I november 2008 bliver Pansy, en 50 år gammel chimpanse, meget sløv og syg i Blair Drummond Safari and Adventure Park i Storbritannien. Pansys 20-årige datter Rosie og to andre voksne chimpanser begynder herefter at pleje hende, samtidig med at de sover tæt ved.
Over de næste par uger bliver Pansys tilstand værre, indtil hun en dag begynder at trække vejret uregelmæssigt. Det varer i 10 minutter, og i mens bliver hun holdt og krammet af de tre andre. Så dør hun. I den næste uge er de tre chimpanser usædvanlig stille og apatiske.
Historien om Pansys død er et af to observationsstudier, der netop er publiceret i Current Biology som bevis på, at chimpansers reaktion på døden ligner menneskets. Det skriver Sciencenow.
Det er ellers de færreste dyr, der viser tegn på sorg. For eksempel er kronhjorten næsten fuldstændig passiv, når en anden i flokken bliver skudt, såfremt den i forvejen er vant til lyden af en riffel.
En undtagelse er, foruden chimpansen, elefanten.
Man har tidligere observeret, hvordan andre elefanter i flokken udviser omsorgsfuld og empatisk adfærd over for et døende medlem. For eksempel observerede man i Kenya for syv år siden en flok, hvor flere elefanter forsøgte at hjælpe et sygt medlem på benene igen. Da dyret efterfølgende gik bort, vågede de over liget og prikkede til det.
Forskere har længe formodet, at chimpanser og andre aber også udviser en form for sorg, men det har været svært at fremskaffe beviser. Dels fordi man ekstremt sjældent observerer optakten til et dødsfald blandt aber i naturen, og dels fordi man i zoologiske have separerer syge og døende dyr fra de raske. I Pansys tilfælde valgte man at gøre en undtagelse.
Chimpansen er menneskeartens nærmeste nulevende slægtning. Chimpansens og menneskets genom er således omkring 98,8 procent identiske.
Forløbet omkring hendes død blev observeret af et forskerhold fra University of Stirling.
Det andet studie i artiklen handler om to chimpansemødre, der bar rundt på deres døde unger i flere uger. Dette studie foregik i naturen og blev udført af et hold fra University of Oxford.
I Bossous skove i Guinea ramte en lungesygdom en chimpanseflok i 2003. Et-årige Jimato og to-årige Veve døde. Deres mødre gik rundt med ligene i henholdsvis 68 og 19 dage, også selv om de efterhånden var blevet udtørret og mumificerede.
I tilfældet med Pansy konkluderer forskerne, at de tre andre voksne sørger på en menneskelignende måde. Andre forskere har ellers tidligere hævdet, at sorg og dermed bevidstheden om døden kun var forbeholdt mennesket.
I tilfældet med de sørgende chimpansemødre i Bossou er fortolkningen af adfærden mere kompliceret, fordi forskerne er i tvivl om, hvor vidt mødrene faktisk forstår, at deres unger er døde.
Det er dog kendt praksis på hospitalerne, at mange forældre, der mister et barn, også ønsker at blive ved liget selv flere dage efter, nøjagtig som det er observeret hos chimpanserne.
På baggrund af studiet fra Boosou og erfaringen fra den menneskelige verden opfordrer forskerne derfor zoologiske haver til at lade de efterladte chimpansemødre blive ved deres døde afkom i et stykke tid, fordi det måske kan lindre sørgeprocessen.
Naturligvis, fristes man til at sige
Efter hukommelsen: I en af de film, der er lavet om chimp-samfundet ved Gombe Stream i Tanzania, dør en mor. Hendes seneste afkom sørger i appatisk tilstand ved hendes lig gennem flere dage. Andre chimps viser omsorg for den sørgende. I dette tilfælde er ikke blot sorgen, men også empatien i funktion. Jeg kan desværre ikke huske, hvilken film det drejer sig om, men scenen gav dette uudslettelige indtryk af en samhørighed mellem de involverede, der ikke krævede fortolkning af os tilskuere. Hvad de gik igennem, adskilte sig ikke fra, hvad en tilsvarende menneskefamilie ville gå igennem.
De beskrevne observationer flugter fint med Jane Goodalls udsagn om, at hun ikke kender til menneskelige følelser, der ikke har deres parallel hos chimpanserne.
Begravelsesritualet hos neanderthalerne i mousterién-kulturen vidner da også om, at forestillinger om døden som en begivenhed, der kalder på noget særligt, findes hos andre af vores nærmeste slægtninge. Og hvorfor ikke? Der gælder jo i chimpansers, bonoboers og vores samfund den samme grundstruktur: relationer mellem personer. Personer er netop enestående, og relationerne mellem personer er følgelig også enestående. Derfor er døden et relationstab, der erfares med voldsom intensitet. Sorgen er komplementær modsætning til, og derfor uadskillelig fra, de meningsfulde relationer, der er fundament for vore familier og samfund, hvad enten vi er chimps, bonoboer eller mennesker af en eller anden art. Vi kan føle tilknytning, altså kan vi føle relationstab. At tænde et lys, er at kaste en skygge.
Kan dyr sørge?
For nogle år siden døde vores hoppe i en løsdriftstald. Det var snestorm, vejene var lukkede og Falck kunne ikke komme ud og hente liget. Hendes 9 mdr. gamle føl og en pony, hun havde gået sammen med i mange år, stod tæt ved hendes "afsjælede" legeme og nussede hende lidt engang imellem. Da vejen igen blev åbnet efter 3-4 dage og hun blev afhentet, skreg og hylede og vrinskede de efterladte voldsomt. Det blev de ved med de næste 8 dage. Derefter aftog det langsomt.
Det var en gribende oplevelse. Og den havde vi ikke haft, hvis hun kunne have været hentet med det samme.
Bonoboer
Hvad med chimpansens og (menneskets) nære slægtning bonoboen?