Krigere i Middelalderen var i overhængende fare for at få posttraumatisk stresssyndrom af deres krigshandlinger. Den svære psykiske lidelse kunne modvirkes ved at krigerne altid kæmpede for en ædel sag nå de huggede deres fjender i småstykker. (Foto: Saffron Blaze)

Fortidens sværdkæmpere bliver ofte fremstillet som mænd med stor blodtørst, der nød at slå ihjel. Men det billede er ifølge ny dansk forskning helt forkert.

Ridderne dræbte ikke, fordi de havde lyst til det, men fordi det var deres profession, præcis som soldater gør i dag. Desuden var middelalderen ikke så voldelig, som vi forestiller os, på trods af at de havde en anden voldsopfattelse, end vi har.

»Ved at kigge på erfaringerne fra moderne militærpsykologi kan vi læse middelaldertekster på en ny måde. Derved får vi indsigt i middelalderens opfattelse af vold herunder brugen af dødbringende vold blandt riddere, men også i den almene befolkning,« siger Thomas Heebøll-Holm, fra SAXO-Instituttet på Københavns Universitet, der forsker i Senmiddelalderens voldsopfattelse, og fortsætter

»Før i tiden læste man middelalderteksterne som heltedyrkelse og forherligelse af volden. Men man kan også læse dem på en anden måde. Med moderne militærpsykologiske briller kan vi finde ud af, hvilke psykiske omkostninger det havde for ridderne at deltage i de grusomme og ekstremt voldelige krige, der fandt sted i middelalderen«

Voldelig af natur eller kultur?

Når forskerne studerer middelalderens riddere, er de nødvendigvis nød til at stille sig selv spørgsmålet: Udøvede ridderne deres voldelige erhverv, fordi de fra naturens side havde det godt med at slå ihjel, eller var det noget, de lærte ved at leve i et voldeligt samfund? Det er en klassisk kultur versus natur debat.

I dag findes der psykologer, der mener, at vold ligger latent i vores gener, mens andre mener, at det er noget, vi skal trænes til. Thomas Heebøll-Holms forskning placerer middelalderens voldsbillede midt imellem.

»I kriminalstatistikker og benådningsbreve fra middelalderen kan historikere se, at folk ikke per definition var mere voldelige dengang, end vi er i dag. Derimod havde man et andet syn på anvendelsen af vold herunder dødbringende vold.«

»Hvis nogen havde ageret ærekrænkende over for et af dine familiemedlemmer, var det forventet, at du stillede personen til ansvar og slog ham ihjel om nødvendigt. Det skal så sammenholdes med, at folk generelt havde de samme bekymringer omkring brugen af vold, som vi har i dag. Man kan sige, at folk i middelalderen var modstandere af vold, men at de i kulturelle situationer var tvunget til at udøve den, selvom det indebar mord. Det var de så også i stand til,« forklarer Thomas Heebøll-Holm.

Slog en mand ihjel og blev benådet

En episode fra Paris i 1300-tallet illustrerer på fornemmeste vis, hvordan dødbringende vold blev opfattet i middelalderen.

Beretningen starter med, at en kvinde blev banket ihjel af sin mand. Kvindens to brødre kræver bod for husbondens handling, men da han nægter, slår de ham ihjel. Brødrene føler ingen glæde ved at slå husbonden ihjel og forsøger til det sidste at undgå handlingen. Men da husbonden nægter at genoprette deres ære, føler de sig tvunget til drabet.

Historien er ikke unik for hverken datiden eller nutiden, men det der sker efterfølgende giver en indsigt i voldsopfattelsen i middelalderen.

Brødrene bliver nemlig ikke straffet for deres gerning. I stedet blev de benådet, da det var offentligt kendt, at manden havde ærekrænket dem ved at slå deres søster ihjel.

Eksemplet er glimrende til at vise, at folk i middelalderen ikke af natur var mere voldelige, end vi er i dag. Brødrene var heller ikke voldelige i en kulturel forstand, men alligevel levede de på en tid, hvor drab kunne være en nødvendighed for selv helt almindelige mennesker.

»Man må forstå, at ordensmagten i middelalderen var for svag til at sikre retssikkerheden. Derfor var det i yderste konsekvens op til den enkelte at sørge for, at de ikke blev ærekrænket eller udnyttet af alle andre. Det betød, at almindelige mennesker var nødsaget til at slå ihjel for at vise omverden, at de var villige til at sikre deres ret med selv de mest drastiske midler, hvis det var nødvendigt,« forklarer Thomas Heebøll-Holm.

Riddere med posttraumatisk stresssyndrom

Geoffroi de Charny blev født i starten af det 14. århundrede, men han præcise fødselsdag er ikke kendt. Som så mange andre drenge af lavadelen begyndte han sin træning til ridderskabet tidligt. I løbet af hans karriere deltog han i hundredeårs-krigen mellem Frankrig og England, hvor han hurtigt steg i graderne. Således blev han en af kong Johannes II af Frankrig mest betroede rådgivere, og en af de mest berømte og respekterede riddere for datiden. Geoffroi de Charny var en meget religiøs mand, der skrev 3 bøger om ridderskabet, og om hvorledes riddere skulle forholde sig til det at være ridder. Han var desuden den første kendte ejer af ligklædet fra Torino. Charny døde den 19. september 1356 i slaget ved Portiers, da han nægtede at overgive sig, som mange af de andre adelige ellers gjorde.

Det interessanet ved ridderne er så, at de hverken var voldelige af natur eller kultur. Alligevel udøvede de vold i den mest ekstreme forstand. Ridderne deltog i krige, hvor de var vidne til, at mange af deres venner blev skåret op af fjenden. De udøvede også selv brutal og grusom vold mod deres modstandere.

Et moderne psykolog vil fortælle, at den type krigsoplevelser giver alvorligt posttraumatisk stresssyndrom, og det er måske også, hvad mange af fortidens krigere led af. I hvert fald hvis man spørger Thomas Heebøll-Holm.

»I mit undersøgelse af vold i middelalderen har jeg studeret en bog, som er skrevet af en ridder, der levede første halvdel af 1300-tallet. Hans navn var Geoffroi de Charny, og han var en af datidens mest respekterede riddere. Geoffroi de Charny skrev en bog om det at være ridder, og i denne omtaler han blandt andet de sjælelige konsekvenser af at være ridder. Disse konsekvenser minder stærkt om symptomerne på posttraumatisk stresssyndrom,« forklarer Thomas Heebøll-Holm.

Sådan føles det at slå ihjel

I Geoffroi de Charnys bog om ridderskabet giver han gode råd til, hvordan riddere skal forholde sig til det faktum, at de skal slå folk ihjel, når de er i krig.

Han fortæller blandt andet, hvilke strabadser riddere skal være beredt på. For eksempel nævner han, at man sover uroligt, man kommer til at sulte og til tider vil det føles som om, selve naturen er imod én.

»Geoffroi de Charny beskriver i sin bog stressfaktorer, som vi også ser i beretninger fra moderne militærpsykologi, herunder beretninger fra krigsveteraner fra Vietnam-krigen. Han tegner et billede af riddere, der er meget langt fra de voldpsykopater, vi ellers forestiller os, de er. Ydermere adresserer han problemerne og kommer med løsninger til, hvordan ridderne skal agere for at holde stressfaktorerne ud,« siger Thomas Hebøll-Holm.

Kæmp i en god sags tjeneste

Løsningen fra Geoffroi de Charny er, at riddere skal kæmpe i en god sags tjeneste for ikke bukke under for presset af krigshandlingerne. Den gode sags tjeneste skal helst være guds sag, dvs. en krig for en højere og retfærdig sag, ikke for personlig vinding. Formålet var at genoprette lov og orden. En ridder som Charny kan til en vis grad sammenlignes med en politimand. Det er i hvert fald sådan han opfatter brugen af retfærdig voldsanvendelse.

Geoffroi de Charny påpeger, at riddere blandt andet kan deltage i ridderturneringer for at træne til rigtig krig. Turneringerne er god træning, idet det gør ridderen fortrolig med stressfaktorerne i kamp. Dog kan turneringen og voldanvendelsen imidlertid kun retfærdiggøres af det faktum, at volden skal bruges i en god sags tjeneste på et senere tidspunkt.

Hvis erfaringerne fra ridderturneringerne ikke bruges i krig, er det ikke handlinger, der er ærefulde. Ridderturneringer, der udelukkende udøves for sportens skyld, er ifølge Geoffroi de Charny ikke noble, men bare udtryk for voldelige handlinger, hvilket Geoffroi de Charny fortæller, at han afskyr.

»Det interessante er, at vi på den ene side kan se, at han var en meget samvittighedsfuld mand. I middelalderen betragtede man samvittighed som værende Guds måde at fortælle os på, hvordan vi skal agere i henhold til, hvad der er rigtigt. På den anden side var Geoffroi de Charny en kriger, der deltog i flere krigshandlinger gennem 30 år, blandt andet et korstog til den by der i dag hedder Ismir. Krig og korstog er vel per definition voldelige,« fortæller Thomas Heebøll-Holm.

Gode råd til ridderne var dårlige militære råd

Geoffroi de Charny var i sandhed en mand, der eksemplificere kompleksiteten i riddernes tankesæt. På den ene side var han en meget samvittighedsfuld og religiøs mand, der afskyede vold. På den anden side parterede han en mand, der havde forrådt ham, og hængte ligdelene op ved byens port.

Den samvittighedsfulde ridder døde i 1356 i slaget ved Portiers. I slaget ved Poitiers er han blandt de få adelige, der dør i stedet for at blive taget til fange.

»Det er interessant at se, at Geoffroi de Charny dør som en af de få adelige i slaget ved Poitiers. Det ser ud til, at han hellere ville leve op til sine egne idealer og dø end at overgive sig. Hans råd til ridderaspiranterne var givetvis gode råd for bevarelse af ridderens mentale sundhed, men ikke nødvendigvis gode militære råd,« afslutter Thomas Heebøll-Holm.