Gennem tre år har Vibeke Andersen og et tværfagligt forskerhold undersøgt det moderne arbejdsliv for at finde frem til en ny forståelsesramme for de belastende påvirkninger for en videnarbejder. Nu har de fundet orkanens øje. (Foto: Thorkild Amdi Christensen)

Tunnelsyn. Lavt selvværd. Hjertebanken. Underskud på menneskekontoen.

Arbejdsrelateret stress sender en ud i et virvar af negative og nedslidende følelser, der med orkanstyrke blæser alle beskyttende lag af. Og skal man tro 'European Agency for Safety and Health at Work', så er stress den mest udbredte arbejdsrelaterede lidelse og er skyld i mellem 50 og 60 procent af alle sygedage i EU-landene.

Den danske samfundsøkonomi baseres i stigende grad på videnbaseret arbejde karakteriseret ved øget ansvar og selvledelse. Historisk set er videnarbejderen blevet betragtet som privilegeret og uden nogen nævneværdig stress-belastning.

Sådan er det ikke længere.

Det, der satte skub i projektet »Viden og Stress« på DTU Management, var, at de faglige organisationer og medierne i 2006 begyndte at advare om den nye tendens blandt videnarbejdere: Man så i stigende grad højtuddannede ansatte gå ned med stress uden forudgående varsel.

»Vores mission blev at se, om der kunne konstrueres en ny forståelsesramme for denne type medarbejder. Realiteterne har siden vist, at der var og stadig er behov for at udfordre den klassiske forståelse af arbejdsrelateret stress i forhold til videnarbejderen. Det er det, vi har forsøgt at gøre med dette projekt,« siger Vibeke Andersen, der er lektor ved DTU Management og leder for det netop overståede projekt.

Det dejlige og forbandede arbejde

Projektet har fundet frem til vigtige aspekter af videnarbejdet: dets identitetsskabelse, grænseløshed og mangetydighed. Alle de forhold, der er med til at gøre videnarbejdet både komplekst og problemfyldt, samtidig med at det skaber glæde og begejstring hos de involverede. En af de mest slående ting, der har vist sig i forskningsprojektet, er, at den enkelte medarbejder har et ambivalent forhold til sit job.

»Vi har set, at videnarbejdet er fyldt med dilemmaer og modsatrettede krav, som det er op til videnarbejderne selv at håndtere i dagligdagen. Det kan for eksempel dreje sig om at skulle levere et arbejde af høj faglig standard inden for en meget afgrænset tidshorisont. Eller om at arbejde i en nulfejlskultur samtidig med at opgaven skal løses på en ny og ukendt måde,« siger Vibeke Andersen.

Samlet set betyder denne ambivalens, at videnarbejderen bliver sin egen værste fjende.

Som Vibeke Andersen beskriver det, så bliver der gennem uddannelsen opbygget nogle forventninger til, hvad man skal kunne som for eksempel ingeniør eller jurist. Det dikterer høje faglige standarder og dyder, som ofte karambolerer med den virkelighed, der møder en i arbejdet, hvor man enten oplever, at man går på kompromis med den optimale løsning eller desperat forsøger at finde columbusægget på en eftermiddag.

»Man bærer sine idealer og faglige identitet ind i et arbejde, hvor man er sit job. Og selv om det er godt, at medarbejderen brænder for sin faglighed, så er det nødvendigt at de faglige og personlige ambitioner ikke tager overhånd, når dagligdagen stiller deadlines og forventninger op. Det er der, hvor man kan opleve at stå i egen stråleglans og se det hele ramle,« forklarer Vibeke Andersen.

Stress dækker ikke mere

Et væsentligt budskab fra projektet er dermed, at der er rigtig god mening i ikke at bruge begrebet stress, men i stedet tale om begejstring og belastning. Herved indfanges det modsætningsfyldte i arbejdet på en måde, der gør det muligt at handle på det. Men det har samtidig fordret, at forskerne bag projektet har søgt nye veje for at komme ind til kernen i problemstillingen, der ifølge projektlederen ikke skal ses som ny stressforskning, men som en ny tilgang til at forstå det moderne arbejdsliv.

Et af de gode redskaber til at blotlægge, hvilke faktorer der kan føre til begejstring eller belastning, er den såkaldte fishbone-teknik. Her formulerer medarbejderne de enkeltfaktorer, der påvirker og visualiserer på den måde vejen til enten det gode eller det dårlige. (Foto: DTU Management)

»Det, der har manglet inden for den klassiske forskning og tilgang til arbejdsrelateret stress, er at se helt bort fra betegnelsen stress, der er stærkt belastet og klichepræget i dag. Vi er nødt til både at se på de positive og de negative elementer i arbejdet, hvis vi skal have et fyldestgørende grundlag,« siger Vibeke Andersen.

Dette er en ny måde at anskue arbejdsmiljø på, og det har krævet en tværfaglig forskningsgruppe fra DTU, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Copenhagen Business School samt en række beredskabsvillige virksomheder for at gennemføre arbejdet gennem de sidste tre år. Og det har givet pote.

»Vi har gjort op med den opfattelse, at stress er en rent privat lidelse, som den enkelte skal finde vej ud af. I samarbejde med seks virksomheder har vi både italesat problemerne og fundet en metode, der gør det til et fælles projekt at skabe et sundt arbejdsmiljø,« siger Vibeke Andersen.

Ikke dit problem - men vores

Projektet har bestået af en forskningsdel og en interventionsdel.

Den sidste del dækker over et stort empirisk arbejde, hvor forskergruppen har allieret sig med videnvirksomheder, der har sat tid og ressourcer af til at gennemføre en række tiltag i arbejdskulturen.

Her har man blandt meget andet sat ord på de oplevelser, man har som videnarbejder - gode som dårlige - for at skabe et overblik over, hvilke mekanismer der fører til enten belastning eller begejstring.

Realiteterne har vist, at der var og stadig er behov for at udfordre den klassiske forståelse af arbejdsrelateret stress i forhold til videnarbejderen. Det er det, vi har forsøgt at gøre med dette projekt.

- Vibeke Andersen

Det har været en særdeles omfattende proces, der dog har givet mange aha-oplevelser for de involverede. Mange videnarbejdere troede, at de var alene med deres problemer. For dem var det en enorm lettelse at opdage, at de ikke var alene om at have det sådan.

»Denne erkendelse er central i forhold til at gøre stressforebyggelse til et kollektivt anliggende, hvor ledelsen også bærer sin del af ansvaret. For med denne italesættelse kan man på organisatorisk plan ændre de arbejdsrutiner, der fører til belastningen. Men det er dermed ikke sagt, at det nu kun er ledelsen, der står alene med sorteper,« forklarer Vibeke Andersen.

Det store arbejde handler ikke kun om at skabe et godt arbejdsmiljø.

Det kom frem under den afsluttende konference for projektet i Oticonsalen på DTU for nylig. Her rejste direktøren for en af virksomhederne sig op og forklarede, at ikke blot mindskede det sygedagene, men det kunne også ses tydeligt på regnskabernes bundlinje, at medarbejderne nu trivedes langt bedre. De var langt mere begejstrede end belastede. Et resultat, som Vibeke Andersen ser videreudviklingsmuligheder i:

»Det er oplagt at overføre den ny viden til de mindre og mellemstore virksomheder nu. Her sidder der ikke en topprofessionel HR-afdeling, der kan drive arbejdet, som det er tilfældet i de store virksomheder, vi har set på indtil nu. Men både begejstringen og belastningen er grundlæggende den samme for de ansatte. Vi kan se, at denne nye forståelsesramme har berettigelse i arbejdsmiljøforskningen, og det vil vi naturligvis videreudvikle,« siger hun.

Lavet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet.