Mandriller ligner mennesker så meget, at det er muligt, at mennesker ligesom aberne foretrækker partnere med et anderledes sæt gener, siger forskere. (Foto: Malene Thyssen)

Nu er det bevist: Modsætninger tiltrækker hinanden - i hvert fald blandt menneskelignende aber.

Forskere har studeret mandrillers parringsmønstre, og det viser sig, at aberne foretrækker partnere, hvis gener er anderledes og dermed komplementerer deres egne for at sikre sig sunde og stærke afkom.

»Resultaterne er rigtig spændende, og det er første gang, at udvælgelse for genetisk kompatibilitet er blevet demonstreret i en art, der lever i store flokke med mange hanner og mange hunner,« siger postdoc Jo Setchell fra den antropologiske afdeling ved Durham University.

Kan også gælde mennesker

Forskeren tilføjer:

»Mandriller er også ret tæt beslægtede med mennesker - vi er begge antropoide primater - så vores resultater støtter idéen om, at mennesker måske vælger genetisk passende partnere,« siger hun i en pressemeddelelse.

Primatologen Jo Setchell er hovedforfatter på den videnskabelige artikel om undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Evolutionary Biology.

Hun er sammen med kolleger fra universiteter i Durham, Cambridge og Montpellier samt lokale forskere i Gabon i det centrale Afrika kommet frem til resultaterne ved at analysere blodprøver og reproduktionsmønstre blandt 200 mandriller, der lever i Gabon.

Opsnuser måske den rette partner

Det er ikke helt klart, hvordan hunnerne finder ud af, hvilke hanner, der har gener, som komplementerer deres egne. Men forskerne tror, at de bruger lugtesansen.

Aberne kender nemlig deres egen kropslugt, der delvis bestemmes af en gruppe gener kaldet MHC. Generne i MHC-klyngen hjælper til at bygge proteiner til kroppens immunsystem og har en effekt på kroppens lugt ved at interagere med bakterier på huden.

Hunnerne kan derfor snuse sig frem til de hanner, der lugter anderledes end dem selv, hvilket indikerer, at deres MHC-gensammensætning er forskellig fra deres egen.

»Mandriller har en duftkirtel på deres bryst, som hanner energisk skrubber mod træer. Det ville være en god måde at gøre hunner opmærksomme på deres tilstedeværelse, som så kunne bruge duftsignalerne til at beslutte, om hannen er en passende partner,« siger Jo Setchell.

Udseendet afslører ikke genetisk forskellighed

Ifølge den danske primatolog Jill Byrnit er det i hvert fald ikke udseendet, der hjælper mandrillerne til at vælge den genetisk bedste partner. For selvom aberne har meget markante farver, så har de ikke spejle og ved derfor ikke, hvordan de selv ser ud i forhold til de andre.

Derfor giver det god mening, at aberne sammenligner netop deres egen kropslugt med artsfællernes, når de skal vurdere, hvem der bærer rundt på anderledes gener end dem selv.

»Når en mandrilhan skal finde en mandrilhun med en anden genetisk sammensætning, må de gå efter nogle fysiske markører. Jeg forestiller mig ligesom forskerne, at hannen kan lugte, om hunnen har en laber gensammensætning i forhold til ham selv,« siger Jill Byrnit, der er ph.d. i primatologi og antropologisk psykologi.

Hun tilføjer, at menneskers partnervalg i det hypersociale, postmoderne samfund er noget mere komplicerede, hvor mange flere strategier indgår. Mennesker er selvreflekterende og vælger partnere ud fra udseende og andre kriterier.

Alligevel tror Jill Byrnit, at i hvert fald naturmennesker også ubevist bruger lugtesansen til at finde en partner med genetiske modsætninger.

»Jeg kunne da forestille mig, at gensammensætningen også hos mennesker giver en særlig type lugt, og hvis du har et bestemt sæt gener, så vil du tænde på en bestemt lugt eller i hvert fald blive frastødt af nogle kropslugte,« siger Jill Byrnit.

Parrer sig med så mange som muligt

Forskerne er dog også åbne overfor, at mandrilhunnernes krop ganske enkelt kun godkender sæd fra hanner, der på grund af et anderledes sæt gener øger sandsynligheden for afkom, der er mere modstandsdygtige over for sygdomme.

»Alternativt kunne det sagtens være, at hunnerne har en sofistikeret måde at forkaste og acceptere befrugtning på, afhængig af den genetiske sammensætning af sæden. Det kan måske også hjælpe til at forklare, hvorfor hunprimater gør alt, hvad de kan for at parre sig med så mange hanner som muligt,« forklarer Jo Setchell.

Det lyder biologisk muligt med den slags selektiv befrugtning, mener Jill Byrnit.

»I visse abearter har man opdaget, at når aber lavt i hierakiet parrer sig, bliver de ikke gravide. Der er det kun de dominerende, der kan få unger,« forklarer den danske primatolog.

Jo Setchell ser frem til at få klarlagt, hvordan aberne vælger den genetisk rette partner.

»Det er et vigtigt skridt frem i forståelsen af, hvordan valg af partner foregår blandt aber. Nu skal vi grave dybere og finde ud af, hvordan de gør det,« siger hun.