Annonceinfo

Venstreorienterede arabere vender tilbage

Magten til folket! Mere lighed nu! Dansk forskning viser, at der sker mere i arabisk politik end islamisme: venstrefløjen spirer i det arabiske forår.

Da den egyptiske diktator faldt, startede en folkefest på Kairos Tahrir-plads. De arabiske opstande har også givet luft under vingerne til venstredrejede arabere. (Foto: Jonathan Rashad)

’Irhal’ er det arabiske ord for ’skrid’. Og Irhal var beskeden fra mange arabere til deres ledere i foråret 2011, da en politisk flodbølge skyllede ind over Nordafrika og fik vandstanden til at stige i mange andre arabiske præsidentpaladser.

Men hvem er de mennesker, som kæmper for deres frihed, og hvad kæmper de for friheden til at gøre? Det er nogle af de spørgsmål, som er begyndt at trænge sig på for Sune Haugbølle, der er adjunkt i arabisk og mellemøststudier ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

Han har netop kastet sine kræfter ind i et større forskningsprojekt, der retter lyskeglen mod det nye politiske landskab, som er ved at spire frem af de arabiske opstande (se faktaboks).

Spørgsmålet er, hvordan de forskellige politiske roller og mærkater har forandret (og forandrer) sig i den arabiske verden. 

Arabisk venstrefløj minder om den danske

Én af de bevægelser, Sune Haugbølle fokuserer særlig meget på, er den arabiske venstrefløj. Han interviewer akademikere, skribenter, unge aktivister og studerer sangere såvel som karikaturtegnere, der har en politisk dagsorden med deres kunst. Planen er, at projektet skal udkomme som bog ved Cambridge University Press inden for et par år.

Noget af det iøjnefaldende ved den arabiske venstrefløj er, at den på mange måder måder minder om venstrefløjen i Danmark:

»Ligesom venstrefløjen herhjemme kritiserer de arabiske venstreorienterede kapitalismen - især siden finanskrisen i 2008. De kæmper for en mere lige fordeling af de økonomiske resurser – mere social retfærdighed - og de kritiserer magthaverne og business-eliten for deres grådighed,« siger Sune Haugbølle.

Bankernes krise er diktatorernes krise

Da araberne sagde Irhal til deres ledere i foråret 2011, passede det netop som hånd i handske med venstrefløjens kritik af magthaverne og de rige. De egyptiske venstreorienterede begyndte eksempelvis at sætte lighedstegn mellem kapitalismens krise, bankernes kollaps og den egyptiske diktator Hosni Mubaraks fald.

Den store arabiske TV-station Al Jazeera stillede sig også på demonstranternes side over for magthaverne og gav mere og mere taletid til den venstreorienterede, slovenske filosof Slavoj Zizek, der tordnede mod tyrannerne og kapitalisterne:

Slavoj Zizek tordner mod Mubarak og økonomisk uretfærdighed på den arabiske TV-station Al Jazeera

Den arabiske venstrefløj vinder frem – igen

Fakta

De arabiske opstande – eller det, der også kaldes det arabiske forår – startede for alvor, da tuneserne kastede deres diktator Ben Ali fra magten i starten af 2011.

Den samme skæbne ramte kort efter Hosni Mubarak i Egypten, og lande som Syrien, Yemen og Libyen blev kastet ud i borgerkrige om magten.

Også andre arabiske lande som Bahrain, Jordan og Oman har oplevet optøjer.

Et stort antal af de mange nye partier i Egypten indeholder alle sammen det arabiske ord ’ishtirakiyya’, der betyder ’socialisme’. I Tunesien har venstrefløjen tilsammen med liberale grupper fået næsten lige så stor støtte som det islamistiske parti Nahda, der betyder ’Opvågning’

Venstrefløjen i de arabiske lande er altså ved at vinde frem, men det er ikke første gang. Sune Haugbølle forklarer, at den arabiske venstrefløj længe har været en overset, men vigtig spiller i arabisk politik:

»Der er mange i Vesten, som ikke har haft den arabiske venstrefløj på radaren, fordi man i lang tid hellere har ville se på islam og islamisterne. Og mange af dem, som spottede den arabiske venstrefløj, så den først i foråret 2011,« siger han.

Efterkrigstiden var venstrefløjens storhedstid

Men den arabiske venstrefløj har været med i kampen om magten i mange år – faktisk var den en overgang politisk topscorer. Det er en historie, der går tilbage til de første arabiske kommunistpartier i 1920erne, og senere til forrige gang Egypten oplevede en revolution.

I starten af 1950erne dannede en egyptisk oberst ved navn Jamal abd al-Nasser revolutionsgruppen De Frie Officerer, der kastede kongen på porten. Det blev startskuddet til den arabiske socialisme, der var venstreorienteret.

Mange arabere ønskede at fordele pengene mere ligeligt, så eksempelvis den almindelige egypter fik flere muligheder og et bedre liv. Dette var Jamal abd al-Nasser godt klar over:

»Under den Egyptiske præsident Jamal Abd al-Nasser var venstrefløjen meget stærk – han snakkede netop om social retfærdighed,« forklarer Sune Haugbølle. 

Seksdagskrigen var begyndelsen til enden

Dermed blev Nasser den arabiske verdens svar på USAs John F. Kennedy. Med sin store udstråling var han blandt mange arabere en vigtig kilde til håb og beundring.

Men ifølge Sune Haugbølle startede rutscheturen nedad for den arabiske venstrefløj i 1967. I det år røg Nasser og hans allierede ind i et frontalsammenstød med Israel i en kun seks dage lang men skæbnesvanger krig.

I løbet af den korte krig lykkedes det den israelske stat at ydmyge de arabiske lederes forhåbning om at befri de palæstinensiske områder fra Israels overmagt.

Det er vigtigt for mange arabere, at deres ledere er stærke nok til at stille sig op mod staten Israel.  Så da Nasser gik slukøret på egyptisk TV og fortalte, at de arabiske lande havde tabt krigen mod Israel, tabte han også sin status.

Islamisterne stod klar på sidelinjen
Jamal abd-al Nasser (th) var den arabiske verdens svar på John F. Kennedy, og en fortaler for social retfærdighed. Her giver han et job til en hjemløs egypter i 1959 (Foto: Al Ameer Son)

Op gennem 1970erne tabte den arabiske venstrefløj yderligere pusten i kapløbet med islamisterne. Islamister er ifølge Sune Haugbølle de muslimer, som ønsker at omdanne Islam til en politisk kraft (se faktaboks). Det kan gøres på mange forskellige måder, understreger han. Et godt eksempel er det Muslimske Broderskab, der blev stiftet i 1928 af den karismatiske folkeskolelærer Hassan al-Banna.

Broderskabet blev undertrykt op igennem Nasser og den arabiske socialismes storhedstid, hvor mange Muslimske Brødre blev sat bag tremmer.

Men da Nassers og resten af den arabiske venstrefløjs status blev skudt i sænk af de israelske kampfly, stod det islamistiske Broderskab klar til en ny start i egyptisk politik:

»Det viste sig, at det Muslimske Broderskab var bedre til at organisere sig efter 1967. Og de formåede at overbevise mange af de muslimske egyptere om, at de arabiske socialister var imod Islam,« forklarer Sune Haugbølle.

Den arabiske venstrefløj undervurderede religionen

I 1989 kom dødsstødet. Berlinmuren faldt, den Kolde Krig sluttede, og væk var det kommunistiske Sovjetunionen, der var den største økonomiske støtte af den arabiske venstrefløj. De venstrorienterede partier var nu uden indflydelse, eller samarbejdede med korrupte regimer. Mange venstrefløjsfolk fandt i stedet en rolle i medier, kulturliv og som aktivister i civilsamfundet.

I den libanesiske hovedstad Beirut, hvor de islamistiske bevægelser ikke var så stærke som i Egypten, begyndte de arabiske venstreorienterede  at spørge sig selv, hvad der gik galt.

Dette spørgsmål rumsterede blandt andet i den store avis ’Al-Safir’ (Ambassadøren) og hos forskningsinstitutionen ’Center for Arab Unity Studies’, der begge to tiltrak venstreorienterede fra hele den arabiske verden:   

»Noget af det, de arabiske venstreorienterede kritiserede sig selv for, var, at de havde undervurderet, hvor vigtig religionen er for mange arabere,« forklarer Sune Haugbølle. 

Socialisterne har startvanskeligheder

Siden fulgte de arabiske opstande i 2011, der har en været en særlig frugtbar jord for den visnede arabiske venstrefløj. Det er længe siden, de har været så stærke.

De egyptiske venstreorienterede har eksempelvis samlet sig i Koalitionen for Socialistiske Kræfter, der siden maj 2011 har forenet mange af de egyptiske venstreorienterede under den samme paraply.

Men enhver start er også svær, og det Muslimske Broderskab har stadig meget at skulle have sagt:

Fakta

’Islamisme’ er et omstridt begreb.

I den ene ende af skalaen forbindes islamisme snævert med voldelige grupper som Al Qaeda. I den anden ende af skalaen definerer tænketanken International Crisis Group islamisme som islamisk aktivisme, der som sådan kan være alt fra missionerende (men fredelige) bevægelser, politiske partier såvel som militante grupper.

»De egyptiske venstreorienterede klarede sig ikke så godt som forventet ved valget i 2011 – blandt andet fordi de stadig er under opbygning og derfor endnu ikke har samme gode organisation som eksempelvis det Muslimske Broderderskab,« fortæller Sune Haugbølle.

Islamister og socialister er også enige

Det store spørgsmål nu er derfor, hvordan fremtiden ser ud. Tilhører fremtiden de arabiske venstreorienterede eller islamisterne? Måske kan spørgsmålet ikke stilles helt så skarpt op:

»Det Muslimske Broderskab og den arabiske venstrefløj er faktisk enige om mange ting. De taler begge to til den almindelige mand, og de er begge modstandere af Israel. De er også kritiske over for, at de vestlige ledere vil have demokrati mens de på samme tid har støttet mange af diktatorerne rundt omkring i Mellemøsten,« siger Sune Haugbølle.

Det Muslimske Broderskab minder om Dansk Folkeparti

På den måde mener han, at situationen i Egypten minder om noget, vi kender fra Danmark. Selvom islamisterne anklager de arabiske venstreorienterede for at gå for lidt op i kulturelle spørgsmål som islams betydning, har de alligevel et fælles fodslag.

I Danmark ser vi, at mens et parti som Dansk Folkeparti er uenige med et parti som Enhedslisten om de fleste kulturelle spørgsmål, så er de alligevel enige med Enhedslisten i at beskytte den lille mand imod eliten.

På den måde er det ikke helt hen i vejret at sammenligne Dansk Folkeparti med det Muslimske Broderskab:

»Der er faktisk mange lighedspunkter. Både det Muslimske Broderskab og Dansk Folkeparti siger jo, at de vil gøre op med en lille elites dominerende rolle, og i stedet tage mere hensyn til, hvad den brede befolkning mener. I Danmark er det blevet til opgør mellem Dansk Folkeparti og de kultur-radikale. I Egypten er der tendenser til et opgør mellem den ikke-troende elite i byerne, og de troende masser på landet ,« siger Sune Haugbølle.

Samarbejde er fremtiden

Han peger også på en anden årsag til, at det er svært at skelne skarpt mellem arabiske venstreorienterede og islamisterne. Alt tyder nemlig på, at de skal til at samarbejde:

»Mange snakkede om, at det nylige valg i Tunesien var en sejr til islamisterne, men det var det ikke rigtig: de fik ikke absolut flertal – næsten halvdelen af stemmerne gik til liberale venstreorienterede partier. Det betyder, at islamisterne og de venstreorienterede er nødt til at arbejde sammen.«

Og det kan få store konsekvenser. I øjeblikket farer både de arabiske venstreorienterede og islamisterne frem med store armbevægelser, men når de skal til at blive enige om de mange praktiske spørgsmål, som er nødvendige for at få et samfund til at fungere, så kan der ske ting og sager:

»Når de skal til at samarbejde om konkrete politiske spørgsmål som eksempelvis socialpolitik, så kan der sagtens ske det, at de er nødt til at droppe de store armbevægelser og i stedet føre rigtig politik. Det ser jeg som noget enormt positivt.«

»Når islamisterne og de arabiske venstreorienterede pludselig skal til at blive enige om politiske spørgsmål, så er det ret sandsynligt, at begge parter vil blive mere moderate,« fortæller Sune Haugbølle.

Skolens indoktrinering metastaserer...

I løbet af den korte krig lykkedes det den israelske stat at ydmyge de arabiske lederes forhåbning om at befri de palæstinensiske områder fra Israels overmagt.

Kære Martin

Jeg kan tænke at du er ung og derfor et offer for propagandaen i uddannelser og MSM efter 1967.

Op til udskillelsen af Transjordan, senere Jordan, fra Mandatområdet Palæstina i 1920-22 blev alle beboere i nutidens Jordan og området vest for, ud til Middelhavet, fraset Sinai, betegnet som 'palæstinensere'.

Da Jordan blev selvstændigt i 1946, blev beboerne dér kaldt Jordanere og da Israel blev selvstændigt blev beboerne dér kaldt Israelere.

Dagen efter Israels selvstændighedserklæring i 1948 angreb araberne landet og resultatet blev en våbenhvile med en våbenstilstandslinie, ofte kaldet 'den grønne linie', som idag ofte regnes for en midlertidig de facto-grænse for staten Israel.

