Chimpanser er ikke kendt som verdens mest kræsne gourmenter, men de foretrækker faktisk tilberedt mad fra en madlavningsskål, og så har de samme forudsætninger som fortidsmennesket for at lære at kokkerere. Det viser forskere fra Harvard University i et nyt adfærdsstudie ifølge Discovery News.
»Chimpanserne lod til at forstå, at madlavningsskålen ændrede maden og valgte at få mad fra skålen. Dette er i det mindste forsigtige beviser på, at de forstår noget omkring denne ændring,« fortæller Felix Warneken, der er psykolog ved Harvard Universitet og medforfatter på studiet.
Øverst i artiklen kan du se en video, hvor chimpanserne får det svære valg imellem at smovse med det samme og at vente på den lækre mad.
Resultatet er publiceret i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B.
Foretrækker en kogt kartoffel
Forskerne bekræftede først, at chimpanserne rent faktisk foretrækker den tilberedte mad. Chimpanserne fik valget imellem at spise en lille portion rå mad med det samme eller at vente ét minut på en større portion mad.
Den store portion kunne enten være rå eller tilberedt, og forskerne kunne bekræfte, at chimpanserne var mere villige til at vente på den store portion, når den var tilberedt.
For at kunne nyde den tilberedte mad, var chimpanserne nødt til at undertrykke deres trang til at spise den rå mad med det samme.
Den egenskab deler de selvfølgelig med mennesker, men den er absolut ikke en selvfølge i dyreriget.
Chimpanserne valgte at ‘lave mad’
Derefter var forskerne klar til at undersøge, om chimpanserne kunne få en fornemmelse af, hvad det vil sige at lave mad. De brugte en madlavningsskål med snydebund til at give chimpanserne indtrykket af, at de kunne tilberede deres måltid ved at putte det ned i skålen.
Chimpanserne fik i første omgang en rå kartoffel, men de fik også muligheden for at lægge kartoflen i madlavningsskålen og vente på, at forskerne demonstrativt rystede skålen godt igennem, så de kunne få en kogt kartoffel i stedet.
De chimpanser, der på den måde var bedst til at ‘lave mad’, fik også foræret rå kartofler fire meter væk fra madlavningsskålen. I over halvdelen af tilfældene bragte chimpanserne de rå kartofler over til madlavningsskålen for at få en kogt kartoffel i stedet.
Chimpanser stoler ikke på hinanden
Hvis chimpanserne har tålmodigheden og hjernekapaciteten til at forstå, at tilberedt mad er værd at vente på, kan det måske virke underligt, at de ikke i forvejen tilbereder deres mad i naturen.
Det kan måske skyldes, at chimpanserne simpelthen mangler de sociale evner til at samarbejde om madlavning.
»Mennesker tager ud og samler mad og bringer det tilbage til et centralt sted for at forberede maden og for at opdele den. For at det kan ske, skal der være gensidig tillid. Hvis det ikke er tilfældet, og du risikerer at miste din mad, kan det være bedre at spise den med det samme,« forklarer Felix Warneken.
Madlavningen kom først
Det nye resultat bidrager til en eksisterende debat om, hvorvidt evnen til at tænde ild eller evnen til at tilberede mad kom først hos mennesker.
Nogle forskere mener, at mennesket i starten brugte ild til beskyttelse og til at varme sig, men at den først blev brugt som madlavning senere i vores udvikling.
Resultatet af det nye studie giver umiddelbart nyt skyts til de forskere, der mener, at evnen til at forstå madlavning ikke er forudsat af evnen til at tænde ild.
»Studiet indikerer, at da vores menneskelige forfædre begyndte at tilberede deres mad med en varmekilde, havde de allerede de kognitive forudsætninger en god tid i forvejen, men sandsynligvis ikke behovet – eller de havde brug for, at den kontrollerede ild blev opfundet,« vurderer Mathias Osvath, der er kognitiv zoolog ved Lund Universitet og ikke var involveret i studiet.