Kasper Støvring har undersøgt samtlige Villy Sørensens bøger og artikler ud fra en filosofisk vinkel.

Villy Sørensen (1929-2001) er kendt som en af Danmarks mest fremtrædende repræsentanter for modernistisk litteratur.

Forfatteren er hidtil blevet opfattet som en kulturradikal forfatter, blandt andet fordi han samarbejdede med den kulturradikale Klaus Rifbjerg om at redigere det legendariske litteraturtidsskrift Vindrosen.

»Villy Sørensen er ofte blevet tilregnet en kulturradikal retning. Men han polemiserer eksempelvis selv imod kulturradikalismen i den bog, der hedder ’Hverken – Eller’, hvor han kritiserer kulturradikalismens optimistiske humanisme,« siger Kasper Støvring som er ph.d. og postdoc i litteraturhistorie på Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet.

Forskeren udgiver den 15. april sin ph.d.-afhandling i bogform på Informations Forlag.

Her argumenterer han for, at Villy Sørensens forfatterskab snarere var kulturkonservativt end kulturradikalt.

Mennesket skulle dannes frem for frigøres

Det er nok ikke alle, der lige er med på, hvad kulturradikalisme og kulturkonservatisme er for nogle størrelser.

Men Kasper Støvring forklarer kort kulturradikalisme som en tro på, at mennesket er grundlæggende godt. Når mennesker gør noget ondt, så er det, fordi sociale forhold har formet mennesket til at have de tilbøjeligheder.

Mennesket er altså grundlæggende formbart, og det var de kulturradikales projekt at frigøre mennesket fra alt gammelt gods og skabe en ny type menneske.

Kulturkonservatismen hævder derimod, at mennesket både er godt og ondt. Der findes altså nogle medfødte aggressioner, som man er nødt til at tage højde for.

»Det vil sige, at man skal forsøge at danne og kultivere mennesket. Det handler ikke om, at løsne mennesket fra alle lænker,« siger Kasper Støvring, som kalder dette menneskesyn mere realistisk og moderat.

Villy Sørensen foretrak moral frem for regler

Han mener, at hans filosofiske analyse af Villy Sørensens forfatterskab viser, at litteraten hældte mere til kulturkonservatismen:

»Han var en social filosof, der tænkte på, hvordan samfundet hang sammen. Han betoner meget den type samfund, som hænger sammen en fælles kraft dvs. fælles normer,« siger litteraturforskeren og fortæller, at Villy Sørensen afviste ekstreme synspunkter.

Et samfund hænger i Villy Sørensens bøger ikke sammen ved hjælp af love og regler, men ved, at man har en fælles opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.

Villy Sørensen blev sat i bås med omgangskredsen

Forskeren siger, at når Villy Sørensen i litteraturens verden indtil nu er blevet betragtet som en kulturradikal forfatter, så er det sandsynligvis, fordi han omgikkes kulturradikale og venstreorienterede personligheder som for eksempel Klaus Rifbjerg.

Men den antagelse bygger ikke på en filosofisk eller litterær analyse af Villy Sørensens værker, siger Kasper Støvring.

Villy Sørensen udgav i 1978 bogen ’Oprør fra midten’ sammen med den venstreorienterede  videnskabsmand Niels I. Meyer og den radikale politiker Kristen Helveg Petersen.

'Oprør fra midten' gjorde socialister sure

Bogen er blevet opfattet som en form for socialistisk utopi.

Men venstrefløjen blev faktisk ret provokerede af bogen, fortæller forskeren. Blandt andet fordi bogen ikke forbandt økonomiske interesser med forskellen mellem samfundets klasser, men også fordi bogen beskæftigede sig med menneskets medfødte egenskaber – dets natur. Det passede ikke ind i det venstreorienterede verdenssyn, fordi de opfattede mennesket som værende født som et blank lærred, hvorefter kulturen og samfundet prægede mennesket til at blive det, det blev. 

Forskeren fortæller, at Villy Sørensen selv indså sent i sit liv, at han hældede til et kulturkonservativt samfundssyn, og at det gennemgående var kommet til udtryk i hans forfatterskab.

Kasper Støvrings bog hedder ’Villy Sørensen og kulturkonservatismen’.