Virkeligt eller ej? Onde ånder suger på kønsorganer
I den grønlandske historiefortælling hører man om tupilakker, fremstillet af barnelig og dyreknogler, som suger kraft fra kønsorganer og dræber deres ofre ved at skræmme dem til døde. Men er fortællingerne ren overtro?

Et magisk trolddyr, fremstillet af barnelig og dyreknogler. Bragt til live gennem tryllesang og givet kraft ved at suge på fremstillerens kønsorganer. Med én mission i livet, nemlig den at slå skabers fjende ihjel.

Hans Lange er museumsinspektør på Grønlands Nationalmuseum og samtidig stedets ’tupilakekspert’. Han fortrækker ikke en mine, mens han fortæller om tupilakker, en art dæmonånder, som blev brugt af grønlændere i gamle dage.

De sagnomspundne trolddyr er gengivet og udstillet i mindst 100 afarter på nationalmuseet, som ligger i Nuuk.

Uden pause i sin fortælling, peger han i en af montrerne på nogle små figurer, som grønlandske fangere har fremstillet for at portrættere, hvordan en tupilak har set ud - efter sigende efter at være stødt på dem på havet, når trolddomsdyrene drog ud i verden for at opdrive fremstillerens svorne fjende.

»Hvordan ved man, at fangerne taler sandt, når de siger, at de har set en tupilak?« spørger jeg skeptisk.

Han ser en anelse undrende på mig. »Når folk fortæller en historie, skal man tro på den,« lyder svaret.

Hans Lange tupilakker

Tupilakeksperten Hans Lange viser museets samling af tupilakfigurer frem til Videnskab.dks journalist. (Foto: Kirstine Jakobsen)

Dyr, planter og sten har 'inua'

I Grønland findes der et ord for sjæl, inua. Men begrebet refererer ikke kun til dig og mig; i den grønlandske tradition har alle dyr, planter, sten og naturfænomener inua, ja, selv begreber som søvn og latter bliver levende og menneskeliggjort.

Som børn lærer vi i den skandinaviske del af verden, at mennesker og natur er hver sin ting. At mennesker er levende, og ting er døde.

Vi lærer også at være skeptiske – og når folk begynder at omtale døde ting, såsom et trolddyr fremstillet af barnelig og dyreknogler, som levende, vælter vores indgroede mistro op.

Men skal man forstå den grønlandske kultur, er man nødt til at åbne sit sind for, at andre opfattelser end ens egen kan være rigtige; for eksempel at ting ikke er døde, bare fordi de ikke er ’levende’ i klassisk forstand. Sådan lyder det fra arkæolog Martin Appelt, som er museumsinspektør ved Nationalmuseet i København.

Animisme

Animisme eller naturbesjæling er den religiøse overbevisning, at dyr og planter – og for nogle også ikke-levende objekter og fænomener – indeholder en spirituel essens, også kaldet ånd eller sjæl. Animisme er også troen på, at der ikke er separation af den åndelige verden og fysiske verden.

»Præmissen for at være antropolog og museumsmenneske er en betydelig indlevelsesevne. Man er nødt til at kunne sætte sig ind i, hvordan andre tænker, og inua er et centralt begreb for en indsigt i forståelsen af den før-kristne grønlandske forståelse af verdenen. Det er ikke kun fortælling, det er realiteter. Man skal tage tings inua alvorligt.«

Tupilakbyggeriet var en risikabel affære

Jeg forsøger at åbne mit sind, mens Hans Lange forklarer, hvad en tupilak er for en størrelse:

Tupilakken, fortæller Hans, var et trolddomsdyr, skabt gennem magi, som ethvert menneske kunne frembringe, hvis man fulgte de rette anvisninger og lærte sig at beherske magien. Det var heksekunst, men det var ikke forbeholdt trolddomskyndige folk.

Ville man lave en tupilak, skulle man sammensætte dele fra forskellige dyr, knogler fra både dyr og mennesker og gerne dele fra et barnelig. Det var også godt at tilføje noget, der havde at gøre med den person, man gerne ville bringe ulykke over, for eksempel lidt hår eller neglerester.

Hans Lange tupilakker

Tupilakker var usynlige for alle andre end åndemanere, som derfor var de eneste, der kunne gøre det af med dem, fortæller Hans Lange. (Foto: Kirstine Jakobsen)

Derefter skulle tupilakken gøres levende ved, at man sang bestemte trylleviser for den, og blive stor ved at man lod den suge på sine kønsdele.

Til sidst satte man den ud i vandet, hvor den ville svømme ud og selv finde frem til sit offer for derefter at dræbe det.

Men det var en risikabel affære, for hvis tupilakken ikke lykkedes med sin mission, ville den vende tilbage til sin skaber og dræbe ham i stedet. Offeret kunne for eksempel have lugtet lunten og skabt en forsvarstupilak, som var endnu stærkere end den oprindelige tupilak, fortæller Hans Lange.

Kristne betragtede tupilakker som djævelskab

Lad os få én ting på det rene; historierne om de magiske dræberdyr stammer alle, fra før kristendommen gjorde sit indtog i Grønland i starten af 1700-tallet.

Tupilakfigurer er ikke magiske

De første tupilak-figurer blev skåret i Grønland i slutningen af 1800-tallet i Østgrønland, da besøgende danskere undrede sig over, hvordan tupilakkerne – de dræbende ånder, som grønlænderne berettede om – så ud.

Mange turister vil kende tupilak-figurerne fra Grønlands turistbutikker, men det er i virkeligheden misvisende at kalde de små figurer for tupilakker, da de udelukkende er illustrationer. De berømte små tupilakfigurer i fedtsten, kaskelottand eller rensdyrtak er altså ikke i sig selv magiske.

Grønlands Nationalmuseum har en stor, enestående samling tupilakfigurer, som i stor udstrækning er doneret af Grønlands-entusiasten Poul Madsen.

Før de kristne missionærer omvendte befolkningen, troede de grønlandske fangerfolk, at naturen var fyldt med sjæle og ånder, som kunne straffe folk med sygdom og dårlig fangst.

Taburegler, ritualer og normer varierede fra sted til sted, men de kom altid fra myter, som fangerfolkets spirituelle vejledere, åndemanerne, genfortalte. Åndemanerne var de eneste, der kunne se tupilakkerne.

Tupilak-fænomenet har formentlig udgjort et vigtigt element i samfundets forklaring på sygdom, død og ulykke:

Hvorfor er min far uhelbredeligt syg? Hvorfor var mit barn dødfødt? Måske har nogen sendt en tupilak?

Men traditionen blev hurtigt lagt i graven af de kristne missioner, som betragtede det som djævelskab, fortæller Martin Appelt.

Historierne forsvandt dog ikke af den grund, fortsætter han.

For grønlændere er tro og overtro ikke modsætninger

»Historierne blev jo ved med at køre, når børnene var lagt i seng, selvom det ikke var tilladt at tale højt om. Selvom tupilakker blev et tabu, og missionærerne kæmpede hårdt for at fjerne den type 'overtro', blev den ved med at være der i en eller anden udstrækning,« siger Martin Appelt.

Den dag i dag er ånder og spøgelser fortsat en inkorporeret del af den grønlandske bevidsthed, selvom grønlænderne egentlig var relativt hurtige til at tage kristendommen til sig.

For mange grønlændere er de to ting ikke modsætninger. Videnskab.dk har tidligere beskrevet, hvordan næsten halvdelen af grønlænderne stadig tror på ånder og spøgelser, samtidig med at cirka 98,5 procent af den grønlandske befolkning betragter sig selv kristne.

De før-kristne tanker lever med andre ord fortsat videre i grønlændernes bevidsthed side om side med kristendommen.

Adskillelsen mellem sjæl og krop er ikke (nødvendigvis) klar

Synes du, at det er svært at forstå, hvordan man i ramme alvor kan tro på, at et trolddomsdyr kan vågne op til dåd efter at have suget på kønsorganer og derefter rejse ud i verden og slå folk ihjel?

Så er du højst sandsynligt vokset op i en del af verden, hvor kristendommen regerer.

I den kristne lære er sjæl og legeme to separate ting, og der er en klar adskillelse mellem sjæl og krop såvel som menneske og natur.

Men blandt mange oprindelige fangerfolk, som de før-kristne grønlændere, har man en såkaldt ’animistisk’ tankegang, som er en overbevisning om, at dyr og planter – og for nogle også ikke-levende objekter og fænomener – indeholder en spirituel kerne, også kaldet ’ånd’ eller ’sjæl’.

Tupilakkens 'kraft'

Tupilakken bringes til live ved at fremsætte trylleformularer eller tryllesang og gives kraft ved at lade dyret suge på fremstillerens penis, indtil det har nået den ønskede størrelse.

Aspektet med lade tupilakken suge på sine kønsorganer uddybes ikke i de skriftlige kilder.

Ifølge Martin Appelt skal det ses som et udtryk for et kultursammenstød, da de kristne missionærer og tidlige etnografer kom til Grønland og hørte om denne skik. Missionærerne og etnograferne var præget af en temmelig bornert seksualopfattelse, mens grønlænderne i store træk havde en kønsforståelse lig den, de fleste af os har i dag, hvor vi ikke er så forskrækkede over at snakke om sex og kønsdele, fortæller Martin Appelt.

»Når man prøver at lære noget om religiøse retninger, må man forlige sig med tanken om, at skillelinjerne mellem den åndelige verden og den fysiske verden ikke altid er så klare. I virkeligheden er det en ret lille del af verden, der tænker, at de er det,« siger Martin Appelt.

»Vi er alle cyborgs«

Martin Appelt fortæller, at han selv først for alvor forstod tanken om inua, da han begyndte at arbejde med amuletter.

En amulet er en genstand, som blandt andet bæres som magisk beskyttelse mod sygdom og ulykke, eksempelvis en klo eller tand fra et vildt dyr, smykker, sten eller mineraler. En genstand, som i visse tilfælde baserer sig på en forudsætning om, at man kan ’låne’ egenskaber fra andre væsner, fortæller Martin Appelt.

Amuletter bliver som tupilakker ’bragt til live’ gennem højtidelige trylleformularer.

»Jeg forstod ikke helt det her med, at man med amuletter kunne låne egenskaber fra andre væsener, for eksempel udholdenhed fra rensdyret, smidighed fra hermelinen, styrke fra isbjørnen. Indtil jeg fik en fortælling om, at på grønlandsk har en kajak, der ligger på bredden, én betegnelse, og en mand på stranden har en anden – men når han sejler væk i kajakken, bliver de til ét og betegnes med et fælles ord,« siger han og fortsætter:

»Det kan være svært at forstå, indtil man tænker over, at vi faktisk har det samme på dansk. Når du kører på din cykel, er du en cyklist, og når du kører i en bil, er du bilist. Din telefon er det mest ekstreme eksempel af en ting, der bliver en forlængelse af dig, når du bruger den. Vi er alle cyborgs, når man anskuer det sådan.«

En tupilakfortælling fra virkeligheden

Før vi runder af, tager vi et smut tilbage i historien for at konsultere en grønlandsk tupilakfortælling, indsamlet af den danske eskimoforsker og etnograf William Thalbitzer (1873-1958).

Tupilak

Her ses en gengivelse af tupilakken, som Mitsuarnianngas mor lavede til at ramme ham og hans efterkommere. Tupilakken er 30 centimeter høj og er blandt andet lavet ud af morens eget dødfødte barn. (Foto fra 'Eskimoisk virkelighed' af Ove Bak)

En grønlandsk åndemaner, Mitsuarniannga, fortalte i år 1905 William Thalbitzer, at »tupilakkerne kan have mange forskellige former: De er skabt som menneskefigurer eller fugle, sæler, hunde osv. Ofte kun med en del af et dyr, for eksempel et hundehoved.«

Åndemaneren fortæller også Thalbitzer, at der hviler en tupilakforbandelse over åndemanerens familie. Åndemanerens mor, som er trolddomskyndig og vred på sin søn, har nemlig skabt en tupilak og sendt den efter ham og hans familie.

»Da den var rigtig levende og klar til at vandre bort, vendte den sig – således som nylavede tupilakker plejer at gøre det – mod sin skaber og spurgte: ’Hvor skal jeg drage hen? Hvad skal jeg gøre?’ Tupilakken fik nu følgende befaling: ’Du skal forfølge og søge at dræbe Mitsuarnianngas børn og efterkommere i al evighed!’«

For Mitsuarniannga og hans familie var forbandelsen meget virkelig. Paranoia, blandt andet omkring en række dødfødsler, som familien tilskrev tupilakken, forfulgte dem i årevis. Mitsuarniannga lavede blandt andet en forsvarstupilak for at beskytte dem.

I 1899 lod han og hans kone sig døbe for at undslippe forbandelsen. Kristendommen beskyttede mod den gamle religion.

Forskellige opfattelser af, hvordan tupilakker ser ud
Grønland

Ifølge historiefortællingen fandt tupilakkerne deres skabers fjende via havet, som altid har været af stor betydning for det oprindelige fangerfolk.

Ifølge den i dag pensionerede professor og eskimoforsker, Robert Petersen, som tidligere var lektor på Eskimologisk Institut på Københavns Universitet, var en tupilak »et væsen, som en trolddomskyndig person har skabt af et barnelig, eller har sammensat af knogler fra forskellige dyr, og givet det liv ad magisk vej.«

I en artikel om tupilaktroen beskriver Robert Petersen, som senere blev rektor for universitetet i Nuuk (Ilisimatusarfik), at der i Grønland findes geografisk forskellige opfattelser af tupilakker.

  • I vest- og sydøst-grønlandsk opfattelse lignede tupilakken et helt almindeligt dyr – et af de dyr, det var sammensat af – men kunne skifte udseende til ethvert af de dyr, hvis knogler var blevet brugt til at lave den, efter forgodtbefindende. Tupilakken gik til angreb som det dyr, den lignede. Var det en sæl, ville den trække fangeren ned og drukne ham, var det en isbjørn, ville den æde ham, og var den usynlig, ville den skræmme offeret til døde eller stjæle hans sjæl.
  • I den nordøst-grønlandske opfattelse lignede tupilakken flere dyr på en gang. Den kunne eksempelvis have et menneskehoved, en hundekrop og ræveben og kunne bruge egenskaberne fra alle de dyr, den var sammensat af.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud