Selv om man kun er seks centimeter i diameter og helt flad, kan man godt være en temmelig stor sensation.
En lille forgyldt bronzeplade blev for godt 1.000 år siden begravet med sin ejerkvinde, da hun omkring år 900 blev puttet i en vikingegrav i Enghøj nord for, hvad der i dag er Randers.
Og det lille spænde, der holdt kvindens underkjole sammen, er ganske unikt.
Det kommer nemlig med al sandsynlighed fra, hvad der i dag er De Britiske Øer, og sådanne fund er yderst sjældne i Danmark.
Men bare at fastslå det, har været noget af en rejse, fortæller projektleder og arkæolog fra Museum Østjylland Ernst Stidsing.
Han har netop publiceret en artikel om fundet i artikelsamlingen ‘Død og begravet i vikingetiden’, udgivet af Saxo Instituttet på Københavns Universitet.
Havde aldrig set noget lignende
Ernst Stidsing vidste straks, at han havde fat i noget usædvanligt, da han så den lille bronzeskive.
»Jamen, jeg havde aldrig set noget lignende før, det havde jeg vitterligt ikke,« fortæller en begejstret Ernst Stidsing.
Han fotograferede spændet og sendte billederne til dansk arkæologis grand old lady Else Roesdahl, der er professor emerita i arkæologi på Aarhus Universitet.
»Men hun havde heller ikke set noget lignende, og når Else Roesdahl ikke har set noget, så ved man, at det er unikt,« siger Ernst Stidsing.
Else Roesdahl sendte billederne videre til en række engelske og tyske kolleger, og så var der bid.
»De kunne sige, at det med ret stor sikkerhed er et beslag fra et skrin af insulær oprindelse – altså fra De Britiske Øer. En mente, at ornamentikken så irsk ud, en anden, at det var fra det sydlige Skotland«, fortæller Ernst Stidsing.
Spændet er plyndringsgods
De udenlandske eksperter er enige om, at spændet har været et pyntebeslag på et religiøst træskrin, før det blev til et beklædningsspænde. Og at det er stjålet.
»Det er fra et kloster eller en kirke og ikke nødvendigvis kristent. Men det er med al sandsynlighed tyvegods, for sådanne skrin er ikke blevet handlet med. Vikingerne kom ikke ærligt til den slags ting«, konstaterer Ernst Stidsing.
Selve graven er fra 900-tallet, og de internationale eksperter fastslår, at spændet er fra 800-tallet. Og altså yderst sjældent i Danmark.
»Der er fundet noget lignende i Vejleby på Lolland, men ikke mig bekendt i Jylland«, fortæller Ernst Stidsing.
Det bekræfter Jens Ulriksen, der er arkæolog og museumsinspektør på Museum Sydøstdanmark.
»Sådanne spænder er meget sjældne i Danmark. Jeg har aldrig set den form for ornamentik før i en dansk sammenhæng, og overhovedet at finde sådan en i en grav er meget usædvanligt«, siger Jens Ulriksen
Mulig mellemstation i Norge
»Sådanne spænder er meget sjældne i Danmark. Jeg har aldrig set den form for ornamentik før i en dansk sammenhæng, og overhovedet at finde sådan en i en grav er meget usædvanligt.«
Jens Ulriksen, arkæolog, Museum Sydøstdanmark
Hvordan spændet er havnet i Jylland, er rent gætværk. Men Ernst Stidsing spekulerer på, om det kan have været en tur i Norge på vejen dertil.
»Det er heller ikke helt almindeligt i Norge – men der kendes så nogle stykker. Jeg har tænkt den tanke, at det kunne være en norsk kvinde, der er kommet til Danmark med sine smykker. Levet og død her – tæt på, hvad der er i dag i Randers«, spekulerer Ernst Stidsing.
Han har gode forhåbninger om at få be- eller afkræftet den teori. Kvinden i graven havde nemlig velbevarede tænder, som nu er sendt til såkaldt strontiumisotopanalyse, der kan fastslå om, kvinden har norske aner.
»Jeg er ret spændt på udfaldet af den analyse. Især de norske vikinger var tit på togt i Nordengland, og det er spændende, om en kvinde kan være kommet fra Norge og have levet en del af sit liv i Jylland«, siger Ernst Stidsing.
»Det vil bekræfte billedet af, at vi allerede var i en globaliseret verden dengang. Det er spændende, at vi kan komme det skridt videre – ligesom med Egtved-pigen, som, vi troede, var noget af det mest danske, og så viser det sig, at hun er fra Tyskland. På samme måde er det interessant, hvis en norsk kvinde i 900-tallet er endt i Danmark«, siger Ernst Stidsing.
Bekræfter vikingernes mobilitet
Jens Ulriksen synes også, at det er et interessant perspektiv.
»Det er spændende, hvis man kan få nogle indikatorer på, at man har rejst, giftet og bosat sig over større afstande. Vi ved fra 900-tallet, at danske konger blev gift med slaviske prinsesser«, fortæller Jens Ulriksen.
»Det er interessant at se, om det går længere ned i hierarkierne, altså på stormandsniveau. Det ville ikke overraske mig, at der var en udveksling, men det er da guld værd at få bekræftet, hvis det har eksisteret. Så kan man se nogle dynastiske forbindelser henover Norden«, siger arkæologen.
Han er enig i sammenligningen med Egtved-pigen.
»Det har næppe været alle, der var så mobile, men det er spændende, hvor udbredt det var. Det er med til at rykke vores indtryk af, hvor stor vikingernes mobilitet var«, siger Jens Ulriksen.
