Personligt hælder jeg til en "ganske simpel evolutionær bio-psyko-socio-mekanisk" opfattelse af lykke, som ligger nærmest Freud, og som jeg mener er grundlaget for, som Seneca, at kunne møde verden optimistisk.

Jeg har længe spurgt mig selv hvad det er, som gør mig glad, og erfarer, at det er nogle ganske simple ting, såsom at spise, have sex, bevæge mig, samvær med andre, opleve naturen, ny erkendelse, musik og andre kunstformer.

Grundlaget for lykke er også fravær af ting, som bekymringer, konflikter og en væsentlig ting som dårlig samvittighed.

Lykke er efter min opfattelse, det som skabte os, som art. Med evolutionære briller, er det kun de, der holdt af, og formåede at spise, have sex, bevæge sig, socialisere sig i gruppen og alle de andre ting, som overlevede, og sendte deres gener videre til os.

Med psyko-kemiske briller er lykke, at der frigives "glædesstoffer" i hjernen, der giver os den velkendte følelse af glæde, når vi spiser sødt, fedt og proteiner, og når vi slænger os efter en orgasme, og der svømmer salige neurotransmittere rundt i vores hjerner. Selv når vi bevæger os frigiver musklerne hormoner, der giver os en følelse af glæde og tilfredsstillelse.

Disse lykkestoffer, eller som de ofte kaldes, "belønningsstoffer" har været med til, at skabe os.
Det er ikke for sjov, men indbygget i vores gener og evolutionære arv, at børn farer rundt af bar bevægeglæde og nysgerrighed fordi det giver dem "glæde" eller "belønning". De bliver "høje" og lykkelige i deres små hoveder.
Et af fundamenterne for vores udvikling, er "aha-oplevelsen". Når børn lærer nyt, sutter de lidt ekstra på sutten, og man kan måle at deres niveau af belønningsstoffer stiger. Vi bliver altså belønnet fra barnsben af, at lære nyt, at skabe nye forbindelser i hjernen, der rummer denne nye erkendelse.

Vi skal lidt mere over i evolutionspsykologien, for, at forstå hvorfor vi glædes over samvær og kontakt med andre mennesker. Det er formentlig også resultatet af vores historiske udvikling. Vi har gennem årtusinder overlevet som en social art, fordi det har kunnet betale sig, at gruppere sig, og danne sociale bindinger. Vi har levet i stor-familier, hvor selv bedsteforældre, der ikke længere kunne jage, eller var fertile, kunne tage sig af børnebørnene, mens deres forældre samlede eller drog på jagt.
Således skal vi forstå, at de som ikke havde disse "sociale gener", og ikke fandt glæde i, at være en del af gruppen, ikke overlevede i det lange løb, og dermed ikke sendte deres gener videre til os. Derimod har vi generne fra de, som fandt "belønning" og "glæde" i samvær med andre mennesker.

Men lykke er ikke alene det. Det fordrer også fravær af nogle ting. Hvordan overkommer vi bekymringer og konflikter, med lykken i behold?
Dér kan jeg godt følge Seneca, at lykken er en disciplin, hvor en optimistisk tilgang er et godt værktøj, en slags selvdisciplin. Konflikter kan man ikke altid undgå, men man kan undlade, at lade sig bekymre unødigt af dem. Når mennesker i den fattige verden ofte betegner sig som lykkelige, trods hunger og elendighed, tænker jeg, det er fordi de har evnen til, ikke at bekymre sig "unødigt". De forholder sig til deres livsvilkår, og får det bedste ud af dem, istedet for at sidde deprimerede hen.

Dårlig eller ligefrem nagende samvittighed, vil kunne ødelægge forudsætningerne for enhver lykke. Dette er vi heldigvis selv herre over, og vi kan undlade, at gøre ved vores næste, hvad vi ikke ønsker gøres mod os. I denne kontekst, ikke ud fra et moralsk syn, men for vores egen gode samvittigheds skyld, og for vores personlige integritets skyld. Ligesom vi kan undlade, at gøre noget imod os selv, der giver os dårlig samvittighed.

