Vikingetiden havde også indvandrere
En vikingekvinde begravet i Randers stammer fra Norge. Danmark var multietnisk allerede for 1000 år siden, siger arkæologen, der fandt hende.

Vikingernes handelspladser har summet af fremmedsprog, for allerede i oldtiden var der stor international kontakt over lange afstande, siger arkæolog Ernst Stidsing. (Illustration: S. Ivanov/Wikimedia)

Hun er måske nok begravet i Randers, men hun er født og opvokset fjernt derfra.

Historien kort
  • Arkæolog Ernst Stidsing har fundet ud af, at en i Randers gravlagt viking var født i Norge.
  • Det viser ifølge arkæologen, at Danmark allerede i Oldtiden var et multietnisk samfund
  • Folke- og indvandring har fundet sted til alle tider, siger Ernst Stidsing.

Om hun er indvandret frivilligt, tvangsgift eller havnet i Jylland på en helt tredje måde er ikke til at vide. Faktum er, at kvinden, der omkring år 900 blev gravlagt i en veludstyret grav i nutidens Enghøj ved Randers, er kommet langvejs fra.

Resterne af kvindens tænder er blevet såkaldt strontiumanalyseret. Resultaterne af sådan en analyse afspejler det område, hvor man er født og opvokset. Udkommet viser, at hun ikke kan være født i det, der i dag kaldes Danmark, men derimod et andet sted i det sydlige Skandinavien.

Sammen med hendes smykker, blandt andet en sjælden bronzeplade lavet om til dragtspænde, får det arkæolog Ernst Stidsing fra Museum Østjylland til at placere hende som opvokset i det sydlige Norge. 

Vikingekvinden, der blev begravet i Enghøj nord for Randers, havde dette spænde – oprindelig fra De Britiske Øer - med sig i graven. (Foto: Museum Østjylland):

»De arkæologiske indicier og strontiumanalysen peger sammen på Sydnorge. Svenske vikinger drog mest mod øst, norske mod de nordatlantiske øer, Skotland og Irland, og det senere spænde er netop fra enten Skotland, Irland eller det nordlige England. Det passer med, at de norske vikinger huserede dér,« siger Ernst Stidsing, der fandt kvinden.

Kvinde af høj status

Kvindens grav viser, at hun har været velhavende.

»Hun har haft bronzespænder i varm orangegullig farve med pyntekapsler af sølv og en perlekæde af glas- og metalperler. Hun har været et prægtigt syn, når hun er gået gennem byen. De smykker, hun har haft, tyder på en ret høj stand. Måske har hun været den lokale høvdings kone,« gætter Ernst Stidsing.

Han spekulerer gerne i, hvordan kvinden er havnet i Kronjylland.

»Vi er helt ude i fiktionen, men det kunne være en datter af en norsk viking, der er kommet hjem fra et plyndringstogt, og har fået lavet pladen om til et spænde, som datteren har fået. Via allianceaftaler på tværs af havet havner hun så her i Randers måske i et arrangeret ægteskab med en østjysk høvding. Der kan være mange forklaringer,« siger arkæologen.

Indvandreren fra Enghøj
  • Kvinden fra Enghøj ved Randers er begravet omkring år 900.
  • Såkaldte strontiumanalyser, der kan fastslå et menneskes geografiske oprindelse, placerer hendes opvækst i det sydlige Skandinavien uden for dagens Danmark. 
  • Ud fra hendes smykker vurderes det, at hun er født og opvokset i, hvad der i dag er Sydnorge.
  • Hendes indvandring til Danmark viser, at vikingerne havde en stor kontakt på tværs af Skagerak.

Indvandring til alle tider

Uanset hvordan kvinden er havnet i Enghøj, siger alene hendes tilstedeværelse dér meget om datiden.

»Danmark har været et multietnisk samfund allerede i vikingetiden. Med strontiumsanalyser kan vi se, hvor folk oprindelig kommer fra, og det bliver mere og mere klart, at der har været betydelige kontakter og vandringer over lange afstande. Det har summet af fremmedsprog i byer som Hedeby, Aarhus, Ribe, Roskilde og også Randers, hvor der til tider har været masser af fremmede handelsfolk,« siger arkæologen.

Vikingetidens beboere af det, der i dag er Danmark, havde et stort udsyn. Det var en globaliseret verden allerede dengang med både fredelig sameksistens og krigeriske handlinger, fastslår Ernst Stidsing.

»Vi arkæologer er i gang med at danne et nyt billede af den tid, for den var meget mere foranderlig, end vi før troede. I dag lever vi i en en tid, hvor der er mange flygtningestrømme og folkevandringer. Det var der også i oldtiden både på grund af hungersnød, pladsmangel, handel, kærlighed og krig. Det er foregået til alle tider, og kvinden i Enghøj er endnu et bevis på det.«

Læs mere i historien nedenfor. 

Kvinden fra Enghøj bekræfter en tendens

Egtved-pigen var slet ikke fra Egtved, men Tyskland. Enghøj-kvinden er ikke fra Enghøj, men Norge.

Moderne teknik og analyser gør, at oldtiden må opfattes som mere mulitetnisk end hidtil antaget.

»At Egtved-pigen, der er fra bronzealderen, stammer fra, hvad der i dag er Sydtyskland, og at Enghøj-kvinden fra vikingetiden er fra Norge, er et udtryk for, at folk har kendt hinanden på tværs af Skagerak og over længere landafstande. Der har både været små stillestående landsbysamfund, men altså også steder international kontakt. Verden er ikke så stor, som mange har troet,« siger Ernst Stidsing.

Jeanette Varberg, der er arkæolog og museumsinspektør på Moesgaard Museum er helt enig.

»Jeg synes, at det er er rigtigt flot stykke arbejde, Ernst Stidsing har lavet. Det er spændende, men netop ikke enestående at finde udenlandsk opvoksede mennesker i Danmark i oldtiden. Og jeg er ikke tvivl om, at der vil dukke flere og flere op på baggrund af strontiumresultater,« siger Jeanette Varberg.

Hun er selv ved at lægge sidste hånd på bogen ’Mennesket har altid vandret’, der udkommer 24. marts.

»Den fornemt begravede kvinde i Enghøj har sandsynligvis været bortgift i forbindelse med en alliance. Hun har måske været begyndelsen på en ny tendens, ligesom da Kronprins Frederik i vor tid giftede sig med en jævn australier, for ellers skal man jo gifte sig fornemt i de kredse. Som Mary er Enghøj-kvinden et tegn på en ny form for gryende globalisering,« siger Jeanette Varberg.