Den såkaldte 'Vestbred' blev i den krig til jordansk territorium og befolkningen blev jordanske statsborgere, ligesom Gaza blev egyptisk territorium og befolkningen egyptiske statsborgere.

Op til 1967-krigen var der altså ingen 'palæstinensiske områder' nogen steder i Verden.

Der var Jordanere, Israelere og Egyptere i området og ingen andre - og der var de tre nationers territorium og ingen andre territorier.

De eneste områder, der var 'under Israels overmagt', var altså selve staten Israel - som du så kommer til at betegne som 'palæstinensiske områder'.

Formentlig fordi du har fået det sådan fremstillet i Skolen.

Det skiftede netop i forbindelse med den her krig, hvor araberne og Vestens venstrefløj gik igang med at omskrive historien, af hensyn til at fabrikere forestillingen om et selvstændigt folk ved navn 'palæstinenserne', der tidligere havde haft et selvstændigt territorium - og som derved kunne blive en hindring for fred i området.

Jordan og Egypten fratog i den forbindelse Vestbreddens og Gazas beboere deres respektive statsborgerskaber - for at gøre situationen så uløselig som muligt.

Der var altså ikke tale om 'en befrielseskrig', men om 'en udryddelseskrig'.

Skolens og MSM's, og her din, fremstilling giver kun mening i en kommunistisk eller nazistisk, alternativt islamisk, forståelse, hvor de to slags krige er sammenfaldende, ikke mindst når det er jøder, det handler om.

p.s.

Du burde have spurgt Sune Haugbølle, hvor i DF's partiprogram han finder Verdensrevolutionen og Verdensherredømmet...

Det er nemt at være simpel

Jeg ved ikke hvorfor vi forventer mirakler i det "Arabiske forår". Så vidt jeg ved, gik der rimeligt lang tid fra enevældens ophævelse til vi fik hvad vi forstår ved demokrati. Giv dem tid, insister på og hjælp dem med presse- og ytringsfriheden, så kommer de nok også frem til en form for demokrati (som nok ikke ligner vores, men det er måske heller ikke så dårligt).

Nej, DF vil sikkert ikke indføre sharia-lovgivning, men der står i deres principprogram: "Folkekirken er det danske folks kirke" Det står der sikkert også i de fleste andre partiers programmer, men hvis de fik absolut flertal, så er der en rimeligt større chance for at de ville indføre de ti bud i vores grundlov (jævnfør republikanerne i USA).
Der hvor ligheden mellem DF og Islamisterne er størst, er nok i deres frygt for det fremmede.
Og kalde Enhedslisten kommunistisk (eller bare inspireret), vil svare til at kalde Venstre fascistisk, blot fordi de er corporatister.
Forøvrigt: "så er de alligevel enige med Enhedslisten i at beskytte den lille mand imod eliten"? Med mindre Messerscmidt og hands idé om "ligheds-fascisme" vinder indpas.

Den eneste måde at slippe for religiøs fanatisme er at sige fra overfor al religiøs fanatisme, om den så er tydelig eller gemt bag humanismens brede skørter.

re: Rabler det for Sune Haugbølle?

Rabler det for Sune Haugbølle? - Det korte svar er ja

Rabler det for Sune Haugbølle?

Sammenligningen med Det Muslimske Broderskab og Dansk Folkeparti er noget sludder.

Dansk Folkeparti har vist under ingen omstændigheder i sinde, at indføre sharia-lovgivning her i landet som Det Muslimske Broderskab i Egypten og Libyen f.eks ikke lægger skjul på, skal indgå i disse landes lovgivning.

Dansk Folkepartis program med ældrepolitikken er god gammeldags socialdemokratisk politik og er ikke inspireret af kommunistisk tankegang som i Enhedslisten.

Med hensyn til religionen tager Dansk Folkeparti den kristne her i landet alvorligt, hvorimod Enhedslisten vil have dette kristne fundament for landet smadret.

Sune Haugbølle roder gevaldigt rundt i begreberne efter mit skøn.

I øvrigt burde Nasser havde holdt snuden væk fra Israel, men om det er socialistiske arabere eller islamiske, er tankegangen stadig hos disse i dag, at Israel skal fjernes fra landkortet.

Det Arabiske Forår vil ganske givet glide over i en særdeles hed sommer!

Pest eller kolera

Som en lus mellem to negle sidder de stakkels alm. arabere tilbage - på den ene side har de islamisterne og på den anden side socialisterne. Pest eller kolera.

Seneste fra Kultur & Samfund

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg