen til en mestersvømmer.

Alt i alt får det palæontologerne til at konkludere, at Maiacetus inuus har brugt størstedelen af sin tid på at boltre sig i havet.

»Dyrene har formentlig kun kravlet op på land for at sove, parre sig og føde,« fortæller Gingerich.

Dens konklusion er den danske palæontolog Mette Elstrup Steeman enig i.

»Artens luffeagtige lemmer tyder på, at den evolutionsmæssigt befinder sig kort før hvalerne blev uafhængige af land. De seneste årtiers studier har givet os et fantastisk indblik i, hvordan den tidlige overgang fra land til vand fandt sted for hvalerne. Men med dette fund får vi et unikt vindue til den periode, hvor hvalerne var ved helt at slippe afhængigheden af landjorden,« siger hun.