Annonceinfo

Vores DNA elsker gyserfilm

Når vi ser gyserfilm, træner vi vores evne til at klare os i tilspidsede situationer. Det forklarer, hvorfor mennesker frivilligt lader sig skræmme.

I filmen Eksorcisten bliver en lille pige besat af en dæmon. Selvom filmen foregår i den vestlige kultur, kan en nøgen regnskovsindianer alligevel blive skræmt af scenerne med den klamme, besatte pige med de gule katteøjne. Det ligger nemlig i alle menneskers DNA, at vi skal frygte råddenskab og rovdyr, konstaterer dansk forskning.

Den lille pige sidder i sengen og ligner et opløst lig. Hun skuler til præsten med sine gule øjne.

»Din mor er herinde. Vil du efterlade en besked? Jeg skal nok sørge for, at hun får den,« siger pigen med en dyb, tør stemme.

Pludselig åbner hun munden, og en tyk stråle af grønt slim rammer præsten med et stort plask.

Sådan foregår en berømt scene i gyserfilmen Eksorcisten – en meget populær filmklassiker. Det virker måske mærkeligt, at noget så uhyggeligt og ulækkert bliver set af mange mennesker. Men nu mener en dansk forsker at have fundet en forklaring på mysteriet: Lysten til et godt gys findes i vores DNA.

»Da vores forfædre levede som jæger-samlere på den østafrikanske savanne, var det vigtigt, at de var forberedt på farer fra rovdyr og kryb. De var nødt til at træne deres reaktioner i pressede situationer, og lysten til det aflejrede sig i deres DNA – som vi stadig bærer på i dag. Når vi ser horror-film, tilfredsstiller vi den lyst. Vi træner vores skræk-beredskab,« siger ph.d. Mathias Clasen.

Han har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling om horror ved Institut for Æstetik og Kommunikation – Engelsk, Aarhus Universitet.

Evolutionen har lært os at frygte zombier

Mathias Clasen har som den første i verden lavet en dybdegående undersøgelse af, hvordan vores fascination af gys og gru kan hænge sammen med menneskets evolution.

Han mener nemlig, det er oplagt, at vores fascination af gru på en eller anden måde hænger sammen med vores gener. Vi ved, at størstedelen af vores gener stadig er indrettet til at leve et jæger-samler-liv som det, vores fjerne forfædre levede. Det var et liv med mange farer.

Videnskabsmanden Charles Darwin (1809 – 1882) fandt for over 150 år siden ud af, at dyr og mennesker hen over årtusinder tilpasser sig de udfordringer, deres omgivelser skaber. Den opdagelse har Mathias Clasen arbejdet videre med. (Foto: Leonard Darwin)

Igennem mange, mange tusinde år levede vores forfædre nemlig på savannen, og dé kunne de kun overleve, hvis de var påpasselige. Det var for eksempel en sikkerhedsrefleks at væmmes ved råddent, sygdomsfremkaldende kød. Og hvis de skulle undgå at blive ædt, måtte de frygte løver og andre dyr med spidse tænder.

Derfor er frygten for råddenskab og spidse tænder blevet en del af vores arvemateriale. Og derfor bliver vi i dag skræmt af vampyrer med spidse tænder og zombier med rådne kroppe. Det er i hvert fald Mathias Clasens teori, som han bruger en hel ph.d.-afhandling på at udforske og forklare.

Gyser-bøger lærer os at håndtere frygt

I dag møder vi ikke en glubsk sabelkat på vej til Netto. Men dybt i vores DNA har vi alligevel en trang til at forberede os på et fatalt sabelkat-angreb. Den lyst til at træne vores skræk-beredskab udlever vi, når vi ser en gyserfilm eller læser en uhyggelig bog.

»Når vi ser film eller læser bøger, kan vi uden risiko udvikle vores erfaringer med det, vi synes er farligt. Det er faktisk ligesom andre pattedyrs unger, der slås for sjov, fordi det giver evolutionær mening senere i livet, når de skal kæmpe på liv og død.«

»Vi bruger fiktion som en ’følelses-simulator’ til at udvide vores horisont. Horror-fiktion træner vores reaktioner på det skrækkelige og skræmmende,« siger Mathias Clasen.

Kulturen spiller trods alt også en rolle

Indtil videre bygger Mathias Clasens forskning på andre forskeres studier af hjernen og evolutionen. Selv har han analyseret en masse skræk-film og –bøger for at finde frem til de skræk-elementer, som ifølge hjerneforskningen får vores biologi til at gå amok. For eksempel har vi en helt naturlig angst for kryb såsom edderkopper.

I det meste af 1900-tallet har forskere ellers helt automatisk antaget, at der er vores kultur – vores forældre og samfundet – der lærer os, hvad vi skal være bange for. Den teori skal nu have en seriøs tilretning. Men ikke alt i gyser-fiktionen er afhængig af vore biologiske impulser.

»Selvfølgelig er der også noget kulturelt i vores forståelse af horror. Man skal for eksempel helt basalt kunne forstå det sprog, som ’Dracula’ er skrevet på. Og en film som ’Eksorcisten’ er lavet til en særlig tid, hvor nogle særlige problemer blev diskuteret,« siger Mathias Clasen.

Vi bliver bange for rådnende zombier, fordi vi fra naturens side er udstyret med en mekanisme, der skal holde os væk fra fordærvet kød. (Foto: Colourbox)

I Eksorcisten fra 1973 bliver en lille pige besat af en dæmon, som får hende til ændre personlighed. Pigen kommer til at opføre sig så specielt og tale så grimt, at hendes mor ikke længere kan genkende hende.

Filmen handler indirekte om den generationskløft, der var mellem forældre og deres børn i starten af 1970erne.

»Moderen mister grebet om sin datter, og det er en parabel på dét, der ellers skete i samfundet. Den slags kan man kun forstå, hvis man kender til den vestlige kultur i 70erne,« siger Mathias Clasen.

Alle bliver skræmt af klamme piger

Biologien spiller dog en meget stor rolle for den direkte uhygge. Hvis en dansker, en grønlænder, en amerikaner og en indfødt fra Ny Guinea så Eksorcisten, var det ikke sikkert, at de kunne forstå alle de kulturelle nuancer i forholdet mellem moderen og datteren.

»Men jeg er sikker på, at de alle ville blive skræmt af en lille pige, der ser klam ud, drejer sit hoved 360 grader rundt og udspyr ærtesuppe. Dét er nemlig ikke kulturelt bestemt. Det er derimod bestemt af vores biologi,« siger Mathias Clasen.

Vil lave sine egne skræk-eksperimenter

Det næste skridt i Mathias Clasens forskning bliver, at han vil lave sine egne forsøg.

»For eksempel vil jeg gerne se, om hjernerne hos folk fra forskellige kulturer reagerer ens på den samme scene i en horror-film. Det vil i så fald underbygge min teori,« siger Mathias Clasen.

Han arbejder i øjeblikket på at skaffe midler til den forskning – som i så fald vil være den første af sin slags i verden.

Væmmelse og scientisme

TT: 1) Curtis dokumenterer væmmelse ved råddent kød i flere af sine artikler (mange kan findes i frit tilgængelig pdf-form via scholar.google.dk), og psykologen Paul Rozin har også skrevet en del om det (se fx Rozin & Fallon: ”A Perspective on Disgust.” Psychological Review 94.1 (1987): 23-41). Du kan jo prøve at købe en pakke hakkekød i Netto og lade den stå i solen et par dage og så ellers slå dig løs :-) 2) Væmmelse bærer alle tegn på at være en biologisk tilpasning (følelsen er universel, den er bundet op på specifikke hjernestrukturer, der er et universelt, karakteristisk – og funktionelt – ansigtsudtryk som er knyttet til følelsen, den opstår pålideligt i individets udvikling). Det udelukker ikke at væmmelse, som jeg tidligere pointerede, moduleres kulturelt og varierer individuelt. Jeg kan ikke bevise at der var fordærvet, bakterieinficeret kød i vores evolutionære forfædres omgivelser. Men evidensen er, så vidt jeg kan vurdere, overvældende ift. teorien om væmmelse som biologisk tilpasset anti-patogen mekanisme.

NKH: Du skriver: ”Men scientistisk ensidighed er ikke af det gode.” Nej, det er jeg enig med dig i. Jeg har netop i min afhandling forsøgt at gøre op med monokausale forklaringsmodeller (såvel konstruktivistiske som evolutionære), selvom artiklen her primært fokuserer på den biologiske vinkel. Den helt store udfordring ligger, for mig at se, i at forlene det du kalder ”humanistiske vinkler” med evolutionsbiologi, kognitionspsykologi osv. Dér bliver det rigtig spændende. Igen må jeg henvise til forskningsartiklen som der linkes til ovenfor.

Du skriver endvidere: ”For den evolutionsbiologiske forklaring kan nemlig slet ikke tage højde for at monstrene skal være menneske-hybrider: halvt dyr – halvt menneske. I artiklen står, at ”hvis de [fortidsmenneskene] skulle undgå at blive ædt, måtte de frygte løver og andre dyr med spidse tænder.” Men hvorfor skal monstrene ligne mennesker? Hvorfor er en leopard ikke lige så skræmmende som en blanding af dyr og menneske? Her er det oplagt, at det er en side hos os selv, som det handler om, og ikke noget ydre.”

Ja, varulven er et eksempel. Den kan forstås som en figur der bogstaveliggør en psykologisk metafor vedr. det indre uhyre, eller skyggeside, eller hvad du vil kalde det. Men forskere inden for kognitiv religionsvidenskab har, med fundament i evolutionsbiologien, dokumenteret hvorfor kontraintuitive ”hybridvæsener” som guder, ånder, monstre osv. spiller sådan en væsentlig rolle i vores fantasiverdener (se fx Pascal Boyers arbejde). Derfor kan fx zombier godt få ekstra slagkraft (eller ”betydning”) som bogstavelige billeder på kødets forfald og den uafvendelige kropslige opløsning, ”The Conqueror Worm” der, som Poe pointerede, venter tålmodigt på os alle … Den humanistiske udforskning af monsterets betydning og kulturelle kontingens udelukker altså ikke den evolutionsbiologiske udforskning af det kognitive grundlag for sådanne fantasifostre, ej heller vice versa.

Jeg mener at humanister unødigt har ignoreret biologien i deres forsøg på at forstå den menneskelige kultur, på samme måde som bl.a. evolutionspsykologer ikke har taget kulturen seriøst nok i deres udforskning af den menneskelige natur. Der er ved at blive rettet op på disse mangler, og flere er begyndt at undersøge hvordan biologi og kultur påvirker hinanden i en gensidigt kausal proces. Den danske filmforsker Torben Grodal har lavet pionerarbejde inden for ”biokulturel” filmvidenskab (og har et fortræffeligt kapitel om overnaturlige film i sin bog "Embodied Visions"), og der er rigtig spændende forskning inden for det, der på engelsk kaldes ”gene-culture co-evolution”, fx førnævnte Wranghams forskning i hvordan vores biologi (fordøjelsessystem, anatomi, endda socialt-kognitive strukturer) er tilpasset varmetilberedt mad. En kulturel teknologi - madlavning vha. ild - har således direkte formet centrale aspekter af vores natur. Det gælder endda imaginære strukturer, fx kunst, ideologi og religion (se fx litteraturforskeren Joseph Carrolls arbejde), som er en del af vores evolutionære niche, vores ”fitness landscape”. Jeg bilder mig ikke ind at have fundet det endegyldige svar på hvordan biologi og kultur spiller sammen i vores skrækhistoriers funktion og struktur. Men jeg mener at det er et forsøg værd at prøve at finde ud af det, og humanistiske vinkler er i den sammenhæng helt uundværlige.

Mvh Mathias

Gyserfilm og evolutionsbiologisk reduktionisme

Biologien kan selvfølgelig inspirere til mange læsninger, og rovdyrfrygten spiller givetvis en rolle for vores psykologiske beredskab. Men scientistisk ensidighed er ikke af det gode.

Jeg er enig med den anden læser, der synes at finde en cirkelslutning i argumentationen. Tobias Torfing skriver at ”Det du gør, er at lave en baglæns slutning: mennesker kan blive bange for xxx - derfor må xxx have været et problem i løbet af evolutionen”.

Men jeg vil angribe sagen fra en anden vinkel, nemlig humanioras. Det forekommer mig, at synspunktet, trods det stammer fra en ph.d. fra Æstetik og Kommunikation, er udtryk for evolutionsbiologisk ensidighed eller slet og ret scientistisk reduktionisme(og afsnittet om den kulturelt betingede afkodning ændrer ikke på dette aspekt, men kratter kun i overfladen). Dermed ligger artiklen i skøn overensstemmelse med tidsånden: kognitionsforskning og evolutionsbiologi i forening har erstattet freudo-marxismen som religionserstatning og som leverandør af svaret på alle spørgsmål.

Hvorfor ikke inddrage humanistiske vinkler på sagen? Vi kunne starte med oprindelsen til gysergenren i den engelske ”Gothic fiction” fra slutningen af 1700-tallet og ind i 1800-tallet.

Gyserlitteraturen fremkommer sideløbende med den romantiske strømning i samme periode, og internetsitet e-poke skriver om romantik: ”Romantikken virker ved sin fremkomst ekstrem, fordi en ny verden betrædes - indefra. Opgøret med rationalismen [dvs. oplysningstiden, NK] medfører, at de irrationelle kræfter får råderum. Følelser er sådanne irrationelle kræfter, og det er dem, digteren giver udtryk for. Romantik er altså ikke umiddelbart det samme som guldhorn og måneskinskys. Medmindre man i måneskinnet opdager menneskesjælens natside. Observeringen af denne natsides opdukken i sjælelivet skaber skræk og rædsel og kaster det overfølsomme menneske ud i et dæmonisk kaos. De digteriske meldinger herfra kaldes i dag Sort Romantik.”

Det er altså menneskets egen natside, vi fascineres af i den sorte romantik og i det gode gys. Vi lader os frivilligt lader skræmme; ikke for at udforske YDRE farer, men for at undersøge vores eget INDRE.

Nuvel, man skal skelne mellem genese (ophav) og gyldighed, så det, at gysergenren opstod som understrømning til romantikken beviser ikke i sig selv at det er vores indre, vi udforsker. Men den sammenhæng, der plæderes for ovenfor er da plausibel, ikke sandt? Men der er et endnu bedre argument. For den evolutionsbiologiske forklaring kan nemlig slet ikke tage højde for at monstrene skal være menneske-hybrider: halvt dyr – halvt menneske. I artiklen står, at ”hvis de [fortidsmenneskene] skulle undgå at blive ædt, måtte de frygte løver og andre dyr med spidse tænder.” Men hvorfor skal monstrene ligne mennesker? Hvorfor er en leopard ikke lige så skræmmende som en blanding af dyr og menneske? Her er det oplagt, at det er en side hos os selv, som det handler om, og ikke noget ydre.

I artiklen tales der også om frygten for råddent kød. Her er evolutionsbiologien måske tættere på sagens kerne, men hvorfor ikke overveje det indlysende: det rådne kød skræmmer os, fordi vi minder os om det mest ubønhørlige vilkår her i livet: dødens vilkår? Dette sandsynliggøres på samme måde af, at det er menneske-hybrider, der er rådne – ikke leoparder. Det er vores egen død, vi skræmmes af.

Måske har vi også aflivet Freud for tidligt (og det er vel ikke for intet at Lars von Trier insisterer på Freuds pointer?). I hvert virker hans teori om ”das Un-heimliche” stadig fuld af forklaringskraft.

Eksskurs: Gyserfilmene har et modstykke i sci-fi-film som Terminato og Robo-cop. Her spilles på frygten for en anden type menneske-hybrider, nemlig det væsen som er halv maskine – halvt menneske. Den her anførte forklaringsmodel kan elegant overføres på disse film: vi skræmmes af – ikke vores nat-side, men – vores lys-side, vores teknologiske formåen. Men hvordan ville man forklare denne skræk evolutionsbiologisk?

Belæg

Tak for artiklen med disgust - det giver noget konkret at tale ud fra.

Så vidt jeg kan se påviser de ikke at mennesker synes at gammelt kød er disgusting, men at alle dyr har en tærskel/reaction overfor "noxios food" (de nævner rotter) og at menneskers er ens på tværs af kontinentet.

"De viser ikke: A. at råddent kød er ulækkert. B. At det er biologisk evolutionært afhængigt.
"Er det et problem at støde på fordærvet kød på Savannen? Eller bliver det spist inden det når så langt? Altså er det noget man bliver udsat for, ellers har det ingen evolutionær effekt.”

Lad os udskifte et par ord, så giver svaret næsten sig selv: ”Er det et problem at støde på en leopard på Savannen? Eller forsvinder den inden man når så langt? Altså er det noget man bliver udsat for, ellers har det ingen evolutionær effekt.” Ingen af dine forfædre gennem livets godt fire milliarder år lange historie er blevet spist af rovdyr, er faldet ud over en klippe og slået i smadder, er blevet bidt ihjel af giftslanger osv. Alle dine forfædre har undgået disse farer."

Nej du kan ikke udskifte et par ord og så giver "svaret sig selv". Enten forstår du ikke mit spørgsmål, ellers taler du uden om.
For kun hvis faren for geparder er reel, og mine forfædres venner der ikke var hurtige/forsigtige nok blev spidst, vil man udvikle en biologisk indlagt frygt for geparder.

For det jeg spørger til er netop om der var kød til stede man skulle være varsom med at spise. Spørgsmålet er om kødet er som rovdyret eller som klovnen. Ingen af mine forfædre er så vidt jeg ved spist af klovne, men det er ikke fordi de er evolutionært trænede i at undgå klovne.
Så for at sandsynliggøre at evolutionen har medført angst for råddent kød, må man godtgøre at der har været et evolutionært pres. Derfor må man godtgøre at der har været en hvis mængde der er døde af at spise råddent kød - for at de skal kunne være døde af at spise råddent kød, må man kunne sandsynliggøre at råddent kød 1. har været farligt for dem. og 2. til stede (på savannen).
Det du gør er at lave en baglæns slutning: mennesker kan blive bange for kød - derfor må det have været et problem i løbet af evolutionen.
Men jeg har svært ved at forestille mig at det skulle være meget mad (dvs kød) der får lov at ligge indtil det bliver så fordærvet at det er sundhedsskadeligt for de tidlige menneskearter. Som sagt er det muligt at mennesker tidligt i evolutionen har været ådselsæder, og disse foretrækker ofte kødet lettere fordærvet (hvorfor f.eks. hunde graver deres ben ned - så kan de holde det for sig selv indtil det lugter rigtig godt og råddent og lige til at spise).
Du redegøre ikke for hvor faren for det rådne kød skulle være kommet fra, og det skal være til stede for at drive en evolutionær proces frem mod ikke at kunne lide at se det på film.

Jeg syne si øvrigt dit kakelak i maden eksempel viser meget godt at det ikke er biologisk - i nogle kulturer spiser man insekter - andre synes det er ulækkert og for brækfornemmelser af at se på det (eller for de fleste i hvert fald af at prøve). Det samme gælder maddiker, ormer, snegle mm. Ja, vi har biologiske væmmelses-reaktioner, men for mennesker som ikke længere tilpasser sig ved naturlig udvikling (eller kun i ringe grad), men ved kulturel udvikling, vil reaktionen blive udløst af kulturelle fænomener.

Jeg kan som sådan godt gå med til at Zombier viser en frygt for syge mennesker, jeg tvivler bare på at det har med råddent kød på savannen eller klassisk biologisk evolution at gøre.

Belæg

Hej Tobias,

Jeg har lagt de fleste af mine artikler op på min hjemmeside: http://person.au.dk/en/engmc@hum.au.dk (du kan også finde dem via http://www.horror.dk/mathias).

Mht. væmmelse: Min pointe er at væmmelse er en biologisk forankret forsvarsmekanisme, og at visse horrormonstre spiller på denne mekanisme, fx zombier af den post-Romero’ske type. Med andre ord, for at forstå hvorfor zombien er sådan en effektiv (væmmelig) figur er det nødvendigt at trække på viden om menneskets biologi og dermed evolution. Det er ikke nok med en socialkonstruktivistisk optik; i min forskning har jeg argumenteret for en ’biokulturel’ anskuelsesvinkel, som integrerer det biologiske og det konstruktivistiske paradigme. Anyway, der er omfattende evidens for væmmelse som en biologisk tilpasning, se fx den frit tilgængelige artikel her: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3013466/. Som Curtis et al. skriver, ”disgust should be considered an adaptive system that drives the behavioural avoidance of infectious disease. Constant selection pressure from the ubiquitous presence of pathogenic parasites in animal and human ancestral environments would have selected for those individuals with alleles disposing towards a ‘behavioural immune system’ preventing contact with, and incorporation of, pathogens.” Curtis har med sin forskergruppe samlet dokumentation for at der findes en række universelle væmmelsesudløsere, bl.a. døde mennesker, afføring og visse andre kropsafsondringer, som alle kan være patogene. Og at mekanismen er biologisk forankret udelukker ikke at den kan moduleres kulturelt og i øvrigt varierer individuelt, som også Curtis et al. dokumenterer. Jeg ved ikke hvornår i evolutionen vi mennesker begyndte at synes at råddent kød lugtede ulækkert. (Og nej, vi kan ikke tåle det, afhængig af hvilke bakterier det indeholder -- folk rundt omkring bruger jo *kontrolleret* råd i madtilberedelse, fx ostefremstilling.) Det ville da være interessant at vide, men jeg mener ikke det er væsentligt for min pointe. Vi ved jo ikke engang hvornår i menneskets udviklingshistorie vi begyndte at tilberede mad vha. varme. Den tidligste arkæologiske evidens peger, så vidt jeg ved, på omkring en kvart million år f.Kr. (selvom visse forskere, bl.a. Wrangham, mener at vores forfædre påbegyndte termisk varmetilberedning væsentligt tidligere).

Du spørger: “Er det et problem at støde på fordærvet kød på Savannen? Eller bliver det spist inden det når så langt? Altså er det noget man bliver udsat for, ellers har det ingen evolutionær effekt.” Lad os udskifte et par ord, så giver svaret næsten sig selv: ”Er det et problem at støde på en leopard på Savannen? Eller forsvinder den inden man når så langt? Altså er det noget man bliver udsat for, ellers har det ingen evolutionær effekt.” Ingen af dine forfædre gennem livets godt fire milliarder år lange historie er blevet spist af rovdyr, er faldet ud over en klippe og slået i smadder, er blevet bidt ihjel af giftslanger osv. Alle dine forfædre har undgået disse farer. Hvorfor? Fordi den naturlige selektion har favoriseret træk som gjorde folk påpasselige over for den slags farer. Man behøver altså ikke blive smittet med E. coli for at synes at råddent kød lugter fælt. Vi er indrettet til at synes at råddent kød lugter væmmeligt, jf. det adfærdsmæssige immunforsvar Curtis et al. taler om. Andre dyr synes det lugter skønt.

Du skriver også: ”Jeg tænker det først er ved meget høje populationstryk (byer ect) at det bliver farligt, (grundet faren for epidemier), men det ville gøre frygten ret ny. Hvad er dine tanker om det?” Ja, truslen bliver i hvert fald større, jf. fx koleraepidemien i København i 1850’erne. Men det udelukker ikke at der har været et selektionstryk tidligere.

Mvh Mathias

Belæg

Nu kan jeg kun få adgang til din zombie artikel da de andre kræver betaling.

Jeg undrer mig stadig over et par ting: hvornår i evolutionen foreslås det at rådent kød bliver dårligt? De må sætte et tidspunkt på. Det kunne jo være interessant at holde det op mod teorierne om mennesket som ådselsæder. Mange kødædende dyr spiser råddent kød. Det må altså være sket på et tidspunkt. Og som nævnt mennesket kan ikke spise (leve af) råt kød, hvorfor skrækken for råddent kød burde være mindre...
Altså, mine spørgsmål var helt enkelt (og du må kunne svare på dem, hvis du skal kunne underbygge dine argumenter):
Kan mennesker tåle fordærvet kød?
Er det et problem at støde på fordærvet kød på Savannen? Eller bliver det spist inden det når så langt? Altså er det noget man bliver udsat for, ellers har det ingen evolutionær effekt.

I øvrigt gælder det samme for din lignelse med lort i zombie-artiklen (eller feces som du skriver). Hunde og flere andre dyrearter spiser gerne lort (af forskellige årsager)- det kan i øvrigt være ganske næringrigt og er kun farligt hvis der er farlige bakterier i. Jeg tænker det først er ved meget høje populationstryk (byer ect) at det bliver farligt, (grundet faren for epidemier), men det ville gøre frygten ret ny. Hvad er dine tanker om det? Hvornår opstod "frygten" for lort? Det kunne være interessant at vide om sygdomsfremkaldende bakterier er et problem i lort på savannen.
(i øvrigt kan det nu være svært at lære små børn at lort er ulækkert....).

Jeg kunne altså stadig godt tænke mig at du forholdt dig til hvornår i evolutionen noget var opstået og under hvilke forhold, og ikke forlod dig på bagud-skuende konklusioner baseret alene på moderne adfærd.

Jeg prøver ved lejlighed at få kigget på de andre artikler.

Belæg

Tobias, tak for din kommentar. Nu er dette jo journalistisk videnskabsformidling som nødvendigvis indebærer forsimplinger og udviskning af nuancer og forbehold, men jeg synes Niels Ebdrup har gjort et godt stykke arbejde med at få kogt min afhandling ned til en kort artikel. De fleste af de udsagn, du beder underbygget, forholder jeg mig til i den artikel (”Monsters Evolve”), der linkes til ovenfor. Jeg sender dig i øvrigt også gerne en pdf af min afhandling, hvis det har interesse.

Men lige kort:

Ad 1) Se Spinka, M., Newberry, R. C., & Bekoff, M. (2001). Mammalian Play: Training for the Unexpected. Quarterly Review of Biology, 76(2), 141-168. I øvrigt er det én hypotese, at skrækfiktion er en slags adaptiv "leg" med fylo- og ontogenetiske rødder i legeadfærd. Alternativt fungerer genren som en art evolutionært irrelevant supernormal stimulus. Se også Hans Kruuks arbejde, bl.a. i bogen Hunter and Hunted: Relationships between Carnivores and People (Cambridge UP, 2002). Kruuk, som arbejdede under Tinbergen, beskriver hvordan flere dyrearter har medført nysgerrighed i forhold til rovdyrangreb på artsfæller. Om leg som kriseforberedelse, se også Steen, F. & Owens, S. Evolution’s Pedagogy. An Adaptationist Model of Pretense and Entertainment. Journal of Cognition and Culture, 1(4), 289-321.

Ad 2) Se Curtis, V. & Biran, A. (2012). Why Disgust Matters. Philosophical Transactions of the Royal Society B, 266(1583), 3478-3490 (og resten af temanummeret om væmmelse). Om zombier, se min artikel “Anatomy of the Zombie” (tilgængelig online).

Ad 3) Det er sandt, ikke alle monstre er åbenlyse variationer over evolutionært relevante trusler. Det har jeg bl.a. skrevet om i artiklen "'Can't Sleep, Clowns Will Eat Me': Telling Scary Stories" (i Gansel & Vanderbeke, red., Telling Stories: Literature and Evolution, Berlin: de Gruyter, 2012, 324-346) samt førnævnte Review of General Psychology-artikel der linkes til herover.

Mvh Mathias

Belæg tak

Det er interessant med tværfaglige tilgange. Men når man bevæger sig ind på nye områder, bruger andre fagligheder skal man være forsigtig. Jeg kunne godt tænke mig om forskeren bag dtte studie kunne komme med belæg for nogle af hans påstande. Her tænker jeg ikke i første omgang på den overordnede teori eller hans konklusioner men nogle af de påstande som han bruger som belæg for konklusionerne.

Hvis ikke disse kan underbygges falder hele teorien jo.

Der er op til flere problematiske udsagn jeg gerne vil have underbygget med fakta.

1. Hvad er belægget for at det er en evolutionær fordel at træne vores "skræk-beredskab"? Der nævnes noget om dyreunger der leger, men de bliver vel ikke bange under legen, de har det sjovt.De virker ikke til at opleve "gys" ved legen, dermed adskiller den sig væsentligt fra det som forskeren foreslår. Det er i øvrigt i høj grad løver, katte, ulve og andre rovdyr der bruger meget tid på at lege "slåsse"-lege. Altså rovdyret, ikke offeret. Og normalt tolkes andre dyrs sådanne lege (f.eks. geder/hjorte der støder hovederne sammen) som træning til kampen om mager, og ikke som forsvar mod rovdyr. Så har forskeren belæg for påstanden om fordelen i at træne at være bange? Er det noget der kan genfindes i naturen? Er der dyr (evt. aber) der bevidst opsøger halvfarlige situationer for at træne? Er der studier han an henvise til, eller er det bare hans egen selvopfundne u-underbyggede idé?

2. Belæg omkring råddent kød.
Fra artiklen: "gennem mange, mange tusinde år levede vores forfædre nemlig på savannen, og dé kunne de kun overleve, hvis de var påpasselige. Det var for eksempel en sikkerhedsrefleks at væmmes ved råddent, sygdomsfremkaldende kød".
2.1 Hvad det på den østafrikanke savanne (med et utal af forskellige ådselsædere) et stor problem med mængder af råddent kød der lå og flød, og som man uforvarende kunne komme til at spise?
2.2: Hvornår i evolutionen mener forfatteren at denne egenskab/frygt har sneget sig ind? Hos en Australopithecus-art? hos Homo habilis? Eller først hos moderne mennesker (Homo sapiens)? Det er yderst relevant for teorien. Her kunne forfatteren måske overveje at blive tværfaglig med arkæologien, og rent faktisk undersøge lidt nærmere omkring mennesket udvikling end at henføre til "fortiden på den afrikanske savanne". Han kreere her sin egen fiktive fortælling om forhistorien uden at ane om den er rigtig. Det er måske ok videnskabelighed for en litteratur-forsker, men både blandt naturvidenskabelige og akæologiske forskere bør man tage udgangspunkt i virkeligheden. Mennesket er ikke egnet til at fordøje råt kød i store mængder, vi har simpelthen svært ved at fordøje det og optage proteinerne. De tidlige stadier af evolutionen frem mod mennesker var vi således en altædende opportunist der levede af planter, insekter, fugter og lign. Ligesom mange abearter.Der er tegn på at mennesket i dele af evolutionen har fået et stort protein tilskud i form af ådsler. På et tidspunkt blev ilden opfundet og siden har tilberedning foregået afdenne vej, selvom nogle kulture stadig til tider bruger andre måder at mørne kød (herunder processer der fordærver det).
Så hvad er belægget for at mennesket i løbet af udviklingen på den østafrikanske savanne skulle have behov for at undgå råddent kød? Et sådant belæg må nødvendighvis fremføres, ellers falder zombie-delen fra.
2.3: Hvad menes med "sygdomsfremkaldende kød"?

3. Nu er det et par selektive elementer han fremdrager som belæg for sin teori (zombier og ting som har tænder). Hvad med alle de andre ting der har været lavet gyser- og platterfilm over? Meget almindelige ting som: Spøgelser (hverken tænder eller kød), robotter, maskiner, computere der overtager verden (næppe overleveret fra savannen), rumvæsner (ok - de kan have tænder). Men også de mere ualmindelige: klovne, kæmpeplanter, fugle (The Birds - måske en af de mest kendte? der er vel at mærke ikke tale om store rovfugle men helt almindelige fugle der går amok).

Det virker til at der er lavet gyserfilm om næsten alt hvad man overhovedet på nogen måde kan blive skræmt af, og at grænsen sættes af den menneskelige forestillingsevne ikke af nedarvede træk. Eller hvordan forklares film hvor en computer overtager verden (ellr bare en eget private hjem, den findes også) evolutuionært? Eller har det været nødvendigt at gå rundt at se skævt til måger og kanariefugle for at overleve?

Men jeg er åben overfor argumenter (hvis de underbygges)

Artig tema. Jeg skrev litt om

Artig tema. Jeg skrev en kort artikkel om det fra ulike perspektiv (evolusjon, psykologi, spiritualitet) her: http://absentofi.org/?p=28790

Så "The Omen"

Vil ikke betyde de samme, da personen er en lille dreng?
Fremfor en lille pige, der brækker ærtesuppe op på en katolsk præst.
"Vampyrenes nat" er ikke uhyggelig?"Rosemarys baby" er mere?

Personligt er jeg viokset op med tegneserier som "Gru" og dem om vampyrene. Jeg synes mere uhyggen er i bøger, Bram Stokers "Dracula"- og Ira Levins "Rosemarys baby". For ikke at tale om Edgar Allen Poe!
Og Stephen King.

Efter at have set splattere, som "Fredag den 13", "Halloween" og den slags kunne jeg godt nok, cykle hjem med 120 km/t.

Men- de var mere splatter end egentligt psykologisk uhyggelige. Forbrydelsen i de armerikanske film var sex- og debn pæne pige overlevede. Det fandt jeg hurtigt ud af.

Jeg var glad for at "Ondskabens Hotel" oplyste forfatteren, sådan opdagede jeg King. Og bogen er kun 100 gange mere uhyggelig"!
Ligesom jeg bemærkede forfatteren af "Little Big Man"- okay, jeg var i biffen med min bror, der er 6 år ældre end jeg.

Jeg syntes egentlig, den var mere ækel, med de indianerkrige/massakre til musik. Den gjorde stort indtryk på mig.

Mvh
Tine

Seneste fra Kultur & Samfund

Deltag i Unge Forskere 2015

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer