Annonceinfo

Vikingerne åd og drak julen væk

JulekalenderDet, vi i dag kalder jul, svarer i store træk til vikingernes ’jól’ - blot fejrede de på et lidt andet tidspunkt og gik i templer i stedet for kirker.

Vikinger skyllede deres bjerge af god julemad ned med en ordentlig mængde mjød, brygget med honning og ekstra malt til den vilde juletid. (Foto: JerryPDX)

Når vi i disse dage går til den ene julefrokost efter den anden og skyller uhyrlige mængder mad ned med oceaner af snaps og julebryg, står det nærmest i syndigt skærende kontrast til den kristne jul og det fattige barn, der i sin krybbe lå.

Men skraber man lidt i det historiske fernis, er julens overdådige æde- og drikkegilder slet ikke nogen nymodens synd, men en oldgammel tradition i bedste overensstemmelse med vores stolte nordiske ophav.

Vi møder allerede traditionen i ordet 'jul' (og 'yule' på engelsk), der modsat det engelske 'christmas' på ingen måde signalerer, at jul er en kristen fest. Ordet 'jul' stammer efter al sandsynlighed fra det oldnordiske ord 'jól', der betyder vende eller dreje og var navnet på vikingernes overdådige brag af æde-, drikke- og horegilder, når vinteren vendte.

Jól-festerne kan i hvert fald spores tilbage til år 200 i den nordiske historie, og tilsvarende skikke kendes i øvrigt også fra germanere og hedenske romere. Omkring 13.-14. januar fejrede man, at man var kommet igennem den værste mørke vinter og nu gik mod mildere og lysere tider.

Gudernes skål

Jól var en frugtbarhedens og fredens fest, hvor man drak guderne skål, 'blotede' (ofrede) og bad for fred det kommende år.

Man samledes i templer og slagtede dyr som heste, får og fjerkræ til ære for guderne - blodet fra slagtningen blev under kyndig instruks fra 'en gode' (hedensk præst) smurt ud over alter, gudebilleder, vægge og på de tilstedeværende, mens selve dyrene blev tilberedt til de forestående gilder.

Der blev stegt, kogt, braset og bagt alt, hvad den kunne trække, og det lader ikke noget stå tilbage for julefrokosterne i dag. Man skulle vise det bedste, man kunne præstere, og der skulle kræses for høj som lav.

Den islandske høvding og skjald Snorri Sturluson beretter, hvordan vikingerne i Norge indledte festen med at drikke Odins skål efterfulgt af Njords (havet og søfartens gud) og Frejs (landbruget og frugtbarhedens gud) skål og til sidst en skål for kongen.

Når vinteren vendte, hængte vikingerne skjolde op på væggen og kastede sig over bordets glæder ved fejringen af 'jól' (Foto: Colourbox)

Bænket ved langborde som i Odins haller tog vikingerne forsmag på Valhalla, hvor livet var et langt måltid, og hvor øllet og maden aldrig slap op.

Svinet i centrum

Maden bestod af alt, hvad man kunne byde på, men særligt fornemt var svinet, som i Valhalla nærede de tapreste vikinger. Sæhrimmer hed en særlig gris, der havde den forunderlige egenskab, at man kunne blive med at skære kød af dets krop, for det voksede det ud igen til næste aften.

Nutidens helseapostle ville korse sig, men vikingerne slikkede sig om munden og kastede sig over julesvin så vel opfedede, at sulet hang dem ned af siderne. Først når de solide og glinsende flæskestege var fortæret, satte man tænderne i de stykker okse (mørbrad, højreb, steg), som vi i dag sætter højest, sammen med blodpølser, fjerkræ og brød. Det hele blev skyllet ned med rigelige mængder jule-mjød, der var brygget med honning og ekstra malt, så den var stærkere og kraftigere - fuldstændig som nutidens brede vifte af lækre og lidt søde juleøl. Ingen tvivl om, at den nordiske glæde ved samværet om måltidet er dybt forankret i os.

De tidlige missionerende præster så med stor velvilje på jól-festerne, når blot blodritualerne med at oversmøre alteret i blod blev afskaffet, og man henlagde ceremonien til en kirke. Ellers forblev festen stort set den samme, og den kristne 'gode' ledede nu ritualet.

Mjøden forblev central, og langt op i 1800-tallet var jul stadig uløseligt forbundet med at drikke Guds skål. Med indførslen af den julianske kalender fik præsterne pragmatisk rykket jól-gildet et par uger tættere til vintersolhvervet og den af kirkefædrene vedtagne dato for Jesus fødselsdag den 25. december.

Festen består

Trods ihærdige forsøg på at få indført det mere kirkelige ord 'kristmesse' stod jól-navnet ikke til at ændre modsat i de engelsktalende lande, og festen fortsatte da også som en række gilder og ikke en enkeltstående fødselsdagsfest. Glæden ved grisen holdt også ved trods det gennemgående negative bibelske syn på dyret, og svin nydes stadig både som flæskesteg og marcipangris.

Det lykkedes kirken at kristne vikingerne, men den oldgamle hedenske midvinterfest for lysets komme stikker dybere end kirken og lever i bedste velgående den dag i dag. Hvor, hvornår og hvem man skåler for kan nok ændres, men det centrale samvær over måltidet, fejringen af afslutningen på en årscyklus og håbet for en ny står ikke til at ændre.

SV:Hvem der dog kunne have været der...

Jeg vil give min højre arm(måske lidt overdrevet :) ) hvis jeg kunne få en mulighed for at rejse tilbage i tiden, til en tid med meget færre bekymringer og hvor det vigtigeste var at få drukket noget mjød og spist en masse :) Jeg tvivler på der var meget stress den gang. Hvis jul eksisterede år 200 som en nordisk tradition hvordan endte den så med at blive en del af den kristne tro ?
Hilsen
Mads den finurlige webdesigner

Julen eksisterede skam også som en romersk solhvervsfest, med Saturnalierne ledende op til vintersolhverv 25. december, en dato der blev knyttet til Sol Invictus, Den ubesejrlige Sol.
Det viste sig i Rom umuligt at udrydde julefesten, der var årets absoutte højdepunkt, og selv de kristne holdt hedensk jul. Kirken så således ingen anden mulighed end at gøre julen til en kristen fest, og så valgte man at gøre 25. december til Jusu fødselsdag.
I de fleste lande lykkedes det at få ændret julens navn til noget passende kristent. Men ikke i Norden; her falt 'kristmesse' til jorden, og vi bruger stadig den hedenske betegnelse, der har noget at gøre med året hjul der drejer rundt.
Men engelske ordbøger indeholder da statig 'yule', og tyske ordbøger 'Jul'. I altid politisk korrekte USA forsøger man at erstatte Christmas med Holydays, men det giver en kraftig modreaktion fra kristne - og også fra jøder. Så nu er der forsøg i gang med at bruge 'yule' i stedet - det lyder jo trods alt ikke /helt/ så kristent ...

Hej Per,
Tak for den interessante information. Det kunne da være sjovt hvis amerikanerne begyndte at kalde Christmas for yule, så ville de måske også indse at Julemanden aka Santa Clause rent faktisk bor på Grønland og ikke nordpolen ;)

Historisk set er julemanden, Santa Claus, Sankt Nicolaus, nu en romersk biskop fra 300-tallets Anatolien, som kort før den tyrkiske erobring [800 år efter han levede] blev stjålet af italienerne så liget nu befinder sig i Italien. Som helgen-relikvie. Så han hører til i en østromersk, græsktalende sammenhæng ...

SV:SV:Hvem der dog kunne have været der...

Jeg vil give min højre arm(måske lidt overdrevet :) ) hvis jeg kunne få en mulighed for at rejse tilbage i tiden, til en tid med meget færre bekymringer og hvor det vigtigeste var at få drukket noget mjød og spist en masse :) Jeg tvivler på der var meget stress den gang. Hvis jul eksisterede år 200 som en nordisk tradition hvordan endte den så med at blive en del af den kristne tro ?
Hilsen
Mads den finurlige webdesigner

Julen eksisterede skam også som en romersk solhvervsfest, med Saturnalierne ledende op til vintersolhverv 25. december, en dato der blev knyttet til Sol Invictus, Den ubesejrlige Sol.
Det viste sig i Rom umuligt at udrydde julefesten, der var årets absoutte højdepunkt, og selv de kristne holdt hedensk jul. Kirken så således ingen anden mulighed end at gøre julen til en kristen fest, og så valgte man at gøre 25. december til Jusu fødselsdag.
I de fleste lande lykkedes det at få ændret julens navn til noget passende kristent. Men ikke i Norden; her falt 'kristmesse' til jorden, og vi bruger stadig den hedenske betegnelse, der har noget at gøre med året hjul der drejer rundt.
Men engelske ordbøger indeholder da statig 'yule', og tyske ordbøger 'Jul'. I altid politisk korrekte USA forsøger man at erstatte Christmas med Holydays, men det giver en kraftig modreaktion fra kristne - og også fra jøder. Så nu er der forsøg i gang med at bruge 'yule' i stedet - det lyder jo trods alt ikke /helt/ så kristent ...

Hej Per,
Tak for den interessante information. Det kunne da være sjovt hvis amerikanerne begyndte at kalde Christmas for yule, så ville de måske også indse at Julemanden aka Santa Clause rent faktisk bor på Grønland og ikke nordpolen ;)

SV:Hvem der dog kunne have været der...

Jeg vil give min højre arm(måske lidt overdrevet :) ) hvis jeg kunne få en mulighed for at rejse tilbage i tiden, til en tid med meget færre bekymringer og hvor det vigtigeste var at få drukket noget mjød og spist en masse :) Jeg tvivler på der var meget stress den gang. Hvis jul eksisterede år 200 som en nordisk tradition hvordan endte den så med at blive en del af den kristne tro ?
Hilsen
Mads den finurlige webdesigner

Julen eksisterede skam også som en romersk solhvervsfest, med Saturnalierne ledende op til vintersolhverv 25. december, en dato der blev knyttet til Sol Invictus, Den ubesejrlige Sol.
Det viste sig i Rom umuligt at udrydde julefesten, der var årets absoutte højdepunkt, og selv de kristne holdt hedensk jul. Kirken så således ingen anden mulighed end at gøre julen til en kristen fest, og så valgte man at gøre 25. december til Jusu fødselsdag.
I de fleste lande lykkedes det at få ændret julens navn til noget passende kristent. Men ikke i Norden; her falt 'kristmesse' til jorden, og vi bruger stadig den hedenske betegnelse, der har noget at gøre med året hjul der drejer rundt.
Men engelske ordbøger indeholder da statig 'yule', og tyske ordbøger 'Jul'. I altid politisk korrekte USA forsøger man at erstatte Christmas med Holydays, men det giver en kraftig modreaktion fra kristne - og også fra jøder. Så nu er der forsøg i gang med at bruge 'yule' i stedet - det lyder jo trods alt ikke /helt/ så kristent ...

Hvem der dog kunne have været der...

Jeg vil give min højre arm(måske lidt overdrevet :) ) hvis jeg kunne få en mulighed for at rejse tilbage i tiden, til en tid med meget færre bekymringer og hvor det vigtigeste var at få drukket noget mjød og spist en masse :) Jeg tvivler på der var meget stress den gang. Hvis jul eksisterede år 200 som en nordisk tradition hvordan endte den så med at blive en del af den kristne tro ?
Hilsen
Mads den finurlige webdesigner

Mjød

Tak Eva.
Mht. mjød så har du helt ret i, at det laves på honning. Og iflg. nyere opskrifter, googlet på internettet, går der ca. en ½ liter honning på 1 liter mjød.
Forholdet har formentlig været nogenlunde det samme i vikingetidens mjødopskrifter. Men jeg aner ikke, hvor stor tilgængeligheden har været til honning i vikingetiden. Det kan have været forbeholdt overklassen eller måske havde de fleste gårde biavl?
Måske læser en historieinteresseret biavler med?

lidt om maden

@Kristian Helmersen
Jeg er helt enig. Ud fra hvad jeg har kunnet læse mig til gennem de senere år, har jeg fået den samme opfattelse som dig mht. 'templer', goder og deslige.
Mht. maden, så er mjød ikke øl - og det har det så vidt jeg ved heller aldrig været. Det er vin lavet på honning, men det er en almindelig misforståelse, så jeg er ikke overrasket over at støde på den.Jeg gad vide om ikke misopfattelsen stammer tilbage til det 19. århunderedes vikingeromantik; mjød lyder jo lidt mere eksotisk/romantisk end øl, og de har da sikkert også drukket mjød foruden øl.
Man havde typisk ikke ovne som vi forstår det i dag, og brød var af fladsbrødstypen bagt på varme flade sten, og almindeligvis/primært lavet af byg. Ovne der kan bages i blev ikkke almindelige i Danmark før i tidlig middelser, dvs. lige efter det der populært benævnes 'vikingetid'. Det primære kornforbrug har sandsynligvis været som grød - serveret varm eller kold.

Flere oplysninger tak.

- Men at ordet sproghistorisk kan føres tilbage til 200 og betyder fest, betyder jo ikke nødvendigvis, at der er tale om et kæmpe æde- og drikkegilde, hvor man slagtede dyr i massevis og smurte blod ud over det hele og hinanden? Det er da muligt, man gjorde sådan, hvis man havde råd til det, men jeg mener ikke, der er belæg for påstanden.
- Snorre skrev jo først lang tid efter vikingetiden... Og beskriver vist først og fremmest gudeverdenen og kongers og overklassens liv. Igen mener jeg ikke der er belæg, ikke til en generalisering til hele samfundet og fra 200 til kristningen.
- Angående julemaden har du måske ret. Kunne du give en mere specifik henvisning? Især angående mjøden - jeg har ladet mig fortælle (men ikke tjekket efter), at de ældste opskrifter går tilbage til 1700tallet. Men nu vil jeg da gå på biblioteket og finde Natur og Museum.
Til Per Rønne: Der ér fundet noget, der kan tolkes som templer rundt omkring. Også i Danmark, f.eks. i Gammel Lejre og ved Tissø. Men der er ikke særligt mange, hvis de overhovedet ér templer, og de var formentlig forbeholdt overklassen. En del arkæologer og historikere mener, at gudedyrkelsen (og julefesterne?) foregik hjemme på almindelige menneskers gårde eller i hallerne på storgårdene. En idé de har fået netop grundet  manglen på templer.
Hvis jeg husker rigtigt, ligger der i ordet "gode" en dobbelt betydning af både verdslig stormand og en religiøs funktion. Måske var det vigtigt for overklassen også at have den religiøse magt?
Jeg er sørme ked af det, hvis min kritik bliver opfattet som pedantisk, men jeg mener ærligt talt, at niveauet i artiklen er for lavt til en hjemmeside, der kalder sig videnskab (og som jeg hyppigt besøger). Nu har jeg tilfældigvis en viden om vikingetiden, som gør mig opmærksom og kritisk. Det har jeg ikke på en masse af de andre områder, videnskab.dk behandler. Tør jeg stole på det øvrige site nu?
Mvh.
 

kilder ad KH

- sproghistoriske analyser kan spore ordet jól i betydningen fest tilbage til 200 i Norden. 
- der er ikke mange men dog nogle skriftlige kilder der beskriver jólfesterne bla. Snorri Sturluson
- ifølge arkæologer og madhistorikere har julemaden ikke ændret sig meget de sidste 1000 år inkl. juleøl
mvh

SV:PS

- Hvor lå de templer, vikingerne gik i i stedet for kirker? 

Det lå i hvert fald et i nutidens Opager lige syd for Lund. Blot søg på dansk wikipedia. Byen fandtes fra omkring 100 fKr til op til slutningen af 900-tallet hvor Svend Tveskæg synes at have flyttet den nogle få kilometre mod nord, til nutidens Lund.
Som i middelalderen blev Danmarks kirkelige center. Det var af alle steder her ærkebisperne holdt til - og det har næppe været tilfældigt.

PS

- Hvor lå de templer, vikingerne gik i i stedet for kirker? 

Flere oplysninger tak.

Jeg er mildest talt skeptisk over for denne artikel.
- Hvordan spores julefesterne tilbage til år 200 i den nordiske historie? Oven i købet "i hvert fald".
- Hvorfra stammer beskrivelsen af vikingernes blot-/julefester?
- Er det ikke en smule overdrevet at påstå, at datidens julefrokoster ikke stod tilbage for nutidens? I den allerøverste overklasse måske, men i resten af samfundet?
- Hvorfra kender forfatteren opskriften på datidens mjød?
Mvh.

Jól

Jól hedder det på færøsk den dag i dag

Yule

Jeg læste så at man i USA forsøger at gøre Christmas mere »multi-kulturel« ved at afkristne den. Et af forsøgene går ud på at omdøbe festlighederne til »yule«, noget der åbenbart mere forbindes med vintersolhverv end med Jesu fødsel ..

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg