Vikingerne tog katte med på deres rejser

Katte har altid været populære – tilsyneladende også i oldtiden.

I verdens første større DNA-undersøgelse på oldtidskatte viser franske forskere, at de tidligste af vores miavende venner indtog Eurasien og Afrika sammen med tidlige landmænd og årle søfolk – heriblandt vikinger.

I det nye studie har forskerne sekventeret DNA fra 209 katte fra flere end 30 arkæologiske udgravninger i hele Europa, Mellemøsten og Afrika, og de fandt blandt andet katterester i en vikingegrav i det nordlige Tyskland.

»Der er så mange interessante observationer i denne her undersøgelse,« lød det fra en populationsgenetiker, Pontus Skoglund fra Harvard Medical School i Boston, som var tilstede, da de nye resultater blev fremlagt på en konference i Oxford.

»Jeg vidste ikke engang, at der fandtes vikingekatte.«

Selvfølgelig havde vikingerne katte

At der fandtes katte i vikingetiden er dog ikke ny viden for den danske lektor Jes Martens, som arbejder ved Kulturhistorisk Museum i Oslo. Kattefund i dansk kontekst er ikke meget udbredte – men de findes – og i nordisk mytologi er katten en tilbagevendende figur.

»Kærlighedsgudinden Freja havde to katte, som trak hendes vogn, og da Thor besøgte Udgård og forsøgte at løfte Udgårds-Lokes kat, viste katten sig at være Midgårdsormen, som selv ikke Thor kunne løfte,« fortæller Jes Martens og fortsætter:

»Så kan man jo tænke sig til, at når nu vikingerne har så mange morsomme historier om katte, må de jo også have kendt til dem.«

Kattene spredte sig i to bølger

Prøverne fra det nye studie er dateret til ældre stenalder (8.900 f.v.t. – 3.900 f.v.t.), perioden lige før indførelsen af ​​landbruget, da mennesker stadig levede som jægere og samlere, og op til det attende århundrede.

Forskerne finder, at katte-populationerne ser ud til at være vokset frem i to bølger.

• Den første bølge spreder sig med det tidlige landbrugssamfund til det østlige Middelhav – begyndelsen på denne bølge kan ledes tilbage til et kattefund i en menneskegrav, som er omkring 9.500 år gammel, og ligger i Cypern. Fundet tyder på, at tilknytningen mellem mennesker og katte går mindst lige så langt tilbage som til begyndelsen af ​​landbruget, der fandt sted i nærheden.
  
  
• Den anden bølge sker nogle tusind år senere og denne gang er det katte, som nedstammer fra egyptiske katte, der hurtigt spreder sig i Eurasien og Afrika. Forskerne fandt blandt andet en type DNA-afstamning, som er almindelig i egyptiske kattemumier fra slutningen af ​​det fjerde århundrede f.v.t. til det fjerde århundrede e.v.t., i katte i Bulgarien, Tyrkiet og Afrika syd for Sahara fra omkring samme tid.

Katte tog mus og rotter

Forskerne bag den nye undersøgelse spekulerer i, om venskabet mellem katte og mennesker er opstået i forbindelse med, at de tidlige landbrugssamfunds kornlagre voksede frem. Kornet tiltrak gnavere, som igen tiltrak vilde katte, og et givtigt og gensidigt forhold katte og mennesker imellem kan være opstået – kattene fik mad, menneskene kom af med de irriterende gnavere.

På tilsvarende vis har søfarende folk formentlig brugt katte til at holde mus og rotter i skak, lyder det fra studiets hovedforfatter, Eva-Maria Geigl, og henviser blandt andet til fundet af katterester i en vikingegrav fra mellem 8. og 11. århundrede e.Kr. i det nordlige Tyskland.

Denne teori bakker Jes Martens op om:

»Teorien er, at de flyttede ind hos os, fordi vi begyndte at dyrke jorden – vi tiltrak mus og rotter – det udgjorde jo så et spisekammer for kattene. Derefter har både de og vi sikkert fundet ud af, at det var meget hyggeligt. Katte er jo kælne væsner, og det har mennesket da hurtigt fundet ud af.«

Vikinger brugte kattenes pels

Ifølge Kristian Gregersen, som er assisterende kurator/konservator ved Statens Naturhistoriske Museum, kan der ikke herske tvivl om, at katten kom til Danmark allerede i jernalder/vikingetid, og at man i sen vikingetid allerede havde dem i så store antal, at man anvendte dem som pelsdyr.

»Grunden til, at vi er sikre på, at der er tale om tamkatte, er på grund af deres ringe størrelse. Det er små katte, vi har at gøre med, og på ingen måde i nærheden af den størrelse, som vildkatten havde.«

Han har lavet en søgning i museets oversigter – den kan du se i boksen under artiklen – og på den måde fundet frem til de kattefund, vi kender fra Danmark i perioden. Han kan ikke garantere, at det er den fulde oversigt, men det giver i hvert fald et godt indtryk af, at katte ikke var usædvanlige på den tid.

Katte er blevet forfordelt i videnskaben

I det nye studie har forskerne kun undersøgt moderens linje i DNA’et – nu vil de i gang med at undersøge den bredere genetiske basis for oldtidskatte, og det er en god ide, lyder det fra den danske arkæolog Maria Thiemke fra Museum Silkeborg.

»Det er spændende, at katte i vikingetiden har delt DNA med de gamle egyptiske katte, og jeg synes, det er interessant, at de nu vil til at kigge på større dele af DNA’et.«

Traditionelt set er katte blevet forfordelt i forhold til hunde i de videnskabelige undersøgelser, hvilket måske er en del af grunden til, at man ved så lidt om kattenes færd i oldtiden, mener hovedforfatteren på det nye studie, Eva-Maria Geigl fra Institut Jacques Monod i Paris.

Denne holdning deler Maria Thiemke – men hun påpeger, at andre faktorer også spiller ind.

»Hunde og katte går begge langt tilbage i tiden, og der kan være noget om, at katte er blevet forfordelt i videnskaben; men vi har jo også fundet flere hundeskeletter, så det er måske ikke så mærkeligt. Når det er sagt, er det da spændende, at der er nogen, der begynder at kigge på kattene også nu – for selvfølgelig har de også spillet en rolle.«