Utallige undersøgelser har vist, at aggressive spil skaber voldspsykopater der hærger gader, stræder og skoler. Alene i de seneste to år viser mindst fire undersøgelser, at spillere bliver aggressive af spil.
Den grundlæggende ide er, at den intense og voldelige aktivitet på skærmen, vedvarer efter spillet er slukket.
Men nu gør tre svenske forskere op med den præmis, som de mener er både udokumenteret og fejlagtig.
Forskerne har undersøgt, hvad der egentlig sker, når vi spiller voldelige spil. De har brugt hundredvis af timer på at spille online spil og observere andre spillere via videooptagelser.
Fokus var på komplekse spil, hvor spillerne kæmper mod hinanden i løse hold.
»Vi undersøgte, hvilke egenskaber spillerne skulle bruge for at klare sig godt,« fortæller Jonas Ivarsson, der sammen med Ulrika Bennerstedt og Jonas Linderot fra Gøteborg Universitet står bag undersøgelsen 'How gamers manage aggression'.
»De situationer, spillerne løber ind i, når de spiller disse spil, kræver samarbejde og koordination på et meget højt niveau. Spillere med et køligt, strategisk og præcist overblik klarer sig bedst, mens følelsesladede og aggressive spillere konstant taber.«
Det definerende træk ved spillene er med andre ord ikke, at de er voldelige, men at de kræver samarbejde. Derfor ville man - hvis man viderefører andre undersøgelsers præmis om, at man overfører spiltilstanden til virkeligheden - være ekstremt dygtig til at samarbejde, når man slukker spillet.
Men de svenske forskere mener ikke, at der overhovedet er dokumentation for den sammenhæng.
Spillet Death Race fra 1976 var det første spil der skabte kontrovers.
I spillet skal man køre monstre, der ligner meget pixelerede mennesker ned.
Programmet 60 Minutes lavede en historie om spillet. Det førte til organiserede protester mod spillet i USA.
Siden har især spillet DOOM været anklaget for at skabe afstumpede mennesker. Blandt andet blev det beskyldt for at være skyld i Columbine High School drabene, da det kom frem, at gerningsmændene spille DOOM.
»De forskere, der taler for synspunktet at spil fremme positiv eller negativ adfærd, uden at redegøre for, hvordan adfærden bliver overført fra den ene situation til den anden, kommer faretruende tæt på at konkludere ud fra forudindtagede præmisser,« skriver forskerne i undersøgelsen.
Den danske spilforsker, Lars Konzack, der har en baggrund på Aalborg Universitet, er enig i, at tidligere undersøgelser bygger på en falsk præmis.
Blandt andet fremhæver han et eksperiment på DR, der konkluderede, at spillere blev aggressive efter at have spillet.
»Men det var en tolkning. I virkeligheden viste eksperimentet, at spillere have behov for at røre sig, efter at de havde siddet stille og spillet længe,« siger han.
Lars Konzack mener, at meget af forskningen i området er farvet af forskernes subjektive angst for et medie, de dybest set ikke forstår.
»Alle underholdningsmedier fra jazzmusik over tegneserier til kortspil har skabt frygt for at skabe vold og aggression.«
»Tanken er, at spillerne ikke kan adskille spil og virkelighed. Men det er der ikke dokumentation for, og tanken virker meget naiv, når man tænker på, at den første gang blev fremsat i 1976, da computerspil bestod af prikker på en skærm,« siger Lars Konzack.
Undersøgelsen 'How gamers manage aggression: Situating skills in collaborative computer games', er publiceret i Journal of Computer-Supported Collaborative Learning.
Generel synsvinkel på Computerspil fra forældre fra før '80
Når man hører hvad forældre fra før 80'erne siger om computerspil så har de en meget hadefuld toneleje mht. brug af computerspil, og af erfaring fra mine forældre så bliver de ved med at hentyde til at det er skadeligt at spille "de der computerspil" og jeg er enig med Ove at der kræves en hård og dyb undersøgelse på det punkt at de ny moderne spil er "skadelige" for den rationelle del af vores hjerne.
Behov for forskning omkring volds spil.
Tommy Nagel enig.
Der er behov for seriøs forskning på området.
Forudfattethed i forhold til videnskabeligt resultat.
Lars Konzak mener, at meget af forskningen i området er farvet af forskernes subjektive angst for et medie, de dybest set ikke forstår.
Jeg mener, at AL forskning er dybt forankret af forskernes subjektive hensigter; som nogle gange kan reduceres til: "Jeg kan godt lide at spille voldelige computerspil." Hvilket i sin uerkendte form vil tendensere til at munde ud i en selvforståelse der er mere akceptabel for individet selv og i sin præsentation overfor andre.