Nu er livet jo ikke statisk, og man har en holdning, til man finder en ny, men indtil da, vil jeg fortsætte med, at gøre det, der gør mig glad, og undgå det, som ikke gør mig glad. :)

Videnskab.dk spørger ”Hvad er lykke?”

Som lille lommefilosof, er jeg overbevist om at lykke egentlig er den naturlige tilstand, det vi burde føle hele tiden, fra vi står op om morgenen og til vi falder i søvn om aftenen. Derfor mener jeg det ville være mere relevant at spørge, hvad er u-lykke, og hvorfor optager den så meget af vores tid?

Svaret er meget kompliceret, og ikke entydigt, men hvis vi starter med at se på urbefolkninger, de naturfolk der stadig findes i mere eller mindre lukkede biotoper, i fjerne egne af kloden, så er det blandt dem, man kan finde de mest lykkelige mennesker, og det er ikke materielle goder der skaber deres lykke, måske snarere tværtimod.
Selv blandt, f.eks. Brasiliens fattige har jeg mødt større lykkefølelse og mere af den, end blandt Danmarks velstandsramte. For at kunne leve vedvarende i denne naturlige tilstand som lykke er, er man nødt til at se på det fænomen der hedder, forventninger.

Ikke lykken, men u-lykken, tror jeg nemlig hænger sammen med de forventninger man har, dels forventninger, drømme og ønsker skabt af en selv, dels forventninger skabt af omverdenen, og ikke mindst i dag, af reklame og markedsføringsbranchen, samt de mange virkelighedsforflygtende TV-programmer befolkningen bombarderes med, der rask væk lover os lykke, hvis vi bare køber dette eller hint produkt eller tjenesteydelse, og på hvorvidt disse forventninger, drømme og ønsker indfries.

De små enklaver af urfolk der stadig eksisterer rundt om, er ikke belastede af menneskeskabte parametre, så som ”tid” og ”penge”, der begge er målbare talstørrelser, de gør det der skal gøres for at overleve, jager og samler nok til at kunne brødføde stammen (vel og mærke som oftest i fællesskab), og de skaber en hytte der kan beskytte dem mod vind og vejr, børnene er med overalt og med i alt, og andre eller større forventninger har de ikke til livet. Blandt Amazon indianerne, indeholder deres sprog end ikke ejefald, således eksisterer orderne;- min, mit, vores, din, dit og jeres, ikke.

Til gengæld har de en enorm følelse af fællesskab, de ved at dette fællesskab er alfa og omega for stammens overlevelse, de føler et fælles ansvar, for hele stammen, stammens børn og stammens ældre, der er blevet for gamle eller affældige til at kunne tage del i det arbejde det er at holde stammen i live.

Men de er glade hver dag, de smiler og ler, de fester og danser, de snakker og fortæller historier, et liv de færreste af os kunne forestille os i dag, men som de fleste af os nok kunne lære noget af, og måske især de der skal planlægge vores fremtid.

Danmark hører til blandt verdens lykkeligste, rent faktisk tror jeg snarere det drejer sig om materiel tilfredshed end lykke, for den er der ingen der helt har kunnet definere eller beskrive hvad er, endnu.

Gennem tiderne har udviklingen gjort at der tilstadighed er blevet et større pres på mennesket, krav der skal leves op til, som ikke har med den direkte overlevelse at gøre, vi gik på et tidspunkt fra at være et urfolk, over til at blive bønder og handelsfolk (byttehandel), og så kom der pludselig tal med i tingene, for det gjorde det lettere at handle, og derfor fik man mønter (penge), nu begyndte tingene at have priser og man skulle skaffe pengene for at kunne købe noget, og arbejdsmarkedet blev en realitet.

Og i dag ser vi vores mulighed for at overleve, som uløseligt knyttet sammen med evnen til at tjene penge. Samfundet har skabt nogle billeder af det attråværdige liv, og med det nogle forventninger.

U-lykke kommer snigende med manglende mulighed for at skaffe nok penge til at kunne opnå det billede og det attråværdige liv.

Selv blandt de der grundet handicap eller sygdom ikke har muligheden til selv at arbejde for føden, og må modtage hjælp fra staten, men alligevel har anerkendt at det smukke billede og det attråværdige liv der blev stillet dem i udsigt, aldrig vil blive deres, vil alligevel have problemer med at finde den blivende tilstand lykke, hvis de hver eneste måned skal kæmpe sig igennem, uden nok til at betale regningerne eller købe den fornødne mad. Dét, i et samfund der gennem tradition har besluttet at der skal penge til for at kunne overleve. Men som ikke er villige til at give det fornødne til at dette er muligt.

Dette har ikke været noget forsøg på at beskrive hvad lykke er, for det kan jeg ikke, andet end at jeg tror på at lykke er menneskets naturlige tilstand, og at det der er afgørende for hvor meget vi opholder os i denne naturlige tilstand er u-lykke, og spørgsmålet er så om vi kan arbejde på at formindske denne u-lykke.

Premissen for dit argument er at man skal have noget at se frem til for at kunne være lykkelig. Man kan sagtens bare være lykkelig uden nogen grund, hvis man virkelig vil og hvis man øver sig i det.

Jeg er faktisk nærmest lodret uenig med dig. Jeg mener lykken er at leve i nuet og netop ikke gå og glæde sig til, at tingene bliver bedre i fremtiden. Gør du det, siger du samtidigt til dig selv, at nuet ikke er godt nok som det er og dermed bliver du mindre lykkelig i nuet. Når du så når frem til det øjeblik du har glædet dig til kan du ikke nyde det fuldt ud fordi du ikke er vant til at leve i nuet.

Preben Kaas gav for mange år siden opskriften på, hvad lykke er.
http://www.youtube.com/watch?v=MiSNxOG0ZXU

Hvor mange mennesker har egentlig tenkt gjennom hva som VIRKELIG gjør dem lykkelige?
Og hvor mange har forstått at lykke er litt som nirvana, en tilstand som ikke er evigvarende? Ikke at de to er det samme, men de er av samme natur, en veldig behagelig tilstand.

Å være bekymringsfri både økonomisk og på de fleste andre områder er veldig tydelig ikke noen spesielt lykkelig tilværelse. Se bare på de som er i en slik situasjon, og begår selvmord.
Min form for lykke er små glimt som ikke varer lenge, som når jeg får innsikt i noe jeg har lurt på lenge, og så 'Eureka', der jeg fylles med en indre glede som gjør alt annet uten betydning.
Eller når jeg opplever noe som gleder meg og fyller meg med en spesiell varme --en glød-- som jeg ikke kan forklare, men heller ikke trenger forklaring på.

En som er lykkelig på permanent basis er neppe lykkelig, fordi vedkommende da mangler noe å se frem til. Når man står på den høyeste tinden, hvor går man da?
Det er litt som når de religiøse snakker om himmelriket, - en plass som er uendelig kjedelig og der tiden går uendelig langsomt.
G. E. M. Skues 'Mr. Theodore Castwell' kan anbefales som en instruktiv innføring, og finnes her: http://flyanglersonline.com/lighterside/part364.php

Dette, tror jeg, skyldes vores manglende refleksion over, hvad, vi selv mener, lykke er - og derfor bliver vi meget nemt enige i alt, hvad der bliver sagt om lykke.

Enten det eller også fordi der rent faktisk er noget sandt ved begge de to filosoffers holdning.

Lykken er efter min mening en kombination af styrken af ens sind,livsindstilling og så omgivelserne.

Derfor gætter jeg på at en person med et svagt sind nemmest kunne genkende freuds fremstilling fordi en sådan persons lykke varierer kraftigt med omgivelserne.

En person med et stærkt sind vil derimod kunne genkende sig selv i senecas fremstilling, fordi et stærkt sind betyder at lykkeniveauet ikke svinger så meget med omgivelserne og fordi en person med et stærkt sind har oplevet at hans/hendes basis lykkeniveau er steget i forbindelse med at sindet er blevet stærkere med alderen.