Annonceinfo

Bermuda-trekanten: Monsterbølger kan smadre alt på deres vej

Forskere er først lige begyndt at få øjnene op for et frygtindgydende uhyre til søs: Monsterbølger, op til 30 meter høje og lodrette som en husmur. Måske er de årsag til, at skibe forsvinder sporløst i Bermuda-trekanten?

Emner: , , ,
Bermuda-trekanten gemmer muligvis på havforhold, der skaber ekstra mange monsterbølger; uhyggelige kæmpebølger, der kan rejse sig som en mur foran et skib. (Screendump fra YouTube)

I 1918 forsvandt fragtskibet USS Cyclops et sted i Bermuda-trekanten med 309 mennesker om bord.

I 1941 forsvandt ikke bare fragtskibet USS Proteus og de 58 mennesker om bord, men også søsterskibet USS Nereus med 61 om bord.

I 1963 forsvandt fragtskibet SS Marine Sulphur Queen med 39 besætningsmedlemmer om bord.

Listen over forsvundne skibe og omkomne i Bermuda-trekanten sydøst for USA er længere endnu. Alligevel er det i mange tilfælde uafklaret, hvad der har fået skibene til at forsvinde. Vi har allerede set på, at voldsomme storme og vanvittige tordenvejr kan smadre både skibe og fly.

Et andet frygtindgydende naturfænomen er først i nyere tid blevet anerkendt som det monster, det i virkeligheden er.

Skib ramt af bølge så høj som Rundetårn

Løsrevne beretninger om kæmpebølger eller monsterbølger – bølger, der tilsyneladende tilfældigt rejser sig af havet til en lodret mur i dobbelt højde af alle andre bølger omkring sig – har ellers eksisteret i lang tid.

Ifølge DMI stammer den mest pålidelige observation af en monsterbølge tilbage fra 1933. Et dampskib blev midt i Stillehavet fanget i en langvarig storm. Efter en uge nåede bølgerne op på 15 meters højde – men pludselig blev skibet ramt bagfra af en monsterbølge, der blev anslået til at være hele 34 meter (100 fod) høj.

Det er lige så højt som Rundetårn og den højeste 'freak wave' eller 'rogue wave', der nogensinde er blevet spottet.

Monsterbølger forekommer hver tiende dag

Alligevel har videnskaben længe troet, at monsterbølger enten var røverhistorier eller i hvert fald ekstremt sjældne begivenheder. Klassisk teori om bølgedannelse siger, at monsterbølger kun bør forekomme én gang hvert 10.000 år. Men efter målinger med satellit og i havet på vore egne breddegrader, er forskerne langt fra så skeptiske mere.

Dansk Hydraulisk Institut har gennem analyser af 12 års bølgemålinger i Nordsøen afsløret, at en bølge med dobbelt højde forekommer cirka en gang hver tiende dag. I stormvejr bliver det til meget store monsterbølger.

I en tropisk orkan kan man kun gætte på, hvor højt monsterbølger kan rejse sig, og hvor altoverskyggende uhyggeligt det må være at se sådan en mur af vand tårne sig op foran sig.

Du kan få et indtryk af, hvad det vil sige at rende ind i en monsterbølge i denne YouTube-video, hvor eksempler på naturens uhyggelige kræfter er samlet i to minutters 'højdepunkter':

Kan monsterbølger være på spil i Bermuda-trekanten?

Spørgsmålet er så, om monsterbølger kan være på spil i området sydøst for USA, der i folkemunde bliver kaldt Bermuda-trekanten, og hvor tusindvis af menneskeliv på uforklarlig vis er gået tabt gennem de seneste hundrede år.

Monsterbølger opstår og får deres størrelse og udformning af flere forskellige forhold, meddeler DMI, herunder:

  • Vindens styrke – jo stærkere vind, des kraftigere bølger
  • Kraftige havstrømme
  • Kuperet havbund

Pudsigt nok er alle tre parametre til stede i Bermuda-trekanten.

Tropiske orkaner, Golfstrømmen og kuperet undergrund føder store bølger

Fakta

En bølge er ekstrem - en monsterbølge - hvis den er mere end dobbelt så høj som bølgerne omkring sig.

I en sø på 1 meter er bølgen ekstremt høj, hvis den er mere end 2 meter. Hvis søen er 10 meter, er monsterbølger 20 meter høje eller mere.

Monsterbølgen er dog stadig kun lige så lang som andre bølger. Det betyder, at den til gengæld er meget, meget stejl og nærmest kan ligne en mur, der rejser sig for pludselig at forsvinde igen. Nogle beretninger lyder, at monsterbølger komme i grupper på tre bølger.

Monsterbølger samler styrke til deres højde fra andre bølger omkring sig. Når de mødes, bliver højden ikke bare summen af bølgernes energi, men endnu højere, og på den måde rejser monsterbølgen sig.

Kilde: DMI

Som tidligere nævnt kan meget stærke tordenstorme og tropiske orkaner finde vej til området. Golfstrømmen flyder igennem – og samtidig er undergrunden i Bermuda-trekanten ekstremt kuperet, oplyser forsker i naturkatastrofer Morten Lauge Pedersen fra Aalborg Universitet. Man kan opleve det ene øjeblik at have havbunden 20 meter under sig og det næste, at den pludselig ligger to kilometer nede.

De mange ekstreme havforhold gør med andre ord et område som Bermuda-trekanten til guf for monsterbølger, der især vil rejse sig højt under en orkan, som DMI også indirekte bemærker på sin hjemmeside

»Monsterbølger opstår hyppigere i nogle dele af verdenshavene end i andre. Områder omkring Golfstrømmen (…) er særligt udsatte for kæmpebølger. I de kraftige havstrømme kan der skabes meget stejle bølger. Når vinden blæser modstrøms, bremses bølgerne op af havstrømmen, og derved bliver de stejlere og højere.«

Monsterbølger kan formentlig få skibe til at forsvinde sporløst

Og det vil langt fra være mærkeligt, hvis skibe en gang imellem i dårligt vejr fordufter fra havets overflade efter mødet med monsterbølger, mener Jacob Woge Nielsen fra DMI.

»Jeg mener bestemt, at et møde med en monsterbølge i den situation vil kunne få skibe til at forsvinde sporløst. Man kan forestille sig to ting: At bølgen bliver så stejl, at det bliver ligesom at køre ned ad den store rutsjebane i Tivoli. Nærmest frit fald. Men i stedet for at vende nede i bølgedalen og sejle op ad den næste top, fortsætter skibet bare nedad mod havbunden,« lyder det.

»Eller, alternativt, skibet bliver på overfladen, men mister totalt sin manøvredygtighed og bliver derfor kæntret af den næste bølge. Tiden mellem to bølger er kun 20-25 sekunder, så det hele kan være overstået i løbet af et par minutter.«

»Jeg har selv prøvet at ligge i stærk storm nord for Island, og det er ikke morsomt. Man tænker virkelig, 'gad vide, om vi kommer op igen?' Og det var endda uden at møde en monsterbølge,« lyder det fra Jacob Woge Nielsen, oceanograf i DMI's Center for Ocean og Is.

Discovery Channel har fået en af verdens førende forskere i monsterbølger til at vise, hvad der sker med et skib, der bliver ramt af en monsterbølge. Det ser ikke godt ud.

(Meteorologerne kalder det et tilfælde, at monsterbølger opstår, men det er faktisk lykkes Al Osborne, som du ser i denne video fra Discovery, at forudsige en monsterbølge ved hjælp af Schrödingers ligning - altså ved hjælp af kvantemekaniske begreber. Ifølge DMI udregnede Al Osborne på den måde den præcise udformning af en monsterbølge ved en boreplatform i Nordsøen i 1995.)

Naturlige forklaringer rækker i Bermuda-trekanten

Det er altså muligt at komme med bud på naturlige forklaringer på, hvorfor skibe og fly er forsvundet i Bermuda-trekanten gennem de seneste 100 år.

Som Morten Lauge Pedersen konstaterer:

»Der er bakket havbund, som giver kompleks sø og måske monsterbølger. Der er meget dårligt vejr. Lægger vi deroveni en hulens masse skibs- og flytrafik, så har vi sådan set bygget en statistisk model op, der alt andet lige vil vise, at der burde forsvinde flere skibe og fly i det her område.«

Næste teori om Bermuda-trekanten: Ufoer på spil?

Det er dog også muligt at komme med nogle mere unaturlige forklaringer på Bermuda-trekantens mystiske hændelser.

I næste artikel ser vi nærmere på teorier om, at ufoer, tidslommer og det forsvundne ørige Atlantis leverer mystik til Bermuda-trekanten.

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Grønlandske stemmer

Aviaja

»Det er vigtigt, at lokalbefolkningen uddanner sig, for bedre at være en del af udviklingen og bedre kunne tjene penge på viden i stedet for at tjene penge på tønder af olie«

Aviaja Lyberth Hauptmann, ph.d.-studerende på DTU.

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg