Annonceinfo

Forskere: Bjergkæder er yngre, end vi troede

Nyt dansk studie kapper mange millioner år af bjergkædernes alder. Et centralt element i den nye teori er aftryk og forsteninger af fisk, søpindsvin og alger.

Bjergklæder langs mange kyster er ikke så statiske som hidtil antaget. De fornyr sig selv med få millioner års mellemrum. Det mener forskere fra Københavns Universitet at kunne læse ved at studere bl.a. flade plateauer på toppen af bjergkæder ved Disko-bugten i Grønland. (Foto: Niels Nielsen)

Langs kysterne i bl.a. Norge, Grønland, Brasilien, det vestlige Indien og det østlige Australien knejser bjergkæder, som man hidtil har antaget er 100 millioner år gamle.

Den forestilling udfordres nu af nyt dansk studie, hvis resultater er publiceret i de to videnskabelige tidsskrifter Global and Planetary Change samt Geological Society of America Bulletin.

»Vores studie tyder på, at alle disse bjergkæder er meget yngre, end hvad man hidtil troede, nemlig ofte kun 10–20 millioner år gamle,« siger Peter Japsen, der som seniorforsker, dr.scient. ved GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, har ledet studiet.

Hav dannet ved opbrud af kontinentalplader

Den gængse teori er, at bjergkæderne er blevet skabt langs den brudzone, hvor en kontinentalplade er blevet revet i stykker, og at de derfor stammer fra det tidspunkt, hvor for eksempel Sydamerika og Afrika gled fra hinanden og blev til to selvstændige kontinenter.

I takt med at kontinentalpladens brudstykker bevæger sig væk fra hinanden, bliver der dannet ny oceanbund i revnen, der bliver fyldt med vand, hvorved der opstår et hav som for eksempel Atlanterhavet.

Fakta

En kontinentalplade brød op i Sydatlanten for 120 millioner år siden. Det har fået mange forskergrupper til at konkludere, at en høj bjergkæde uden for Rio de Janeiro var tilsvarende gammel.

Peter Japsen og hans kolleger er derimod overbeviste om, at den pågældende bjergkæde er 20 millioner år gammel. Altså en faktor seks gange yngre.

»Den geologiske litteratur omtaler ofte disse bjergkæder som ældgamle fænomener, der stammer fra dengang, kontinenterne startede deres rejse væk fra hinanden, men det vurderer min forskergruppe er forkert. Vi mener, at bjergkæderne er unge fænomener, der er dannet længe efter kontinentalpladernes opbrud,« siger Peter Japsen.

Peter Japsen og hans team sætter i deres videnskabelige artikler en helt anden hypotese i spil, nemlig at de oprindelige bjergkæder, som blev skabt under opbrud af kontinentalplader for snesevis af millioner år siden, for længst er jævnet med jorden af vind og vejr.

Processen har dannet et lavland langs kysten, hvor floder og indtrængende havvand kan afsætte sedimenter. De bjergkæder, som er at finde i områderne i dag, er skabt af efterfølgende geologiske processer i undergrunden.

»Vi argumenterer for, at disse bjergkæder er meget mobile og både har bevæget sig op og ned siden kontinentpladernes opbrud,« siger Peter Japsen.

Unge fossile havdyr fundet i bjergene

Den nye forestilling er ifølge forskerne ikke det rene tankespind, men springer ud af en stribe observationer, som forskerne har gjort sig under feltekspeditioner til flere af disse bjergområder, samt fra en gennemgang af den eksisterende videnskabelige litteratur på området.

110 millioner år gammelt søpindsvin fundet af Lara de Castro Manso (Universitet i Sergipe, Brasilien) 600 m over havet på Araripe Plateauet i den nordøstlige Brasilien. Dette søpindsvin levede, efter havbunds-spredningen var begyndt mellem Sydamerika og Afrika i et hav, der dækkede dele af Brasilien, hvor der nu er høje bjerge. Målestokken er 10 mm. (Foto: Castro Monso)

Et af forskernes stærkeste kort er, at de under deres studier af disse bjergkæder har fundet dokumentation for forekomster af fossiler af fisk, søpindsvin og alger, der har levet i havvand – aflejringer, der stammer fra de have, som blev skabt efter kontinentalpladernes opbrud.

Det overraskende ved disse havaflejringer er, at de i dag befinder sig langt over havets overflade. I det nordøstlige Brasilien er der søpindsvin 600 meter over havet, og i Vestgrønland er der havalger (dinoflagellater) 1.200 meter over havet. 

Aflejringerne tyder ifølge forskerne på, at de nuværende bjerge var dækket af hav efter kontinentalpladernes opbrud. Senere er de blevet løftet op af geologiske processer i undergrunden (se boksen under artiklen). Den gamle havbund er altså ved et geologisk snuptag blevet forvandlet til højland, der stadig bærer efterladenskaberne fra sin våde fortid.

Flade plateauer kan være gamle flodlejer

Peter Japsens forskergruppe har under studierne også gjort en anden observation, som den mener underbygger teorien, nemlig at bjergkædernes højland er karakteriseret ved gigantiske flade plateauer. Plateauerne, som kan være titusindvis af kvadratkilometer store, er kortlagt i såvel det arktiske område som i troperne.

De flade plateauer repræsenterer efter Peter Japsens overbevisning ’peneplaner’, det vil sige områder, som er skabt ved floderosion nær havniveau, efter at de oprindelige bjerge var slidt ned til grunden. Disse flodsletter er så efterfølgende blevet løftet op, da de nye bjerge rejste sig.

Fakta

Olieselskaberne Statoil og PetroBrass har postet penge i Peter Japsens studier. Studierne kan nemlig afsløre, hvor langs kysterne det er værd at lede efter olie.

De steder, hvor det igennem tiderne er foregået en heftig nedbrydning af bjerge, er der strømmet store mængder sand ud i havene, som potentielt set kan give en form for oliereservoir.

»Vores hovedkonklusion på studiet er, at randen af kontinenterne er ustabile og kan løfte og sænke sig over relativt korte tidsskalaer – dvs. 10 millioner år, snarere end 100. Der foregår store bevægelser i Jordens overflade, som man hidtil ikke har været så opmærksom på,« siger Peter Japsen.

Aarhus-forskere er lodret uenige

Den nye hypotese har været undervejs gennem mange år, men den har haft en svær barndom. Den har løbende fået tæsk af geofysikere fra Aarhus Universitet under ledelse af professor Søren Bom Nielsen. Denne forskergruppe har en helt anden forskningsmæssig tilgang til bjergenes dannelse og holder sig til den gamle teori.

Søren Bom Nielsen og hans team er ligesom Peter Japsen optagede af at finde forklaringen på plateauerne højt oppe i de mange bjergkæder. For få år siden udviklede de således en computermodel, der viser, at disse plateauer kan være blevet skabt af højtliggende gletsjere, der gennem tiderne har filet sig ind i bjergene og dermed skabt de karakteristiske flade indhug højt oppe.

Søren Bom Nielsen har ikke meget til overs for den dokumentation, som Peter Japsen bringer til torvs.

»Jeg er slet ikke enig med forfatterne i deres forståelse af geologiske processer, samt i deres fortolkning af observationer og resultaterne af deres metoder. Artiklen indeholder faktuelle fejl. Hvis topografi eroderes, så hurtigt som de påstår, skulle bjergkæden Appalacherne i Nordamerika f.eks. også for længst være væk, men det er den jo ikke,« siger han.

Stridighed blusser op
citatDet er sjældent, at man i naturvidenskab finder en uenighed af sådanne dimensioner
- Peter Japsen

Søren Bom Nielsen afviser, at de nuværende bjerge overhovedet vil kunne være skabt ved den mekanisme til hævning, som Peter Japsen og hans kolleger foreslår (se boksen under artiklen). Denne mekanisme mener Søren Bom Nielsen er fysisk umulig at forene med de geologiske observationer, og hvad man i øvrigt ved om bjergarters styrkeegenskaber.

»Mere grundlæggende misforstået er forfatternes forsøg på at bevise deres hypotese i stedet for at afprøve den, sådan som man normalt gør inden for naturvidenskab. Denne tilgang gør, at man bliver gift med sin hypotese og nødigt ser den gå heden som en konsekvens af afprøvning mod data,« slutter han sin skarpe kritik.

Peter Japsen mener, kritikken er uberettiget og opfordrer Søren Bom Nielsen til at revurdere sin teori. Han henviser til den videnskabelige litteratur, der i årtier har kunnet dokumentere, at havet i perioder dækkede de nuværende bjerge i både Grønland og Brasilien umiddelbart efter kontinentalpladernes opbrud i disse områder.

Endelig understreger Peter Japsen, at den nye teori er underbygget af flere uafhængige observationer (se faktaboks).

»Vores observationer dokumenterer, at den aarhusianske teori er forkert. Søren Bom Nielsen og hans team på Aarhus Universitet forsøger f.eks. at forklare de flade plateauer med gletsjererosion. Men det holder ikke, da man finder de selvsamme plateauer i troperne. De karakteristiske plateauer finder vi globalt og både, hvor der er koldt og varmt. Det kan man ikke forklare ved hjælp af gletsjere. Men det kan man til gengæld ved landhævninger« slutter Peter Japsen.

Brasilien er den seneste case

Højdeforholdene i den nordøstlige Brasilien mellem de to plateauer Chapada Diamantina mod nord og Planalto da Conquista mod syd. Højdemodellen viser tolkningen af to sletter der ligger i meget forskellig højde, Højsletten (HS) og Lavsletten (LS). (Se stor version af grafikken.)

Den lavtliggende slette er mellem 300 og 400 m over havet og hælder svagt mod havet i øst. Høje skrænter adskiller de to sletter fra hinanden.

Højsletten er særlig velbevaret på Planalto da Conquista (900 m over havet). Læg mærke til brede floddal der kan følges henover højsletten (HS) mod øst hvor den skærer sig ned gennem en canyon inden den når lavsletten (LS). Indenfor kortet omfatter denne højslette et areal på c. 18.000 km2. HS er også veldefineret på Chapada Diamantina (1200 m over havet).

Tolkningen af dette landskab tyder på at de to plateauer har været del af den samme slette der oprindelig blev dannet ved floderosion nær havniveau for omkring 30 millioner år siden. For 20 millioner år siden blev det nordøstlige Brasilien udsat for landhævning der løftede de oprindeligt lavliggende sletter til deres nuværende højder på omkring 1 km over havet. Derefter begyndte floderne at erodere sig ned under sletterne der nu var blevet til højsletter og dannede derved de lavtliggende sletter (LS).

Bjergkæder skabes af spændinger i Jordens kappe

Peter Japsen og hans team beskriver i deres videnskabelige artikel de geologiske mekanismer, som efter deres vurdering kan flytte bjergene hurtigt op og ned:

Når kontinentalplader glider uhindret fra hinanden (f.eks. Sydamerika fra Afrika), vil den underliggende kappe give efter, således at pladerne synker ind. Men når kontinentalplader støder på modstand i deres bevægelse væk fra hinanden, opstår der spændinger, som presser kanterne op. Det fører til landhævning.

Pladerne indgår jo i et sammenhængende system, så hvis der opstår spændinger et sted, kan de forplante sig langt væk. Spændingerne kan enten opstå ved, nabo-pladerne ikke flytter sig hurtigt nok, eller ved at konvektionsstrømmene i jordens kappe ændrer sig.

Pladernes kanter bliver altså presset op, hvis kontinentalpladerne støder på modstand i deres bevægelse væk fra hinanden. Modstanden kan komme fra nabo-plader eller fra ændringer i jordens kappe.

Forskerne føler sig sikre på, at det er sådan, det hænger sammen, fordi de kan observere landhævninger, der finder sted, samtidig med at der sker ændringer i pladernes bevægelsesmønster.

En gammel strid

Kære Sybille

Tak for en spændende artikel. Det er fantastisk interessant at læse, hvordan en gammel strid kan bringe sindene i igen. Striden er gammel! Og Søren Bom tillader sig endda at være sarkastisk og nedladende over for en af de geologer, Lars N. Jensen, som rent faktisk har arbejdet indgående med Nordsøen geologiske udvikling, på trods af at han selv har været med i striden i alle årene helt siden, at han selv var licentiatstudrende.

Mit eget bidrag til historien er undersøgelse af den tertiære lagserie (60 mio år - ca 2 mio før nu) baseret på seismiske data og data fra boringer i den danske og norske del af Nordsøen. Disse undersøgelser var grundlag for min dr.grad ved Universitet i Oslo. Parallelt med mine undersøgelser blev der lavet analyser af lagenes mineralogiske sammensætning af Brit Thyberg. Ved at sammenligne sedimentlagenes udbredelse med deres mineralogiske sammensætning kan man sige noget om det område sedimenterne stammer fra.

I paleocæn og tidlig eocæn (ca 60-49 mio før nu) sker der udbygning af lag af sedimenter fra både øst og vest i Nordsøen. Lermineralet chlorit er karakteristisk for den paleocæne periode mens smectit dominerer i tidlig eocæn. I slutningen af tidlig eocæn omkring ændres det udbygningsmønster markant. Fra 49-36 mio år kommer der udelukkende sedimenter fra vest ud i Nordsøen. Disse sedimenter er domineret af et meget højt indhold af lermineralet smectit og mindre mængder af lermineralerne illit, kaolinit og chlorit. Det kildeområde der tidligere var i øst leverer således ikke længere sedimenter til Nordsøen og topografien af basinbunden er ændret. Hvad årsagen er til disse ændringer viser de seismiske data ikke, men viser at topografien i af havbunden er ændret og de mineralogiske data vidner om at der ikke længere kommer sedimenter fra øst.

I tidlig oligocæn (36-32 mio år før nu) sker der på ny store forandringer i Nordsøen. Smectit-indholdet i sedimenterne forsvinder og der afsættes på ny sedimenter på basinkanter i både vest og i øst langs gamle forkastningszoner. På landjorden i Danmark mangler aflejringer fra denne periode. Der er altså noget der tyder på at der er sket en landhævning mod øst. Udbygningen fortsætter op gennem oligocæn og i sen oligocæn tid er der en meget markant havbundstopografi såvel i den norske Nordsø, hvor sedimentlagen bygger ud fra vest og i den danske, hvor de kommer fra nordøst. I den danske del af Nordsøen fyldes denne topografi gradvist, mens det ser ud til at der sker en hævning af basinbunden i den norske del af Nordsøen.. Ændringen fra markant udbygning langs basinkanten til gradvis opfyldning af mere centrale dele af basinet blev af geologer fra Exxon tolket som indikation på et meget stort fald i havniveau. Hverken geologiske observationer på land i Danmark eller dateringer af fossiler tyder dog på at dette var tilfældet.

I løbet af miocæn (ca 20 mio før nu) standser udbygningen af sedimentlag fra vest, hvilket tyder på en større indsynkningshastighed af basinbunden i vestlig retning ud mod kontinentkanten. I midt miocæn for ca 12 mio år sker der noget igen. På land i Danmark afspejles dette i et tidsmæssigt hul i lagserien.

Tager man et seismisk profil langs den dansk-norske grænse ude i Nordsøen så vil man tydeligt se at lagene fra den tertiære periode hælder mod sydvest. Lagenes hældning vidner om en betydelig landhævning i den kvartære tidsperiode.

Samlet set fortæller analyserne af de seismiske data og af lagenes mineralogiske sammensætning at der er sket tektoniske forandringer af Nordsøbasinet og de omgivende landområder med jævne mellemrum gennem hele den tertiære tidsperiode, og disse begivenheder er sket med 10-15 mio års intervaller. Den seneste er yngre end 2 mio år og før den var der bevægelser for ca 12 mio år siden. Observationerne og tolkningen af data er således mere i overensstemmelse med Peter Japsens forklaringsmodeller end det Søren Bom Nielsens geofysiske modeller forudsiger.

Samlet set er havbunden i Nordsøen sunket ned og har givet plads til nye sedimenter oven på gennem hele perioden, og nok derfor bliver olieselskabernes forudsigelse af i hvilken dybde olien dannes rigtig.

Jeg skal ikke være dommer mellem Peter Japsen og Søren Bom Nielsen, men jeg kan blot konstatere at mine undersøgelse vidner om relativt hyppige tektoniske begivenheder også i den dansk-norske Nordsø, og det synes som om der ikke er sket nogen stor forskningsmæssige landvindinger omkring årsagen til disse gennem de sidste 15 år.

Med venlig hilsen
Henrik Jordt
Dr.scient.

Til Søren Bom Nielsen

Hej Søren

Jeg har fulgt jeres forskning gennem lang tid og har på den baggrund også skrevet diverse artikler, som du så vidt jeg husker var godt tilfreds med.

Du mindes ikke at have sagt, at fiskefossilerne stammer fra ferskvandssøer i bjergene, og jeg har dermed slettet den pågældende sætning. Jeg beklager, hvis jeg har misforstået dig på det punkt.

Jeg kom til at skrive lektor frem for professor, det skyldes, at du var lektor, da jeg sidst skrev om jeres forskning, så det må du undskylde. Begge dele skulle være rettet nu.

Du undrer dig over, hvorfor jeg vælger at skrive om Peter Jaspens forskning og mener, at jeg efter at have fulgt sagen burde vide bedre. Men jeg er journalist, ikke forsker, og jeg prøver blot at passe mit arbejde og dække forskningsresultater fra begge forskningsgrupper. Peter Japsens gruppe har publiceret nogle resultater i et videnskabeligt tidsskrift, og det er en oplagt historie for os at skrive om - specielt fordi bjerge er så populært et emne. Der var engang en forsker, der sagde til mig, at det var så spændende, når forskergrupper inden for samme felt var uenige, for så var det et tegn på, at der endnu var uafklarede problemstillinger, som forskningen kunne kaste lys over.

Jeg synes, at artiklen "Forskere slås om Norges bjerge", som jeg så vidt jeg husker skrev tilbage i 2010 om jeres to forskergrupper, var spændende at skrive, fordi I har så vidt forskellige syn på samme sag. I spillede i sin tid med på det og bidrog til debatten på sober og begejstret vis. Jeg synes, det denne gang har været svært at få noget konstruktivt ud af at sætte jer over for hinanden og snakke sammen. Det har jeg hele tiden været ærgerlig over, hvilket jeg også har påpeget over for jer begge. Hvorfor ikke tale sammen i stedet for at råbe af hinanden. Det er meget rarere og mere givtigt for alle parter - ikke mindst for den, der skal skrive.

Alt godt til dig og din forskningsgruppe. Sybille

Ubelejlige observationer

Søren Nielsen har utrolig mange special-forklaringer til rådighed for at komme ubelejlige observationer til livs:

fx kan havalger i 1200 m højde i Vestgrønland ”nemt forklares ved forkastningsaktivitet og isostatisk hævning som følge af gletsjererosion”. Det er muligt det er en nem forklaring. Problemet er bare at der ikke er nogen der dokumenteret en sådan hypotese for forholdene i Vestgrønland. Det er med andre ord et rent postulat.

fx er ”Trondhjem fjorden . . notorisk for sideværts tektoniske bevægelser . . . og er på den måde . . ikke repræsentativ”. Det er en nem måde at undvige ubehagelige kendsgerninger på. Takket være de forkastnings-betingede bassiner i Trondheimsfjorden kan vi nemlig undersøge de bevarede sedimenter fra Jura-tiden. Weisz (1992) målte den såkaldte vitrinit-reflektans for disse sedimenter til omkring 0,5. Weisz konkluderede at sedimenterne havde været begravet under et – nu bort-eroderet - sediment-dække på ca. 2 km’s tykkelse. Det er ikke mange af Norges højeste fjeldtoppe der i dag er ca. 2.5 km over havniveau, der kan have rejst sig over dette sedimentdække.

fx kan manglende sedimentlag skyldes gletscher erosion, saltbevægelser eller inversionsbevægelser efter Nordatlantens åbning. Det er naturligvis ikke forkert, men det forklarer blot ikke det samlede billede af tiltagende erosion ind mod Norge eller hvorfor der er en Oligocæn hiatus under Miocænet vest på kontinentalsoklen ud for det centrale og sydlige Vestgrønland.

Men når det drejer sig om hvordan søpindsvinene i Brasilien er endt i 600 m højde så er det bare ”et godt spørgsmål”. Her undviger Søren det som er den egentlige pointe, nemlig at disse søpindsvin levede i et hav der dækkede det nordøstlige Brasilien efter Atlanterhavents åbning, og at deres højde over havniveau i dag derfor må skyldes reltativt unge, tektoniske kræfter. Brasiliens vidtstrakte højsletter er heller ikke et resultat af gletscher-erosion, endsige af frostcycler og isaktivitet.

Det billede der tegner sig når man ikke blot ser på isolerede data fra Norskerenden, men hæver blikket og sammenstiller observationer fra jordens mange passive kontinentalrande (Norge, Brasilien, det østlige Australien mfl), viser at disse kontinentalrande er ustabile, og at de kan løfte og sænke sig over relativt korte tidsskalaer – d.v.s. 10 millioner år snarere end 100. Når kontinentalplader glider uhindret fra hinanden (f.eks. Sydamerika fra Afrika) vil den underliggende kappe give efter, således at pladerne synker ind, men når kontinentalplader støder på modstand i deres bevægelse væk fra hinanden, opstår der spændinger som presser kanterne op. Det fører til landhævning.

PS til nye læsere: Stenenes alder og bjergenes alder er ikke det samme. Der findes mange metoder til at bestemme hvornår en given sten blev dannet, fx fra en smelte ti-tals kilometer under jordens overflade. Stenene er ganske vist bjergenes byggeklodser, men stenenes alder giver sjældent oplysninger om hvor længe en bjergtinde har hævet sig over et landskab.

Den sten der i dag befinder sig på toppen af Jotunheimen blev dannet dybt inde i Jorden for mere end 400 millioner år siden, men hvor længe har den befundet sig mere end 2 km over havniveau? Det spørgsmål er ikke let at besvare, og derfor er meningerne delte. Meget delte endda. Nogle mener i 400 millioner år, andre måske i 50 og atter andre (som denne kommentars forfatter), sandsynligvis i mindre end 20 millioner år. I nogle områder som fx i Brasilien, kan man være så heldig at finde havaflejringer i bjergene, og i disse områder ved man derfor med sikkerhed at bjergene er yngre end havaflejringerne.

Ikke kun søpindsvin

@ Kasper
Dine indvendinger mod dateringsmetoden er ikke videre velbegrundede og der er en del andre dateringsmetoder for sekvenser af tidslinjen, der giver de samme overordnede resultater, lige som der er mange måder at sammenligne dateringsresultaterne for forskellige omdannelses- eller sedimenteringsprocesser og på den måde krydstjekke og kvalitetssikre. Der er til dato ikke produceret lødige resultater, der er uden for skiven, om jeg så må sige, og som kunne falsificere de velfungerende metoders resultater. Men vi kan stadig blive mere præcise. Vi er nede på tusindårsskalaen nu i de yngre lag og hundredetusindårsskalaen på de ældste. Det er inden for den ramme vi handler. Hverken på milliarderne eller millionerne. Der røg Noah. Sorry.

Når der specifikt nævnes søpindsvin, betyder det ikke, at det kun er dem, man finder. De er bare gode og karakteristiske fossiler, der relativt let lader sig artsbestemme og som man har lange udviklingslinjer for. De bliver derfor til markører for dateringen. Der er ofte tale om fossile rester af hele økosystemer - alt fra blødbundsfaunaer til biogene rev og banker (fx koraller eller mosdyr). Det er ikke "opskyl" eller "vragrester" fra en enkelt katastrofisk begivenhed, men sucessioner, hvor fine tidslinjer kan aflæses direkte på vejen ned ad erosionsskråningen. I den danske undergrund, her i Sønderjylland fx, kan du ved en enkelt udført boring, meter for meter, aflæse forandringerne i vanddybder, kystlinjer osv fra nedbrydningen af bjergkæderne mod nordøst i Miocæn. Besøg Museum Sønderjyllands afdeling for Naturhistorie og Palæontologi i Gram og se det selv.

Det afgørende er i virkeligheden, at du kan tage de relative dateringer på de forskellige geologiske lokaliteter og sammenholde dem med de absolutte dateringsmetoder. Og resultatet er stadig det samme. Den geologiske og den biologiske evolution giver ret enslydende dateringer. Det er faktisk naturvidenskab, man har ret godt styr på.
Uanset hvad kreationisterne går rundt og ønsker sig.

mvh
wlf

Læs og læs lidt mere

Du har slet ikke læst nok på lektierne og lidt hoppen rundt på nettet er slet ikke nok.

Mængden og hyppigheden af isotoper kan bestemmes på massespektrometre med stor nøjagtighed, hvilket gør det muligt at anvende isotopsystemer med meget lang halveringstid. Rækkevidden af en metode afhænger af halveringstiden samt af, hvor sjældent stoffet er i naturen.

Alt stof består af kombinationer af grundstoffer , hver med sit eget atomnummer , der angiver antallet af protoner i atomkernen . Derudover kan elementer eksistere i forskellige isotoper , hvor hver isotop af et element forskellig i antallet af neutroner i kernen. En særlig isotop af et bestemt element kaldes et nuklid . Nogle nuklider er ustabile. Det vil sige, på et eller andet tidspunkt, et sådant nuklid vil spontant omdanne sig til en anden nuklid. Denne transformation kan udføres på en række forskellige måder, herunder radioaktivt henfald , enten ved emission af partikler (sædvanligvis elektroner ( beta henfald ), positroner eller alfapartikler ) eller ved spontan fission , og indfangning af elektroner .

Radiometrisk datering er baseret på henfaldet af langlivede radioaktive isotoper, der forekommer naturligt i sten og mineraler. Disse moder isotoper henfalder til stabile datter isotoper ved hastigheder, der kan måles eksperimentelt og er faktisk konstant over tid, uanset fysiske eller kemiske forhold. Der er en række af langlivede radioaktive isotoper, der anvendes i radiometrisk datering, og en række forskellige måder, de anvendes til at bestemme alderen på klipper, mineraler og organiske materialer.

K-Ar metode er sandsynligvis den mest anvendte radiometrisk dating teknik til rådighed for geologer. Den er baseret på radioaktiviteten af 40 K, som undergår dobbelt nedbrydning ved elektronindfangning til 40 Ar og beta-emission til 40 Ca. Forholdet 40 K atomer, henfald til 40 Ar til dem, henfald til 40 Ca er 0,117, hvilket kaldes det forgrenings-forholdet. Fordi 40 Ca er praktisk allestedsnærværende i sten og mineraler og er relativt rigelige, er det normalt ikke muligt at korrigere for de 40 Ca oprindeligt er til stede og så den 40 K / 40 Ca metode er sjældent anvendes til dating. 40 Ar, er imidlertid en inert gas, der undslipper let fra klipperne, når de opvarmes, men er fanget inden krystalstrukturerne af mange mineraler efter en sten køler. Således, i princippet, idet en sten er smeltet de 40 Ar dannes ved henfald af 40 K undslipper fra væsken. Efter stenen er størknet og afkølet, radiogenic 40 Ar indfanget i de faste krystaller og akkumuleres med tiden. Hvis stenen opvarmes eller smeltes på et senere tidspunkt, så nogle af eller alle de 40 Ar kan frigives og uret helt eller delvist nulstilles.

Rb-Sr metode er baseret på radioaktiviteten af 87 Rb, som undergår et enkelt beta henfald til 87 Sr med en halveringstid på 48800000000 år. Rubidium har en større bestanddel med et meget lavt mineralindhold, men kemien af rubidium svarer til den af kalium og natrium, som begge danner mange fælles mineraler osv. Rubidium findes som et sporstof i de fleste sten. På grund af den meget lange halveringstid på 87 Rb, er Rb-Sr dating anvendes mest på klipperne ældre end omkring 50 til 100 millioner år. Denne metode er meget praktisk til klipper med komplekse sammensætninger fordi datterprodukt, strontium, ikke undslipper fra mineraler nær så let som argon. Som følge heraf kan en prøve opfylde meget specifikke krav til Rb-Sr dating over et bredere spektrum af geologiske forhold end en K-Ar datering kan.

I modsætning til argon, som undslipper let og helt fra de fleste smeltede bjergarter, er strontium til stede som et sporstof i de fleste mineraler når de dannes. Af denne grund, kan Rb-Sr aldre kun beregnes for visse mineraler, der har et højt rubidium indhold og kun indeholder en ubetydelig mængde indledende strontium. I sådanne mineraler, er den beregnede alder ufølsom for strontium mængden og sammensætningen. For de fleste stens vedkomne er det oprindelige strontium til stede i betydelige mængder, så dating foretages af isochron metoden, som fuldstændigt fjerner problemet med oprindeligt strontium.

Med Rb-Sr isochron metoden med adskillige (tre eller flere) mineraler fra samme sten eller flere sten fra samme område med forskelligt rubidium og strontium indhold, analyseret, og dataene afbildet på et isochron diagram…………….

http://www.talkorigins.org/faqs/dalrymple/radiometric_dating.html

Der er ingen der siger det er lige til og man skal tage mange hensyn og kombinere flere metoder for at opnå en acceptabel datering - moder og datter sammensætningen - hvilke stoffer - hvor klipperne kommer fra - hvordan de er dannet - stoffernes halveringstid fortæller os hvor gamle de er så man kan tage et stof med meget lang halveringstid og ses dets sammensætning óg regne baglæns og få en meget præcis datering osv. osv. - og med grundighed og mange prøver fra mange steder kombineret med viden om stoffernes halveringstid giver det en god forståelse for hvor gammel vores planet er.

4,6 mia år, eller nok ikke..

Jeg har nu læst og researched lidt omkring radioaktivitets metoden, som er den man har brugt da man har anslået jordens alder til at være ca. 4,6 mia år.

Hvor man blandt andet har beregnet det ud fra U-238 halveringstid og indtil det bliver til Pb-206. Problemet i denne udregning er dog, at der er flere ubekendte variabler i regnestykket.

1. Det første er at man antager at halveringstiden alt tid har været den samme. at den ikke har afveget en smule fra de 4,47 mia år man har anslået det til at være.

2. For det andet har man brug for at vide præcis, hvor meget Pb-206 der har været til at starte med i den sten man har udvalgt. Og da man ikke har været der da stenen blev til, ved man det simpelthen ikke. Så derfor antager man at den mængde har været lig 0.

3. Nu har man så behov for at vide om der er taget eller givet noget Pb-206 til stenen. Og da bly forbindelser er opløselige i vand. kan man derfor ikke være sikker på, at dette ikke er tilfældet.

Men min første kommentar jeg skrev til denne artikel var blot en teori om at hvis syndfloden har eksisteret, så ville den kunne have været skyld i de resultater man får i dag, omkring sedimenteringen i bjergene og de forstenede søpindsvin på bjergene.

Kasper

Som du kan se er der andre der er kommet mig i forkøbet....så læs og læs lidt mere og forsæt med at læse. Punktum.

Jordens alder: Biblens og videnskabens bud.

Ærkebiskoppen i Irland, Biskop Ussher regnede sig i 1650 frem til, hvornår Jorden blev skabt. Han kom gennem nærstudier af stamtavler i Biblen frem til, at det skete i år 4004 f. Kr.

I 1700-tallet gik man dog efterhånden mere videnskabeligt til værks og så bort fra de bibelske betragtninger. Fra miner vidste man nemlig, at temperaturen stiger, jo dybere minen er. Det måtte betyde, at Jorden afgiver varme til omgivelserne, og dermed at den var under afkøling. På den baggrund udførte en fransk naturforsker, Comte de Buffon, en række eksperimenter med opvarmning af kugler af forskellige størrelser. Han bestemte, hvor lang til kuglerne var om at køle af og ekstrapolerede derefter resultaterne til en meget større kugle, nemlig Jorden, og han kom frem til, at Jorden var mellem 75.000 og 168.000 år gammel – altså væsentligt ældre end Usshers påstand.

I 1859 kom spørgsmålet om Jordens alder igen på dagsordenen, for det år udkom Charles Darwins “Arternes oprindelse”. Darwin havde med stor interesse læst en bog om geologiens principper, skrevet af den engelske geolog Charles Lyell.

I sin bog beskrev Lyell den geologiske udvikling som gradvis og ikke som et resultat af pludselige katastrofale ændringer som f.eks. syndfloder. Han antog, at Jorden var næsten uendelig gammel og i en slags evig balanceret ligevægt. Ideen om en meget gammel jord var en afgørende forudsætning for Darwins evolutionsteori.

Til Darwins store fortrydelse kom datidens førende fysiker, englænderen Lord Kelvin, i 1862 med sit bud på Jordens alder. Kelvin arbejdede med udgangspunkt i newtons mekanik, og anså Solens og Jordens varme som frigjort potentiel energi i forbindelse med sammentrækning, dvs. han mente, at Jorden (og Solen) gradvist trak sig sammen og derved frigav energi.

Kelvin betragtede derfor Jorden som et oprindeligt glødende legeme, der havde gennemgået en gradvis afkøling. Herved nåede han frem til en alder på ca. 100 millioner år. Kelvin tilføjede dog klogt, at resultatet var betinget af, at der ikke dukkede nye, endnu ukendte kilder til energi op.

Kelvins resultater bekymrede Darwin meget, da dette tidsrum var alt for kort til hans udviklingsteori. Lyell forsøgte herefter med en ny datering af Jorden og tog udgangspunkt i de forandringer, som kunne ses i de forskellige geologiske lags fossiler. Lyell antog f.eks. at mindst 20 millioner år ville være nødvendig for en total forandring af en bestemt art snegle, som han havde fundet. Han vurderede, at der havde været 12 totale udskiftninger siden begyndelsen af Kambrium og kom derved frem til, at der var forløbet 240 millioner år siden Jordens begyndelse.

Andre geologer mente, at det måtte være muligt at vurdere alderen ved en opmåling af tykkelsen på sedimentære lag sammenholdt med, hvor hurtigt aflejringerne fandt sted. Metoden blev forsøgt mange gange i de følgende år, og i 1869 anslog Th. Huxley ud fra en tykkelse på 100.000 fod og en sedimentationsrate til 1/1000 fod pr. år, at Jordens alder måtte være 100 millioner år. Bud fra andre geologer lød på andre sedimenttykkelser og aflejringshastigheder, og metodens store usikkerhed illustreres af, at buddene gik fra 3 millioner år til 1584 millioner år.

Det store fremskridt i forskningen omkring Jordens alder kom i 1890’erne, da radioaktiviteten blev opdaget. En af de første til at forstå perspektiverne i denne opdagelse var den engelske fysiker Rutherford, som påviste, at en klump radium frigør så megen energi, at den kan smelte sin egen vægt i is hver time.

Ved brug af radioaktive dateringsmetoder nåede man efterhånden frem til, at Jordens alder skulle tælles i milliarder af år og ikke i tusinder eller millioner.

I dag sættes alderen til 4,6 milliarder år ± en vis usikkerhed, så der har været rigelig tid til at bjergkæder er opstået, forsvundet og nye opstået igen.

Læs selv mere i det link, som blev givet tidligere: http://en.wikipedia.org/wiki/Earth_Age

Kære Lars

Som sagt er Møre-Trøndelag forkastningszonen notorisk for (rigtige) tektoniske bevægelser i relation til Kaledonidekollaps og den langvarige separation af Grønland og Norge og sluttelig åbningen af Nordatlanten, og selvfølgelig er dette jura sediments gøren og laden siden sin afsætning en funktion heraf.

11/5-1 brønden er velsagtens boret i Farsundbassinet, som er notorisk for saltbevægelser, har oplevet sen-kridt inversion, og senest har haft norske rende gletsjeren forbi til at erodere x antal meter af sediment. Det er vel næppe det rette sted at lægge hovedet på blokken for eksistensen af den delikate Neogene hævningseffekt når så mange andre ting griber forstyrrende ind.

Med venlig hilsen
Søren

Jura i Beistadfjorden Kære Søren

Kjære Søren B

Tror du har behov for at tage kontakt med NGU og IKU i Trondheim, så de kan fortælle dig om jura sedimenterne i Beistadfjorden. De ligger midt i din gamle Kaldonske fjældkæde, og jeg har observeret hvordan det område ligger ligen nord for det område du modellerer.
?? Kan det være fordi det område ikke rigtig passer ind i din model ??

Du kan jo også søge tilgang på data fra brønn 11/5-1 (Loshavn) og se om din model kan forklare ca. 12-1300 m net uplift i det område.

Oversvømmelse og jordens alder

Det giver jo ingen mening at påpege jordens alder i forhold til bibelen (og her skynder jeg mig lige at sige, at jeg ikke tror at Gud har skabt jorden eller at Noah futtede rundt med sultne løver og tigre og det der er værre i flere år i en hjemmebygget pram).

Der står intet i bibelen om hvornår Gud skabte jorden og heller ikke noget præcist om hvor længe han rent faktisk gik rundt alene og kedede sig før han skabte mennesket! Der står nemlig ikke noget om hvornår han skabte tidsbegrebet så derfor kan skabelseshistorien som den er fremført vel ikke være præcis :)

Kære Lars. Læs litteratur!

25 år? Ja så har dit forhold til hævningshypotesen jo nået sølvbryllupsalderen. Ha Ha.

Selv om skilsmisser i gamle ægteskaber ikke er så almindelige så hænder de jo. Hvis du giver mig din e-mail adresse skal jeg gerne sende dig lidt moderne litteratur til at hjælpe den på vej.

Trondhjem fjorden er notorisk for sideværts tektoniske bevægelser gennem alle årene siden Kaledonidernes kollaps (og sikkert også under deres dannelse), og er på den måde er den ikke repræsentativ. Her har der det ene øjeblik dannedes småbassiner, som det næste øjeblik er blevet presset sammen igen. Her er skal tidsangivelsen 'øjeblik' selvfølgelig tillempes den geologiske tidsskala som måles i millioner af år.

Sedimenterne i tunnelen i ved Bergen stemmer med at området har været et kyst-område siden disse sedimenter blev aflejret. Det organiske materiale vitrinit er ikke modent overhovedet, og slet ikke foreneligt med begravelse under sedimenter.

Den overbegravelse du registrerer vil jeg skyde på mange gange kan skyldes gletsjer erosion på sokkelen. Eller måske de cenozoiske inversionsbevægelser som har fundet sted efter Nordatlantens åbning. In any case, send mig et brønddatasæt som du vil sværge på kræver at hævningshypotesen er sand. Så vil jeg modellere det og vi kan sammen se hvad det siger.

Med hensyn til at du kan finde olie selv om din hypotese er forkert vil jeg med et glimt i øjet sige at det åbenbart passer at også blinde høns finder korn en gang imellem. Har du tænkt på at hvis din hypotese var rigtig ville du måske kunne finde endu mere olie?

Med venlig hilsen
Søren

Oversvømmelse?

Jamen Kim, jeg kunne meget godt tænke mig at se de videnskabelige fakta du mener du har, der beviser at jorden er milliarder af år.

Re: Unge fjælde i Norge Hr. Professor

Hvis man vi have en halvpopulær, men dog meget opbyggelig viden om Geologi, fysik/metafysik, erkendelse, religion og en held del mere - så er det Jens Mogens Hansens bog om Steno man skal læse... den er ikke mindre end phantastik! :-)

Oversvømmelse?

Jamen det antager vi ikke - du gør måske - Videnskabelige undersøgelser fortæller os at Jorden er langt ældre end 6.000 år.

I dit fantasi verden er Jorden måske kun 6.000 år - men dette er et videnskabeligt forum og her er det fakta der tæller - religiøst bavl er der ikke plads til.

Unge fjælde i Norge Hr. Professor

Kjære Søren B. Nielsen

I 25 år har jeg arbejdet med kvantifisering og timing af den Sen-Tertiære (Neogene) hæving af Norge, Barentshavet og Svalberd. Jeg har hele tiden fokuseret på metoder for kvantifisering af hævingen og timingen af hvornår det skete. Det er det vi har brug for at vide i olieindustrien. I de 25 år har jeg ikke forsøgt at komme med teorier og hypeteser om mekanismerne bag hævingen. Det kan andre tage sig af, og du er en af dem som har forsøgt sig med en hypotese og en model.

Din model baserer sig på at de norske fjælde vi ser i dag er resterne af Kaledoniderne som blev dannet for 420 ++ M.år siden. Af din model følger at disse høje bjærge blev eroderet lige siden, og at fjældene i dag er de sørgelige rester af Kaledoniderne. Denne model passer ikke med de mesosoiske og Kenozoiske sedimenter vi finder langs norskekysten i dag. Og der er få i Norge som tror på den model.

Hvordan forklarer du f.eks jura sedimenterne vi i dag finder i Beistafjorden NØ for Trondheim (midt i Kaledoniderne) og i en tunel nær Bergen. Ifølge din teori var der jo endnu højere bjærge på den tid. Meget tyder faktisk på at sedimenter af kridt alder dækkede det lave område NØ for Trondheim og videre ind i Sverige.

De som har arbeidet meget med Neogen hæving af syd-Norge ( f.eks. Fridtjof Riis fra OD) er enige om at vor hjemlige skrivekridt (chalk) må have dækket kystområderne i Syd-Norge i et bælte 20-30 km indenfor kysten eller mere. Hvordan stemmer det med at bjærgene var endny højere for 100-65 M.år siden ??? Hvor er de klastiske sedimenter som blev eroderet fra de høje bjærge samtidig med at vi fik aflejret den fine rene chalk ???

Samme argument gælder for de meget finkornede sedimenter af Eocen og Oligocen alder vi finder langs det meste af norskekysten fra Skagerrak til Lofoten. Hvorfor er det ekstremt finkornede ler-sedimenter så tæt på 'dine bjærge' som var højere end i dag ??

Vel Søren, jeg arbejder i 'oljå' og har egentilig ikke tid til akademiske diskusjoner. Så længe jeg er i stand til at prædikere hvor meget som er hævet og eroderet i den næste brønn vi skal bore så er jeg fornøjet. Og den prediksjon har fungeret glimrende (+/- 150 m) i de sidste 20-25 år.

Oversvømmelse?

For det første vil jeg gerne lige spørge om, hvornår du tror at Noah levede?
For hvis du antager at han levede for millioner af år siden har du ret i at der ikke levede nogen mennesker der. Sagen er bare den, at hvis du regner på de tal du får fra bibelen (stamtavler, regeringsperioder osv.) finder man frem til at Noah levede for cirka 4000 år siden. Og Adam og Eva for cirka 6000 år siden.

Så hvis vi antager at Gud skabte jorden inklusiv bjergene for 6000 år siden, og så 2000 år senere oversvømmede den.

Kære Lars N Jensen.Dine

Kære Lars N Jensen.

Dine bemærkninger er ikke korrekte.

Blot som et enkelt eksempel har Steer et al. 12 August 2012 publiceret i Nature Geoscience. Vore arbejder om topografien i det vestlige Skandinavien og andre steder (globalt, faktisk) er her bredt citeret og blåstemplet.

Ydermere er denne forskergruppe funderet i Bergen. Kan man forestille sig noget mere norsk? Ja, personerne er ganske vist ikke norske nordmænd fra Norge, men 3 ud af 5 forfattere bor og arbejder der.

Jeg ser her en sjov bekræftelse af det fohold at man som videnskabsmand skal undgå at blive gift med sin hypotese. De rigtige norske nordmænd fra Norge (og en del danskere) er jo opflasket med ideen om den sene hævning af fjeldene, og har tydeligvis svært ved at forlade den til fordel for realistiske og testbare hypoteser. Ikke nok med at de hæger om deres yndlingshypotese og forsøger at bevise den. Blot den mindste antydning af at de tager fundamentalt fejl leder meget nemt til fornærmethed. Det sidste er i virkeligheden det ultimative bevis på at forholdet til hypotesen er blevet kødeligt, for hvem bryder sig om dyneløfteri i et ægteskab?

Her følger et lille citat fra Steer et al's artikel. Du vil bemærke at de ret flade områder ikke er peneplaner dannet ved erosin til havniveau, men derimod er dannet i højden af frostcycler og isaktivitet.

"We therefore conclude that glacial and periglacial processes have a substantial impact on the formation of low-relief surfaces observed1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 in glaciated mountain belts and high-latitude continental margins."

Tallene i ovenstående er numre på referencer der underbygger dette statement. Referencerne kan ses i Steer et al's artikel.

Med venlig hilsen
Søren B. Nielsen
Professor

PS. Sedimenterne langs Norskekysten er i fuld overensstemmelse med ICE hypotesen.

Oversvømmelse?

Der er et væsentligt problem - der fandtes ikke mennesker den gang - os mennesker er en relativ ny opfindelse og bjergene er en hel del ældre så..... det korte af det lange endnu en gang viser det sig at biblen er fuld af løgn.

Oversvømmelse

:)
Det er nok omvendt!
Det er antagelig fundet af forstenede havdyr der har skabt historien om Noah!

Oversvømmelse?

Hvor mange af jer har engang hørt historien om Noahs ark?

For lige at opsummere den lidt:
Noah er en mand i bibelen som blev pålagt af Gud, at han skulle bygge en ark. Så han derved kunne redde et par af hver dyr og hans familie, fra at drukne da der ville komme en oversvømmelse der ville dække hele jorden.

Hvis vi nu antager at det er sket, ville det så ikke kunne være en forklaring på det at der er fundet forstenede havdyr på toppen af bjerge? At der er havvand der har dannet sedimenter i bjergene?

Til Sybille Hildebrandt

Det er med en ikke ringe grad af træt bedrøvelse at jeg i artiklen om bjergkædernes fødsel konstaterer resultatet af Sybille Hildebrandts anstrengelser. Jeg er korrekt citeret med to tekstpassager i anførselstegn. Intet har ændret sig i denne årelange meningsudveksling, så dem vedgår jeg gerne.

Imidlertid fremgår det af artiklen at vi ikke tillægger havlevende fossiler i bjerge nogen betydning, og at vi endda kan finde på ad hoc at forklare dem ved at de skulle stamme fra ferskvandssøer i bjerge.

Denne fremstilling er totalt fri fantasi fra Sybille Hildebrandts side. For det første har jeg overhovedet ikke udtalt mig om disse fossiler. For det andet er det netop den type data vi tillægger den yderste vægt. For det tredje strider det aldeles imod vores videnskabelige tilgang at opfinde ad hoc forklaringer (også kaldet hjælpehypoteser) til lejligheden for at komme ubelejlige data til livs. Intet ligger os mere fjernt. Vi er netop ikke gift med vores hypoteser; vi afprøver dem mod alle data vi kan støve op. Især er vi interesserede i data der udfordrer vores hypoteser, for så er der en chance for at blive klogere.

Imidlertid er ikke alle havlevende fossiler i stor højde vidnesbyrd om ukendte tektoniske mekanismer. Havalger i 1200 m højde på Nuussuaq halvøen ved Disko er naturligvis vidnesbyrd om at disse aflejringer er afsat under havets overflade. Imidlertid kan deres nuværende position nemt forklares ved forkastningsaktivitet og isostatisk hævning som følge af gletsjererosion. I lyset af hvor længe denne diskussion har eksisteret, og Sybille Hildebrandts engagement heri, ville jeg måske med en vis rimelighed kunne have forventet, at hun ikke ville hoppe på den første og bedste limpind.

Hvad angår søpindsvinene i Brasilien i 600 m højde er de naturligvis ligeledes vidnesbyrd om at området har været havdækket. Hvordan de er endt i 600 m højde er et godt spørgsmål, og der er mange muligheder, som jeg ikke vil vælge iblandt, for jeg har ikke undersøgt området (men jeg gætter på at der er en naturlig forklaring) og har derfor i sagens natur over for Sybille Hildebrandt overhovedet ikke kommenteret dette forhold. Så meget desto mere skuffende er det at få skudt i skoene at man skulle have en letkøbt mening herom.

Jeg vil foreslå Sybille Hildebrandt om at forsøge sig med et større fokus på fysiske processer og et mindre fokus på spin i sin journalistiske dækning af videnskabelige emner.

Med venlig hilsen
Søren B. Nielsen
Professor, Institutleder

De norske fjelde

Er de oprindelige fjelde så dannet ved en foldning da Grønland og Norge var et? Og er fjeldene i Østgrønland og Norge de samme og dannet ved at Atlanterhavet blev til?
Men hvis det er tilfældet, hvorfor er fjeldene i Østgrønland så så meget højere og virker mindre eroderede end fjeldene i Norge?

Søpindsvin i det brasilianske højland

På Araripe Plateauet i NØ Brasilien - 500 km fra kysten - finder man idag søpindsvin 700 m over havniveau i den såkaldte Santana Formation. Disse hav-aflejringer er afsat efter åbningen af det sydlige Atlanterhav og viser dermed at store dele af Brasilien blev overskyllet af det unge Atlanterhav, og at Araripe Plateauet derfor må være blevet løftet til sin nuværende højde på et senere tidspunkt. Disse bjerge er derfor unge i geologisk forstand.

Floderosion

Ja, der sker næsten ingen floderosion nær havniveau, men lige så snart jorden overflade hælder blot blot 0.5% begynder floder at erodere sig ned i terrænet. Pointen er at tyngdekraften og det strømmende vand sørger for at 'bjerglandskab' i løbet af blot 10-20 millioner år bliver eroderet ned til et landskab uden noget markant relief - med mindre bevægelser af jordskorpen fornyer landskabets højdeforskelle.

Prøv at se på figur 3 i vores artikel om NØ Brasilien, der kan man tydeligt se hvordan flodene har formet et landskab i to niveauer:

http://bulletin.geoscienceworld.org/cgi/content/full/124/5-6/800? ijkey=qocQAR2tZ2ZTY&keytype=ref&siteid=gsabull

Unge bjærge i Norge, ja naturlig vis

Modellen som Peter japsen har publicert er den klart mest aksepterte blandt olie-geologer og akademia her i Norge. Der er mange evidenser fra datering og størrelse på den Neogene hæving af Norge, Barentshavet og svalbard som underbygger at disse vertikale bevægelser på ca. 1000 - 1200 m er ganske unge (10-20 mill. år). Sedimenterne langs norskekysten er også i samsvar med denne model.

Søren Bom Nielsens model bliver sjældent kommenteret her i Norge, og har så vidt jeg ved ringe opslutning. Hans model er jo netop en 'computer model' som postulerer at de Skandinaviske Caledonider har været en fjeldkæde med høj topografi i 400 millioner år, og at denne fjeldkæde gradvist er blevet lavere siden da. Få her i Norge tror på det.

Finlands hævning

Så vidt jeg ved hæver Finlands kyst sig flere mm om året. Så på 1million år bliver det til 1000m. Det lyder derfor rimelig sandsynligt at nogle bjerge kan være meget unge.

Floderosion nær havniveau

Der noget som ikke hænger sammen. Floderosion nær havniveau sker næsten ikke, da hastigheden af flodvandet er så langsom. Der imod så kan kyst-erosion ske i løbet af få milioner år. Og det kræver bare lidt højere vandstand.

Søpindsvin er havdyr. Når man kan finde havdyr langt fra havet så skyldes det at kontinenterne var oversvømmet fordi de alle lå på den samme side af jorden, så forskød de jordens tyngepunkt, og trak havvandet til sig.

Seneste fra Miljø & Naturvidenskab

Deltag i Unge Forskere 2015

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg