»Når jeg bliver stor, vil jeg være astronaut«.
Sådan sagde Andreas Mogensen allerede, mens han var dreng, og det mål har han arbejdet sig hen imod lige siden.
Nu er hans drengedrøm ved at gå i opfyldelse, for sidste forår blev han udvalgt til at deltage i den europæiske rumagentur ESA's astronautkorps ud af 8.413 ansøgere.
Siden september har han haft sin daglige gang på astronautcentret i den tyske by Køln, hvor han er i fuld gang med at træne til de kommende missioner. Og til november er han flyveklar.
I dag holder han fri og er et smut i Danmark for at besøge sin familie. Ved samme lejlighed giver han sig tid til at snakke med Videnskab.dk.
»Jeg har rejst meget, siden jeg var helt lille, og er en eventyrlysten person. Jeg har altid været fascineret af flyvemaskiner, rumskibe og rumfart. Senere i skolen blev jeg også interesseret i rummet fra et videnskabeligt synspunkt,« siger Andreas Mogensen.
At rejse i rummet er meget mere end bare fart og spænding, for i bund og grund handler astronautjobbet om at gøre mennesket klogere på universet.
VIDSTE DU
Andreas Enevold Mogensen er født den 2. november 1976 og er den første danske astronaut, selvom han endnu ikke har fløjet i rummet.
Han blev d. 20. maj 2009 udvalgt til at deltage i ESA's astronautkorps.
Den typiske astronaut er ikke længere jagerpilot, men forsker, der er uddannet til at gennemføre komplicerede videnskabelige eksperimenter.
Andreas Mogensen er også selv naturvidenskabeligt funderet med en ph.d.-grad i rumfart ved University of Texas i USA, og han opfatter universet som uopdaget land, der kun venter på at blive udforsket:
Kun fem procent af universets stof er kendt i dag.
Derudover er der 25 procent mørkt stof og 70 procent mørk energi, som vi ikke aner, hvad er. Og den eneste klode, som mennesket i egen høje person har besøgt, er Månen, der i astronomisk målestok ligger en spytklat fra Jorden.
»Idéen om, at vi ved alt om, hvad der findes i universet er en illusion. Der er utroligt mange ting, som vi ikke ved noget om, og som vi kan finde ud af i fremtiden,« siger han.
Hans højeste ønske er at komme til Mars.
Sådan et ophold ville give en enestående mulighed for at besvare et af naturvidenskabens helt fundamentale spørgsmål, nemlig om livet på Jorden er unikt for universet, eller om der findes levende organismer mange steder.
Inden for biologien har man en forestilling om, at mange betingelser skal være opfyldt, før livet kan udvikle sig, men spørgsmålet er, om det virkelig er sådan, eller om naturen er mere finurlig end som så.
»Jeg tror, at der skal meget til for, at livet kan opstå. På den anden side er universet så stort, at der er gode chancer for, at der findes liv andre steder. Men indtil vi finder spor efter liv på andre kloder, er det spørgsmål utroligt svært at besvare,« siger han.
Jagten på liv i rummet foregår i dag fortrinsvist ved hjælp af rumbaserede teleskoper, som f.eks. det nye Kepler-teleskop, der leder efter jordlignende planeter omkring andre stjerner end Solen.
Ved at analysere det lys, som planeten reflekterer fra sin moderstjerne, kan man se hvilke grundstoffer der findes i dens atmosfære, og det kan give en indikation af, hvad der foregår på planeten.
Både metan og ilt er ustabile, så hvis det optræder i en atmosfære, må det være fordi at de er skabt ved en kemisk, geologisk eller biologisk proces på planeten. Men det er kun, hvis processen er biologisk, at man kan slutte at der er liv.
»Vi har brug for at finde klarere beviser end bare indikationer. Ved at sende en astronaut til Mars vil man kunne finde langt mere konkrete svar på, om livet også findes andre steder end her på Jorden,« siger han.
Selv om der er store perspektiver i at rejse til Mars, så er det ikke en rejse, der kan gennemføres nu og her.
VIDSTE DU
Det vakte stor påstyr, da forskere på en stor konference i USA i 1996 fortalte, at de havde fundet meget små strukturer i en marsmeteoritten ALH0084. Strukturerne kunne meget vel være blevet skabt af levende organismer.
Om det virkelig er tilfældet er stadig uafklaret. Andre forskere tror mere på, at strukturerne er skabt af geologiske processer på Mars.
Rent teknologisk kan man alt det, der skal til. Men rejsen kræver massive investeringer og dermed politisk vilje, og selv hvis politikerne gav grønt lys, ville det kræve et væld af forberedelser.
Den største udfordring er, at den manglende tyngdekraft hurtigt får astronauternes kroppe til at degenerere.
Konsekvensen er, at astronauten får et svækket immunforsvar samt mindre knogletæthed og muskelmasse. Den eneste måde, man hidtil har kunnet bremse forfaldet, er ved at lade astronauter motionere et par timer hver dag.
På en rejse til Mars vil selv ikke intensiv træning kunne holde astronauterne i form.
På trods af træning vil de være stærkt svækkede den dag, de når frem til Den Røde Planet, og det vil gøre det uhyre svært for dem at komme i gang med at etablere en base og at udforske området.
Normalt bliver astronauter, der vender tilbage til Jorden efter måneders ophold i rummet, mandsopdækket af læger de første dage. De får hjælp til hurtigt at komme til hægterne.
På Mars vil astronauterne være tvunget til at skulle klare sig selv.
»Det vigtigste for os lige nu er at finde ud af, hvordan vi overlever i rummet. Vi skal finde ud af, hvad der sker med vores kroppe under et langt ophold, og hvordan vi minimerer de dårlige effekter, så vi på et tidspunkt kan opholde os længere tid i rummet. Det er de vigtigste forsøg på Den Internationale Rumstation ISS,« siger Andreas Mogensen.
Det arbejde vil ikke kun være til glæde for astronauter, men også komme almindelige mennesker til gavn, pointerer han.
Mange af de forsøg, som man laver på rumstationen, går ud på at finde ud af, om man kan hæmme ældningsprocesser med medicin. De medikamenter, der udvikles til astronauter, vil på sigt kunne hjælpe ældre, så de f.eks. ikke bliver ramt af knogleskørhed.
Rumstationens levetid er foreløbigt sat til 2020 med mulighed for forlængelse, og det er en af de arbejdspladser, hvor den europæiske rumfartsorganisation ESA sender astronauter hen. Det vil formentlig blive Andreas Mogensens arbejdsplads i løbet af de kommende år.
Når rumstationen skrottes, vil andre projekter blive kørt i stilling, og her er Månen oplagt, mener Andreas Mogensen.
Månen er kun udforsket sporadisk, og under appollomissionerne i 1970'erne var astronauterne der i sammenlagt seks dage.
Og selv om rumfartsorganisationerne i årtiernes løb har haft mange sonder i kredsløb om Månen, er der stadig forskel på at studere Månen fra afstand og så at kunne samle en sten op fra dens overflade og studere den under et mikroskop.
Det er en oplevelse, som kun meget få mennesker har fået. Jeg har brugt en stor del af min barndom på at rejse, så det at udforske verden betyder utroligt meget for mig. En rejse i rummet ville være den ultimative oplevelse.»Det kunne være en god idé at etablere en forskerbase på Månen, ligesom man f.eks. har på Antarktis, hvor man kan sende forskere af sted i seks måneder ad gangen,« siger han.
Fordelen ved at have en station på Månen er, at man på bare tre dage kan komme hjem igen. Samtidigt kunne man etablere de systemer, der kunne sikre astronauterne mod den stråling og de voldsomme temperaturforskelle, der er.
Ud over at give astronauter en fantastisk mulighed for at træne til en marsmission, vil Månen også være interessant at studere i sig selv.
Den vil nemlig kunne gøre forskerne klogere på Jordens barndom.
Ifølge en teori er Månen skabt ved, at en asteroide er hamret ned i Jordens overflade i tidernes morgen og har slået en flig af, der er blevet slynget ud i rummet.
Siden da har Jorden forandret sig til ukendelighed, fordi voldsomme geologiske processer i dens indre har omsmeltet de oprindelige stenmasser. Månen derimod har altid været geologisk død og er derfor velbevaret, hvilket dens mange kratere vidner om. Havde Månen været geologisk aktiv, ville kraterne være blevet udvisket.
På Månen kan man altså finde sten, der stammer fra Jordens barndom, og som sladrer om den oprindelige grundstofsammensætning.
Studier af Månen kan give os ny viden om, hvordan vores solsystem blev skabt. Vi har en idé om, hvordan planeterne opstod, men det handler om at indsamle beviser.»Studier af Månen kan give os ny viden om, hvordan vores solsystem blev skabt. Vi har en idé om, hvordan planeterne opstod, men det handler om at indsamle beviser,« siger han.
At opbygge en forskningsbase på Månen er en yderst krævende opgave, som et enkelt land ikke kan løfte alene. Det koster alt for mange penge.
Den slags projekter kræver, at mange lande går sammen om at spytte i kassen samt at udvikle en lang række nye teknologier, ligesom man har gjort med Den Internationale Rumstation ISS.
Bygningsværket er det dyreste i menneskets historie og løb op i en pris på 700 milliarder kroner.
Rumstationen er et resultat af 21 landes samarbejde, der oven i købet nu ser ud til at blive styrket af to biddragsydere mere. I hvert fald er ESA's generaldirektør begyndt at tale om at få Indien og Kina med i det internationale partnerskab.
»Det er dyrt at satse på sin egen hest. Det har den amerikanske præsident Obama også måttet sande, og han satser nu også i højere grad på internationalt samarbejde. Det er en af de rigtigt gode ting, der er kommet ud af projektet med rumstationen,« siger Andreas Mogensen.
I det hele taget er rumfarten noget, som menneskeheden er fælles om.
»Personligt mener jeg, at rumfarten handler om vores fælles fremtid som mennesker. Hvordan opfatter vi os selv om 500 år. Det kan godt være, at det at rejse til Månen virker banalt set i forhold til det ufatteligt store verdensrum, men det, vi laver i dag, er de første små skridt på vejen. Og man skal lære at kravle, før man kan gå,« slutter han.
