Bornholm har sandsynligvis været en del af Sydamerika
Danmarks ældste klipper findes på Bornholm, der har hængt sammen med et helt andet kontinent, fortæller geolog fra Københavns Universitet.
Den kemiske sammensætning og alderen på de bornholmske klipper viser sig at stemme overens med en teori om, at det sydlige Skandinavien har hængt sammen med lande som Brasilien og Venezuela. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/da/pic-375739669/stock-photo-bornholm-landscape-in-beautiful-weather-waves-hitting-cliffs.html?src=5CIyWtfM6fGMvZEOwNUjdQ-1-15" target="_blank">Shutterstock</a>)

Klipperne på Bornholm er relativt uudforskede, og der er faktisk ikke lavet noget videnskabeligt arbejde på dem siden 1930‘erne.

Netop derfor er man blot gået ud fra, at Bornholms klipper var de samme, som dem man finder i det sydlige Sverige, men nu viser ny forskning, at det ikke er tilfældet -  i hvert fald ikke for hele øen.

Den newzealandske professor Tod Waight, der er professor på Københavns Universitet, har nemlig foretaget nye prøver, som viser noget opsigtsvækkende: Klippernes kemiske karakter og alder stemmer i stedet overens med dem, man finder i Sydamerika.

Hvordan Tod Waight har analyseret prøverne, kan du høre mere om i videoen øverst i artiklen.

Amazonia: Brasilien, Venezuela og... Bornholm

Ifølge Tod Waights prøver er Bornholm cirka 1,5 milliarder år gammel, og det er svært at sige noget om, hvordan Jorden så ud dengang.

Men prøver fra granitten på Bornholm kan hjælpe med at løse denne gåde.

Tom Waight og hans forskerhold indhentede sidste sommer prøver af granit fra Bornholm, som de tog med tilbage til laboratoriet i København.

Den er god nok. Bornholm kan engang have været en del af Sydamerika. Video: Underground Channel

»Her knuser vi dem til mindre sten i en maskine, hvorefter vi maler dem til et fint pulver i en mølle, en slags mel, som vi bagefter kan opløse i forskellige syrer og analysere for alder og isotop-kompositioner,« siger han til Underground Channel.

Her viste den kemiske sammensætning og alderen på de bornholmske klipper sig at stemme overens med en teori om kontinentet Amazonia, hvor det sydlige Skandinavien hænger sammen med lande som Brasilien og Venezuela.

»Så det ser ud til, at Bornholm var en del af Sydamerika - eller at Sydamerika var en del af Bornholm, afhængigt af, hvordan man ser på det,« siger han.

Granit er unikt for Jorden

Tod Waight blev først interesseret i granit, mens han var bachelor-studerende i New Zealand, hvor han blev introduceret for stenene, som han syntes var smukke.

»Men de er selvfølgelig meget mere end blot smukke sten. Granitter er meget unikke sten, og vi finder dem kun på Jorden. Vi har ikke fundet dem på Mars, Månen eller Venus, og de virker til at hænge stærkt sammen med det unikke ved vores planet,« fortæller han:

»Blandt andet (er det unikt for Jorden, red.), at vi har et pladetektonik-system og en kontinental skorpe, men måske også det faktum, at vi har vand og liv,« slutter han af.

Det nye studie er netop udkommet i det videnskabelige tidsskrift Lithos.