'Oceanernes Ørken'.
Sådan kaldes et gigantisk område i det sydlige Stillehav, der ligger så langt fra fastlandet, som man overhovedet kan komme.
Området regnes for at være det mest livløse sted på planeten, for vandet er renere end drikkevand, og der er stort set ikke noget at leve af.
Havbunden er imidlertid ikke helt død, for her findes sporadisk liv i form af mikroorganismer, der tilsyneladende ikke har fået mad i millioner af år.
Dette liv er en af biologiens store gåder, som nu vil blive udforsket af et internationalt forskerhold ombord på forskningsskibet JOIDES Resolution fra Tahiti til New Zealand.
Togtet er startet 9. oktober og slutter 13. december, og undervejs skal forskerne undersøge det mest ekstreme økosystem i den centrale del af den sydlige del af Stillehavet.
Det unikke forskertogt medbringer 32 forskere, deriblandt den danske biogeokemiker og geomikrobiolog Britta Gribsholt, der til dagligt holder til på Center for Geomikrobiologi på Aarhus Universitet.
Forskerne skal bore ned i havbunden syv forskellige steder og forventer at ankomme til det første borested fire dage efter, at de er draget af sted. Målet er bl.a. at undersøge, hvad det er for mikroorganismer, der lever her, og hvordan de gør det.
På den to måneder lange tur vil Britta Gribsholt løbende holde Videnskab.dk's læsere opdateret om sine oplevelser via hendes nye blog 'Oceanernes Ørken'.
Britta Gribsholdt er allerede draget af sted, og det første blogindlæg vil dukke op her på sitet, inden ugen er omme.
Britta Gribsholt glæder sig som et lille barn til at sejle ud på det store åbne hav og at være med til at bore lange kerner af millioner år gamle aflejringer op af havbunden for at studere det mikrobielle liv, der udfolder sig her trods de ekstreme betingelser.
»Det dybt interessante ved sedimenterne er, at man på tidligere ekspeditioner til andre lokaliteter har fundet forskellige former for mikrobielt liv i dem, der i princippet kan være lige så gamle, som sedimenterne er.«
»Spørgsmålet er, hvad sådanne livsformer generelt lever af, hvordan de er kommet derned, og hvordan de i det hele taget magter at holde sig i live i så ekstremt et miljø,« siger Britta Gribsholt.
I dette område af det sydlige Stillehav står vandet meget stille, fordi havstrømmene cirkulerer rundt om det.
Vandet i zonen er derfor utroligt næringsfattigt og klart og er stort set blottet for alger og andre former for liv. Derfor er der heller ikke meget organisk materiale, der falder ned på havbunden og kan give næring til mikroorganismerne.
»Regner man på den basale energi, der er i systemet og sammenligner den med den energi, som kræves for at opretholde liv, så burde der ikke være energi nok til, at mikroorganismerne i havbunden kan leve,« siger hun.
Vi er virkelig ude i ekstremerne med, hvor der kan findes liv, og det kan måske løfte sløret for, om vi f.eks. kan forvente at finde liv på Mars, altså om betingelserne dér er til stede for, at liv overhovedet kan eksistereOrganismerne må imidlertid leve af et eller andet, og Britta Gribsholt og hendes kolleger har en mistanke om, at kræene tærer på den brint, der frigives når naturlige radioaktive kilder i sedimenterne bestråler vand.
Radiolyse forekommer naturligt overalt, men den mængde energi, der frigives, er meget lille. Normalt har den derfor ingen betydning, men her, hvor der er så utrolig lidt energi fra andre kilder til rådighed, kan den være af betydning.
Britta Gribsholt vil sammen med resten af teamet ombord på skibet analysere geokemien og det mikrobielle samfund i sedimenterne.
En forundersøgelse har afsløret, at havbunden i "Oceanernes Ørken" er meget iltrig.
Normalt forsvinder ilten i havbunden inden for få centimeter, fordi den hurtigt bliver brugt op af mikroorganismerne, når de nedbryder organisk materiale.
Derfor må organismerne dybere nede ånde med andet end ilt, såsom nitrat, sulfat og CO2. Men da der er så lidt organisk materiale at omsætte her, forbruges ilten langsomt og trænger dybt ned. Forskerne vil undersøge, om ilten trænger helt ned til Jordens skorpe.
Økosystemet midt ude i det sydlige Stillehav er altså et af de mest ekstreme, der overhovedet findes på Jorden, og det åbner op for at man kan udforske, hvad der er grænsen for liv.
»Helt basalt ønsker vi at udforske grænsen for liv og at rokke ved vores basale forståelse af, i hvilke miljøer livet kan opretholdes,« siger hun.
Hvem er 'beboerne', og hvad laver de i dybet?
Livsformerne i havbunden er svære at kortlægge, da man ikke kan bruge de gængse metoder, hvor man dyrker mikroorganismerne under kontrollerede forhold i laboratoriet. En af grundene er, at det vil tage alt for lang tid, da de vokser meget langsomt.
Derfor anvender forskerne i høj grad molekylære teknikker til at identificere organismerne ved hjælp af deres dna.
