Vikingerne åd og drak julen væk
Det, vi i dag kalder jul, svarer i store træk til vikingernes ’jól’ - blot fejrede de på et lidt andet tidspunkt og gik i templer i stedet for kirker.
Vikinger skyllede deres bjerge af god julemad ned med en ordentlig mængde mjød, brygget med honning og ekstra malt til den vilde juletid. (Foto: JerryPDX)

Når vi i disse dage går til den ene julefrokost efter den anden og skyller uhyrlige mængder mad ned med oceaner af snaps og julebryg, står det nærmest i syndigt skærende kontrast til den kristne jul og det fattige barn, der i sin krybbe lå.

Men skraber man lidt i det historiske fernis, er julens overdådige æde- og drikkegilder slet ikke nogen nymodens synd, men en oldgammel tradition i bedste overensstemmelse med vores stolte nordiske ophav.

Vi møder allerede traditionen i ordet 'jul' (og 'yule' på engelsk), der modsat det engelske 'christmas' på ingen måde signalerer, at jul er en kristen fest. Ordet 'jul' stammer efter al sandsynlighed fra det oldnordiske ord 'jól', der betyder vende eller dreje og var navnet på vikingernes overdådige brag af æde-, drikke- og horegilder, når vinteren vendte.

Jól-festerne kan i hvert fald spores tilbage til år 200 i den nordiske historie, og tilsvarende skikke kendes i øvrigt også fra germanere og hedenske romere. Omkring 13.-14. januar fejrede man, at man var kommet igennem den værste mørke vinter og nu gik mod mildere og lysere tider.

Gudernes skål

Jól var en frugtbarhedens og fredens fest, hvor man drak guderne skål, 'blotede' (ofrede) og bad for fred det kommende år.

Man samledes i templer og slagtede dyr som heste, får og fjerkræ til ære for guderne - blodet fra slagtningen blev under kyndig instruks fra 'en gode' (hedensk præst) smurt ud over alter, gudebilleder, vægge og på de tilstedeværende, mens selve dyrene blev tilberedt til de forestående gilder.

Der blev stegt, kogt, braset og bagt alt, hvad den kunne trække, og det lader ikke noget stå tilbage for julefrokosterne i dag. Man skulle vise det bedste, man kunne præstere, og der skulle kræses for høj som lav.

Den islandske høvding og skjald Snorri Sturluson beretter, hvordan vikingerne i Norge indledte festen med at drikke Odins skål efterfulgt af Njords (havet og søfartens gud) og Frejs (landbruget og frugtbarhedens gud) skål og til sidst en skål for kongen.

Når vinteren vendte, hængte vikingerne skjolde op på væggen og kastede sig over bordets glæder ved fejringen af 'jól' (Foto: Colourbox)

Bænket ved langborde som i Odins haller tog vikingerne forsmag på Valhalla, hvor livet var et langt måltid, og hvor øllet og maden aldrig slap op.

Svinet i centrum

Maden bestod af alt, hvad man kunne byde på, men særligt fornemt var svinet, som i Valhalla nærede de tapreste vikinger. Sæhrimmer hed en særlig gris, der havde den forunderlige egenskab, at man kunne blive med at skære kød af dets krop, for det voksede det ud igen til næste aften.

Nutidens helseapostle ville korse sig, men vikingerne slikkede sig om munden og kastede sig over julesvin så vel opfedede, at sulet hang dem ned af siderne. Først når de solide og glinsende flæskestege var fortæret, satte man tænderne i de stykker okse (mørbrad, højreb, steg), som vi i dag sætter højest, sammen med blodpølser, fjerkræ og brød. Det hele blev skyllet ned med rigelige mængder jule-mjød, der var brygget med honning og ekstra malt, så den var stærkere og kraftigere - fuldstændig som nutidens brede vifte af lækre og lidt søde juleøl. Ingen tvivl om, at den nordiske glæde ved samværet om måltidet er dybt forankret i os.

De tidlige missionerende præster så med stor velvilje på jól-festerne, når blot blodritualerne med at oversmøre alteret i blod blev afskaffet, og man henlagde ceremonien til en kirke. Ellers forblev festen stort set den samme, og den kristne 'gode' ledede nu ritualet.

Mjøden forblev central, og langt op i 1800-tallet var jul stadig uløseligt forbundet med at drikke Guds skål. Med indførslen af den julianske kalender fik præsterne pragmatisk rykket jól-gildet et par uger tættere til vintersolhvervet og den af kirkefædrene vedtagne dato for Jesus fødselsdag den 25. december.

Festen består

Trods ihærdige forsøg på at få indført det mere kirkelige ord 'kristmesse' stod jól-navnet ikke til at ændre modsat i de engelsktalende lande, og festen fortsatte da også som en række gilder og ikke en enkeltstående fødselsdagsfest. Glæden ved grisen holdt også ved trods det gennemgående negative bibelske syn på dyret, og svin nydes stadig både som flæskesteg og marcipangris.

Det lykkedes kirken at kristne vikingerne, men den oldgamle hedenske midvinterfest for lysets komme stikker dybere end kirken og lever i bedste velgående den dag i dag. Hvor, hvornår og hvem man skåler for kan nok ændres, men det centrale samvær over måltidet, fejringen af afslutningen på en årscyklus og håbet for en ny står ikke til at ændre.