Der er 14 forskellige finker på Galápagosøerne. Foto: Carsten Broder Hansen

De berømte finker fra Galápagosøerne er i dag et billede på Charles Darwins evolutionsteori. Men er der én ting Darwin

ikke

gjorde på sin eventyrlige rejse, var det at opfinde evolutionsteorien.

For det første var evolution allerede et begreb længe inden Darwin og hans egen bedstefar, Erasmus, havde faktisk opfundet en evolutionsteori, allerede inden Darwin blev født. For det andet var det slet ikke Darwin, men hans ven, ornitologen John Gould, der opdagede, at fuglene fra Galápagosøerne alle sammen var samme type fugl men med forskellige evner.

Finkemyte

Historien om, at Darwin fik idéen, da han sejlede fra ø til ø og opdagede interessante varianter i finkernes næblængde og -tykkelse, der gjorde nogle egnet til at knække nødder og andre til at fiske insekter ud af sprækker, er en myte.

Darwin tænkte overhovedet ikke, at fugle var samme type, der var opstået fra samme forfader. Tværtimod noterede han dem som en blandet flok af finker, sangere og kernebidere.

Han var endda så uerfaren, at han hjemme i England til sin rædsel opdagede, at han ikke havde noteret, hvilke øer fuglene var fundet på.

Naturlig selektion

Det tog de næste fem år med at rode igennem kasse efter kasse af de indsamlede genstande fra MS Beagle inden Darwin kunne rede trådene ud og gennemskue, hvor de enkelte fugle kom fra.

Idéen om naturlig selektion begyndte først for alvor at udfælde sig i Darwins bevidsthed efter hjemkomsten til England.

Her læste han økonomen Thomas Malthus' »An Essay on the Principle of Population« (1803), hvori Malthus matematisk viser, at menneskers fødevareproduktion aldrig kan holde trit med befolkningsvæksten.

Det fik Darwin (og senere også Wallace) til at se på naturen som en evig kamp om de tilgængelige ressourcer.

Organismer i konstant forandring

Finkerne adskiller sig fra hinanden ved at have forskellig form på næbbet. (Illustration: John Gould (14.Sep.1804 - 3.Feb.1881)

Darwin indså, at individer, der har en medfødt fordel vil klare sig bedre og give den fordel videre til deres afkom. På den måde er alle organismer i en konstant forandring og tilpasning til forholdene.

I juli 1837 tegner Darwin den første skitse af et udviklingstræ, som vi tegner dem i dag - en slags »livets træ«, der viser, hvordan arterne udvikles fra fælles oprindelige former. Øverst på siden skrev Darwin »I think«.

Finkerne er et rigtig godt eksempel på, hvordan en lille variation i individuelle fugle kan føre til forskellige arter tilpasset hver deres fødeniche, hvorfor de ikke konkurrerer om den samme ressource og kan leve side om side.

Der er 14 forskellige finker på øerne, som primært adskiller sig fra hinanden på formen af deres næb, hvilket er afgørende for hvilken føde finken lever af. Nogle med kraftigt næb spiser frø og kerner, nogle med spidse næb fanger insekter i sprækker og revner, mens andre har et næb tilpasset kaktusblomsten, og atter andre spiser både blomsterknopper og insekter.

Forfader blæst ud til øer

Alle finkerne er de opstået fra en enkelt forfader, der er blæst ud til øerne fra det sydamerikanske fastland. På de enkelte øer har fuglene udviklet sig forskelligt og tilpasset sig forskellige fødekilder, hvilket siden er bekræftet af moderne studier.

Darwin skrev sin teori som et fyldigt 230 siders »udkast« i 1842. Men i 1844 gjorde han noget temmelig overraskende: Han låste manuskriptet væk og kiggede ikke på det igen i mere end et årti.

Charles Darwin var udmærket klar over, hvilken rasende modtagelse hans teori ville få, fordi ingen ville kunne undgå at forstå, at også mennesket var udviklet fra tidligere former og ikke som i den bibelske skabelsesberetning kastet ud af paradisets have.

Han var bekymret for reaktionen og ville beskytte sit navn og status som videnskabsmand. Det var farlige, nærmest kætterske tanker, så han holdt dem for sig selv i en serie hemmelige notesbøger mærket A, B, C osv. op til M.

Troende kone

Måske var han også bekymret for at såre sin elskede kone, Emma, der var meget troende. (Da teorien senere kom frem, håbede Emma på sin side, at Darwins idéer ikke ville forhindre dem i at leve sammen i efterlivet.)

Der skulle et rystende brev fra Østen til, før Darwin i sommeren 1858 kom ud af busken. Afsenderen var den unge naturforsker, Alfred Russell Wallace, der beundrede Darwin og jævnligt korresponderede med ham.

I brevet præsenterede Wallace en teori, der med Darwins ord »ikke kunne være et bedre abstrakt af mit manuskript, hvis det var blevet trykt i 1842.«

Wallace ville offentliggøre teorien og Darwin stod i et dilemma.

Enten skulle han træde tilbage og forkaste alt sit eget arbejde eller snyde Wallace for æren og selv skynde sig at blive den første.

Stille fremlæggelse

Darwins to venner Charles Lyell og Joseph Hooker fandt et kompromis, at begge mænds teorier blev præsenteret sammen ved et møde i Linnean Society 1. juli 1858. Kun ca. 30 tilhørere overværede fremlæggelsen, der hverken inkluderede Darwin, som begravede sin yngste søn, Charles, død af skarlagensfeber eller Wallace, som stadig befandt sig Østen.

Mødet vakte ingen røre, og de banebrydende idéer blev knap nok noteret. Først med Darwins bog året efter fik verden øjnene op for naturlig selektion og arv med modifikation.