Ny doktordisputat problematiserer, at folk møde kunst med en nærmest religiøs respekt.

»Lige siden 1700-tallet har det rådende syn på kunsten været nærmest quasi-religiøst. Kunsten var en metafysisk størrelse, 'en sandhed' placeret et sted fjernt fra os. Og sådan er det stadig i nutidens kunstmiljø,« siger den norske kunsthistoriker Jørgen Lund.

Han har for nylig opnået en doktorgrad i æstetik ved Universitetet i Bergen.

Vil Halleluja-stemningen til livsJørgen Lund har nærlæst kunstfilosofien fra 1700-tallet og frem til i dag. Han mener, at kunsten fik en nærmest religiøs funktion under oplysningstiden. Det var en tid, hvor kirken mistede meget af sin troværdighed i takt med naturvidenskabens fremskridt.

»Kunsten blev indhyllet i mystik og ble kunstneren udråbt til geni. Kunsten blev en metafysisk størrelse med en religiøs kraft. Den måde at tænke om kunst på opstod i et idealistisk filosofisk klima, især under indflydelse af Hegel, Schelling og det tilhørende romantiske verdensbillede.«

Lund har tidligere arbejdet i museumsvæsnet og kunstforvaltningen i Norge, og her oplevede han, at det gamle syn på kunsten fortsat er yderst levende.

»Jeg mener, at det er helt oplagt, at begrebet 'samtidskunst' i dag nærmest har en forløsningsmetafysik knyttet til sig. Det er en tilbagevenden fra tidligere tider.«

Lund mener, at kunsten stadigvæk er tildelt en frelser-funktion. I afhandlingen forsøger han at komme den opfattelse af kunst til livs.

»Vi snakker ofte om, at vores daglige liv er præget af elendighed, imens kunsten repræsenterer en utopi. Kunsten er som en Gud, der skal frelse os. Alt for mange kunstforvaltere råber 'Halleluja' i kor,« siger Jørgen Lund.

Underkaster sigHan fortæller, at der nemlig er alt for mange, der undertrykker sig selv i mødet med kunsten.

»Vi underkaster os værket, fordi det som en metafysisk størrelse bliver noget mystisk og utilgængeligt. Den måde at opfatte kunst på er vi blevet alt for vant til,« siger Jøren Lund.

Han husker tydeligt, hvordan lærerne på kunsthistorie ikke rigtigt kunne forklare, hvorfor værker var gode med udgangspunkt i deres egne meninger. Han mener, de følte skyld i det øjeblik, de skulle til at tilføre noget af dem selv i deres fortolkninger.

»Det er takket været kunstneren vi får en flot oplevelse. Det er aldrig vores fortjeneste. Auditoriet blev til et kirkerum, og læreren var præsten som fremviste maleriet på altertavlen.«

Tings-æstetik fjerner det ophøjedeI sin afhandling præsenterer Lund et begreb om tings-æstetik som en modsætning til det herskende metafysiske kunstbegreb.

Kunsthistoriker dr. art Jørgen Lund, Universitetet i Oslo.

Her har han trukket veksler på den fænomenologiske tænkning hos Maurice Merleau-Ponty, Martin Heidegger og Walter Benjamin. De tænkere tematiserer, hvordan kunstværker kan ses som ting.

En af grundpillerne indenfor fænomenologien er at beskrive tingene sådan, som de umiddelbart fremstår for den som beskriver dem, uden at vedkommende inddrager bagvedliggende årsager og grunde.

»Heidegger siger, at 'Kunsten er død'. Det betyder ikke, at kunsten skal væk, men snarere at vi skal fritstille os fra kunsten. Kunsten er noget, du kan betragte og udforske. Ikke noget du skal hylde og underkaste dig. Smid din ærbødighed væk!«

Men Lund ønsker heller ikke at reducere kunst til ting eller sige, at alle ting er kunst. Han mener snarere, at kunstværker bliver ting, idet de fremtræder for os.

»Det er derfor, jeg trækker veksler på den fænomenologiske tradition indenfor filosofien, som insisterer på en erfaringsverden her og nu. Den siger, at det vigtige for vores erkendelse er, hvordan fænomenerne fremstår for os - at vi har et slags førstepersons-perspektiv,« fortæller Jørgen Lund.

Han understreger, at den tilgang sagtens kan forenes med erfaringer af kunst.

»Det handler om at slippe sig selv løs og se muligheder i vores oplevelse. Vi har brug for en ny holdning til kunsten, som siger, at den er noget, vi kan komme frem til i vores oplevelse af den, snarere end noget som er på et museum, kundgjort og vedtaget for evigt,« siger Jørgen Lund.

Materialiteten er et problem
Han fortæller, at det for mange kunstteoretikere er vanskelig at tolerere, at maleriet er en 'tingest' i den fysiske verden, der består af en ramme og et lærred med oliemaling på.

»Det kan de kunstteoretiske metafysikere ikke holde ud at tænke på. Idet man gør et kunstværk til en ting, reducerer man det som kunst med stort K. Det er problematisk.«

Ifølge Lund er der derfor stor tilbøjelighed til at sammenligne malerkunsten med andre, mere abstrakte, kunstformer som musik og litteratur.

»Eksempler på det ser vi hos kunstfilosoffen Baumgarten, der taler om 'Det litterære kunstværk' eller i 'Das musikalische Kunstwerk' af Weller. Man er hunderæd for at erkende den materielle side.«

»Men det er svært at forene fænomenologisk tings-tænkning med den traditionelle kunstteori. Jeg skriver mig måske ud af fagfeltet med den her afhandling,« sukker Jøren Lund, som mener, at tingsligheden bliver fortrængt, når man skal formulere, hvad kunsten er.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov